Læsetid: 16 min.

Hongkongs demonstranter står for alt det, Kina frygter

Fællessang, stenkast og en ukuelig kreativitet. Protesterne i Hongkong rummer både stor tålmodighed og rå anarkisme og vidner om, at kommunistpartiet har tabt kampen om de unges gunst i Kinas mest moderne metropol. I to dage fulgte Informations korrespondent demonstranternes urbane guerillametoder i protesternes mest voldelige weekend hidtil
Unge aktivister i Hongkong beskytter sig mod politiets tåregasangreb. »Free Hong Kong!« råber demonstranterne i takt under en demonstration i shoppingdistriktet Tsim Sha Tsui. Her ligger luksusbutikker som Armani, Gucci og Bulgari side om side. Butikspersonalet er hurtige til et dreje nøglen om, så snart de ser optoget.

Unge aktivister i Hongkong beskytter sig mod politiets tåregasangreb. »Free Hong Kong!« råber demonstranterne i takt under en demonstration i shoppingdistriktet Tsim Sha Tsui. Her ligger luksusbutikker som Armani, Gucci og Bulgari side om side. Butikspersonalet er hurtige til et dreje nøglen om, så snart de ser optoget.

Anthony Wallace

14. august 2019

»Kære rejsende, tilgiv os dette ’uventede’ Hongkong. Du er ankommet til en nedbrudt og splittet by og ikke den, du havde forestillet dig,« står der på en af de mange brochurer, jeg får stukket i hånden, i samme øjeblik jeg sætter foden i ankomsthallen i Hongkongs lufthavn.

»Vi kæmper for at samle stumperne igen og beskytte det, der gør denne by til vores hjem,« slutter teksten. Den er skrevet som et opråb til udlændinge på vej ind til byen og bliver delt ud af en af de mange hundrede unge, der er mødt op i lufthavnen som del af en protestbevægelse, der har været aktiv i over to måneder. Andre publikationer advarer tilrejsende om faren for tilfældige anholdelser, politivold og brutale bander på fri fod.

Det er langt fra min første tur til Hongkong. Det er blevet til mange kortere besøg over årene samt et halvt år som udvekslingsstuderende på Hongkong Universitet tilbage i 2007.

Dengang var de unge studerende forenet i et karriereræs med mållinje i byens finansdistrikt. De netværkede i universitetets mange erhvervsforeninger med jakke og slips som standarduniform. Som gruppe var de apolitiske. Nu sidder de klædt i sort på gulvet i ankomsthallen og synger »Do you hear the people sing?« fra musicalen Les Misérables og råber: »Demokrati er godt« på mandarin, når de får øje på turister fra fastlandet.

Fra en balkon hænger et banner med bevægelsens uofficielle slogan: »Befri Hongkong – vor tids revolution!«

Jeg er taget til den sydkinesiske storby for at komme tættere ind på livet af en bevægelse, der nægter at give op. Den har udnævnt sig selv til demokratisk frontlinje over for verdens største diktatur: Kina. Men er det et ungdomsoprør, en frihedskamp eller, som en ældre klummeskribent beskrev det i en lokal avis forleden, en voldelig og selvfikseret radikal gruppe unge ledt på afveje af fremmede kræfter og med kurs direkte mod afgrunden? Sikkert er det, at protestformen i lufthavnen kun repræsenterer den mere uskyldige side af bevægelsen. Den anden side bliver jeg præsenteret for få timer senere. Det resulterer i den første af mange løbeture med uropolitiet i hælene.

Tidslinje: Fra britisk koloni til kinesisk finanscentrum og politisk krise

1842: Opiumkrigen, der var et britisk opgør med den kinesiske modvilje til frihandel, tvinger kejserdømmet til at underskrive Nanjingtraktaten og afstå øen Hongkong til Storbritannien. Siden følger dele af Kowloon-halvøen.

1898: Den britiske koloni bliver mange gange større, da et lejemål sikrer Storbritannien rettighederne til De Nye Territorier og 235 øer i området i 99 år.

1949: Efter kommunisternes sejr i den kinesiske borgerkrig flygter over en million kinesere til Hongkong. Mange af dem er forretningsfolk eller fra det tidligere embedsmandsværk. Det bliver starten på en kraftig økonomisk vækst i de efterfølgende årtier.

