Læsetid: 8 min.

»Italien har brug for en ny Mussolini«

Mussolinis fødeby bliver overrendt af nyfascistiske pilgrimme, der fortsat ser diktatoren som en glorværdig leder. Italiens manglende opgør med den fascistiske fortid kombineret med en voksende frustration over landets nedtur har skabt nostalgiske følelser for den ro, orden og fremgang, som Il Duce hævdes at have skabt. Nutidens politikere spiller med – at Mussolini også var skyldig i uhyrligheder bliver let forbigået
Nyfascistiske pilgrimme valfarter til Benito Mussolinis fødeby Predappio i Italien. Den 28. juli blev diktatorens 136 års fødselsdag fejret ved hans gravsted og med en demonstration gennem byen.

Nyfascistiske pilgrimme valfarter til Benito Mussolinis fødeby Predappio i Italien. Den 28. juli blev diktatorens 136 års fødselsdag fejret ved hans gravsted og med en demonstration gennem byen.

Pierre-Philippe Marcou

3. august 2019

PREDAPPIO – Regnen er begyndt at falde, og gruset knaser under læderstøvler, mens sortklædte unge mænd i stilhed går ad kirkegårdens sti op mod fascistlederen Benito Mussolinis familiegravsted.

Udenfor står den tidligere diktators barnebarn, Silvia, og byder smilende velkommen bag et par solbriller. Familien har hyret private sikkerhedsvagter i gule trafikveste, som ser de besøgende an, inden de får lov til at gå ned ad trapperne og til krypten, hvor fascismens faders jordiske rester ligger i en tung sarkofag flankeret af hans afdøde kone og børns egne kister af sten.

Et par sortklædte kvinder kommer ned og slår korsets tegn og går derefter ned på knæ foran Il Duce. En hvid buste med hans ansigt, der er domineret af hans karakteristiske aggressive hageparti, kigger på gæsterne, mens der står buketter med hvide liljer og røde roser på et bord draperet med det italienske flag.

Og der ligger en åben gæstebog.

»Du er den eneste gud,« har en tilbeder skrevet i bogen.

En anden udtrykker sit håb om, at den døde diktator »vil genopstå og redde Italien«.

Her er også den 14-årige Edoardo i sin sorte T-shirt, sorte shorts og med bøjle på tænderne. Han står og stirrer – og strækker så armen stift ud og heiler mod sarkofagen. Det varer kun et kort sekund, og han trækker hurtigt armen til sig igen, som om han selv blev overrasket over, at han rent faktisk sendte en fascisthilsen af sted med publikum på.

»Jeg er kommet for at takke ham og ære ham,« siger Edoardo, da han nogle minutter senere står uden for San Cassiano-kirkegården.

»Han var som en romersk kejser, der gjorde så meget godt for Italien. Han gav italienerne værdighed.«

Da skoledrengen fra Milano for nogle uger siden blev spurgt af sin familie, hvor han ønskede at tage hen på en forlænget weekend, var han ikke i tvivl. Han ville til Predappio, Mussolinis fødeby, hvor lederen også er stedt til hvile, efter at partisanere i 1945 dræbte ham og hængte ham i en kødkrog med hovedet nedad på en tankstation nær Milano.

»I skolen fortæller de os ikke sandheden. De taler ikke om de mange gode ting, som fascismen gjorde for Italien, i stedet fokuserer de på de små fejl, som Mussolini begik,« siger drengen, mens hans mor, Nadia, nikker.

Hun kalder sin søn for »vores historiske ekspert«.

»Han er meget passioneret omkring Mussolini. Det støtter vi ham i,« siger hun.

Kulten lever

Mandag var det 136-årsdagen for fødslen af manden, der i 1922 kom til magten i Italien og skabte en fascistisk stat med statsterror, racelove og som indgik en katastrofal alliance med Adolf Hitler i Tyskland.

Årsdagen giver masser af besøgende i Predappio af især nyfascistiske pilgrimme og andre ude på den yderste højrefløj. Søndag har Mussolinifamilien ekstraordinært åbnet for gravstedet.

Intet sted er det mere tydeligt end her, at kulten omkring diktatoren lever i bedste velgående, og at han blandt mange æres for at have givet italienerne grund til at være stolte. I Predappio er hans ugerninger som forduftet – i stedet fokuseres på hans påståede meritter. Og det er derfor samtidig også en skarp påmindelse om, at Italien reelt aldrig har taget et opgør med Mussolini og landets fascistiske fortid.

»Italienerne har aldrig rigtig anerkendt eller taget ansvar for fascisttiden. Hverken politikere eller befolkningen har haft viljen til at tage konfrontationen om fortiden,« siger politologen Roberto D’Alimonte fra LUISS Guido Carli Universitetet i Rom.

Om søndagen marcherer et par hundrede nyfascistiske mænd igennem Predappio, en by med i dag lidt over 6.000 indbyggere, som ligger i rolige bølgende bakker en times kørsel vest for badebyen Rimini på adriaterhavskysten. De marcherende kalder byen for »fascismens hovedstad«.

»Kammerater af Mussolini!« råber en af mændene i en megafon.

»Vi er her!« svarer den sortklædte gruppe.

En del af dem heiler – eller udfører den romerske hilsen, som det hedder her.

»De politikere, vi har i dag, er elendige. De har gjort vores land til grin. Det, vi har brug for, er en ny Mussolini. Han formåede så meget på blot to årtier, mens vores politikere i dag ikke ville kunne opnå noget, om de så fik flere århundreder til det,« siger en af mændene, Enrico, der er kommet hertil fra byen Padova.

Skabte kærlighed til faderlandet

Fortællingen her er, at alting var bedre under Mussolini. Det fungerede dengang, han var den stærke leder. Han genskabte lov og orden, byggede veje, jernbaner og boligkvarterer, opførte monumentale offentlige bygninger og drænede sumpområder for at skaffe ny landbrugsjord. Der kom flere skoler og posthuse i alle byer.

For mange italienere – og ikke kun dem, der marcherer i Predappio – står den nostalgiske fortælling i skærende kontrast til den virkelighed, de ser for sig i dag med en økonomisk krise, stor arbejdsløshed og et paralyseret politisk system.

»Han skabte kærlighed til faderlandet og kærlighed til fællesskabet. Han skaffede arbejde til folket og gjorde italienerne stolte af deres arbejde, og han indførte de regler og værdier, der adskiller os fra dyr,« siger Angela De Marcello, som leder Associazione Libreria Madonna Di Predappio, der beskriver sig selv som en kulturforening, der har til formål at oplyse italienerne om Mussolinis arv.

I foreningens lokaler sælger de alt fra smykker med fascistiske symboler til malerier begået af Mussolinis nu afdøde søn, Romano.

Men hvad med alt det negative? Mussolini indsatte sig selv som diktator og var i spidsen af et styre baseret på vold. Han myrdede sine fjender og førte Italien ind i en verdenskrig på Hitlers side. Han indførte racelove, der førte til deporteringen af tusindvis af jøder, og han forfulgte homoseksuelle.

Men det bliver der ofte let fejet hen over i den kollektive italienske hukommelse. I stedet er der større fokus på Italien som offer, da landet i sidste ende endte med at blive erobret af Nazityskland.

Mange italienere får det til at lyde, som om at Mussolinis ugerninger blot er mindre foreteelser, som ikke kan skygge for hans storslåede projekter.

»Hitler var en kriminel, men Mussolini var en mand af ære,« kan man høre mange sige i Predappio.

»Man kan ikke sammenligne Mussolini med Hitler,« mener Angela Di Marcello.

»Hitler gjorde også mange gode ting, men det skygger holocaust for.«

Flirter med fascismen

I et Italien, der fortsat er fyldt med vartegn og mindesmærker for Mussolini, er det blevet et stadig mindre tabu at tale positivt om diktatoren. Det er ikke mindst, fordi nutidens højrefløjspolitikere i stor grad er med til at legitimere det ved også at fremhæve Mussolinis positive gerninger og adskille dem fra de negative.

Den tidligere premierminister Silvio Berlusconi, der i midten af 1990’erne trak et parti med ind i sin regering, der havde tråde tilbage til Mussolinis fascistiske parti, understregede, at Mussolinis racelove var en fejl, men at han samtidig havde »gjort så mange gode ting«. Samtidig påstod Berlusconi, at Mussolini aldrig dræbte nogen, men blot sendte sine politiske fjender »på ferie«.

Italiens nuværende indenrigsminister og leder af det højrenationale parti Lega, Matteo Salvini, er blevet anklaget for at flirte med fascismens spøgelse. Blandt andet fordi han ynder at citere Mussolini. På 135-årsdagen for Mussolinis fødsel tweetede Salvini »tanti nemici, tanto onore«, en næsten ordret gengivelse af et berømt Mussolinicitat om den store ære i at have mange fjender.

Og efter parlamentsvalget sidste forår, da han risikerede at miste politisk indflydelse, truede Salvini med, at han sammen med sine støtter »vil gå mod Rom« – en frase, der i Italien vækker minder om Mussolinis »march mod Rom«, der i 1922 endte med at føre fascisterne til magten.

Samtidig afholder flere nyfascistiske grupper og partier marcher rundt om i landet. Og anklages ofte for at stå bag vold mod især indvandrere.

Mens Salvini af sine modstandere tit anklages for at have fascistiske tendenser, og selv om han spiller på det samme register som Mussolini med sine løfter om ro og orden og beskyttelsen af nationens etniske identitet, så betragtes han her i Predappio ikke som Mussolinis arvtager.

»Nogle af vores politikere forsøger i dag at tale som Mussolini, men mens Mussolini satte sig for at omdanne samfundet og genetablere den naturlige orden, så indordner Salvini sig blot og accepterer venstrefløjens agenda med aborter, skilsmisser, homoseksualitet og flydende kønsidentitet. Mussolini ville have fjernet det hele,« mener Angela Di Marcello.

