Analyse
Læsetid: 4 min.

Jeremy Corbyn vil forhindre no deal-Brexit – men han står selv i vejen

Oppositionsleder Jeremy Corbyn forsøger desperat at samle tropperne for at forhindre no deal. Men meningsmålinger peger på, at briterne hellere vil have no deal end give Corbyn magten. Imens stiger Boris Johnsons popularitet. Kampen om Storbritanniens fremtid er på vej ind i sit slutspil
En YouGov-meningsmåling viser, at briterne foretrækker no deal frem for en regering ledet af Jeremy Corbyn. 

En YouGov-meningsmåling viser, at briterne foretrækker no deal frem for en regering ledet af Jeremy Corbyn. 

Neil Hall

Udland
27. august 2019

LONDON – Det holder tilsyneladende hårdt med at få forhindret lækager fra Storbritanniens konservativt ledede regeringer. At holde »tæt skib« var ellers den musketered Boris Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings, udbad sig fra personer i vigtige positioner fra regeringens fødsel.

Men siden kom først den såkaldte Yellowhammer-rapport, der udstillede de mulige alvorlige mangelsituationer omkring bl.a. fødevarer og medicin i det britiske samfund i tilfælde af et no deal- Brexit.

Og søndag kunne The Observer så fremlægge et nyt læk, der viser, at Boris Johnson for nylig har søgt råd hos regeringens juridiske rådgiver, Geoffrey Cox, vedrørende muligheden for at lukke parlamentet ned i en periode – en såkaldt prorogation.

Tankerne om at påtvinge parlamentet en yderligere ufrivillig ferie blev først luftet af udenrigsminister Dominic Raab. Ideen er, at hvis Underhuset ikke er samlet, kan det ikke forhindre gennemførelsen af en no deal-skilsmisse fra EU. Ideen blev mødt med raseri fra modstandere af no deal.

»Hvis dette notat er korrekt, viser det Boris Johnsons foragt for parlamentet. Det er muligt, at det kan lade sig gøre at gennemføre noget sådant, men det ville være at handle i ond vilje. At udelukke House of Commons fra at handle midt i en national krise, der truer vores nations fremtid, er på alle måder forkert,« siger Boris Johnsons partikammerat, Dominic Grieve, som er Brexit-modstander.

Boris Johnson bedyrer, at han ikke har intentioner om en sådan lukning, men har samtidig afvist at udelade muligheden, der reelt ville udspille parlamentets muligheder for at stoppe no deal-skilsmissen.

Hellere no deal end Corbyn

I dag mødes ledende parlamentarikere fra begge politiske fløje på foranledning af oppositionsleder Jeremy Corbyn. Formålet med mødet er at undersøge alle muligheder for at få stoppet no deal.

Jeremy Corbyn har foreslået sig selv som leder af en midlertidig regering bestående af både Labour, liberaldemokrater og konservative, der ønsker at forhindre no deal. Noget tyder dog på, at Corbyn selv står i vejen for en sådan kriseregering. En YouGov-meningsmåling viser, at briterne foretrækker no deal frem for en regering ledet af Jeremy Corbyn.

Både Liberaldemokraterne og midtsøgende Labour-politikere har appelleret til Corbyn om ikke at sætte egen forfængelighed over vigtigheden af at få forhindret no deal og har foreslået andre mere spiselige ledere for en sådan kriseregering, heriblandt Labour-politikeren Harriet Harmann og den konservative Kenneth Clarke.

Tanken har hele tiden været at stille et mistillidsvotum til Boris Johnson, så snart parlamentet genoptager arbejdet den 3. september, men hvis oppositionen ikke engang kan enes om, hvem der skal være frontfigur i en sådan efterfølgende kriseregering, kan andre alternativer vise sig mere effektive.

Liberaldemokraternes leder, Jo Swinson, siges at være fortaler for at forhindre no deal juridisk og i stedet fremtvinge en forlængelse af den såkaldte artikel 50, hvilket på ny vil udsætte Brexit til efter den 31. oktober. Uenigheden blandt Brexit-modstandere truer dog med at forpurre planerne, og der er i den grad behov for fælles fodslag.

Rygvind til Boris

Hvis Boris Johnson tidligere har frygtet et muligt mistillidsvotum, der vil bringe hans regering til fald, så er en ny Kantar-meningsmåling god læsning for premierministeren. Den viser, at hans kompromisløse do or die-Brexit-politik har givet pote blandt vælgerne.

Hele 42 procent indikerede i meningsmålingen, at de ville stemme konservativt, skulle der komme valg. Det er en stigning på 17 procent på den måned, Boris Johnson har været ved magten, og Det Konservative Parti fører nu med hele 14 procentpoint over Jeremy Corbyns Labour. Det har øget rygterne om et forestående valg.