Kilde: Gyldendal og The Strait Times

Protester er set før, men ikke som nu

Hongkongs politiske krise er den største siden overdragelsen til kinesisk styre i 1997. Den gang blev byens borgere lovet særstatus i Folkerepublikken. Den britiske kolonimagt gik med til at forlade territoriet mod forsikringer om, at kommunistpartiet og centralregeringen kun ville håndtere udenrigs- og sikkerhedsanliggender – Hongkong ville vedblive at administrere resten, beholde sine uafhængige domstole, en fri presse og selv udpege sine politiske ledere. Aftalen løber frem til 2047. Den politiske balancegang imellem et semidemokratisk og relativt frit Hongkong og et autoritært styre på fastlandet var aldrig nem. Protester mod kinesisk påvirkning og voksende indflydelse er set før i Hongkong. Men ikke som nu.

»Det er sidste chance for et vise, hvad vi står for. Der kommer ikke nogen efter os. Hvis ikke vi gør noget nu, er Hongkong ikke mere,« siger en af de unge sortklædte demonstranter i lufthavnen. Han har ansigtsmaske på og ønsker at forblive anonym.

Mange af dem, der udtaler sig i denne artikel, giver udtryk for samme ønske eller vil kun have et fornavn eller efternavn i avisen. Deres frygt for at kunne identificeres er ikke uden grund. Flere end 700 personer er allerede blevet anholdt siden de første store demonstrationer i juni.

En million gik den 9. juni på gaden i protest mod lokalregeringens intentioner om at indføre en ny lov, der ville gøre det muligt at udlevere personer i Hongkong til retsforfølgelse på fastlandet. Ugen efter var antallet to millioner.

Lovforslaget blev gnisten, der antændte en i forvejen ulmende vrede blandt store dele af byens 7,5 millioner indbyggere. Hvor stor den folkelige utilfredshed var, kom tydeligvis bag på bystyrets øverste politiske leder, Carrie Lam, der forsøgte sig med at udskyde behandlingen af lovforslaget til senere. Men på det tidspunkt var politi og demonstranter tørnet sammen, og den første tåregas affyret.

Tidslinje: Fra britisk koloni til kinesisk finanscentrum og politisk krise

1979: Under Deng Xiaopings ledelse begynder kommunistpartiet at løsne grebet om økonomien og indføre reformer. Hongkong får en nøglerolle som springbræt for investeringer i Kina.

1982: Kina og Storbritannien indleder samtaler om Hongkongs fremtid. Deng Xiaoping og den britiske premierminister Margaret Thatcher mødes i Beijing.

1984: Parterne underskriver en fælles erklæring, der fastlægger betingelserne for overdragelse af Hongkong til Kina i 1997. I henhold til princippet om »et land, to systemer« skal Hongkong bevare sit kapitalistiske system og livsstil i 50 år efter overdragelsen.

Kilde: Gyldendal og The Strait Times

»Har du oplevet tåregas før?«

Fra lufthavnen tager jeg mod Kowloon og De Nye Territorier, der ligger i forlængelse af fastlandet og over for Hongkongs hovedø. Jeg har fået fortalt, at en stor gruppe demonstranter er ved at samle sig ved metrostationen Tai Wai.

Efter mødet med de venlige og syngende unge i lufthavnen venter der et helt andet optrin på gadeplan.

Et par hundrede demonstranter er i fuld gang med at blokere trafikken fra alle veje i en større rundkørsel. De arbejder i grupper på ti eller 20 med hver sin opgave. Nogle løsner metalhegn fra vejkanten, andre binder dem sammen i trekanter med strips. På ingen tid har de konstrueret en effektiv barrikade bestående af metalbyggeklodser.

En stor del af arbejdet foregår under dække af opslåede paraplyer, der skærmer mod videooptagelser og fotografering. De har tydeligvis prøvet det rigtig mange gange før. Alle virker til at vide, hvad der skal ske.

En anden gruppe har medbragt kasser med forsyninger og udstyr. Hjelme og filtre til gasmasker bliver delt ud til dem, der mangler. Alle er klædt i sort. Masker og dykkerbriller er standardudstyr. Mange har håret dækket af sorte tørklæder under deres hjelme. Handsker er også udbredt. Blandt andet for at kunne kaste tåregaspatronerne tilbage mod politiet. Paraplyen er en anden fællesnævner. Den kan både bruges til beskyttelse og i nogle tilfælde som kasteskyts. De demonstranter, der stiller sig i første række, har knæ- og albuebeskyttere på, mens skjolde lavet af træ eller hårdt plastic ikke er et særsyn.

Normalt går der en halv til en hel time, før uropolitiet ankommer. Jeg er i gang med et interview, da de blårøde blink først viser sig nede ad vejen. Mon ikke vi kan nå at snakke færdig, før der sker mere, tænker jeg for mig selv, men kommer hurtigt på andre tanker. Den dundrende lyd fra tåregasgeværerne brager flere gange, så snart de første politienheder begynder at tage opstilling.

»Har du oplevet tåregas før,« spørger den unge mand, jeg var i færd med at interviewe.

»Det er frygteligt. Du må hellere tage din maske på.«

Denne gang fortrækker demonstranterne hurtigt. De søger tilflugt i de nærmeste sidegader og finder vej til andre metrostationer, hvor de omgrupperer og opdaterer sig om næste destination. Kommunikationen sker på sociale medier, der garanterer krypterede forbindelser, og på et lokalt webforum. Sidstnævnte fungerer som en slags virtuel kommandocentral.

Demonstranternes evne til at organisere sig har fået deres kritikere til at konkludere, at de må have modtaget træning eller være under indflydelse af fremmede magter. Men man skal ikke have opholdt sig mange timer i deres selskab for at få et indblik i en intern dynamik, der er mere rodet end struktureret. Beslutninger træffes i fællesskab – og ved håndsoprækning, hvis flere meninger er i spil. Ofte opstår der uenighed om det næste mål. Det resulterer så i, at nogle bliver, og andre tager videre.

Diskussionerne finder typisk sted på togstationerne i Hongkongs undergrund, hvor det ikke er unormalt, at antallet af demonstranter kan stige og falde på kort tid, i takt med at nogle forlader en station og andre kommer til. De følger ikke en eller få ledere, men opererer i små grupper, hvor medlemmerne kender hinanden godt. Typisk bestående af fem til ti personer.

Tidslinje: Fra britisk koloni til kinesisk finanscentrum og politisk krise

1985: Briterne indfører de første indirekte valg til Hongkongs parlament Legislative Council. I dag er halvdelen af parlamentets medlemmer valgt direkte. Resten bliver udpeget på en indirekte facon, der favoriserer den Beijing-tro politiske blok.

1990: Kinas parlament, den nationale folkekongres, vedtager The Basic Law, Hongkongs miniforfatning.

1997: Hongkong vender tilbage til kinesisk styre. Den tidligere erhvervsmand Tung Chee-hwa bliver den første politiske leder også kaldet Chief Executive. Byens øverste leder vælges af et valgråd bestående af 1.200 medlemmer, hvoraf mange har tætte bånd til Beijing.

Kilde: Gyldendal og The Strait Times

Læren fra paraplybevægelsen

Den lederløse protestbevægelse og dens metoder skal ses i lyset af, hvad der skete i Hongkong for fem år siden. I 79 dage demonstrerede tusindvis af unge for flere demokratiske rettigheder ved at blokere adskillige veje i hjertet af byens finanscentrum. Det blev døbt paraplybevægelsen.

Deres krav blev ikke hørt og bevægelsens mest markante personligheder blev efterfølgende fængslet. Alligevel står det i dag klart, at det var en politisk milepæl, fortæller Hongkong-advokaten Jason Y. Ng, der er forfatter til bogen Umbrellas in Bloom: Hongkong’s Occupy Movement Uncovered.

»Politisk engagement og aktivisme er ikke opstået fra den ene dag til den anden. Efterhånden som Hongkong er blevet mere velhavende, og uddannelsesniveauet er steget, er bevidstheden om borgerrettigheder også vokset. Og så kom paraplybevægelsen. Den nåede ud i den del af befolkningen, der endnu ikke var vågnet op politisk. I dag, et halvt årti efter det skelsættende øjeblik, er en energisk ungdom, som har taget ved lære fra 2014, klar til at kæmpe for det, de betragter som en retfærdig og rigtig sag,« siger han.

I en slående kontrast til den gang er de sortklædte aktivister i dag konstant på farten. Passiv modstand virkede ikke. Det gjorde gigantiske massedemonstrationer heller ikke. I stedet har demonstranterne indført en form for civil ulydighed baseret på bevægelighed og mange, men små aktioner, hvor de blokerer trafikken eller belejrer en politistation i kortere tid. En slags urban guerillataktik i en af verdens mest tætbefolkede byer. »Vær som vand« bliver fremgangsmåden kaldt med henvisning til et filmcitat fra kung-fu-legenden Bruce Lee.

Den mere konfronterende aktivisme blev for alvor synlig om aftenen den 1. juli, hvor en større gruppe besatte byens parlamentsbygning. Dørene blev brudt ned med metalstænger og en hjemmelavet rambuk. Foran talerstolen og med Hongkongs emblem overmalet med graffiti i baggrunden tog en af de unge ordet:

»I dag er det muligt, at vi ikke kan blive her længe. Måske vil politiet være overalt i bygningen om et øjeblik. Men der er noget, jeg vil sige til Carrie Lam. I dag er vi kommet her, og vi kommer igen en anden dag, hvis du ikke trækker lovforslaget tilbage og opfylder vores krav. Dag efter dag og nat efter nat vil du se os. Den her bygning tilhører os, folket,« råbte han ud over forsamlingen.

Fra den dag skiftede protesterne karakter.

Tidslinje: Fra britisk koloni til kinesisk finanscentrum og politisk krise

2003: Cirka en halv million hongkongere marcherer i protest mod et lovforslag om landsskadelig og undergravende virksomhed, der derefter trækkes tilbage.

2007: Centralregeringen annoncerer, at borgerne i Hongkong vil få mulighed for at vælge Chief Executiveved direkte valg inden for en tiårig periode.

2012: Mange hongkongere går på gaden for at protestere mod et forslag om at indføre obligatorisk patriotisk uddannelse i skoler. Forslaget trækkes senere tilbage.

Kilde: Gyldendal og The Strait Times

Angreb fra bander

Kravene, demonstranterne har fremsat, er blevet fundet ved onlineafstemninger. Der er fem i alt:

  • At regeringen formelt trækker lovforslaget om udlevering tilbage, hvilket stadig ikke er sket.
  • At protesterne ved det første sammenstød mellem demonstranter og politi ikke bliver kategoriseret som optøjer, hvilket kan give lange fængselsstraffe til de implicerede.
  • At sigtelser mod alle anholdte frafaldes.
  • At en uafhængig kommission bliver nedsat til at undersøge politiets håndtering af protesterne samt indførelse af frie og demokratiske valg.
  • Det kontroversielle lovforslag, der antændte demonstrationerne, er nu kun et af fem emner på listen over krav. Og endda det nemmeste at løse. Carrie Lam har allerede erklæret forslaget dødt, men af uvisse årsager ikke fjernet det fra den lovgivende proces i parlamentet. Hendes regering har afvist alle kravene.

Så protesterne fortsætter. Uge efter uge, weekend efter weekend. Nogle gange også i hverdagene. Typisk begynder det med store demonstrationer om eftermiddagen lørdag og søndag.

De tiltrækker ikke længere en eller to millioner borgere, men mange titusinder og finder sted flere steder. Her kommer et bredere udsnit af hongkongere og ikke kun den sortklædte kerne. Nogle af samlingerne er lovlige i den forstand, at de er godkendt af politiet. Andre er det ikke.

Jeg er taget til Victoria Park, hvor en lovlig demonstration finder sted. Planen om at marchere fra parken og ud til området North Point har derimod ikke fået politiets tilladelse. Det er et område kendt for at huse mange kinesere fra den nærliggende Fujian-provins på fastlandet. Protestmarchen til deres nabolag er blevet afvist, fordi politiet vurderer, at det kan ende i vold. Det er sket før.

For tre uger siden angreb en større gruppe hvidklædte mænd en metrostation, hvor de slog løs på demonstranter og tilfældige passagerer. Flere af de involverede havde tilknytning til Hongkongs triader – byens frygtede mafialignende bander.

