Læsetid: 5 min.

Mød den russiske spion, der levede under dække i 20 år og inspirerede til tv-serien ’The Americans’

I to årtier foregav Elena Vavilova at være den canadiske statsborger Tracey Foley og levede et helt almindeligt middelklasseliv i USA som ejendomsmægler. Selv ikke hendes to børn vidste, at hun var russisk efterretningsagent i stadig kontakt med Moskva – nu har den stadig sovjetro eksspion skrevet en bog om sine år ’under cover’
Elena Vavilova (øverst nummer fire fra venstre) foregav i to årtier at være den canadiske statsborger Tracey Foley og levede et helt almindeligt liv i USA. I virkeligheden var hun russisk spion. Nu har Vavilova skrevet en lettere fiktionaliseret genfortælling af sin spionkarriere og udgivet den under titlen ’Kvinden, som kunne holde på hemmeligheder.’

Elena Vavilova (øverst nummer fire fra venstre) foregav i to årtier at være den canadiske statsborger Tracey Foley og levede et helt almindeligt liv i USA. I virkeligheden var hun russisk spion. Nu har Vavilova skrevet en lettere fiktionaliseret genfortælling af sin spionkarriere og udgivet den under titlen ’Kvinden, som kunne holde på hemmeligheder.’

Ritzau Scanpix

31. august 2019

MOSKVA – »En spion må være skuespiller, men har hverken brug for publikum, scene eller bifald fra andre,« siger Elena Vavilova, og nipper til sin cappuccino på en café i Moskva.

Vavilovas tog sin rolle på sig igennem to årtier. Den var spille en canadisk kvinde ved navn Tracy Foley, en identitet, KGB havde stjålet til hende. Næsten ingen kendte til hendes sande identitet, ja selv ikke hendes egne børn. Hun var russisk undercoveragent og sendt til Vesten sammen med sin mand, Andrej Bezrukov, som brugte dæknavnet Donald Heathfield.

Vavilova og Bezrukov blev arresteret i deres hjem i Boston. De var blandt en gruppe på i alt ti spioner, som FBI slog til imod samme dag, og hvoraf hovedparten levede ulovligt i USA under dækidentiteter som almindelige amerikanere eller canadiere.

Begge blev siden deporteret til Rusland i en spionudveksling, som i modsat retning omfattede fire russere, der havde spioneret for Vesten – blandt disse Sergej Skripal, som sidste år blev forsøgt likvideret i Salisbury, Storbritannien, ved et giftattentat.

Nu har Vavilova skrevet en lettere fiktionaliseret genfortælling af sin spionkarriere og udgivet den under titlen Kvinden, som kunne holde på hemmeligheder. Hun er også gået med til at mødes med Guardian på en café i det centrale Moskva. Det er første gang en tidligere russisk undercoveragent har talt med et ikkerussisk medie efter at være hjemvendt til Rusland.

Tophemmeligt

Bogen giver et sjældent indblik i det program for dækagenter i Vesten, som blev sat i værk af Sovjetunionen i 1980’erne og siden videreført af det postkommunistiske Rusland.

Aktørerne i dette, som Vavilova og Bezrukov, der mødte hinanden på Tomsk Universitet i Sibirien i 1980’erne, blev hvervet af KGB til det tophemmelige program, og før deres indsættelse i USA og Canada fulgte flere års målrettet træning.

Sidstnævnte indebar omfattende sprogkurser, hvor agenterne ikke blot skulle opnå flydende færdigheder i engelsk, men også tillære sig lokale accenter foruden teknikker til at undgå overvågning, oplæring i kodesprog og andre spionagefærdigheder.

Før indsættelsen skulle de i en periode bo i et hus uden for Moskva, hvor de blev undervist i amerikansk husholdning og livsform, således at de to unge sibirere, der aldrig havde rejst i Vesten eller gjort sig bekendt på med vestlig livsstil, kunne glide ubemærket ind i deres nye liv.

I virkeligheden havde Bezrukov og Vavilova giftet sig i Sovjetunionen, før de sidst i 1980’erne tog afsted hver for sig til Vesten. Et arrangeret møde i Canada blev iscenesat og i en tid kom de sammen som ’kærester’, før de giftede sig igen under nye canadiske identiteter. De talte aldrig russisk sammen.

Endnu i dag taler Vavilova et perfekt og flydende engelsk med kun svag antydning af slavisk accent. I Vesten hævdede hun at være canadier fra landets fransksprogede del for at forklare denne.

Anonymitet

Den ideelle dækagent er en person, der ser gennemsnitligt anonym ud, betoner hun. Og som ikke tiltrækker sig nogen opmærksomhed, men kan operere mest muligt i det skjulte. I de sidste år før parrets afsløring, havde de bosat sig i Boston, hvor Vavilova havde fået job som ejendomsmægler, alt imens hun jævnligt sendte kodede meddelelser tilbage til sine føringsofficerer i Moskva.

En stor del af bogen handler om, hvordan de to agenter indrettede sig på at leve et hverdagsliv som gift par med to børn. Vavilovas og Bezrukovs to sønner, Alex og Tim, der var henholdsvis 16 og 20, da FBI anholdt deres forældre i 2010, levede begge i den tro, at deres forældre var ganske almindelige canadiere.

Hvis Vavilovas historie lyder bekendt for fans af tv-serien The Americans, så er det fordi serien bygger på hendes families historie, om end den er henlagt til begyndelsen af 1980’erne. Vavilova siger dog, at tv-seriens fortælling ikke har mange lighedstræk med virkeligheden.

»Efter at have set The Americans, var min første tanke: Nej, sådan var det overhovedet ikke, og sådan opførte vi os ikke.«

Serien fik ganske vist fint fat på de flashbacks og psykiske dilemmaer, dækagenterne bestandig måtte blive ramt af, men scenerne med sex og mord lignede ikke noget, der var del af hendes arbejde, insisterer hun. Vavilova og Beruzkov gjorde hverken brug af vold eller forklædninger. Hele pointen med øvelsen var at skabe sig en fuldkommen troværdig karakter, der førte et helt ’normalt’ liv.

»Hvis vi havde gjort noget James Bond-agtigt, ville missionen være slut på stedet. Så ville man være færdig. For så havde vi ikke kunnet fastholde vores dækidentitet og fortsætte vores arbejde. Folk tror, at man som spion konstant balancerer på en knivsæg, men faktisk er det meste spionarbejde enormt rutinepræget og kedeligt.«

Hun indrømmer, at hendes jobforberedelse omfattede både våbentræning og karate, men bedyrer, at hun aldrig fik brug for nogen af delene.

»For det meste havde de færdigheder kun den funktion at styrke selvtilliden og gøre en mere tryg. Opstod der en utryg situation, kunne man altid komme i tanke om et par kampbevægelser og slippe væk fra en røver eller overfaldsmand.«

Afhopper

FBI afslørede gruppen, fordi Aleksandr Potejev – vicechef for dækagentprogrammet – besluttede sig for gå over til amerikansk side. Det lykkedes ham at hoppe af, umiddelbart før FBI gik i aktion. Han lever i dag under jorden i USA med en ny identitet. Vavilova bekræfter, at hun kendte Potejev personligt, men siger, hun ikke aner, om hans motiver til at arbejde for Washington var penge eller ideologi.

I årene efter spionudvekslingen i 2010 var det i Vesten den almindelige opfattelse, at gruppen af russiske dækagenter næppe havde haft held til at opsnappe og viderekommunikere værdifulde efterretninger. Vavilova insisterer imidlertid på, at hendes mission blev meget udbytterig.

»Selvfølgelig kan jeg ikke gå i detaljer med det, men jeg ved, hvad vi foretog os, så hvis nogen siger noget andet, tager jeg det let,« siger hun.

Tilbage i Rusland igen blev de illegale dækagenter inviteret til Kreml for at møde Vladimir Putin personligt. Beruzkov har nu job som underviser på Moskva Universitet og rådgiver et russisk oliefirma. Vavilova har en konsulentrolle i samme virksomhed, men vil ikke oplyse nærmere enkeltheder og ønsker ikke at diskutere aktuel russisk politik.

Hun indrømmer dog, at det var svært for parret at vende tilbage til det gamle land. Hun forlod Sovjetunionen under Perestrojka, Mikhail Gorbatjovs forsøg på at reformere sovjetsystemet, og vendte tilbage til Putins Rusland, hvor to årtiers kapitalisme havde forvandlet Moskva til ukendelighed.

»Jeg vidste intet om kulturen i dagens Rusland, og det var først, da vi kom tilbage, at vi fandt ud af, hvem det var de ledende politiske figurer. Vi fik ikke andre nyheder fra Rusland, end hvad vi så i korte indslag fra CNN. Det var meget bizart at konstatere, at vi faktisk ikke kendte til vores lands nyere historie.«

På mange måder ser hun stadig sig selv som en sovjetisk patriot.

»Jeg voksede op i sovjetæraen, så det var mit liv – det liv, jeg kendte, det, jeg troede på, og som jeg mente, var et retfærdigt samfund. Intet af dette har for alvor ændret sig,« siger hun.

»Måske var det ikke perfekt, men det er intet samfund.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

TV-serien "The Americans" fremstod fra første færd utroværdig og overdrevent voldelig.
Selvfølgelig kan man ikke skjule så mange mord..
Desuden var hele præmissen at agenterne konstant var på nippet til at blive afslørede, samtidigt med at deres børn ikke anede uråd komplet uvirkeligt.
Men godt drama var det da.