Læsetid: 8 min.

Hvis du vil forstå Boris Johnsons Brexit-strategi, skal du forstå et 30 år gammelt tankeeksperiment

Boris Johnson taler om Brexit som et spil kylling, hvor to biler kører mod hinanden. Den første, der drejer fra, taber. Selv spiller han nu rollen som vanvidsbilist, der skal skræmme EU. Få politikere gør sig umage for at virke irrationel og uforudsigelig – men det gør Boris. Spørgsmålet er, om den strategi virker, når han i denne uge for første gang mødes med Merkel og Macron
Journalister har bemærket, hvordan Boris Johnson bevidst ugler sit hår, inden han skal optræde på tv. At han igen og igen mumler forvrøvlede ting i interviews. Det er en del af hans strategi, skriver Christian Bennike – han vil overbevise sin modstander om, at han kan finde på hvad som helst.

Journalister har bemærket, hvordan Boris Johnson bevidst ugler sit hår, inden han skal optræde på tv. At han igen og igen mumler forvrøvlede ting i interviews. Det er en del af hans strategi, skriver Christian Bennike – han vil overbevise sin modstander om, at han kan finde på hvad som helst.

Andrew Parsons

22. august 2019

I indledningen til sit hovedværk Reasons and Persons fra 1984 laver den britiske moralfilosof Derek Parfit et tankeeksperiment:

En røver bryder ind i dit hjem, du ringer til politiet, men de kan først være fremme 15 minutter senere. Røveren kræver, at du åbner dit pengeskab, ellers vil han dræbe dine børn ét efter ét.

Hvad er det rationelle at gøre i den situation, spørger Parfit? At åbne pengeskabet med det samme? Nej, for der er risiko for, at røveren alligevel dræber dig og dine børn, så snart han har tømt skabet for at slette sine spor. På den anden side ville det heller ikke være rationelt at ignorere hans trusler.

Det mest rationelle er ifølge Parfit at handle irrationelt.

I tankeeksperimentet har hovedpersonen en flaske med magisk eliksir, der momentant kan gøre ham vanvittig. Han skynder sig at drikke den, før røveren kan nå at reagere, og pludselig vælter han omkring i huset og råber:

»Jeg elsker mine børn, så bare dræb dem«. Han tænker hverken på sit helbred eller på politiet, og hvis røveren skyder ham i foden, råber han bare:

»Det er forfærdeligt. Fortsæt endelig!«

På den måde bliver røverens trusler nyttesløse. Han kan ikke begå sin forbrydelse, han ville intet vinde ved at dræbe børnene.

Pointen er, skriver Parfit, at det mest rationelle nogle gange er at være irrationel. Det gælder også i politik.

De fleste politikere gør alt for at fremstå rationelle. De tager slips på, fremfører argumenter og henviser til undersøgelser. Men den nye britiske premierminister, Boris Johnson, som i denne uge har krydset kanalen til sine første besøg i Europa – onsdag aften hos Angela Merkel og torsdag hos Emmanuel Macron – er anderledes.

Få europæiske politikere har som Johnson gjort sig så umage for at fremstå irrationel. Det er lige frem blevet en central del af hans politiske strategi.

Det forkludrede look

Journalister har bemærket, hvordan han bevidst ugler sit hår, inden han skal optræde på tv. At han med vilje tager spraglet løbetøj på, når han skal ud at jogge og vælger en for lille cykelhjelm, når han skal cykle. At han igen og igen mumler forvrøvlede ting i interviews.

I sommer sad han (med uglet hår) og fortalte en journalist, at han havde en hobby med at male gamle trækasser om til busser, når han skulle slappe af.

Hvorfor sige sådan noget? Fordi det er sandt? Næppe.

Johnson har en lang historie for at fortælle usandheder: Han blev fyret som journalist på The Times for at opfinde et citat. Og DR’s grand old man i Bruxelles, Ole Ryborg, har for nylig beskrevet, hvordan Johnson efter en kollegial snak med Ryborg over en kop kaffe engang skrev en hel artikel i sin daværende avis, The Daily Telegraph, hvor Ryborgs ord blev til tre citater fra tre anonyme kilder:

»En erfaren politisk observatør«, »en analytiker« og »en dansker«.

Måske er Boris Johnsons historie om at male busser bare en joke. Eller måske er det – som nogle har gættet på – et forsøg på at påvirke søgeresultaterne i Google, så en søgning på ’Boris bus’ ikke længere resulterer i et billede af den store røde kampagnebus fra Brexit-valgkampen med det berygtede slogan om at give en masse millioner til det britiske sundhedsvæsen. Men i stedet giver et herligt skørt klip, hvor Boris taler om at male trækasser.

Vi ved det ikke, og dét er pointen.

I et portrætprogram om Boris Johnson på BBC i 2013, fortalte hans søster om en episode på kostskolen Eton, hvor Boris var med i en teateropsætning af Molière. Han havde ikke øvet sine replikker, så han gemte han sig bag en pude og læste dem højt fra et stykke papir. Det fik folk til at dø af grin.

BBC-journalisten spurgte efterfølgende Johnson, om den episode havde lært ham noget:

»(Lærte du), at du kan få flere grin ved at lade, som om du ikke kan dine replikker end ved rent faktisk at huske dem?«

Og Johnson svarede:

»Jeg tror bestemt, at det som en generel taktik i livet – hvis det er det, du sigter til – ofte er nyttigt at give folk indtryk af, at man bevidst foregiver ikke at vide, hvad der foregår. Virkeligheden kan jo være, at man faktisk ikke ved, hvad der foregår, men så kan folk ikke se forskel.«

Han lader, som om han ikke ved, hvad der foregår, for at folk ikke skal tro, at han ikke ved, hvad der foregår. Men han ved ikke, hvad der foregår.

Demokratier kan normalt ikke bluffe

Med Boris som premierminister har hele Storbritannien drukket af Derek Parfits vanvidseliksir. Spørgsmålet er, om det vil virke.

På den ene side er uforudsigelighed og irrationalitet et kraftfuldt redskab i en politisk forhandling. Intet er farligere end at kæmpe imod en fjende, man ikke forstår.

Tænk på Vladimir Putins Rusland. Selv om det russiske militærbudget og dets globale magt er forsvindende lille sammenlignet med Vestens, frygter vi alligevel, hvad russerne kan finde på. Vi frygter dem, fordi vi tror, vi ikke forstår dem.

Russerne er »en gåde svøbt i en hemmelighed inden i et mysterium«, som Boris Johnsons store helt, Winston Churchill, har sagt. Og når russerne laver misinformationskampagner, handler det ikke om at overbevise verden om, at løgn er sandhed, det handler om at sprede så meget forskellig information, at man til sidst bliver ude af stand til at se, hvad der er sandt og falskt.

Boris Johnson har brugt sin første måned som premierminister på at fortælle verden, at han ikke er bange for at forlade EU uden en aftale.

Og han har gjort alt for at iscenesætte Brexit som et spil kylling, hvor han sidder i den ene bil og kører mod EU, der sidder i den anden bil – den, der afviger, er en kylling.

Han vil have den irske backstop fjernet fra skilsmisseaftalen, og det vil EU ikke. Hvem blinker først? I sådan et ræs hjælper det faktisk at være utilregnelig. Det mest rationelle er nemlig at overbevise sin modstander om, at man selv er for irrationel til at vide, hvornår man skal dreje fra for at overleve.

De fleste politikere gør alt for at fremstå rationelle. De tager slips på, fremfører argumenter og henviser til undersøgelser. Men den nye britiske premierminister, Boris Johnson, som i denne uge har krydset kanalen til sine første besøg i Europa – onsdag aften hos Angela Merkel og torsdag hos Emmanuel Macron – er anderledes.

Få europæiske politikere har som Johnson gjort sig så umage for at fremstå irrationel. Det er lige frem blevet en central del af hans politiske strategi.

EU er »lidt modvillige« når det kommer til at ændre holdning, sagde Johnson i denne uge under et besøg på et hospital, »men det er jeg sikker på de vil gøre«. Og så sendte han for første gang et brev til Donald Tusk, hvor han slog fast, at han aldrig kan acceptere en skilsmisseaftale med en »antidemokratisk« backstop. Så hellere no deal.

Det skal her indskydes, at Boris selv har stemte for en skilsmisseaftale med en backstop, nemlig den plan, som Theresa Mays præsenterede for det britiske underhus tidligere på sommeren.

Bluffer han, eller har han rent faktisk drukket Parfits vanvidseliksir?

Demokratier kan normalt ikke bluffe, som den britiske historiker David Runciman skriver i bogen The Confidence Trap. Der er for meget åbenhed og debat, for meget aktindsigt og for mange afstemninger. Bluff virker kun, hvis modstanderen ikke kan se ens kort, og demokratier viser hele tiden sine kort.

Theresa May forsøgte at sige det samme som Johnson: At »ingen aftale er bedre end en dårlig aftale«. Men ingen troede for alvor på hende. Det var åbenlyst bluff. Theresa Mays mission var at »levere Brexit«, at stå i spidsen for den teknokratiske administration af briternes exit. Og teknokrater handler aldrig irrationelt.

På den bedste satiretegning af Theresa May tripper hun forsigtigt hen over et spejlglat gulv med en uvurderlig vase i hænderne. Det var sådan hendes tre år som premierminister føltes: Det hele kunne ryge på gulvet hvert øjeblik.