Det tog politiet ualmindelig lang tid at dukke op og efterfølgende blev betjente set sludre med flere af gerningsmændene, der stadig gik rundt med deres våben i form af bambuskæppe. Demonstranterne i Victoria Park er ikke i tvivl om, hvad der foregår. Banderne er betalte bøller fra fastlandet og arbejder sammen med politiet, mener de.

»Vi kalder banderne for enhed nummer 14. Politiet har i forvejen 13 enheder, og de er nummer 14. Samtidig er det et ordspil på 14K, der er navnet på en af Hongkongs største triader. Det fungerer sådan, at vi bliver angrebet af banderne og ringer til politiet, der så kommer og anholder os,« siger en 27-årig mandlig demonstrant.

Tiltroen til byens ordensmagt er på et lavpunkt. Det gælder i særlig grad blandt demonstranterne, men er også udtalt i store dele af resten af befolkningen. Det vækker forargelse hos mange, hver gang billeder af politibetjente, der hamrer løs på demonstranter med deres knipler, bliver bragt i Hongkongs relativt frie medier eller delt online. Det er ikke unormalt at høre borgere råbe skældsord efter politiet.

En enkelt gang oplever jeg, at hundredvis af lokale nærmest overtager demonstrationen fra de sortklædte aktivister. Det sker efter en episode, hvor uropoliti i fuld udrustning på ganske voldsom vis nedlægger en yngre kvinde, der virker til at være en tilfældig forbipasserende. Hun bliver senere sigtet for at være del af en ulovlig samling. Demonstranterne er for længst fortrukket, mens den lokale folkemængde lader kritikken hagle ned over politiet, der bliver kaldt alt fra gangstere til røvhuller.

Foragten er desuden også vendt den anden vej. Politibetjentene kalder aktivisterne for kakerlakker og udviser tydelige tegn på frustration over at skulle jagte dem byen rundt.

Tidslinje: Fra britisk koloni til kinesisk finanscentrum og politisk krise

2014: Beijing bestemmer, at kandidater til direkte valg af Chief Executiveskal godkendes af centralregeringen. Det bliver starten på paraplybevægelsen, der protesterer uafbrudt i over to måneder med krav om demokratiske reformer og retten til at vælge byens leder.

2015: Hongkongs parlament afviser Beijings forslag om en ny valgproces, fordi valget af Chief Executiveikke er frit. Det betyder, at den oprindelige valgproces ikke ændres.

2016: Kinakritiske kandidater valgt til Hongkongs parlament bliver diskvalificeret, fordi de ikke læser den kinesiske troskabsed korrekt op. Beslutningen bliver truffet af folkekongressen i Beijing, der er den øverste myndighed i spørgsmål om fortolkning af Hongkongs forfatning.

Kilde: Gyldendal og The Strait Times

Den blodigste aften til dato

Talerne og den lovlige protestdemonstration i Victoria Park er forbi. Det er sidst på eftermiddagen søndag, og nu begynder de unge at røre på sig. Inden jeg forlader parken, taler jeg med 60-årige Liliane Li. Hun har forståelse for aktivisternes vrede, men har selv en datter blandt dem og er bekymret for udviklingen.

»Personligt støtter jeg ikke deres metoder. Jeg vil bare ikke have, at de kommer til skade eller bliver anholdt,« siger hun.

Men sådan kommer det til at gå. Få timer senere er flere end 45 personer blevet hospitalsindlagt og adskillige anholdt efter en aften, der siden er blevet udnævnt til den blodigste til dato.

På vej mod den nærmeste metrostation starter demonstranterne med at lave en vejspærring midt i det trafikkerede Causeway Bay på hovedøen. Jeg følger med strømmen ned i undergrunden og over til shoppingdistriktet Tsim Sha Tsui på den anden side af vandet. Her ligger luksusbutikker som Armani, Gucci og Bulgari side om side. Butikspersonalet er hurtige til et dreje nøglen om, så snart de ser optoget.

»Free Hong Kong!« råber demonstranterne i takt.

Normalt foregår al kommunikation på kantonesisk, der er det dominerende sprog i Hongkong, men til ære for stedets mange turister bliver der skrålet løs på engelsk.

»Se de her butikker. Det er her, kineserne kommer og køber deres tasker og urer. De rigeste køber også lejligheder, så normale hongkongere bliver presset ud af boligmarkedet,« siger 20-årige Lam.

