Læsetid: 9 min.

Vil du forstå, hvorfor briterne stemte for Brexit, skal du tage til ... cricket

At være til cricketkamp er lige som at træde ind i en britisk parallelverden. Og det er netop meningen. Historiens arv er heller en ikke uvigtig faktor, hvis man vil forstå, hvorfor lidt mere end halvdelen af briterne stemte for Brexit i 2016, og hvorfor næsten lige så mange ville gøre det igen
Cricket var i generationer et samlingspunkt for landsbyer og kvarterer i byer over hele Storbritannien. I dag er det en insisteren på en livsform, som globaliseringen og storbylivet har fejet hen over. Maleriet her er ’The Village Cricket Match, Hambleden’ fra 1810.

Cricket var i generationer et samlingspunkt for landsbyer og kvarterer i byer over hele Storbritannien. I dag er det en insisteren på en livsform, som globaliseringen og storbylivet har fejet hen over. Maleriet her er ’The Village Cricket Match, Hambleden’ fra 1810.

Medici / Mary Evans

8. august 2019

LONDON – En solrig søndag i London i midten af juli, mere præcist den 14. juli, blev der afholdt hele to store, meget britiske sportsfinaler på samme dag. Den ene tryllebandt mange millioner tv-seere på den vestlige halvkugle; den anden trak endnu mere opmærksomhed globalt – dog ikke i det kontinentale Europa.

Det var nærmest den perfekte fejring af britiske traditioner og deres globale rækkevidde.

Hvidklædte Roger Federer, der i øvrigt fylder 38 i dag, missede to matchbolde på centre courts grønne græs og tabte i fem sæt en uhyre dramatisk Wimbledon-finale til ligeledes hvidklædte Novak Djokovic, mens der blev spist jordbær og drukket champagne på tilskuerrækkerne.

Den anden begivenhed var VM-finalen i cricket, der blev afholdt på Lords Cricket Ground i St John’s Wood i det vestlige London.

I Danmark hørte vi stort set ikke om cricketfinalen, men mere end otte millioner seere så finalen alene i Storbritannien, og mange, mange flere millioner fulgte med på verdensplan.

England vandt cricketfinalen – for første gang siden VM startede i 1975. Derfor var der behørigt triumftog gennem London, og forsidefejring i de britiske aviser.

Cricket har som bekendt aldrig rigtigt slået an i på vores side af Nordsøen. Jovist, vi har haft en vaskeægte cricketstjerne i Ole Mortensen, som mine engelske cricketgale venner ofte minder mig om, men ellers virker det på os trættende bare at prøve at forstå reglerne.

Der er f.eks. ikke bare én slags cricket, men hele seks varianter, som spilles i løbet af en dag. En anden type, spilles over tre dage, og så er der et nymodens cricketspil, der spilles over 20 overs (en over er et sæt af seks bolde, der bliver kastet af en kaster, red.).

Yes, jeg ved godt, at det allerede lyder uoverskueligt, men hæng i, for en af pointerne her er nemlig selve spillets kompleksitet. At være cricketmenneske er en livsform. Manuskriptforfatteren Harold Pinter sagde det sådan her:

»Cricket. Hele pakken – at spille, at kigge på, at være del af festlighederne – har været en meget central del af mit liv.«

Det vil mange andre briter kunne skrive under på. Selv om der nok er flere fans fra det bedre borgerskab end fra de sociale boligbyggerier, så er cricket for alle, der vil tage sig tiden. For tid kræves der. Det er næsten lige så meget en tilgang til livet som en sport, for dem der går op i det.

Medlemskab i arv

Jeg har fået min ven, Osvald, der er indædt cricketmenneske, til at tage mig med til en turneringskamp på Lords Cricket Grund. Det er det lokale hold, Middlesex County Cricket club mod Nottinghamshire County Cricket Club.

Vi mødes ude foran en særlig fin indgang. Han har medlemskab til Marylebone Cricket Club (MCC), den mest prestigefulde klub i landet. Medlemskabet er en gave fra hans far og medlemskab går ofte i arv. Vi går forbi velklædte og velpolstrede mænd i pastelfarvede hørjakker og stråhat, mange af dem med farverige slips.

»Slipsene indikerer, hvilken position i klubben eller cricketsamfundet, man har, eller hvilken skole man gik på. Det er der nogle, der går meget op i,« griner Osvald.

Vi er endnu ikke inde på selve stadion, men står i en meget engelsk velholdt gårdhave, hvor der drikkes godt med Pimms med jordbær og appelsin, og spises agurkesandwiches uden skorpe.

»Vi kan ikke komme længere ind i haven. Der skal man have et finere medlemskab, end jeg har«, siger Osvald.

Jeg kigger ind bag en fløjlssnor, der skiller os fra dem. Der ser ikke ud til at foregå noget derinde, som ikke foregår, der hvor vi står, men alle mændene derinde har slips med farver på.

»Der er er ingen kvinder derinde,« konstaterer jeg.

»Nej, det her er en mandeverden. Indtil 2018 var der ingen kvindelige medlemmer af MCC. Jeg ved godt, det lyder underligt, at det kan være sådan i 2019, men det er på en måde en del af hele pakken. Alt her handler om traditioner. De ældre herrer derinde står formodentlig og fortæller gamle cricket-anekdoter. Ikke nødvendigvis om, hvem der vandt en kamp, men måske en særlig delikat behandling af bolden, eller noget heltemodigt på et presset tidspunkt for mange år siden, og så snakker de sikkert også politik. Rigtig mange af dem derinde stemte formodentlig leave ved Brexit-afstemningen i 2016. Ikke fordi, de ikke er internationalt orienterede. De er det bare på en anden måde – en meget britisk måde,« smiler Osvald.

Der ikke rigtig noget

Kampen har allerede været i gang i timevis, men der har været pause. Vi sætter os på tilskuerpladserne i eftermiddagssolen, og spillet begynder igen.

Der sker ikke rigtigt noget – jo altså bolden bliver kastet og i ny og næ ramt. Publikum virker jævnt uinteresserede, småsnakker med hinanden og klapper så lidt en gang i mellem. Flere af dem har madkurve med, og det virker mere som en skovtur end som en sportskamp.

Der bliver også gået til de våde varer, kan jeg se.

»Tid til en drink,« spørger Osvald, og inden jeg svarer, er han væk og kommer tilbage med to glas hvidvin.

De to glas bliver til fire, og det bliver det ikke mindre hyggeligt af. Jeg har fuldstændigt mistet overblikket over kampen. Der lyder et højt råb. Et gærde er blevet væltet og the Umpire (dommeren) skal tage stilling til, om det gik lovligt for sig.

Det gjorde det ikke, så spillet forsætter ufortrødent.

Vi kommer til at snakke yards- og meter, og jeg spørger et par tilfældige tilskuere, om de udregner mål efter det metriske system eller bruger fod og yards osv. De svarer enstemmigt, at det foregår efter The Imperial System – altså yards.

Der er gået et par timer. Spillet er stadig i gang, men vi er godt stegte af solen og ikke upåvirkede af den kølige vin, og bevæger os ud på St John’s Wood Road. Her møder vi adskillige kvalificerede branderter, der fornøjede slingrer hjemad, nu med krøllet hørjakke og slipset i uorden.

»Hvad synes du om det,« spørger Osvald.

Jeg har faktisk været til cricket nogle gange før, og da forløb det nogenlunde på samme måde som i dag.

»Jeg synes, det er vildt hyggeligt,« siger jeg. »Det er som at træde ind i en gammel parallelverden.«

»Netop. Det er det, der er meningen,« siger Osvald.

The Empire strikes back

Den parallelverden er en ikke uvigtig faktor, hvis man vil forstå, hvorfor lidt mere end halvdelen af briterne stemte leave i 2016, og hvorfor næsten lige så mange ville gøre det igen. Det er en insisteren på en livsform, som globaliseringen og storbylivet har fejet hen over.

Cricket var i generationer et samlingspunkt for landsbyer og kvarterer i byer over hele Storbritannien.

Jeg har selv engang været med til en familiecricketweekend i det nordlige London. Her deltog både koner, børn og bedsteforældre. For mændene klædt i hvidt gjaldt det spillet. For alle andre var cricketkampen en kærkommen lejlighed til at komme hinanden ved på en rolig og langsom måde.

