Kommentar
Læsetid: 4 min.

Joshua Wong er blot én ud af et hav af stemmer i Hongkong

Anholdelserne af nogle af Hongkongs mest profilerede demokratiforkæmpere vidner om, hvordan loven bliver presset til det yderste i en situation, hvor bystyrets politiske råderum er holdt på et minimum af Kinas kommunistparti. Det kommer ikke til at få den ønskede effekt
Anholdelserne af Joshua Wong og Agnes Chow kom på et tidspunkt, hvor den politiske ledelse i Hongkong ellers havde lovet, at man ville skabe en platform for dialog med demonstranterne.

Anholdelserne af Joshua Wong og Agnes Chow kom på et tidspunkt, hvor den politiske ledelse i Hongkong ellers havde lovet, at man ville skabe en platform for dialog med demonstranterne.

Tyrone Siu

Udland
31. august 2019

Fredag morgen ved halvottetiden var Joshua Wong på vej til metrostationen, som han plejer. I stedet blev han hevet ind i en minivan og kørt til Hongkongs politihovedkvarter. På samme tidspunkt et andet sted i byen bankede politiet på hos Agnes Chow.

Joshua Wong og Agnes Chow er medstiftere af det politiske parti Demosisto og blandt de mest fremtrædende medlemmer af Hongkongs demokratibevægelse. Begge blev sigtet for at have organiseret en ulovlig forsamling  – og slap først efter mange timer ud af politiets varetægt mod kaution.

Antallet af anholdelser i forbindelse med den månedlange protestbevægelse er nu oppe på omkring 800. Langt størstedelen har fundet sted i forlængelse af sammenstød mellem politistyrker og demonstranter.

Men hverken Joshua Wong eller Agnes Chow står i forreste række, når tåregassen begynder at regne.

De tilhører en anden kategori. Til trods for deres unge alder på 22 år er de erfarne aktivister. Deres demokratikamp begyndte under den såkaldte paraplybevægelse for fem år siden, hvor de var blandt de ledende kræfter i bestræbelserne på at presse bystyret til at indføre frie valg.

Agnes Chow forsøgte sidste år at blive valgt til Hongkongs parlament, men fik ikke lov at stille op, fordi hun gik til valg på krav om selvbestemmelse. Joshua Wong har givet udtryk for, at han vil stille op ved distriktsvalg senere på året – hvis han ikke også bliver diskvalificeret. De har med andre ord begge taget skridtet fra græsrodsaktivisme til politik.

Protestens ansigt

Og så kan de noget, som de sortklædte og anonymiserede frontlinjedemonstranter ikke kan. De er offentligt tilgængelige og taler frit uden at gemme sig bag tørklæder eller masker. De har medietække og forstår at gøre brug af det.

Især Joshua Wong er for omverdenen blevet ansigtet på Hongkongs demokratikamp. Når han toner frem på CNN eller BBC, møder seerne en sympatisk og velformuleret kontrast til det billede af kaos og terrorisme, Beijing forsøger at tegne. Desuden er han en formidabel formidler på sociale medier som Twitter.

Både Joshua Wong og Agnes Chow er bevidste om deres rolle i demokratibevægelsen. Sidstnævnte gav tilbage i juni et interview til det japanske medie Nikkei, hvor hun inddelte bevægelsen i tre grupper. Demonstranterne på gadeplan udgjorde en, og de etablerede prodemokratiske partier en anden. Sig selv placerede hun i en tredje gruppe blandt dem, der forsøger at skaffe støtte fra civilsamfund og politikere i udlandet for at lægge pres på bystyret og Beijing.

I silende regn

Anholdelserne af to af de mest profilerede demokratiforkæmpere kommer på et tidspunkt, hvor den politiske ledelse i Hongkong ellers havde lovet, at man ville skabe en platform for dialog med demonstranterne.

Bystyrets regeringschef, Carrie Lam, er mere upopulær end nogensinde og har lavere opbakning end nogen af sine forgængere på posten, viser en ny meningsmåling fra denne uge.

Protesterne i Hongkong begyndte, da hun lancerede et lovforslag, der ville gør det muligt at udlevere personer i Hongkong til retsforfølgelse på fastlandet. Hun har siden udtalt, at forslaget er taget af bordet, men hun har ikke formelt trukket det tilbage.

Fredag kunne nyhedsbureauet Reuters afsløre, at det er, fordi centralregeringen i Beijing har forbudt hende at give efter for demonstranternes krav.

Både i Beijing og Hongkong var forventningen givetvis, at protesterne med tiden ville blive mindre og miste opbakning i den brede befolkning. Det er ikke sket. Forrige uge demonstrerede flere end halvanden million hongkongere i silende regn. Arrangørerne af den event havde i sinde at afholde endnu en massedemonstration lørdag, men fik ikke grønt lys fra politiet. Til trods for at de store protester i dagtimerne ellers er forløbet fredeligt, begrundede politiet afslaget med risikoen for sammenstød mellem demonstranter og politi.

Beijing er ved at få travlt

Afslaget og anholdelserne af Joshua Wong og Agnes Chow vidner om, at loven i Hongkong bliver presset til det yderste i en situation, hvor Carrie Lams politiske råderum holdes på et minimum af Kinas kommunistparti. Partiledelsen i Beijing har tydeligvis ikke i sinde at forhandle med demonstranterne, men samtidig ønsker man en snarlig afklaring.

Den 1. oktober er det 70 år siden, at Folkerepublikken blev etableret. Den planlagte militærparade i hovedstaden og hele fejringens underliggende tema om et stærkt og forenet Kina under kommunistpartiets ledelse vil fremstå i et ganske andet lys, hvis dele af samme nation åbenlyst modsætter sig styret.

»Min arrestation viser, at regeringen besvarer vores anmodning om en dialog med knipler, tåregas, gummikugler og masseanholdelser. Vores forsamlingsfrihed og andre grundlæggende rettigheder eroderer,« udtalte Joshua Wong fredag aften, da han var sluppet ud fra politistationen.

På det kinesiske fastland er det standardprocedure, at dissidenter og systemkritikere bliver sat i husarrest og intimideret op til store mærkedage. Men Hongkong er ikke Beijing, og protesterne har en ganske anden karakter end for fem år siden.

Joshua Wong og Agnes Chow er del af en bevægelse – de leder den ikke. Deres rolle har sammenlignet med under paraplybevægelsen været minimal. Denne gang er protestbevægelsen derimod kendetegnet ved at være spontan, ledelsesløs og bredt forankret.

Hongkong er endnu ikke underlagt den kinesiske censur, og den politiske krise i byen er allerede i det internationale spotlys. Om noget vil fredagens anholdelser føre til fornyet folkelig vrede. I weekenden vil Hongkongs demokratibevægelse igen fylde byens gader.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her