Hun fortæller, hvordan antallet af fastlandskinesere, der søger mod Hongkong, er eksploderet. Nogle af dem er velhavende og er mest interesseret i at flytte deres penge uden for de kinesiske myndigheders rækkevidde. Men størstedelen bliver tiltrukket af Hongkongs levestandard og velfærd.

»Vi vil gerne dele vores velfærd, men der er også en grænse. Mange af tilflytterne bidrager ikke med noget. De integrerer sig ikke og ønsker ikke at være en del af samfundet,« siger Lam.

Hun er lille og spinkel og har runde briller på. I vores gruppe på omkring hundrede personer er kønsfordelingen nogenlunde lige. Alle hjælper til, når der skal flyttes skraldespande eller andre genstande for at lave nye vejblokader. Jeg spørger hende, hvad hun tænker om centralregeringens påstande om, at bevægelsen får hjælp fra udlandet.

»Det er latterligt, når de taler om fremmede kræfter. Det gør de, fordi det er sådan, man gør i Kina. Det er Beijings usynlige hånd, der forsøger at bestemme alt her i Hongkong,« siger hun.

Efter en rundtur med en lille håndfuld mindre aktioner, bevæger vi os hen mod den nærmeste politistation. Det lader til at være det store samlingspunkt. Et sted mellem 500 og 1.000 demonstranter har allerede taget opstilling over for en kampklædt politistyrke.

Kort efter starter regnen af tåregas og et nyt kapløb med uropolitiet. Flere bliver taget og tæsket. En kvinde bliver ramt i hovedet af en af politiets gummikugler og mister synet på det ene øje.

Igen bliver metroen brugt som flugtrute og skjulested. Men denne gang stopper det ikke politiet, der stormer en station og fyrer tåregas af indenfor.

Ovre på hovedøen ved Causeway Bay tager politiet også nye metoder i brug. Betjente klædt i sort lykkes med at infiltrere demonstranterne og foretage adskillige anholdelser. Det sker med stor voldsomhed.

Tidslinje: Fra britisk koloni til kinesisk finanscentrum og politisk krise

2017: Carrie Lam udpeges til ny Chief Executive.

2018: For første gang nedlægger Hongkong forbud mod en politisk organisation. Det går ud over partiet Hong Kong National Party, der går ind for uafhængighed fra Folkerepublikken.

2019: Hongkongs regering introducerer et lovforslag, der vil gøre det muligt at udlevere personer til retsforfølgelse på fastlandet. Millioner af borgere går på gaden imod forslaget, der ikke bliver vedtaget, men heller ikke trukket helt tilbage. Meningsmålinger viser, at Carrie Lam er den mest upopulære Chief Executivei Hongkongs historie. Protesterne fortsætter.

Kilde: Gyldendal og The Strait Times

De kalder det terror

Endnu en gang eskalerede urolighederne i Hongkong denne weekend. I Beijing bliver skylden placeret alene hos demonstranterne. En af centralregeringens talspersoner sammenlignede mandags aktivisternes handlinger med terror. Terrorretorikken har ikke før været brugt. Men at beskrive de sortklædte frontlinjedemonstranter som en radikaliseret minoritet er forkert, vurderer professor i sociologi ved UCLA i Los Angeles, Ching Kwan Lee, der følger bevægelsen tæt.

»Som en sociolog, der forsker i den her udvikling, har jeg snakket med folk fra alle lag i samfundet, om hvad der sker. Der er forskellige grunde til, hvorfor folk støtter de unge i forreste række af bevægelsen, men i modsætning til paraplybevægelsen, er der her tale om en overvældende folkelig opbakning,« siger hun og fortsætter:

»Beijing kan se, at det her ikke kun er nogle unge mennesker, der er utilfredse med deres jobmuligheder og huspriserne. Der er meget mere på spil, fordi det er en folkelig bevægelse. Dem, som Beijing prøver at isolere som problemet, er muligvis de mest konfrontatoriske, men bag ved dem står der et helt samfund. Ved at bruge terrorbegrebet forsøger de at legitimere deres brug af magt. Men de her protester komme ikke til at gå i sig selv. Der er en endnu stærkere følelse af vrede og moralsk uretfærdighed nu, end da protesterne startede. Folk har set forfærdelighederne og den grad af brutalitet, regeringen er villig til at gøre brug af imod sine egne borgere.«