Efter sigende har regeringen gennemført en række war games for at forberede sig på valg før Brexit-skæringsdagen den 31. oktober. Der har sågar været talt om at fremtvinge et mistillidsvotum fra oppositionen for at kunne udnytte dette i en valgkamp over for en politisk udmattet britisk befolkning.

Argumentet er, at hvis oppositionen fremtvinger et valg, vil Boris Johnson kunne fremstå som manden, der med alle midler søger en afklaring på den Brexit-problematik, som hænger de fleste langt ud af halsen, mens oppositionen vil sende briterne til stemmeurnerne igen.

I det hele taget virker Boris Johnsons strategiske træk indtil nu snedigere end den splittede opposition. Fra første dag har regeringen reelt ageret, som var den i valgkamp, og den har afgivet en række populistiske løfter om gennemførsel af forbedringer på det offentlige sundhedsvæsen og antallet af politibetjente på gaderne.

Samtidig har hans venligt konfrontatoriske linje over for de europæiske ledere også behaget mange briter. Møderne med den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske kansler, Angela Merkel, sidste uge bliver af den britiske presse fremlagt som bestået. Boris Johnson har hele tiden bedyret, at EU vil blinke først, og i sidste øjeblik tilbyde briterne en bedre skilsmisseaftale. Muligheden for dette blev bekræftet i Berlin og Paris, i hvert fald ifølge briterne.

Samtidig har USA og Storbritannien fortsat retorikken omkring en ny forestående post-Brexit bilateral handelsaftale på G7-topmødet i Biarritz. Der kan med rette sættes spørgsmålstegn ved indholdet af en sådan aftale, men for mange briter viser det om ikke andet en premierminister, der i modsætning til tre års politisk stilstand virkelig ønsker at komme videre i programmet.

G7 blev også benyttet til et møde mellem EU’s rådsformand, Donald Tusk, og Boris Johnson. Sidstnævnte mener at læse en ny villighed til at indgå en aftale, mens EU-diplomater ryster på hovedet og siger, at intet nyt er blevet præsenteret af briterne, og at alt er, som det plejer.

Alt vil dog næppe kunne vedblive med at være, som det plejer. Der hersker stilhed før storm. Den storm, der for alvor begynder, når det britiske parlament åbnes den 3. september. Dramatiske scener, som dem der bragte Theresa May til fald, er i vente.

Forskellen på dengang og nu er dog, at det virker som om, at den nye regering lever godt med konfrontationen, ja, ligefrem aktivt søger den. Den frygtede afgrund den 31. oktober kommer hele tiden nærmere, og valgtrommerne buldrer gradvist højere. Det trækker op til en storm af dimensioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Boris er en klovn fra overklassen som lyver og skifter mening ligesom Trump. Samtidig har de engelske rigmændsmedier ført en løgnagtig smædekampagne i flere år imod Corbyn. Samme smædetaktik som Sanders får https://theintercept.com/2016/01/21/the-seven-stages-of-establishment-ba...

Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Curt Sørensen, Mogens Holme, Henrik Leffers, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Per Klüver og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jakob Illeborg

Liberaldemokraterne - Yes !!

men ikke flere udsættelser - vi orker ikke mere.

@ Sus johnsen,

Bortset fra det med, at Boris Johnson skulle have baggrund i overklassen, syntes jeg, det er helt korrekt.

journalisten, Boris Johnson, er egentlig blot en platugle, der hele tiden ændrer opfattelse, - alt efter hvad han mener, kan gavne Boris Johnson selvfølgelig. Han har ingen egen holdning, og hans moral er ligeså flydende.

"Johnson mener, at parlamentet i London ikke kan blokere hans planer", for Corbyns plan kræver at Johnson efterfølgende opfører sig som man burde/plejer at gøre i fald parlamentet kan blive enige om hvem der skal stå i spidsen for en sådan overgangsregering. Men plejer er vist nok død i britisk politik efter Dom Cummings er blevet Johnsons højre hånd og, "He ( Cummings) reportedly told a meeting of special advisers that the mission of this government is to take Britain out of the EU on 31 October “by any means necessary"".
https://www.theguardian.com/commentisfree/2019/aug/11/boris-johnson-plot...

Johnson kan nægte at gå af og trække tiden så Brexit indtræffer før et valg, og med, "Boris Johnsons kompromisløse holdning om at forlade EU med eller uden en aftale er gledet godt ned hos mange vælgere, skriver dagbladet Information tirsdag.", bliver en sådan opførsel fra Johnsons side langt mere sandsynlig og gør det langt mere umuligt for Corbyn m. fl. at forhindre Brexit.
https://www.information.dk/telegram/2019/08/corbyn-forsoeger-samle-stoet...