EU har naturligvis hverken forbudt cricket eller på nogen måde prøvet at forhindre briterne i at dyrke deres fritidsinteresser. Cricketkulturen er bare et meget tydeligt udtryk for en meget engelsk verden og et sammenhold, der har været ved at forsvinde.

Brexit afspejler bestemt en utilfredshed med det, der af mange herovre ses som et fransk føderalistisk projekt. Men protesten er i mindst lige så høj grad et generationsanliggende. En protest mod en verden, mange synes bevæger sig den gale vej. Som sådan egentlig ikke kun møntet på EU. Der var også yngre cricketfans på Lords den dag, men gennemsnitsalderen var et godt stykke over 50.

Har regeringen fanget tidsånden?

Det er ikke noget tilfælde, at Jacob Rees-Mogg – talsmanden for den nationalistiske ERG-fløj af Det Konservative Parti, der med Boris Johnsons indsættelse har overtaget magten i partiet – vil genintroducere The Imperial Measures.

Det er en del af det narrativ, der er blevet opbygget om behovet for at genskabe det tabte, det smukke, det britiske. Til at sige nej tak til, hvad mange ser som et moderne Europa skabt i Frankrigs og Tysklands billede, der måske nok er effektivt, men ikke særlig vedkommende.

I det narrativ er Storbritannien stadig stor, og her spiller sport en særlig rolle, for mange af verdens mest populære sportsgrene er netop britiske opfindelser.

Da fodbold, rugby, tennis osv. blev skabt, blev der målt og navngivet i yards og feet og vejet i pund. The Imperial System blev indført i 1824 efter at have fungeret uden faste regler i hundredvis af år, og det blev Storbritanniens officielle måleenhed indtil det metriske system blev indført i 1965.

Et fodboldmål er f.eks. den dag i dag 8 yards bredt (7.32 meter), straffesparkpletten er 12 yards fra målstregen (lige under 11 meter) osv.

Store dele af verden benytter en afart af det britiske målesystem. USA, annekterede pund, fod og yards, om end de nu, helt forvirrende, benytter endnu ældre britiske måleenheder, der adskiller sig en lille smule fra The Imperial System.

Øldrikkere med rejseerfaring vil vide, at en pint øl i USA er betragteligt mindre end en britisk pint. Den britiske pint er på 568.261 ml, men den amerikanske er på 473.176 ml. Også i Indien, Australien og andre gamle britiske besiddelser benytter man forsat de måleenheder, briterne forlod for at harmonisere sig med resten af Europa

Jacob Rees-Mogg, Esquire

Den nyudnævnte formand for Underhuset udbad sig, i en skrivelse til sine ansatte umiddelbart efter sin udnævnelse, genindførelse af The Imperial System i dagligt brug, samt en række sproglige kommunikationskrav i og omkring Underhuset – blandt andet skal mænd, der ikke er i besiddelse af en titel tituleres esquirei stedet for mister.

Rees-Mogg selv skal derfor tituleres; Jacob Rees-Mogg, Esq., M.P.

Man kan ryste på hovedet ad den lidt grinagtige socialkonservatisme, Rees-Mogg og Co. udviser, men det er værd at lægge mærke til, at en Yougov-meningsmåling fra august 2016 viste, at 45 pct. af briterne ønsker en tilbagevenden til The Imperial System.

Kun 39 pct. var fortalere for det metriske system. En række britiske økonomer har påpeget, at det ikke giver nogen mening og kun vil føre til yderligere forvirring. Men mening kan være mange ting. Mening for mange Brexittilhængere betyder at bevæge sig fremad på sigt ved at søge tilbage.

Og ønsket om at træde tilbage i tiden for at få sjælen med er måske ikke kun reaktionær. Den bygger også på en fornemmelse af, at vi som samfund glemte at få sjælen med i tidens jag. Cricket er f.eks. et særdeles nuanceret og forfinet spil, der har haft det svært i en sportsverden præget af Champions League-fodbold.

Den enorme medieinteresse i den ’britiske’ verden omkring det netop overståede VM var et eksempel på, at en stor del af jordens befolkning deler ånds- og sportsfællesskab med briterne snarere end med det kontinentale Europa. Cricket er nationalsport i Indien, Pakistan og Australien.

Argumentet fra dem, der tror på, at Brexit vil binde nye bånd med denne del af verden går på, at det samme gør sig gældende på en række andre områder.

Når det gælder cricket, er briterne i hvert fald rasende forskellige fra os på kontinentet. Det er blevet sagt, at man for at forstå briterne skal forstå cricket. Vi er mange deriblandt har svært ved begge dele. Den udmærkede amerikanske forfatter Bill Bryson, der har skrevet flere bøger om briterne, siger det således:

»Jeg forstår cricket, altså hvad der foregår, scoresystemet osv. Men jeg forstår ikke hvorfor.«

Serie

Being British

Boris Johnson er blevet premierminister og lover, at Storbritannien endegyldigt er på vej ud af EU. I en række artikler byder Informations korrespondent i London, Jakob Illeborg, indenfor i det allermest britiske. Han tager læserne på en rejse til herregårde, gentlemans clubs, cricketbaner, havne, køkkener og natklubber, fra Belfast i Nordirland til Skotlands højland og Sydenglands hvide strande for at undersøge, hvem briterne er inderst inde, og hvorfor de vil ud af EU.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Eva Schwanenflügel
  • Michael Friis
  • Christian Mondrup
  • Erik Karlsen
  • Lisbeth Glud
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Malan Helge, Eva Schwanenflügel, Michael Friis, Christian Mondrup, Erik Karlsen, Lisbeth Glud, David Zennaro og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt skrevet!

Med Boris Johnson har briterne fået en primereminister som går crazy-Boris på Brexit. Vil EU ikke forhandle mere, så får vi en no deal. Og taktikken er så, at Hr. Mercedes og Fru. Airbus, som har rigelige problemer med deres faldende salg og resessionssnak, nu har indtil oktober til at få EU-ledelsen til at åbne op for nye forhandlinger. De har nemlig også meget at tabe. Eller smutter briterne med hvad det koster dem....

Briterne har vel netop større kulturelle bånd til (tidligere) commonwealth-landene og USA end til de europæiske lande. EU er virkelig ikke noget kulturelt projekt.

Og måske er det et problemet. Vi har fået et flag, som minder én om en pengeseddel, et pas, som på symbolsk vis fortæller resten af verden at "vi er de rige"og en hymne som...... Alle rettighederne er udstedt til dippedutterne og deres ejerM/K. Giv mig en ytringsfrihed ala den amerikanske, så vil jeg være mere EU-venlig. Sørg for at skattegrundlaget i de enkelte lande ikke bliver undergravet af egne EU-regler, så velfærdssystemerne, som er en af de tingester som alle EU-landene har tilfælles, styrkes og ikke svækkes. Så vil folk være med. Ellers anses EU mere og mere for et sted for Hr. Mercedes og Fru. Airbus.

Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Peter Bentzen, Eva Schwanenflügel, Michael Friis, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Thomas Widmann

Cricket er en engelsk sport, og derfra har den bredt som til de tidligere kolonier som fx Indian og Pakistan, men den er aldrig blevet populær i resten af Storbritannien. I Skotland (hvor jeg boede vi 17 år) er kendskabet til cricket ca. lige så ringe som i Danmark. Nogle få særlinge (og tilflyttere fra England, Pakistan og andre steder) går op i det, men det er virkeligt ikke nogen skotsk sportsgren.

Maj-Britt Kent Hansen, Ole Frank, Torben Bruhn Andersen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Torben Lindegaard, Claus Nielsen, Erik Karlsen, David Zennaro, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Brian Jørgensen

Ikke uoverskueligt - men helt utroligt dødsygt og latterligt. Cricket altså.
Britterne har opløftet pigeversionen af børnespillet rundbold til nationalsport for granvoksne mænd og kan ikke selv se hvor vildt de er til grin.

