Læsetid: 4 min.

Gadekampe føjer nyt voldeligt kapitel til protesterne i Hongkong

Hvad der startede som en strejke og fredelige demonstrationer i Hongkong udviklede sig mandag til store slagsmål, da demonstranter flere steder blev angrebet af grupper af bevæbnede mænd. Triaderne har tidligere været indblandet i lignende angreb
De ellers fredelig demonstrationer og strejker i Hongkong udviklede sig mandag til store slagsmål.  

De ellers fredelig demonstrationer og strejker i Hongkong udviklede sig mandag til store slagsmål.  

Kim Kyung-Hoon

7. august 2019

To gange inden for få timer bølgede kampene frem og tilbage i Hongkongs gader. De massive folkelige protester, der i to måneder har fundet sted i byen, eskalerede mandag aften og udviklede sig til gadeslagsmål med mange tilskadekomne.

Det skete efter en dag, hvor store dele af Hongkong gik i stå som følge af en strejke iværksat af demonstranterne.

Som det er sket mange gange tidligere, valgte de mest aktivistiske demonstranter at fortsætte deres protester i løbet af aftenen. På hovedøen blev en større gruppe af dem pludselig angrebet af mænd bevæbnet med træstave.

Videooptagelser, der efterfølgende blev delt på Twitter, viser, hvordan mændene kom løbende ud fra en sidegade og stormede frem mod demonstranterne, der hurtigt gik til modangreb og til sidst fik sendt dem på flugt. Få timer efter fandt en lignende situation sted. Denne gang et godt stykke fra hovedøen. Her har Hongkongavisen South China Morning Post efterfølgende interviewet lokale beboere og andre øjenvidner for at rekonstruere, hvad der skete.

Ved 11-tiden om aftenen kom det til sammenstød mellem 70 til 80 demonstranter og en gruppe på omkring 30 personer, der ud over bambusrør også var bevæbnet med knive. En demonstrant måtte indlægges med dybe snitsår, der efterlod store mængder blod på gaden. Videoklip fra den efterfølgende tumult viser, at demonstranterne heller ikke holdt igen og gennemtævede nogle af deres overfaldsmænd.

I ni uger har Hongkong været præget af massive protester, der startede som en reaktion på et kontroversielt lovforslag, der ville gøre det muligt for domstole på det kinesiske fastland at få udleveret personer i Hongkong til retsforfølgelse.

Millioner har været på gaden i protest mod bystyrets ledelse og voksende kinesisk indflydelse. Utilfredsheden er ikke kun kommet til udtryk ved enorme, folkelige demonstrationer, men også ved civil ulydighed, hærværk og sammenstød med byens politi.

Det er ikke første gang, at demonstranterne bliver overfaldet af bandelignende grupper, men det er første gang, at de går samlet til modangreb. For to uger siden angreb en større gruppe hvidklædte mænd en metrostation, hvor de slog løs på demonstranter og tilfældige passagerer. 45 personer måtte indlægges.

I dagene efter kom det frem, at flere af de involverede havde tilknytning til Hongkongs triader – byens frygtede mafialignende bander. Meget tyder på, at det også var tilfældet mandag. Og det bliver næppe sidste gang, advarer britiske Steve Vickers, der var en del af ledelsen i Hongkongs politi, før byen igen blev kinesisk i 1997. Han driver i dag et sikkerhedsfirma i Hongkong og har omfattende kendskab til triaderne og deres virke.

»Siden 1997 er der blevet gjort for lidt ved triadegrupperne, og resultatet af den manglende vilje til handling ser vi så resultatet af nu, hvor situationen er blevet meget ustabil. Af samme grund kan vi godt regne med at se flere triadeaktiviteter fremadrettet og ikke færre,« vurderer han.

Kinas nyttige redskab?

Især Hongkong, Macau, Guangzhou og andre steder i det sydlige Kina er berygtet for bandemiljøer, der kontrollerer den kriminelle underverden og går under fællesbetegnelsen triader. Deres indtjening stammer ofte fra narkosalg, prostitution, afpresning og beskyttelse samt gambling, men banderne har med tiden også bevæget sig ind i mere legitime erhverv.

I Hongkong var triadernes storhedstid i 1960’erne og 1970’erne, hvor en korrupt politistyrke gjorde det nemt for dem at operere. Mange af dem er i dag mere aktive på det kinesiske fastland end i Hongkong.

Den kinesiske regering har historisk set triaderne som et nyttigt redskab, men det er ikke ensbetydende med, at de altid handler som trofaste håndlangere for styret i Beijing, forklarer Steve Vickers. Ifølge ham er der flere grunde til at Hongkongs triader er begyndt at røre på sig. En af dem kan være politiske tilhørsforhold til det kinesiske fastland eller lokalt i Hongkong. En anden kan være, at demonstrationerne og det store politiopbud forstyrrer deres forretninger. Men overordnet trives triaderne, når oprør og uro breder sig i samfundet.

»Historisk set er det tilfældet, at triaderne træder i karakter, når samfundet er ustabilt. Hvis man ser på Hongkongs historie som for eksempel optøjerne i 1960’erne og under den japanske besættelse under Anden Verdenskrig, så blev triaderne meget fremherskende i de perioder. Det er det, der kan ske igen,« siger han.

Da tæskeholdet af hvidklædte mænd for to uger siden angreb folk i metroen, gik der ualmindelig lang tid, før politiet ankom til stedet. Og da de gjorde, blev de set tale afslappet med flere af overfaldsmændene, der fortsat holdt deres våben i hånden. Episoden har været med til at forværre de i forvejen fjendtlige relationer mellem demonstranterne og politiet. Flere af demonstrationerne mandag fandt sted foran politistationer, hvor der blandt andet blev kastet med brandbomber og knust ruder med stenkast. Både myndighederne i Hongkong og regeringen i Beijing har afvist at have noget med de bevæbnede grupper at gøre.

500 personer er kommet til skade i forbindelse med de mange protester. Herunder 130 politifolk, forklarede centralregeringens talsmand for Hongkong-anliggender, Yang Guang, tirsdag på et pressemøde i Beijing. Her bakkede han igen op om Hongkongs politiske ledelse og langede ud efter demonstranterne.

»Vi vil gerne gøre det klart for den meget lille gruppe af skruppelløse og voldelige kriminelle og de beskidte kræfter bag dem, at de, der leger med ild, brænder sig,« udtalte han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer