Læsetid: 2 min.

Israel har åbnet en ny front mod Iran i Irak

Det israelske luftvåben har hidtil bombet over 200 iranske mål i Syrien i forsøget på at bremse Teherans voksende fodfæste. Men nu har Tel Aviv udvidet luftbombardementerne til at inkludere iranske mål i Irak
24. august 2019

Den 7. juni 1981 sendte Israel i alt otte F-16-kampfly på en 1.600 kilometer lang flyvetur for at bombe Saddam Husseins franskbyggede atomreaktor Osirak, 20 kilometer sydøst for hovedstaden Bagdad.

Missionen blev fuldført med succes, reaktoren blev tilintetgjort, og Operation Babylon, som israelerne kalder operationen i dag, har i mere end 38 år været det eneste dokumenterede israelske angreb på irakisk jord.

Men det har israelerne lige lavet om på.

Den 19. juli fik israelske F-35-fly ram på et våbendepot nordøst for hovedstaden Bagdad. Et depot, som tilhører en iranskstøttet irakisk shiamilitsgruppe.

Siden har der været i alt fire mystiske luftangreb på våbendepoter i Irak – alle tilhører militante shiafraktioner åbenlyst på Irans lønningsliste.

Det seneste fandt sted tirsdag den 21. august, hvilket har fået talsmanden for shiamilitsernes paraplyorganisation i Irak til at true med at svare tilbage.

»Vi har meddelt den fælles operationskommando, at vi vil betragte alle udenlandske fly, der flyver over vores hovedkvarterer uden den irakiske regerings kendskab som fjendtlige, og vil behandle dem i overensstemmelse hermed,« hedder det i meddelelsen.

Kun hentydninger og beskyldninger

Israel har siden 2013 udført mere end 200 luftbombardementer mod iranske mål i Syrien.

»Det ser det ud til, at Israel har åbnet en ny front i Irak med det mål at ramme iranske våben, som opbevares i faciliteter, der tilhører Den Folkelige Mobiliseringsstyrke (shiamilitser, red.),« siger Charles Lister, Senior Fellow ved Middle East Institute til The National.

Siden det første mystiske angreb den 19. juli har det været utrolig sparsomt med oplysninger. I flere uger har de sociale medier i Irak været spækket med konspirationsteorier og vittigheder om, hvordan den irakiske sommerhede har antændt våbenlagrene.

Men i sidste uge brød Iraks tidligere vicepremierminister Baha al-Araji tavsheden og anklagede Israel for at bombe våbendepoter, som »den irakiske stat opmagasinerer for en tæt allieret«.

I onsdags antydede Israels premierminister Benjamin Netanyahu selv, at Israel stod bag de seneste angreb på iranske mål i Irak, og understregede, at Israel vil handle militært, når som helst og hvor som helst der er behov for det.

»Iran har ingen immunitet nogen steder,« sagde Netanyahu ved et pressemøde på et hotel i Kijev i Ukraine onsdag.

Stigende pres på Bagdad

I Irak er det folkelige pres på premierminister Adel Abdul-Mahdi imidlertid blevet større over de seneste dage. Irakerne har både krævet større sikkerhed omkring depoterne og en klar reaktion på luftbombardementerne.

Nu har Iraks premierminister beordret alle våbenlagre rykket ud af større byer som Bagdad, og i denne uge udstedte premierministeren et forbud mod alle militære flyvninger over Irak, medmindre de er godkendt af Iraks forsvarsministerium.

Men spørgsmålet er, om det er nok. De iransk-støttede militser – som altid er på udkig efter en mulighed for at underminere den irakiske stat – er allerede i gang med at kritisere premierministerens håndtering af Israels luftbombardementer.

Derfor står Iraks premierminister nu i en delikat situation. Han er tvunget til at køre en hårdere linje overfor Washington, mens han samtidig skal sikre, at militserne, som har folkelig opbakning, ikke stækker hans legitimitet på hjemmefronten.

Men Israels eskalering bør ikke komme som en overraskelse, siger Charles Lister.

»Det er ingen hemmelighed, at Israel og USA har overvåget Irans flytning af strategiske våbensystemer til Irak. Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo advarede den irakiske premierminister Adel Abdul Mahdi om dette allerede i maj,« siger Charles Lister til The National.

Serie

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Israel er og har, siden briternes emperie smuldrede, været den største kilde til ustabilitet i Mellemøsten. Sjovt som alle Israels naboer ender i kaos og borgerkrig.

Hvornår for FN i øvrigt adgang til at inspicere Israels atomvåben og de faciliteter hvor de huses?

En socialdemokratisk regering må anerkende Palæstina. Præcist som vor gode naboer i Sverige har.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Graae og Hans Larsen anbefalede denne kommentar