Eva Schwanenflügel

De britiske meningsmålinger har en tydelig tendens til at vise forkert.
Det så man både under selve Brexit-afstemningen, og senere ved det nyligste parlamentsvalg.
Så dem burde vi nok ikke tillægge alt for stor betydning.

Mogens Holme, Katrine Damm og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Det er måske også lidt meget at se for sig: At Corbyn skulle være leder af landets no no deal neoliberale globale elite i sit eget parti, blandt konservative og især blandt liberaldemokrater.

Corbyn håber at Johnson bliver overmodig ligesom May i sin tid blev, og udskriver parlamentsvalg. Det vil han endelig vinde. Ligesom der er gode chancer for Sanders eller evt. Warren i USA, hvor spritnye målinger viser at de begge nu slår Biden.

Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Corbyn skal måske prøve at tale med Sinn Fein (IRA).
De har 7 mandater, men indtil videre har de afstået fra at bruge dem. De skal måske have en godbid for at gøre en undtagelse. Hvis Sinn Fein har et oprigtigt ønske om at bevare freden og langfredagsaftalen er der måske en mulighed.

Flemming Berger, Henrik Leffers og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Karsten Baun 27. august, 2019 - 12:16

Mary Lou McDonald, leder af Sinn Fein, har noget så eftertrykkeligt afvist, at partiets valgte Parlamentsmedlemmer nogensinde dukker op i Westminster.

@ Pia Nielsen,

"Johnson mener, at parlamentet i London ikke kan blokere hans planer",

Men på G7-mødet talte han med sin perleven, Donald John Trump, om muligheden for at "lukke" parlamenet, så de ikke vil kunne stemme imod ham. "Man" ved dog ikke, om forfatningen giver mulighed for dette.

Eva Schwanenflügel

@ Gert Romme

Gad vide hvor mange amerikanske lobbyister, der støtter Johnson?
Det er jo en fantastisk chance for USA med diverse handelskrige, såfremt Storbritannien falder hårdt ud af EU..
(Ikke så hot for GB, men det bliver der ikke talt højt om).

Carsten Wienholtz og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Johnson kan bilde mange britiske vælgere ind, at sagen endelig er afgjort, hvis UK bare kommer over stregen den 31 oktober. De vil opdage den 1 november, at meget lidt er afgjort. UK skal i stedet for forhandle sit fremtidige forhold til EU som tredjeland, hvad der bla. betyder, at aftalen skal igennem parlamentsgodkendelser inklusive regionalparlamentet i Wallonien. Det kommer til at tage tid.

Også den 1 november vil Johnsons vælgere få at høre fra lederen af det skotske nationalparti at det vil søge en ny folkeafstemning for at komme ud af UK, og så skal jeg ikke gætte på, hvad meldingen bliver fra Nordirland.

Briterne har demonstreret alle svagheder ved demokratiet i Brexit-processen Mest aktuel er, at der måske nok er et flertal i parlamentet mod en hård Brexit, men flertallet er indbyrdes uenig, og kan i sidste ende måske ikke finde ud af at forhindre en udgang uden en aftale.

Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Mathiasen

Jeg synes det toner frem, at Brexit bare skal ske - uanset konsekvenserne.

Jørgen Mathiasen

@Eva Schwanenflügel
Der er noget andet, som også toner frem, og det er, at premierministeren uden mandat satser på at få et valg snarest muligt. Det vil give ham et demokratisk mandat, hvis han kan vinde det, og det vil overflødiggøre en ny folkeafstemning. Det vil på samme tid stille de britiske vælgere over for et endeligt valg mellem en hård Brexit og ?. Hvad det sidste er, kommer Corbyn til at afgøre, hvis han kan blive enig med sig selv.

Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Mathiasen

Ja, hvad skal, eller rettere sagt burde, Corbyn egentlig gøre?
Det der er gang i pt er ret udemokratisk.

@ Eva Schwanenflügel.

Iflg. den forvoksede baby i Det Hvide Hus, skal udtræden af EU ske, uden at Storbritannien skal betale sin gæld til EU. Dette skulle tilsyneladende være en form for rimelig afstraffelse af EU. I øvrigt kunne man også få opfattelse af, at "den vidunderlige handelsaftale" som Storbritannien kunne få med USA, var afhængig af netop dette.

Og da det blev sagt, sad Boris Johnson storsmilende ved siden af, og det virkede faktisk som om han var helt enig. Han havde i hvert fald muligheden for at afvise, og at oplyse, at denne ikke var hans holdning, men han gjorde det ikke.

De beløb der har været fremme, som EU kræver Storbritannien, og som Theresa May har forhandlet med EU, er gigantiske, og kan være en god grund til brexit uden aftale. Men så bliver det formentlig vanskeligt for Storbritannien at opnå gunstig aftale senere. Og uden et afsætningsmarked i EU bliver livet svært for Storbritannien.

Bønder i Wales, Nordirland og Skotland har jo netop i sidste uge forlangt, at EU fortsat støtter dem - både ved landbrugsstøtte (hektarstøtte) og ved køb af deres produkter. Dertil kommer, at produktionen af lam og mælk er så stor, at de forenede kongedømmer hverken har kapacitet til slagtning eller afsætning. Og britiske samt skotske fiskere har tidligere været inde på sammen holdning.

Eva Schwanenflügel

@ Gert Romme

Den 'vidunderlige handelsaftale' med USA vil være komplet til fordel for netop USA, og ikke GB.
'The great Baby' vil bruge hele sin ejendomshandlende og helt ærligt mafiøse viden til at få Storbritannien under fode, og Johnson er en uheldig spiller her.
Han tror han kan lave UK om til Singapore.
Men som du siger, vil hverken Wales, Irland, Nordirland eller Skotland se stiltiende på.
Og der må komme reaktioner fra alle sider for uafhængighed af England.

Rule Britannia is in the past for good.

Jørgen Mathiasen

@Eva Schwanenflügel
Du stiller et kompliceret spørgsmål!
Johnson skal finde den løsning, hvor han samtidigt bliver premierminister og undlader at tage beslutninger, som nedlægger vælgernes arbejdspladser. Da han ikke har løsningen, taler han i tunger, men tiden er ved at løbe ud for den strategi.

Et valg efter hans eget hoved er at forlade EU men blive i det indre marked. Det betyder, at han skal følge EUs regler, - en Norge-lignende løsning, men det er meget tvivlsomt, om han kan få et flertal for det - altså blive PM. Briterne og Corbyn kommer til at sluge en kamel, men jeg ved ikke hvilken.

Eva Schwanenflügel

@ Jørgen Mathiasen

Boris Johnson går ikke efter et kompromis.
Han har allerede besluttet sig for no deal.

Selvfølgelig står han i vejen. Den eneste holdning Corbyn har vist over for Brexit er at han selv vil være PM.

"Det vil han endelig vinde."

Hvem er han? Det britiske valgsystem gør ethvert udfald særdeles usikkert. Den store sejrherre kan blive Faraga med massivt stemmetal i parlamentet. Sn vil formodentlig udradere både Labour og Convatives i Skotland.

Henrik Bjerre

Er der nogen der kan oplyse hvad Corbyn ikke står i vejen for?

Jørgen Mathiasen

@Eva Schwanenflügel
Du har ganske ret om Johnson - som jo ER premierminister. Jeg skulle have skrevet Corbyn, som gerne vil VÆRE det, for det var ham, jeg mente.

Jørgen Mathiasen

Corbyn skal finde den løsning, hvor han samtidigt bliver premierminister og undlader at tage beslutninger, som nedlægger vælgernes arbejdspladser. Da han ikke har løsningen, taler han i tunger, men tiden er ved at løbe ud for den strategi.

Et valg efter hans eget hoved er at forlade EU men blive i det indre marked. Det betyder, at han skal følge EUs regler, - en Norge-lignende løsning, men det er meget tvivlsomt, om han kan få et flertal for det - altså blive PM. Briterne og Corbyn kommer til at sluge en kamel, men jeg ved ikke hvilken.

Der bliver udskrevet valg til afholdelse 1 november eller 31 oktober Det bliver så sent at det ikke er muligt at danne en ny regering og samle parlamentet inden 31 oktober. Derefter vil parlamentet blive suspenderet i de 5 uger op til den nye valgperiode.

Nu har Corbyn i 3 år ikke sagt andet en "Vi skal have valg". Når det så kommer i slutningen af September kan han ikke andet end at støtte det.

Det nye parlament skal derefter kun tage stilling til hvordan fremtidig handelsaftale bliver med EU da UK er ude.

Torben Lindegaard

I en erklæring fra Dronningens råd lyder det, at "parlamentet vil blive suspenderet fra ikke senere end 12. september og indtil den 14. oktober".

Der er så møde i Det europæiske Råd 17.-18. oktober 2019.

Johnson gider bare ikke høre på al det ævl & kævl i Parlamentet !! -
men det er godt nok helt utroligt, at sagen er kørt så totalt af sporet i Storbritannien.

Lad os få dem ud !!