Steffen Gliese

Men det hører med til historien, at EUs manglende udvikling i progressiv retning først og fremmest skyldes britisk uvilje til at beskæftige sig med andet end handel.
Efter Brexit er EU på en anden måde åbent for det, der tæller på kontinentet: velfærd, velfærd, velfærd. Spørg en italiener eller en finne - og måske er svaret bare, at England løste problemerne for et Europa i splid med sig selv i to krige i det 20. århundrede, hvorefter kontinentet så lyset og ikke længere ønsker at løse konflikter i strid, men ved forhandling.

Bent Gregersen, Ole Frank, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Anders Reinholdt, René Arestrup, Torben Lindegaard, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Og i Irland anses det nærmest for en landsforræderisk handling at spille Cricket, men der spilles dog lidt. I DK var der i alle tilfælde i 50'erne og 60'erne levende pæredanske klubber bl.a. i Hjørring, Esbjerg, Ålborg og i København. Spillet er ikke kommet med pakistanerne , men de fylder meget nu i klubberne. De fleste cricketklubber var en del af fodboldklubberne, de hedder (hed) noget med bold, altså ikke blot fodbold.

Ole Frank, Henning Kjær, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Anders Reinholdt, David Zennaro, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Efter 2 verdenskrige hvor vi europæiske lande smadrede hinanden, stod vi over for den ene realitet, at der nu skulle ringe til Washington eller Moskva hvis man ville i krig eller anden konflikt med noget land igen. Franskmændene og briterne prøvede så lidt kolonikrig ved Suez-krigen i 1956, men blev sendt hjem og lave lektier af amerikanerne.

Så når vi hører i skåltaler EU er fredens projekt og og vi valgte til at gå sammen i en union, så er det med en vis forskydning af sandheden. Vi valgte at smadre Europa, freden er blevet givet til os af sejrherrene. Vi har kunne forhandle, købe varer af hinanden, gå sammen i en union eller ej, andet valg havde vi ikke.

Nille Torsen, Michael Friis og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Om EU er "et kulturelt projekt" eller ej afhænger af, hvem man spørger. Der er et meget betydeligt mængde kulturskaffende mennesker i EU, herunder i UK, som ubetinget vil svare ja, bl.a fordi de får støtte til deres filmprojekter, et ungdomsorkester eller andre kunstprojekter fra EU-midler og fordi deres primære publikum eksempelvis på de tre store filmfestivaler er det europæiske.

Det er blevet ret nemt at finde mennesker i unionens kernelande, som uden videre ville svare ja til spørgsmålet. Faktisk møder man dem overalt. For det skotske nationalparti, - et af de mærkeligste nationalpartier man endnu har set, er EU ubetinget et kulturelt projekt og et politisk projekt.
Det samme kan man ikke sige om englænderne. Målt på parametre som handelsaftaler med EU, USA, og Kina, freden på den irske ø, det forenede kongeriges integritet, pundets værdi og mange andre ting er de i øjeblikket ved at finde ud af på den hårdest tænkelige måde. hvad konsekvensen er af det.
Det sidste ord er endnu ikke sagt i den sag. Skulle det kommer dertil, at Labours ide om en ny folkeafstemning bliver realiseret, vil der være en fortaler i en engelsk ungdom, som ubesværet kan se det kulturelle projekt i uddannelser på europæisk plan.

Lars F. Jensen, Anne Henk Johnson og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Vil du forstå, hvorfor briterne stemte for Brexit?

Briternes børn sulter, når de ikke får skolemad i sommerferien!

Food banks scramble to stop a million children going hungry over holidays.
Link: https://www.theguardian.com/society/2019/jul/21/food-banks-scramble-stop...

Der er frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Brexit er løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i den markant kampagne for at få vælgerne til at forlade EU, en ‘disruption’ politik, om det faktisk forholder sig sådan, at Brexit ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang på den lange bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt, de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.

Brexit vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden, hvor de hvide i var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.

Denne voksende destabiliseret gruppe i befolkningen, vil have adgang til kortsigtede økonomiske gevinster, som de rige i dag høster økonomisk ubegribelige rigdomme på, ved bevist økonomisk urentable olie, gas og kul afbrænding med stor CO2 udledning i kølvandet, disse kortsigtede økonomiske gevinster drømmer de fattige og udsatte, at få en større andel i fremtiden.

EU har det samme problem, som resten af verden.

Hvorfor vil ingen tale om substansen ved problemet?

Hvor er der ‘en’ ærlig politiker, hvor er der en fremtid, når alle vores folkevalgte politikere lyver?

Hvad er omdrejningspunktet for økonomien?
Frihandel og/eller bilaterale handelsaftaler er omdrejningspunkt for økonomisk vækst for vores politikere, det er motoren i økonomien, der skal skaffe de penge politikere vil bruge til at drive udvikling og bevare det der er vundet.

Men faktum er, at frihandel eller bilaterale handelsaftaler til fremme for økonomisk vækst, ikke er afgørende for velstand i verden, det findes der absolut ‘ingen’ videnskabelig evidens for.

Der findes kun videnskablig evidens for mindre forbrug og ny fordeling af købekraft skaber velstand.

Alt andet viser den bedste forhåndenværende videnskablige evidens vil accelerere fattigdom.

Faktum er:
“Verdensøkonomien er ikke i stand til at vokse, uden at CO2-udledningerne følger med.

Sådan lyder konklusionen i et omfattende internationalt studie, der dermed gør op med forestillingen om grøn vækst.

I de rige lande må der søges veje til mindre produktion og forbrug.”

Fra link:
“Is it possible to enjoy both economic growth and environmental sustainability?
This question is a matter of fierce political debate between green growth and post-growth advocates.

Over the past decade, green growth clearly dominated policy making with policy agendas at the United Nations, European Union, and in numerous countries building on the assumption that decoupling environmental pressures from gross domestic product (GDP) could allow future economic growth without end.

Considering what is at stake, a careful assessment to determine whether the scientific foundations behind this “decoupling hypothesis” are robust or not is needed.

This report reviews the empirical and theoretical literature to assess the validity of this hypothesis.

The conclusion is both overwhelmingly clear and sobering:
Not only is there no empirical evidence supporting the existence of a decoupling of economic growth from environmental pressures on anywhere near the scale needed to deal with environmental breakdown, but also, and perhaps more importantly, such decoupling appears unlikely to happen in the future.”

Link: https://mk0eeborgicuypctuf7e.kinstacdn.com/wp-content/uploads/2019/07/De...
Information 16 juli 2019
Link: https://www.information.dk/udland/2019/07/nyt-omfattende-studie-skyder

Ole Frank, Karsten Aaen, Liselotte Paulsen, Esben Lykke, Eva Schwanenflügel og Anne Henk Johnson anbefalede denne kommentar
Jesper Eskelund

Tillad mig at citere Obelix: "De er skøre, de briter!"

Fra "Asterix og briterne"

Ole Frank, Torben Bruhn Andersen, Eva Schwanenflügel, Lars F. Jensen og Anne Henk Johnson anbefalede denne kommentar

Lad nu bare de briterne ordne Brexit selv,
Vi, danskere, behøver vel heller ikke gode velmente råd fra hverken tyskere, rumænere, svenskere, eller for den sags skyld Trump, for at løse vores problemer mht. euro, forsvarssamarbejde eller retsforbehold.
Og, hvis man bare én gang, er blevet ramt af en criketbold med en hastighed af ca. 100 km/t, så forstår man, hvorfor man bruger skridtbeskytter, benbeskytter , hjelm med visir og handsker i cricket.
Det er udpræget ikke for tøsedrenge at stille sig op overfor en ”hardbowler” 

Hvis der fortsat findes læsere af Information, som ikke kan give et kvalificeret bud på, hvorfor briterne stemte som de gjorde for t r e å r s i d e n - ja - så hjælper ovenstående artikel næppe.
For os andre synes vores fortsatte deltagelse i dette endeløse tankespind at være udtryk for en invaliderende eskapisme. Men det er da vidunderligt uforpligtende læsning til morgenkaffen…

Vi bør flytte fokus tilbage til de problemer, som medlemslandene rent faktisk har indflydelse på. Hvad skal der til, førend EU enes om en løsning på flygtninge- og asylproblematikken? Hvordan undgår vi en gentagelse af finans-, økonomi- og gældskrisen? Bør EU fortsat prioritere finansiel stabilitet over politisk- og social stabilitet? Er den prioritering holdbar? Og hvordan med den økologiske nedsmeltning?