To problemer med planen

Boris tripper ikke. Han råber og laver grimasser i håb om, at Tusk, Juncker og Barnier tænker, »Uha, vi aner ikke, hvad han kan finde på, vi må hellere give ham, hvad han vil have.«

Det er sådan, vi har vænnet os til at forstå Donald Trump: En mand vi ikke kan læse. Bluffer han, når han taler om at bombe Iran? Om at købe Grønland og omfavne Nordkorea? Og hvad siger han i morgen?

Boris Johnson forsøger noget lignende. Hans vildskab og uforudsigelighed er blevet en strategi. Men hans plan lider af to store problemer.

For det første virker ’vanviddets taktik’, som Derek Parfit beskriver, kun hvis man rent faktisk drikker eliksiren. Man skal vitterligt være vanvittig. Man kan selvfølgelig forsøge at bluffe, men hvis modstanderen gennemskuer, at man bare spiller skuespil, bliver strategien øjeblikkelig virkningsløs.

Og EU kender allerede Boris Johnsons spillestil. De har før set ham stå på scenen med en pude foran ansigtet for at læse de replikker op, han ikke har øvet sig nok til at lære udenad.

For det andet bygger strategien på en præmis om, at Brexit rent faktisk er et spil kylling. Et spil med ét klart mål, én klar vinder og én klar taber. Men det er ikke tilfældet.

Der findes ikke én smuk og god version af Brexit, som EU har låst inde i et pengeskab. Det er ikke et simpelt spørgsmål om en dårlig deal eller en god deal.

Hvis nu den irske backstop blev fjernet, hvordan skulle problemerne ved den nordirske grænse så løses? Her skal som bekendt både være en grænse, samtidig med at der aldrig må være en grænse. Det er ikke et binært spil kylling, det er et praktisk problem.

Nogle dele af Brexit-forhandlingerne er rigtig nok binære: Hvor stramt skal banker reguleres? Hvor meget må der fiskes? Hvilke krav skal elektronikprodukter leve op til? Men Brexit som sådan er ikke en krig, man kan vinde ved at være uforudsigelig.

Brexit er en proces, hvor Storbritannien og EU skal vikle sig ud af hinanden og bagefter finde ud af, hvordan de skal leve og handle sammen i fremtiden.

Det kan ikke løses med uglet hår og sjove bemærkninger. Uanset hvor meget folk griner.

Her ses Boris Johnsons til hans første optræden i underhuset torsdag.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • David Zennaro
  • David Breuer
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Estrup
Olaf Tehrani, David Zennaro, David Breuer, Eva Schwanenflügel og Christian Estrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oh, nej, oh nej, han har måske drukket eliksiren! Vi må hellere give ham masser af spalteplads som om han er seriøs.

Randi Christiansen

Jeg forstår ikke problemet. I og med uk ønsker at forlade eu, kan de da ikke samtidig diktere eu's grænseregler. Hvorfor er det overhovedet til diskussion?

Det er selvfølgelig forståeligt, at det vil være irriterende med grænsekontrol etc mellem irland og uk, men de kan ikke både blæse og have mel i munden. Sådan er det jo. Kan man finde en salomonisk løsning, er det selvfølgelig kun godt.

Ib Christoffersen

1. Fejl, en engleske politikere holder valg om medlemsskab af EU.
2. Fejl, vælgerne stemmer "forkert".
3. Fejl, politikeren der sørgede for at valget blev udskrevet stikker halen mellem benene og forsvinder.
4. Fejl, May bruger flere år på intet.
5. Fejl, Boris Johnson tager over.
6. Fejl, parlamentet lider af berøringsangst, så de sidder på hænderne.
7. Fejl, dronningen træder ikke i karakter og gør noget.
Og imens falder det engelske samfund mere og mere fra hinanden.

Boris Johnson spiller »chicken« mod resten af EU og tror han bare skal blive ved sågår det godt.
Han overser at han kører i en lille personbil og EU kører en stor lastbil.
Problemet med enkeltmandsvalgkredse er at et flertal er fløjtende ligeglad med oppositionen og gør som det passer dem. Nu er situationen at der ikke er flertal for noget og man har ikke en udviklet kultur omkring at finde et kompromis.

Boris boris boris - I skulle udskrive valg. Og i stedet for at pege fingre af EU, så adressere alle de indenrigspolitiske klasseproblemer - som er helt og aldeles udløste - faktisk forekommer ønsket om at forlade EU som udsprunget af, at den herske klasses privilegier er truet. Læs: EU giver flere rettigheder til menigmand/kvinde - som UKs herskenede klasse ikke er enig i.

Randi Christiansen

Enig hans - brexit er udtryk for de undertrykte klassers vrede, forargelse og fortvivlelse over den ene procents hærg - i eu, uden for eu og i øvrigt overalt, hvor denne samfundsundergravende adfærd er tilstede.

Når folkets ledere tjener folket - i stedet for sig selv og de udvalgte få - vil problemerne løse sig. Ikke før - men den ene procent klynger sig formørket og egoisk til magten, og det bliver dens undergang.