På ét år er hver fjerde indbygger i denne guatemalanske landsby emigreret til USA

YALAMBOJOCH, GUATEMALA – Det er ikke så tit, at fotos fra landsbyen Yalambojoch i Guatemala går viralt. Men i begyndelsen af 2019 blev internettet fuld af billeder af en mor i byen, der tog imod en diminutiv ligkiste fra USA.

I december var hendes gældstyngede mand rejst af sted til USA, og med sig havde han taget deres otteårige søn, Felipe Gómez. Ti dag senere, da de havde krydset grænsen til Texas og var taget i forvaring af amerikansk grænsepoliti, blev den influenzasyge Felipe indlagt på et sygehus i New Mexico. Han døde juleaften. Angiveligt var han i første omgang blevet fejldiagnosticeret som forkølet.

Ikke desto mindre gik der kun tre måneder efter Felipes død, før hans onkel Andrés, som boede i huset ved siden af, drog ud på samme rejse med sin søn, fortæller den danske hjælpearbejder Per Andersen, mens vi står uden for det hus, som tilhørte Felipes far. Yderligere to af onklens sønner på henholdsvis 25 og fire år fulgte umiddelbart efter og siden en til søn og endnu en.

USA’s præsident Donald Trump har flere gange kaldt det en ’latinamerikansk invasion’, og trods hans stadig mere hårdhændede forholdsregler, er den illegale indvandring kun taget til, siden han kom til magten. Hovedparten af de tilstrømmende er ikke længere unge mænd fra Mexico og ej heller mennesker på flugt fra bandevold i Honduras og El Salvador. Mange er børnefamilier fra Guatemala.

Antallet af migranter, der passerer eller når frem til Mexicos sydgrænse, er vokset med en tredjedel i de seneste år, og i øjeblikket kommer der lige så mange fra Guatemala som fra Honduras og El Salvador tilsammen. 235.000 guatemalanere i løbet af de seneste måneder. De amerikanske myndigheder spørger sig selv hvorfor, og hvorfor så mange pludselig er kvinder og børn.

I et forsøg på at finde elementerne til et svar er Information rejst 2.000 kilometer syd for den amerikansk-mexicanske grænse. Her, under et tågedække på Guatemalas vulkanske højslette, ligger det lille landbosamfund Yalambojoch.

Om morgenen blander duften af brænde og fugtig jord sig over de spredte husklynger. Om aftenen, når kirkens dystre klokkeslag er forstummet, er mørket så kompakt, at de hullede grusveje bliver ufremkommelige for dem uden håndlygte.

Fra denne lille by rejste Oscar Lucas Alonso, far til fem, i smuglerbil gennem Mexico, hvorpå han drog videre til fods igennem det amerikanske grænseområdes ørken, fast besluttet på at tjene dollar nok til at få råd til gulv i sit hus.

Her boede også Juana Domingo Lucas, som 22 år gammel og efter et forlist ægteskab gav fingeren til den mandsdominerede migrationsbølge, og som den første kvinde udvandrede på egen hånd.

Og lidt længere oppe ad bakken plejede den otteårige Felipe Gómez i sin tid at lege, før han sidste juleaften døde i det amerikanske grænsepolitis varetægt.

For et år siden boede der 1.400 mennesker i Yalambojoch. Nu er en fjerdedel af dem forsvundet til USA.

Remitter

Udvandrede familiemedlemmer kigger ned fra fotografier i næsten hvert et hjem, kaster deres skygger over tomme stole i den lokale skole. Men flere steder i byen er der gang i byggeriet af nye huse finansieret af remitter – de pengeoverførsler fra udlandet, som i dag udgør en tiendedel af Guatemalas bruttonationalprodukt.

»Mange har vi set tage af sted. Så en dag sagde Oscar, min mand: ’Jeg gør det samme’. Vi har ingen penge,« siger Apolonia País López.

Mellem køkkenvæggens ujævne træplanker trænger enkelte stråler dagslys ind og bliver fanget i røgen fra det hjemmebyggede ildsted. Nogle høns med sparsom fjerpragt vandrer omkring på det stampede jordgulv. Apolonia fortæller, at gulvet bliver som ler, når det regner.

Det var i februar, hun sagde farvel til sin mand, Oscar Lucas Alonso, og deres 16-årige søn, Eduardo. Hun forestiller sig, at de nok skal arbejde i tre eller fire år, før det lykkes at få råd til det eftertragtede stengulv.

»Min mand måtte låne 35.000 quetzal (ca. 30.000 kr., red.) af en dame i nabobyen. Og det var bare for at betale turen med bil til grænsen i USA. Det kommer nok til at tage et år at få afdraget den gæld,« siger hun.

I mellemtiden må Apolonia selv forsørge resten af familien. Hendes ældste datter, Margarita på 13, er holdt op med at tage lektioner i tekstilteknik efter skole for i stedet at kunne hjælpe til med husholdningen.

Apolonia fortæller, at den yngste søn, Diego på 14 år, hjælper hende med at dyrke familiens majsmark.

»Før da var det min mand, der hjalp«, forklarer hun.

På små træpaller lige over for Apolonia sidder hendes tre døtre og hvisker på det lokale mayasprog, chuj.

– Hvordan føltes det, da jeres far og bror tog af sted?

Alicia, ti år, siger et eller andet på chuj.

»Det føltes sørgeligt«, oversætter Apolonia.

– Og hvad tænker du selv om den rejse, som Oscar og din søn er taget ud på?

Margarita løfter den femårige datter, Maria, der er sprunget af sted efter en pippende kylling.

»Jeg er bange for, at de sender min søn tilbage. Han har aldrig tidligere rejst.«

Hun undskylder sine lakoniske svar med, hvad hun selv kalder sit ’grimme spansk’. Mindst ni af den oprindelige befolknings sprog dominerer fortsat i og omkring Yalambojoch, trods århundreders diskrimination.

Fire ud af fem er fattige

Her på Guatemalas vestlige højslette lever næsten fire ud af fem indbyggere i fattigdom. Præcis som Apolonia dyrker flertallet af dem majs og bønner til eget brug eller høster kaffe, som de må søge afsat til stadigt dalende verdensmarkedspriser.

Denne region står for den største andel af Guatemalas migranter.

»Men jeg har ikke lyst til at tage mine døtre til USA,« siger Apolonia.

Hendes livs hidtil længste rejse er gået til den nærmeste handelsby, 40 km sydpå, og til den anden side af bjergerne i nord, hvor Guatemala grænser op til Mexico.

Hun og resten af Yalambojochs befolkning flygtede til Mexico en julidag for 37 år siden, da militæret kom til deres by for at nedbrænde den. Under Guatemalas borgerkrig 1960-96 var dette en almindelig skræmmetaktik fra militærets side mod guerillagrupper. Det fortæller Pedro Lucas Jorge, som bor nogle huse fra Apolonia.

»Da vi kom tilbage fra den mexicanske flygtningelejr i årene efter fredsaftalen, var der kun brandtomter tilbage af vores huse. Nu bygger vi fine huse hele tiden – takket være USA,« siger han.

Daggry over Yalambojoch. I en periode tog 20 voksne og børn hver uge afsted mod USA med menneskesmuglernes bil, fortæller den tidligere borgmester Lucas Pérez Garcia.

James A. RodrÌguez

Pedro slikker eftermiddagssol på en træbænk og kigger mod en glitrende hvid etageejendom, der er under opførelse og kan skimtes bag naboens ramponerede bliktag. Den nuværende migrationsbølge fra Yalambojoch beror til dels på, at mange indbyggere under krigen fik et mexicansk pas, hvilket letter rejsen mod den amerikanske grænse.

Efterhånden som den første bølge af migranter kom tilbage fra USA i midten af 00’erne, dukkede de første amerikanskinspirerede huse op i Yalambojoch. Snart drog flere unge mænd afsted, vendte hjem efter tre-fire år og byggede boliger med stengulve og moderne køkken. I dag er ønsket om at få sig et ordentligt hus den vigtigste anledning til at drage nordpå, hævder Pedro.

Brudte parforhold

Pedros barnebarn, 22-årige Juana Domingo Lucas, havde kun lige giftet sig, da hendes mand for et par år siden besluttede sig for at tage afsted.

»Juana havde fået et stipendium til at læse til lærer. Men så forelskede hun sig i en nabo og fik en søn, som vel er tre år nu. Men så forlod fyren landet og dermed også hende,« siger Pedro.

I takt med udvandringen er skilmisser blevet stadigt mere almindelige i Yalambojoch. Tilbageblevne kvinder flytter ofte tilbage til deres forældre, men Juana bestemte sig for, at hun ville være sin egen lykkes smed i USA, fortæller Pedro.

»Hun har ikke sagt noget om, at hun kommer tilbage. Hun har det bedre deroppe. Nu arbejder hun på en gummifabrik eller sådan noget. Her i Guatemala findes der ikke den slags muligheder for os fattige.«

Før Juana var ingen kvinder på egen hånd migreret fra Yalambojoch i femten år, fortæller den danske hjælpearbejder Per Andersen.

»Juana har inspireret flere unge separerede kvinder til at migrere på egen hånd. Normalt efterlades de uden underhold af deres eksmænd og får arbejde på restauranter nogle kilometer herfra. Her udsættes de for grov udnyttelse.«

Per, der stammer fra Sydfyn, blev smuglet ind i Yalambojoch-boernes flygtningelejr af en katolsk præst, da han i 1982 besøgte Mexico som turist. Siden har han støttet dem i forskellige udviklingsprojekter og fra 1996 mere eller mindre permanent boet i Yalambojoch, hvor han bl.a. driver en grundskole og en gymnasieskole.

Per ser, hvordan familiemedlemmer i USA giver indbyggerne råd til en sygepleje, de førhen kun kunne drømme om. Pengeoverførslerne har udryddet underernæringen blandt Yalambojochs mindreårige i en region, hvor 67 procent af alle børn under fem – ifølge tal fra den amerikanske bistandsmyndighed USAID – er underernærede.

Men han har også set, hvordan migrationen har drevet frafaldet fra gymnasieskolen i vejret. Kun 18 af dens indskrevne 45 elever mødte op ved sidste terminsstart. Og nu bliver skolen tvunget til at lukke.

»Det skete også tidligere, at 16-17-årige stak afsted, som oftest med nogle lidt ældre. Men i det seneste år har modellen været, at en forælder rejser med sine børn«, siger han.

Ensomt kommende

I år har amerikanske grænsepatruljer anholdt flere børnefamilier og uledsagede børn fra Guatemala end fra noget andet land.

»Har man børn med, bliver man lukket ud af den amerikanske internering efter blot et par uger,« forklarer Lucas Pérez Garcia, der indtil sidste år var Yalambojochs borgmester. For 14 år siden tilhørte han selv den første større bølge af migranter til USA.

»I dag sender de mange enlige voksne tilbage. Men forældre med mindreårige kommer lovligt ind med hjælp fra de amerikanske myndigheder. Det betyder, at de kan overgive sig selv ved grænsen og søge asyl. De behøver ikke at gå langt og lide i ørkenen, som jeg måtte.«

Donald Trumps valgløfte om »en stor smuk mur« mellem Mexico og USA er endnu langt fra at kunne omsættes i praksis. I mellemtiden har Trump-administrationen prøvet alt fra at adskille nyankomne forældre fra deres børn til at indskrænke centralamerikaneres ret til at søge om asyl.

Mange gange bliver disse forholdsregler dog efterfølgende annulleret, når der kommer massiv kritik – enten ved præsidentielle ordrer eller dommerafgørelser – en politik, der har fået en paradoksal effekt.

Således var det de nu skandaleombruste familieseparationer mellem april og juni sidste år, der fik medierne til at oplyse om, at børnefamilier skulle have indrejse i USA inden for tyve dage efter at være anholdt ved grænsen. Den information blev opsnappet af menneskesmuglere, som begyndte at sprede rygtet: Tag dit barn med, så kommer du lettere til Amerika.

I Yalambojoch ansporede netop dette rygte endnu flere end før til at vove at rejse. Igennem flere måneder tog omkring 20 voksne og børn plads i menneskesmuglernes biler hver uge, fortæller Lucas Pérez Garcia.

Tom snak

»Migrationen gik lidt ned, da Trump kom til magten. Men siden forstod vi, at Trumps politik bare er tom snak, og siden november sidste år er udvandringen eksploderet,« siger han.

Da Donald Trump i juni truede med at indføre importtariffer på mexicanske varer, gik Mexicos regering med til »forholdsregler uden sidestykke« mod den illegale migration gennem landet.

Allerede samme måned blev der således indsat 6.500 mexicanske soldater langs grænsen til Guatemala og yderligere 15.000 langs grænsen til USA. Ifølge Per Andersen har ingen fra Yalambojoch siden da vovet at rejse.

© Linnea Fehrm og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.