De demonstrerer i Hongkong for frihed, men pessimismen er udtalt. På billedet ses Chan, Lee, Vincent og Jason.
Læs også
De ellers fredelig demonstrationer og strejker i Hongkong udviklede sig mandag til store slagsmål.  
Læs også
De millioner af borgere, der har demonstreret i Hongkong, kan næppe genkende det billede som kinesiskstyrede statsmedier tegner af dem.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Steen K Petersen
  • Olaf Tehrani
  • Britta Hansen
  • Poul Erik Riis
  • Ervin Lazar
  • Carsten Mortensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Klaus Lundahl Engelholt, Steen K Petersen, Olaf Tehrani, Britta Hansen, Poul Erik Riis, Ervin Lazar, Carsten Mortensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke det hele var så rædselsfuldt, kunne man passende ryste på hovedet over, hvor 'FRYGTSOMT' Kina er, i betragtning af sit gigantiske omfang. Også m.h.t. Taiwan. På et eller andet tidspunkt må nogen præsentere dem for begrebet 'psykologi'.

Hvis ikke det hele var så rædselsfuldt, kunne man passende ryste på hovedet over, hvor 'FRYGTSOMT' Kina er, i betragtning af sit gigantiske omfang. Også m.h.t. Taiwan. På et eller andet tidspunkt må nogen præsentere dem for begrebet 'psykologi'.

Arne Albatros Olsen

Kinas kommunist parti ville jo sikre sig en stille og rolig overgang udført med at fast og solidt kvælertag på enklaven, men det har HongKong-neserne ikke ville finde sig i, og nu er ånden sluppet ud af flasken, og det i en sådan grad at Kina nok nu anser Hong Kong som en potentielt virus, der i princippet kunne brede sig til hele Kina.

Det er så her , at det begynder at blive rigtig farligt !

Birte Pedersen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Farligt - men også en meget interessant situation.

Een ting er i hvertfald klart: Det bliver ikke nogen letkøbt sejr for kineserne. Honk Kong kommer til at forsvare sig med næb og klør i lang tid fremover

Det er en helt anden situation end Tiananmen for 30 år siden. Af to grunde:

1. Dengang slog man et oprør ned blandt en befolkning, som aldrig havde oplevet frihed og demokrati - men fantaserede om og tørstede efter det. Nu er det et oprør fra en befolkning, der aldrig har kendt til andet, og er i risiko for at miste det hele snart.

2. Dengang var før Internettet, og Tiananmen-massakren var derfor ikke en begivenhed fuldt eksponeret for verdensoffentligheden, hvorfor myndighederne sidenhen har gjort alt for at censurere og fordreje sandheden om den . Et forsøg på at knuse Hong Kong oprøret på samme vis, kan man forvisse sig om vil blive dokumenteret i minste detalje og broadcastet til hele verden.i realtime.

Så en militær intervention kan få uoverskuelige konsekvenser, hvis kineserne ikke besinder sig.

/O

Arne Albatros Olsen

Tiananmen masakren foregik inde i Kina, og kunne derfor nemt omringet og lukkes ned.
Hong Kong ligger udedn for og er desuden i kontankt med resten af verden.
Så hvis de rykker ind og smadrer det hele, så vil Kina tabe ansigt overfor resten af verden uanset, hvor meget økonomisk magt de har.

Så derfor er det hele landet i en catch 22.

Ud fra fotografierne ligner det ikke demonstrationer. Hvorfor skal Kina finde sig i hvad der i vestlige lande incl. Danmark, ville blive slået ned med hård hånd. E.g 18. maj-urolighederne. Og hvad er det for en frihed man faler om? Det var noget med, at Kina ikke ønskede at kriminelle kinesere har en helle med frhed for loven i HongKong. Det ville mange vestlige regeringer heller ikke finde sig i.
Det hele ligner mest simpel, oppustet Chinabashing og kapitalistisk korstog i en by hvis oprindelse skyldes opiumshandel, destruktion, undertrykkelse og udbytning af Kina. Opiumskrigene mm.

Det ligner forøvrigt optakterne til krigene i Ukraine, Syrien, Libyen. Der råbes om at vesten skal komme til hjælp. Yeah...glem det!