I Predappio er der flere butikker, hvor man kan købe alt, hvad et fascistisk hjerte kan begære. Tøj, lightere, kaffekrus, vinflasker og smykker med hagekors, fascistsymboler eller Mussolinis egen kontrafej. Her er Mussolinikalendere – som man faktisk også hyppigt kan finde i almindelige kiosker rundt om i Italien – og plakater med citater fra Il Duce.

Ude på vejen står Gianni, en ældre mand fra den norditalienske by Trento. Om hans hals hænger et keltisk kors, et symbol, som flere nynazistiske og nyfascistiske organisationer bruger. Han sælger ud af sin egen samling, bl.a. hans fars sorte skjorte fra dengang, han i 1922 marcherede sammen med Mussolini mod Rom for at erobre magten for fascisterne. Han vil have 500 euro for skjorten.

»Jeg er en gammel mand, og i stedet for at den bare forsvinder, når jeg dør, så foretrækker jeg, at den vil blive ejet af nogen, som vil sætte pris på den og ære den,« siger Gianni.

Hellere fascist end bøsse

Mussolini blev født i Predappio i 1883, som søn af en smed og socialist og en katolsk lærerinde, og hans lig blev bragt her til familiens gravsted i 1957.

Mussolinifamilien har stadig stærke bånd til byen. Niecen Silvia Negri Mussolini, der står ved gravstedet, siger, at familien ikke vil udtale sig i forbindelse med årsdagen for ikke at skabe kontroverser. Her er også Mussolinis oldebarn med det pompøse navn Caio Gulio Cesare Mussolini, der for nylig stillede op til europaparlamentsvalget for det højreekstreme parti Italiens Brødre (han blev ikke valgt).

Andre medlemmer af familien er også i politik. Barnebarnet Alessandro Mussolini, der har en fortid i det fascistiske parti Movimento Sociale Italiano, har været medlem af både det italienske senat og Europa-Parlamentet for Berlusconis parti Forza Italia. Hun har udtrykt sætningen:

»Det er bedre at være fascist end bøsse.«

Og Rachele Mussolini er byrådsmedlem i Rom og befinder sig også på den yderste højrefløj.

Tidligere borgmestre i Predappio, som siden krigen alle har været på venstrefløjen, har forsøgt at dæmme op for deres by som pilgrimssted for nazister. Men for nylig fik Predappio for første gang en borgmester fra højrefløjen, Roberto Canali, der blev stærkt støttet af Italiens Brødre.

Et af hans centrale valgløfter var, at Mussolinifamiliens gravsted skal holdes åbent året rundt – og det for i endnu større grad at udnytte Mussolininostalgien og tiltrække flere turister. De sidste par år har familiegravstedet kun været åbnet ved specielle mærkedage.

Italiens antifascistiske partisanorganisation ANPI føler sig stærkt provokeret af, at Mussolinis gravsted nu skal bruges som turistmagnet.

Organisationens vicepræsident Emilio Ricci siger, at graven blot tiltrækker »optog af sorte skjorter, romerske hilsner og forsøg på at omskrive fascismens historie.«

Og han siger videre, at graven »mudrer minderne om de mange ofre for fascistisk kriminalitet, racelovene og samarbejdet med nazisterne, som førte til en massakre på uskyldige kvinder, mænd og børn.«

Ny bog om Hitler og Mussolinis selvvalgte indbyrdes skæbnefællesskab
Læs også
Roms nyfascister fejrer hvert år fascisternes march fra Norditalien til Rom i oktober 1922. Marchen blev ai Første Verdenskrig. Under pres udpegede Italiens konge Mussolini til premierminister og efter tre års styre udråbte han sig i 1925 til diktator.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Carsten Munk
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Benno Hansen
  • Erik Karlsen
Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Carsten Munk, Maj-Britt Kent Hansen, Benno Hansen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Italien er en enorm skatkiste af kulturhistoriske perler.NB!Hele Italien - ej blot Toscana.
Eksempel 1:Knap 100 km nordøst for Predappio kan man se Ravennas pragtfulde kirker og mosaikker, et minde om dengang Ravenna var en af Italiens vigtige havne og samtidig en lille Konstantinopel.
Eksempel 2:Knap 100 km i sydøstlig retning ligger Urbino med sit overdådige renæssanceslot. Her var den berømte hærfører Federico da Montefeltro (1422-1482) mæcen for bl.a. den sublime maler Piero della Francesca. Hans billeder kan beses på slottet samt i Uffizierne i Firenze.
Glem Predappio, besøg i stedet Ravenna og Urbino.
Italien har ikke brug for folkeforførere og plattenslagere, men for flere lærere og læger, de nyuddannede af dem forlader i øjeblikket Italien i tusindvis.
Hvornår skriver Information om den store italienske tænker Antonio Gramsci, et af Mussolinis mange ofre?

Mussolini nåede meget (godt som skidt) i sin tid, det gjorde Stalin også. Det er der ikke noget specielt i. Giver man en tilstrækkelig hensynsløs person/parti/tro magt nok bliver resultatet derefter, det uanset om det gøres i folkets, statens eller en religions navn. Kun dem der har levet højt på dyngerne af ofre, eller drømmer om det, synes det var en god tid.

Jens Erik Starup og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar