Læsetid: 6 min.

De rettroende hævder, at et årtis sparepolitik har bragt orden i EU. Men det passer ikke

De rettroende vil hævde, at det sidste årtis stramme sparepolitik har bragt orden i det europæiske hus og fået styr på de værste udskejelser i eurozonens periferi. Men der er to markante problemer med den fortælling: Det er analytisk ikke korrekt. Og selv hvis det var, har prisen været alt for høj
Demonstranter fra den spanske 15M-bevægelse holdes tilbage af politiet i Madrid i august 2011. Demonstranter over hele Europa protesterede dengang over politikernes håndtering af den økonomiske krise, som har efterladt mange unge med dårlige fremtidsmuligheder. I Spanien lå arbejdsløsheden for de 18-25-årige dengang på 45 procent.

Demonstranter fra den spanske 15M-bevægelse holdes tilbage af politiet i Madrid i august 2011. Demonstranter over hele Europa protesterede dengang over politikernes håndtering af den økonomiske krise, som har efterladt mange unge med dårlige fremtidsmuligheder. I Spanien lå arbejdsløsheden for de 18-25-årige dengang på 45 procent.

Dani Pozo/Ritzau Scanpix

19. august 2019

Vi kender parolen for, hvad nødlidende euromedlemslande skal gøre for at bringe sig på fode igen. Vi har hørt den gentaget i et årti. Det er en konsensus, der udspringer fra de bureaukratiske korridorer i EU-Kommissionen i Bruxelles og Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt, og som nyder ualmindelig stor opbakning fra langt de fleste medlemslandes regeringer.

For det første skal der for enhver pris føres såkaldt »ansvarlig finanspolitik«; forstået som balance mellem offentlige indtægter og udgifter, uanset konjunkturer og uanset budgetmæssige konsekvenser ud over indeværende budgetår. Dette vil – i kombination med den prisstabilitet, som den fælleseuropæiske pengepolitik er konstrueret til at sikre – føre til udpræget makroøkonomisk stabilitet, hvilket antages at være særdeles gavnligt for vækst og jobskabelse i økonomien.

Og for det andet skal det nødlidende lands politiske processer dedikeres til vidtgående strukturreformer for at øge konkurrenceevnen og økonomiens åbenhed.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Alvin Jensen
  • Poul Erik Riis
  • Marianne Stockmarr
  • Steffen Gliese
  • Kurt Nielsen
  • Johnny Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
Bjarne Andersen, Claus Bødtcher-Hansen, Alvin Jensen, Poul Erik Riis, Marianne Stockmarr, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Johnny Christiansen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Jeg tænkte hele tiden på den græske tragedie; EU, ECB & IMF pålagde grækerne at sælge hele den samfundsskabte infrastruktur, så de kunne betale deres lånegæld tilbage til"trojkaen". Måske havde det været bedre at beslaglægge de korrupte politikeres formuer i CH. Men nu købte kineserne havnen i Piræus, med strings attached, så grækerne nu ikke vil kritisere kineserne i EU regi? Tåbeligt og selvforskyldt benspænd af EU, ved forsøg på kritik af Kina, som er berettiget!

Bjarne Andersen, Achim K. Holzmüller, Thomas Tanghus, Gert Romme, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Susanne Kaspersen, Philip B. Johnsen, Marianne Stockmarr, Steffen Gliese, Thorbjørn Thiesen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

I Danmark har vi tilsluttet os EU's Finanspagt, selvom vi står udenfor ØMU'en.
Stik imod vores forbehold, og uden folkeafstemning.
Det har medført netop de forringelser i velfærdssamfundet oplistet i den udmærkede artikel.

Desuden er frasalget af vores infrastruktur og den øgede privatisering af offentlige opgaver et dyrt bekendtskab.
I denne tid oplever vi, at NETS vil sælge betalingsservice til amerikanske Mastercard.

For det er en virkelig god forretning for den monopoliske virksomhed, hvor topchefer belønner sig selv med milliarder af kroner for at tage sig betalt for at vi andre kan betale.

Med salget følger data for 96% af befolkningen til USA.

Blot et enkelt eksempel på hvordan EU's finanspolitik medvirker til udsalget af vort land.

https://www.altinget.dk/artikel/johanne-dalgaard-nets-frasaelger-data-fr...

Estermarie Mandelquist, Ivan Breinholt Leth, arne tørsleff, Bjarne Andersen, Achim K. Holzmüller, Mikael Velschow-Rasmussen, Flemming Berger, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Carsten Wienholtz, Andreas Lykke Jensen, Susanne Kaspersen, Philip B. Johnsen, Marianne Stockmarr, Ole Henriksen, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Thorbjørn Thiesen, Egon Stich, Michael Hullevad og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Michael Hullevad

Bernard Connoly´s bog The Rotten Hearth of Europe burde være pligt læsning for økonomer. Han forudså problemerne ved at indføre EURO uden en økonomisk union. Da man havde ECU (hvem husker den?) kunne valutakurserne gå op og ned, men sælgere var garanteret betaling i egen valuta.
EURO er blevet en spændetrøje som primært har gavnet Tyskland´s konkurrence kraft og drevet syd Europa ud i armod.

Bjarne Andersen, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Nille Torsen, Kurt Nielsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og man skal selvfølgelig gøre det modsatte, for det giver ikke mening at forbedre profitten i virksomheder, men nok så meget at bruge ressourcer på at forbedre vilkårene for befolkningen i sin helhed.
Derfor skal man gøre det modsatte - sikre innovationen, men gøre det dyrt for virksomheder at benytte sig af de opdagelser, der jo stort set alle udtænkes i offentlige forskningsmiljøer.
Det var helt sikkert smart på et tidspunkt med markedet til at sprede produkterne, men nu er noget-for-noget død, for vi producerer langt mere, end vi efterspørger, bare for at opretholde en konkurrence.
Kapitalismen ødelægger på den måde noget af det fineste i mennesket: at handle ud fra et fokuseret formål og (måske) med anerkendelse som belønning. Alle disse indlysende ting af værdi, som vi som (kultur)væsener anerkender, nivelleres af kapitalismen, for hvilken det alene gælder om at kunne omsætte på et marked.

Bjarne Andersen, Thomas Tanghus, Torben Skov, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Susanne Kaspersen, Eva Schwanenflügel og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

EU pseudo økonomiske institutioner er en religiøs sekt med begge ben solidt plantet i den blå luft.

Hvis ikke man politisk i EU ønsker, at forholde sig til bl.a. et stigende antal klimaflygtninge, burde vores folkevalgte politikere og EU stoppe med, at producere klimaflygtninge.

Der burde tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

Pseudo økonomi har konsekvenser.

United Nations/FN
15. juli 2019
Der er 815 millioner i dag, knap tre milliarder mennesker i verden forventet underernæret i 2050 forårsage af de menneskeskabte klimaforandringer i kølvandet på svindende eksistensgrundlag og medfølgende væbnede konflikter om de få tilbageværende resurser.

World hunger continues to rise due to conflict, climate change, says UN report.

United Nations
“A profound change of the global food and agriculture system is needed if we are to nourish the 815 million people who are hungry today and the additional 2 billion people expected to be undernourished by 2050.

Right now, our soils, freshwater, oceans, forests and biodiversity are being rapidly degraded. Climate change is putting even more pressure on the resources we depend on, increasing risks associated with disasters, such as droughts and floods.”
Link: https://www.un.org/sustainabledevelopment/hunger/

Faktum vedrørende global samlet set vækst, EU pseudo økonomisk vækst på olie, gas og kul afbrænding og global grøn bæredygtig vækst:

“Verdensøkonomien er ikke i stand til at vokse, uden at CO2-udledningerne følger med.

Sådan lyder konklusionen i et omfattende internationalt studie, der dermed gør op med forestillingen om grøn vækst.

I de rige lande må der søges veje til mindre produktion og forbrug.”

Fra link:
“Is it possible to enjoy both economic growth and environmental sustainability?
This question is a matter of fierce political debate between green growth and post-growth advocates.

Over the past decade, green growth clearly dominated policy making with policy
agendas at the United Nations, European Union, and in numerous countries building on the assumption that decoupling environmental pressures from gross domestic product (GDP) could allow future economic growth without end.

Considering what is at stake, a careful assessment to determine whether the scientific foundations behind this “decoupling hypothesis” are robust or not is needed.

This report reviews the empirical and theoretical literature to assess the validity of this hypothesis.

The conclusion is both overwhelmingly clear and sobering:

Not only is there no empirical evidence supporting the existence of a decoupling of economic growth from environmental pressures on anywhere near the scale needed to deal with environmental breakdown, but also, and perhaps more importantly, such decoupling appears unlikely to happen in the future.”

Link: https://mk0eeborgicuypctuf7e.kinstacdn.com/wp-content/uploads/2019/07/De...
Information 16 juli 2019
Link: https://www.information.dk/udland/2019/07/nyt-omfattende-studie-skyder

Lidt mere om konsekvenserne af EU’s finansinstitutioners pseudo økonomisk vækst og ofrene i kølvandet på den EU selskabet klimatiske undtagelsestilstand.

“Når jeg ser på, hvordan nogle borgere opildner til holdninger mod flygtninge, eller hvor nedsættende der tales om jøder, spørger jeg mig selv:
Hvor godt forankret er den menneskelige værdighed i folks hoveder?”

Citat Josef Schuster, formanden for det Jødiske Centralråd i Tyskland.
Link: https://www.dr.dk/nyheder/udland/merkel-vi-maa-aldrig-glemme-krigens-rae...

EU er indberettet til Den Internationale Straffedomstol i Den Haag for ‘Forbrydelser mod menneskeligheden’.

The International Criminal Court (ICC) submission calls for prosecution of EU over migrant deaths.
“Member states should face punitive action over deaths in Mediterranean, say lawyers

The EU and member states should be prosecuted for the deaths of thousands of migrants who drowned in the Mediterranean fleeing Libya, according to a detailed legal submission to the international criminal court (ICC).

The 245-page document calls for punitive action over the EU’s deterrence-based migration policy after 2014, which allegedly “intended to sacrifice the lives of migrants in distress at sea, with the sole objective of dissuading others in similar situation from seeking safe haven in Europe”.
Link: https://www.theguardian.com/law/2019/jun/03/icc-submission-calls-for-pro...

Torben Skov, Alvin Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Det ville være rart med en varedeklaration på artiklen.
Her kunne forfatterens politiske ståsted være godt at kende, så man ikke fejllæser indholdet.
Man kunne jo tror at det var faktuel viden der præsenteres.
Det er det IKKE.
Og det er der ikke noget galt i, blot varedeklarationen er på plads.

Den der er i skyld, er ikke fri. Dette gælder i hvert fald den private husholdnings økonomi, hvor man kun kan spare sig ud af sin økonomiske klemme.

Men - man skal være helt klar over, at dette faktisk ikke gælder makroøkonomien (samfundets økonomi). For her kan man faktisk dele ud af skattemidler, og samtidig få pengene tilbage som merværdiafgifter, punktafgifter, indkomstskatter og formueskatter, samtidig med at pengene sætter arbejdspladser igang, når varer og tjenester herved efterspørges.

Det er dette med skruen, der kører op - præcis som den også kan køre ned. For giver samfundet penge til betrængte borgere, bruger de pengene, og herunder genererer pengene afgifter og skatter, hvor op mod 70% havner i statskassen i løbet af et år, medens det meste af resten kommer i kassen senere. Rent fagligt kaldes det for dynamiske effekter.

Noget helt andet er så den førte økonomiske politik, for den er ren politisk, og dækker over mange forskellige politiske opfattelser af rimelighed og retfærdighed. Og over det meste af verden har der gennem en årrække hersket en liberal opfattelse, hvilket har præget den førte politik på området.

Men specielt omkring Grækenland skal man huske på, at Grækenland har fælles valuta med en række andre lande. Og hvis et land misbruger den fælles valuta, mister borgere og investorer tilliden til valutaens kursværdi. Og når kurværdien herefter rasler ned, bliver alle lande med denne valuta fattigere, - dem der har mest af valutaen, bliver mest fattige.

Det er derfor en række lande reagerede så voldsomt overfor Grækenlands massive overtrædelser af de fælles aftaler. Desværre blev det almindelige grækere, der måtte "betale" for denne overtrædelse af reglerne, for de rige der virkelig havde udnyttet systemet, nåede desværre at stikke af med alle deres penge.

Philip B. Johnsen

Arrogancen i EU er Donald Trump gange hundrede.
EU påstår, at de lytter til den brede konsensus om den bedste forhåndenværende videnskablige evidens, men gør EU det?

Nej!

Hvad er omdrejningspunktet for EU økonomien?
Frihandel og/eller bilaterale globale handelsaftaler er omdrejningspunkt for økonomisk vækst for EU, det er motoren i økonomien, der skal skaffe de penge politikere vil bruge til at drive udvikling og bevare det der er vundet.

Meget EU industri er udflyttet til lavtlønsområder, uden krav til løn og arbejdsvilkår og så betales der ikke skat, så det påstås værende helt afgørende, specielt frihandel er EU’s foretrukne aftale form til økonomisk vækst motoren.

Men faktum er, at frihandel eller bilaterale handelsaftaler til fremme for økonomisk vækst, ikke er afgørende for velstand i verden, det findes der absolut ‘ingen’ videnskabelig evidens for.

Der findes kun videnskablig evidens for mindre forbrug i EU og ny fordeling af købekraft skaber velstand globalt.
Alt andet viser den bedste forhåndenværende videnskablige evidens vil accelerere fattigdom.

Hvad med lidt realitetssans i EU eller hvad med at lukke skidtet, hvis EU ikke vil være befolkningernes tjenere?

Så må Europa opfinde EF på ny, med den brede konsensus om den bedste forhåndenværende videnskablige evidens som fundament for etablering af befolkningernes samlede velstand.

Bjarne Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

I dag tror man må stimulering af det private forbrug og privatiseringer når der skal skabes vækst. Konkurrenceevnen er blevet et nøglebegreb, og set isoleret og snævert så er offentligt forbrug og sociale ydelser en omkostning.

Om det så også har gyldighed i forhold til ungdomsarbejdsløsheden i Sydeuropa er spørgsmålet.

Ofte er det kreditorerne der sætter betingelserne når en økonomi skal saneres, altså måtte flere sydeuropæiske økonomier rette sig ind efter Trojkaens krav - det var en betingelse for nye lån, hvor et økonomisk kollaps var, at skue.

Når en kreditor går ind på, at sanere en økonomi tæller ikke kun hensynet til, at få økonomien på fode, men nok så meget hensynet til kreditorernes penge. Det var jo også tilfældet med en græske økonomi, hvor hensynet nok så meget også var, at tilgodese f.eks. tyske banker og deres tilgodehavender - hvilket så også kunne ske ved, at omsætte infrastruktur og statsejendom til pengeværdier i Grækenland.

Bjarne Andersen, Steffen Gliese, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Vi har pisset i bukserne for at holde varmen problemet er at den konstante vandladningen har gjort vores bukser totalt gennemblødte og nu kommer frosten... for at sige det med drama i stemmen og ud fra en kendt tv serie i mente, "winter is comming."

Kort fortalt the ecomy are fuckt, GAME OVER.

længere forklaring, lave negative renter med en konstant, lempelig økonomisk saltvands indsprøjtning i form af kvantitive lempeser og høj gæld sammen med lav vækst, kan næppe beskrives som en økonomisk succes. ja jeg vil som systemkristisk modstander af den neo liberale økonomis vrangbilled beskrive det som ja game over. for når ressisionen og depritionen sætter ind så bliver det mere end vanskeligt svært og få den "knallert" til at køre igen .

det er ca den modsatte krise af hvad vi mødte i 1970ne med stakfkaktionen, det er en deflation som der har bidt sig uhjælpeligt fast og reagere man med en over reaktion så ricikere vi at gå direkte fra deflasion til hyber indflasion, hvor vi totalt vil miste troen på vores valutta systemer, for det er precist det som der er i fare med den krise vi har skabt, vi har en direkte trudsel mod vores valutta systemer, og rammer krisen så er der ikke så meget andet og gøre end at starte forfra med et nyt valutta system med en ren tavle hvor alt gæld er afskrevet, personligt tror jeg at dette bliver udfaldet af den krise der er på vej, som der vil blive noget værre end finaskrisen, hade man dog bare ladet de store banker falde, så ville vi ha haft en kort og hektisk finanskrise og hurtigt løftet os vidre væk. som Island gjorde,

forskelen på island og grækenland er slående, island er idag en hyber stærk økonomi ja krisen har længe været væk. fra vulkanøen, mens den stadig lure under grækenlands økonomi. hade grækenland dog bare vendt tilbage til dragmar og givet deres kreditore en strittende langemand, ja så ville landet idag, ha været oppe, krisen ville ha været væk. derfor er alle de planer man lægger nærmest gift for økonomien lad LORTET ramle. og så skal vi nok få det hele samlet op bagefter. det er kun papir digitale værdier der går tabt. intet uerstatteligt,

i den irske bank strejke, i 1970ne ja der forsatte økonomien som status q med pubben som cleraing house for den ydede kredit. og irland klarede sig FINT, i det år bankerne var lukkede.

hele den finanselle sektor har en peter og ulven komplex. mens når ulven så faktisk er der ja så er det bestemt ikke bankernes skyld danmark blev ikke fattigere af at vi stemte nej til euroen tværtimod. hele begrebet to big to fall er et fuldstændigt forkert, udgangspunkt for debatten en bank der er for stor til at falde, bør opløses ved tvang da den har delvist monopol på marked.

https://www.businessinsider.com/pubs-replaced-banks-in-ireland-in-1970-a...

Claus Bødtcher-Hansen

19/aug/2019

Kære Alle,

Bevar Danmarks integritet og suverænitet
ved at bevare Danmarks fire forbehold
i relation til Danmarks medlemskab af EU :-) .

Kærlig hilsen
Claus

Problemet er måske lidt, at der er både tabere og vindere i den neoliberale og globale verdensorden. Et eller andet sted er det jo svært, at komme ud over størrelsen konkurrenceevne. Hvad der er overskud og succes i det ene land er tilsvarende gæld og underskud i det andet land.

Stærk økonomi beror til dels på lave skatter, og lave reproduktionsomkostninger for arbejdskraften. Og det kan stort set kun opvejes af høj produktivitet eller en produktion af kvalitativt særegne produkter.

Og det hele skal styres af pengemængden, hvor landenes mulighed for, at styre værdien af valutaen næsten er lig nul. Internationalt handles der i dollars, som Euro gælder som fælles mønt i det meste af Europa. Og som artiklen er inde på så skal statsbudgetterne balancere til enhver tid uanset konjunkturer og andre forhold. Så det finanspolitiske instrumenter er set i den kontekst stort set lammede.

Og i gamet er dem der har vækst og de finansielle ressourcer også dem der har bukserne på og kan slå tonen an. Økonomier med underskud kan køre derud af, men hvis tiltroen til det finansielle system begynder, at vakle - eller man med god ret kunne rejse tvivl om kreditværdighed, så opstår der problemer i samme omfang som aktiemarkeder og investeringer reagerer på finansiel usikkerhed

Købekraft afhænger i realøkonomien af reel produktion, hvor tingene nogle gange kan flyde i markedet og værdier nogle gange kan synes imaginære.

Men nu behøves værdier slet ikke at blive realiseret for, at man regner med dem og på dem

Tyskland er naturligvis stadig en stærk økonomi fordi de har en reel stor industriproduktion og overskud på diverse balancer, hvor det derimod står mere skralt til i Sydeuropa.

Men tingene hænger sammen, således at den stærke tyske økonomi hænger sammen med de ringe kår i Sydeuropa.

Hvad der følger af den neoliberale orden er et stadigt pres for reformer, som skatterne sænkes internationalt, ligesom en stadig effektivisering af produktionen gennemtvinges.

Det bliver evident, at det bliver en kamp, at opretholde særlige høje sociale standarder, da grænserne for kompliceret og kvalificeret arbejde til stadighed udvandes.

Enhver tanke om velfærd må forblive en defensiv kamp for den forudsætter, at vi på samme tid er konkurrencedygtige.

Det er naturligvis ikke en helt ny problematik. Men skulle man være uheldig, at bo i et land det afviger og er gældsat, så kan man påregne, at det internationale samfund og den økonomiske orden kan sætte tommelskruer på

Og det bliver man jo også slået oven i hovedet med hvis man skulle blive for vidtløftig mht. velfærd. Ikke at have orden i regnskabet og balance på budgetterne er no go.

Bliver man ikke slået oven i hovedet af EUs konvergenskriterier, så bliver man det af kreditorerne. Kapitalismen er i sandhed grænseoverskridende i enhver forstand og kapitalen international. Men sidstnævnte sætning kommer overhovedet ikke bag på nogen. Konkurrencen er den måde som kapitalismen sætter sig igennem på - både over for den enkelte producent og i forhold til de enkelte lande

Det knager godt nok lidt i fugerne, som de grundlæggende problemer ikke bliver løst, og vi kan forvente et jordskred når som helst.

"EU, ECB & IMF pålagde grækerne at sælge hele den samfundsskabte infrastruktur, så de kunne betale deres lånegæld tilbage til"trojkaen"."

Det var ingen der pålagde grækerne noget. EU er ikke et diktatur, men en klub drevet af frivillige lande. Grækerne valgte selv deres vej.

Ivan Breinholt Leth

Forkert Nils Bøjden. Grækerne valgte et nej til austerity politikken ved en folkeafstemning. Dette nej indebar naturligvis, at Grækenland måtte erklære sig bankerot. Syriza gik til forhandling med Troikaen med det formål at erklære landet for bankerot, hvis man ikke fik en realistisk aftale for afvikling af gælden. Det er enhver nations ret at kunne erklære sig for bankerot. Enhver investor i statsobligationer ved dette. Der findes ingen international lovgivning, som pålægger en stat at betale sin gæld. Det er den risiko, som investor løber, og investor modtager en rente for denne risiko. Men retten til bankerot blev nægtet Grækenland. At investor både skal modtage en rente for at løbe en risiko og dertil skal have en statsgaranti for sin investering er ulogisk, men Troikaen valgte at bail out investorerne i stedet for Grækenland. Det kan der være mange grunde til, men det er tilsyneladende forbigået mange analytikeres opmærksomhed, at investorernes køb af græske obligationer var forsikrede med credit default swaps i nogle af Wall Streets største forsikringsselskaber.

Indenfor de sidste 30 år er Argentina og Rusland gået bankerot. Ingen kunne drømme om at nægte dem retten til bankerot. Den sædvanlige IMF bankerot procedure er forhandling om restrukturering af hele gælden. Grækenland fik en delvis restrukturering i 2010, men en fuld restrukturering blev nægtet Grækenland med en trussel om, at Troikaen ville lukke de græske banker. Der er ingen EU pagt, som nægter ØMU lande retten til at erklære sig bankerot. Det var en politisk beslutning taget hen over hovedet på Grækenland. Beslutningen havde den absurde konsekvens, at Grækenland blev tvunget til at forsøge at spare sig ud af gældskrisen, hvilket både er umuligt og absurd. Denne absurditet indebar, at Grækenland blev tvunget til at sælge dele af landets infrastruktur.

Steffen Gliese, Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Jan Boisen
“Men skulle man være uheldig, at bo i et land det afviger og er gældsat, så kan man påregne, at det internationale samfund og den økonomiske orden kan sætte tommelskruer på “ Det, som er afgørende er valutaens status – ikke gælden. Grækenlands statsgæld udgør 180 procent af det græske BNP. Japans statsgæld er på 250 procent af Japans BNP – USAs er på ca. 110 procent. Der er ingen 'tommleskruer' på USA og Japan. Til forskel fra Grækenland råder USA og Japan over sin egen valuta. Det meste af den japanske gæld er i yen. Japans centralbank kan skabe yen. USA er i en særlig position, fordi dollaren er en verdensvaluta. Der er intet land i verden, som ikke er tvunget til at opbygge en reserve i dollars. Det giver USA næsten ubegrænset mulighed for at skabe dollars. USA 'skylder' Kina omkring $1,2 billioner. Sætter det tommelskruer på USA? Overhovedet ikke. For øjeblikket sætter det tommeskruer på Kina, fordi dollaren falder. Dvs. at Kinas amerikanske tilgodehavende falder i værdi, og Kina taber. Hver gang dollaren falder`, sætter USA tommeskruer på hele verden, fordi dollarens fald betyder, at USAs gæld devalueres. Det betyder lige nu, at alle lande i verden er i færd med at betale af på USA's gæld. Det er et beløb, som er mange gange større end den græske gæld, men det er stadigvæk den græske gæld, som man forarges over. Ingen kunne finde på at kalde amerikanere for uansvarlige mennesker, der lever af andre menneskers penge, men siden slutningen af 60erne, hvor USA gik fra at være en nation med overskud på handelsbalancen til at være en nation med underskud, har USA kunnet skabe dollars og bytte disse dollars for varer på verdensmarkedet.

Steffen Gliese, Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Man kan ikke rive håret af en skallet, med den global overophedning og den klimatisk undtagelsestilstand er hele verden bankerot!

Eva Schwanenflügel og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er som at overvære slutningen af ‘Kejserens nye klæder’, hvor alvoren stiger i takt med latteren aftager, samtidig med tæppet går ned.

Ivan Breinhollt Leth: Du har muligvis ret. En anden grund til, at f.eks. USA ikke bliver presset grundet deres gæld er dog også nogle rent magtpolitiske forhold dvs. at USA har en anden status i forhold til f.eks. institutioner som IMF altså kan øve en anden form for politisk indflydelse.

Uagtet at dollarkursen også sættes udbud og efterspørgsel, og at USA bare kan pumpe dollars ud så sættes renteniveauet dog også ar investorernes forventninger og de risici som f.eks. køb af amerikanske obligationer er forbundet med. Og i sidste ende hvis USA skulle gå mere eller mindre på røven, så ville kreditorerne også føre et stort ord. Men nu er USA jo en kæmpe økonomi, så en bankerot i USA ville kaste dønninger kloden rundt, som det skete med verdenskrisen i 29

Betingelsen for, at grækerne overhovedet kunne få nye lån igennem gennem IMF og fra bl.a. Tyskland, var at der blev gennemført reformer i landet.

Investorerne vil altid søge, at få pengene hjem igen - det gælder også i forhold til USA. Ingen vil være interesseret i, at hælde penge i et bundløst hul.

Philip B. Johnsen

Det bliver meget svært at finde investorer til produktion og hold øje med forsikrings sælgere i takt med den global overophedning accelerere.

r > g

“Where r is the return on capital and g is the growth rate of the economy.”
Thomas Piketty

Skyd en hvid pil efter tillid til finanssektoren.

Ivan Breinholt Leth

Jan Boisen
Jeg korrigerer mig selv: Dollaren er ikke i fald. Den faldt i begyndelsen af året og i perioder af 2018, men den er steget i juli og august over for de fleste valutaer. Men bortset fra det, så er mekanismen sådan, at alle lande i verden er tvunget til at ophobe dollarreserver, og når dollarens værdi falder, er vi allesammen med til at betale USA's gæld.
Ideen om, at USA på et tidspunkt går bankerot pga. den store gæld er en myte, som USA's højrefløj - især Tea Party - i vid udstrækning er lykkedes med at udbrede. Da USA skulle bail out deres finansielle sektor i forbindelse med finanskrisen skabte USA - ifølge Ben Bernanke, tidligere chef for The Fed - 800 mia dollars 'by keystroke'. Ifølge Adam Tooze var det i vid udstrækning også The Fed som stod bag den europæiske bail out af den europæiske finanssektor. Også Danmark måtte låne, hvad der svarer til 170 mia kroner (så vidt jeg husker) i The Fed, fordi især Danske Banks udenlandske investeringer var i dollars. Disse penge skabte USA ved at trykke på en computertast. USA går ikke bankerot i dollars, før de amerikanske computere løber tør for tal - dvs. aldrig. Grunden til, at det er lykkes at udbrede denne myte, er at folk i almindelighed tror, at USAs gæld er ligesom en privat husholdnings gæld, og at gælden bliver afdraget i passende rater. Det er ikke tilfældet. USA's gæld til Kina udgør et indestående på konti i The Fed. Hvis Kina ønsker at købe amerikanske statsobligationer for disse indeståender, flytter The Fed blot pengene til en anden konto i The Fed. Når obligationerne udløber flyttes pengene tilbage med renter. Det er ikke andet end tal i et computersystem, og som jeg påpegede ovenfor, kan det tal vise sig at være et større problem for Kina end for USA, hvis dollaren falder i værdi. Eller hvis de varer, som handles på verdensmarkedet i dollars, stiger i pris. Det som altid udelades i denne ligning, er det faktum at dollaren er en verdensvaluta. Det betyder, at der stort set ikke er grænser for, hvor mange dollars USA kan skabe. (Måske bortset fra hensynet til det ønskede niveau for renten.) USA sender så at sige elektroniske tal ud i verden og modtager varer til gengæld for disse tal. Myten om at USA kan gå bankerot i dollars er skabt for at skræmme de amerikanske vælgere til at acceptere nedskæringer på de offentlige budgetter - undtagen militæret naturligvis. For det amerikanske militærs primære opgave er, at bevare USA's verdensherredømme, og det vil i sidste instans sige, at man for enhver pris må opretholde dollarens status som verdensvaluta. For i det øjeblik dollaren mister denne status, er USA på røven. USA udgør et verdensimperium primært i kraft af dollarens status – ikke i kraft af fysisk magt over territorier som f.eks. det britiske imperium.
Der er økonomer, som påstår, at den primære grund til at Sadem Hussein og Moammer Gadaffi blev fjernet var, at de udgjorde en trussel mod dollarens status. Hussein havde planer om udelukkende at sælge olie for euros, og Gadaffi ønskede at oprette et alternativ til IMF. (USA er det eneste medlem af IMF, som har vetoret. Det er nødvendigt for at bevare dollarens status.)
Investorerne er naturligvis interesserede i at få forrentet deres penge så meget som muligt, men de er ikke interesserede i, at verdens gæld afvikles, for så forsvinder både deres forretning og den enorme magt, som de har over de nationale økonomier. Verdens gæld ugør p.t. 318 procent af GWP (Gross World Product) ifølge Institute of International Finance i Washington D.C. (bankernes globale brancheorganisation). Det er den primære årsag til, at verdens nationale økonomier må indrette sig efter finanssektorens interessser – ikke efter f.eks. vælgernes ønsker om fuld beskæftigelse og velfærd. Mht. Grækenland er det både speget og røget. Når man reelt ødelægger landets mulighed for at skabe vækst, er man så virkelig interesseret i, at gælden betales? Varoufakis stillede i et interview lige efter en forhandling med Troikaen det retoriske spørgsmål: "Hvordan forhandler man med en kreditor, som reelt ikke ønsker sine penge tilbage?"

Philip B Johnsen: Hvis investorer lider tab, så vil det givet resultere i en krise.

Formålet med bankpakkerne var, at undgå økonomisk nedsmeltning. I USA blev statsgælden jf. en dokumentar som "Inside Job" mere eller mindre fordoblet, som konsekvens af finanskrisen, som jo også rejste et spørgsmål om gæld, ligesom grundlaget for kreditgivning måske var sket på et grundlag der var overvurderet.

Men skal investorerne afskrive tilgodehavender kan konsekvensen være bankkrak og nedsmeltning i den finansielle sektor. Da USA udgør en betydelig del af verdens samlede økonomi vil virkningen være worldwide.

Nu tales der i et af det tidligere indlæg om, at man ikke tillade, at Grækenland meldte landet bankerot. Konsekvensen heraf ville jo også være, at investorerne skulle afskrive deres penge - og en krise i Grækenland ville også kunne udvikle sig til en bankkrise i Tyskland.

Så man søgte at holde skuden i vandet, hvilket også var, at redde nogle af investorernes interesser. Og gældskrisen som opstod som følge af noget i finanssektoren blev i første omgang afbødet af statslige lånepakker rundt omkring. Ellers var krisegennemslaget måske blevet endnu dybere.

Philip B. Johnsen

@Ivan Breinholt Leth
Det er vejen frem, alle kunder ønsker et sundt finansielt system, før kapitalismen nedlægger sig selv.

@Jan Boisen
Det handler om tillid, uden tillid ingen investering.

“Som den første bank i Danmark har Jyske Bank indført negative renter på kunders indeståender.”

Det er en super nyhed, nej det er et alvorligt sygdomstegn i finanssektoren, men starten på oprydningen, nu kan private aktører uden for finanssektoren, der nyder kundernes fulde tillid, starte et firma der opbevare penge billiger.

Tøm din bankerne og spar penge!
‘Har ‘du’ tillid til din bank?
.... og søn A/S opbevare din penge billigere.’

Hvis det ikke er sygt!

Ivan Breinholt Leth: Nu er der grænser for min indsigt i den finansielle sektor og finansielle systemer. Men det du fremfører omkring dollaren virker alligevel lidt fornuftsstridigt i mine ører. Og ganske vist kan makro økonomi ikke sammenlignes med husholdningsøkonomi. Alligevel danner der sig et billede af en mand der i rask væk udskriver dækningsløse gummichecks for, at dække sine regninger for mit indre.

I gamle dage var et lands valuta jo bundet til en beholdning af en guldreserve, og Tyskland oplevede i begyndelsen af 20´erne en hyperinflation fordi man lod seddelpressen rulle.

Jeg ganske enig i, at dollaren og den finansielle magt er en betydelig del af den amerikanske dominans. Men der ligger så også et betydeligt krisepotentiale i at værdisætte og belåne værdier, hvis disse værdier ikke har faktisk og virkelig substans. Det var vel også noget af det der udløste finanskrisen, nemlig overvurderede CDOs i det amerikanske ejendomsmarked, og værdien i meget spekulative credit default swaps.

Ivan Breinholt Leth

Jan Boisen
Du er ikke den eneste, som er skeptisk overfor valutaernes "luftighed". Det tog også mig noget tid at vænne mig til logikken bag begrebet 'fiat money'. Mine primære kilder er den amerikanske økonom Warren Mosler og den græske økonom Yannis Varoufakis.
Det som forekommer 'fornuftstridigt' er ikke andet end, at vores valutaer siden ophævelse af dollarens binding til guld i 1971, faktisk ikke er andet end luft. Vi kan ikke slippe den forestilling, at der ikke findes en bagvedliggende værdi, som understøtter valutaen. Men hvis vi tænker sådan, er vi næsten 50 år bag ud. Valutaernes værdier er ikke andet end luft - eller noget så luftigt som tillid. Da Ben Bernanke i et interview blev spurgt om, hvad der egentlig bestemmer dollarens værdi, svarede han med et ord: "Tillid." Det er ikke specielt håndgribeligt, men sådan er det.
Hver gang en krise bryder løs i verdensøkonomien, stiger dollaren i værdi. Det gør den, fordi kapital i en krisesituation flyder mod USA. USA anses af investorer som sikker havn for deres penge, fordi de ved, at USA kan skabe dollars næsten ubegrænset, og fordi USA ikke kan gå bankerot i dollars. Alle andre lande kan gå bankerot, hvis de har en stor udenlandsgæld. Danmark kan gå bankerot, hvis vi har en stor gæld i f.eks. dollars. Danmarks Nationalbank kan jo ikke skabe dollars. Men hvad med USA? Når USA's gæld er i dollars, og The Fed kan skabe dollars stort set ubegrænset, hvordan kan USA så gå bankerot? Det kan USA kun, hvis dollaren mister sin status som verdensvaluta, og USA derved bliver nødt til at producere varer i stedet for at importere. USA's rædselsscenarie er, at renminbi overtager rollen som verdenvaluta, og USA bliver nødt til at låne i renminbi. Kan man forestille sig USA som en kinesisk gældskoloni? Så længe USA frygter en sådan situation, vil der være konflikt mellem USA og Kina.

Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Philip B. Johnsen
En af de væsentligste grunde til, at bankerne ønsker at afskaffe kontanter er, at vi med negative renter og vilkårlige gebyrer ikke kan hæve vores penge og lægge dem under madrassen. Især Jyske Bank har været ivrig fortaler for afskaffelse af kontanter. Og så hævder man gudhjælpemig, at med en afskaffelse af kontanter, vil økonomisk kriminalitet forsvinde. Anders Christian Dam fra Jyske Bank har tilsyneladende ikke opdaget, at hvidvask og skattely har fundet sted med elektroniske penge:
https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE10799582/bekaemp-kriminel-adf...

Eva Schwanenflügel og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

"Grækerne valgte et nej til austerity politikken ved en folkeafstemning. Dette nej indebar naturligvis, at Grækenland måtte erklære sig bankerot. Syriza gik til forhandling med Troikaen med det formål at erklære landet for bankerot, hvis man ikke fik en realistisk aftale for afvikling af gælden. "

Grækenland kunne have valgt at gå ud af Euroen og gå statsbankerot og derved slippe for sine finansielle forpligtigelser. At Grækenland ikke som et lille barn kunne få sin vilje er ikke mangel på demokrati. At Grækenlands bfolkning stemmer et eller andet igennem er ikke gældende for EU. Grækenland valgte selv. Ingen tvang dem.

Ivan Breinholt Leth: Sidst jeg beskæftigede mig lidt med økonomi drejede det sig lidt om kapitallogik.

Marx så penge som blot en vare der udtrykte værdi, og som andre varer var de udtryk for arbejdsværdi. Nu kan man selvfølgelig godt betvivle, at værdiloven holder og du har helt ret i, at penge omsættes som tal på en computerskærm. Alligevel så slipper min forståelse af økonomi, hvis penge ikke bliver udtryk for substantiel produktion - altså produktion af vare- og tjenesteydelser og materielle værdier.

Og faktisk mener jeg, at problemer kan opstå i samme omfang, som værdier ikke tager deres afsæt i realøkonomien. Jeg ved naturligvis godt, at værdipapirer også omsættes efter rene værdier i markedet. Men det har før skabt problemer.

Jeg kan naturligvis godt se rigtigheden i, at værdien af dollaren også må blive et spørgsmål om tillid, men det gør sig nu gældende for valuta som sådan. Dollars omsættes som en vare i alle tilfælde, som den kan omsættes til alle mulige andre værdier.

Jeg har svært ved, at forestille mig, at den amerikanske statsgæld kan være uden limit. Om ikke andet så kan en kraftig forøgelse af dollarmængden underminere tilliden til dollaren, eller sagt lidt anderledes - i det omfang tilliden til amerikansk økonomi begynder, at vakle, så vil også tilliden til dollaren begynde, at vakle

I sidste ende beror tilliden til et økonomisk system på forekomsten af reeelle værdier på samme måde, som din bank vil se modvilligt på, at du stifter gæld, hvis du ikke har salt til et æg og i øvrigt ikke ejer noget af betydning.

Penge er ikke bare noget man kan opfinde ubegrænset, som min fornuft dog siger mig, at gæld opbruger de fremtidige forbrugsmuligheder, og på et tidspunkt må indløses. Med mindre man går bankerot, men i så tilfælde er det så også kreditorerne der gør boet op, og i den proces kan næsten alt af værdi bliver omsat, som var det værdiløst. Sådan var det lidt da IT firmaer krakkede under Dot.com boblen.

"Grækenland fik en delvis restrukturering i 2010, men en fuld restrukturering blev nægtet Grækenland med en trussel om, at Troikaen ville lukke de græske banker."

Sådan er det at skylde penge væk.

Ivan Breinholt Leth

Nils Bøjden
20. august, 2019 - 22:39
Igen et forkert trut i hornet. Sådan er det ikke at skylde penge væk, når landet hedder Rusland, Argentina eller Uganda. IMF har aldrig behandlet et u-land eller Rusland så usselt, som EU har behandlet Grækenland.

Ivan Breinholt Leth

Nils Bøjden
20. august, 2019 - 20:16
For det første er der ingen EU pagt, som forbyder et ØMU-land at gå bankerot. Der var som jeg skrev ovenfor, en politisk beslutning truffet af Troikaen. Derfor modsiger du dig selv, når du skriver "at Grækenlands bfolkning stemmer et eller andet igennem er ikke gældende for EU". Når Troikaen stemmer et eller andet igennem, så er det åbenbart gældende for hele EU, selvom Troikaen ikke består af demokratisk valgte personer. For det andet er der intet der tyder på, at Grækenland ville have opnået en fuld restrukturering af gælden (i henhold til den gængse IMF-procedure), hvis Grækenland havde valgt at træde ud af ØMU'en. Hvad får dig til at tro, at Troikaen ville have slækket på kravene og bevilget en fuld restrukturering af gælden, hvis Grækenland var trådt ud af ØMU'en? Tror du også, at Tyskland og Frankrig ville have ladet deres banker gå bankerot, hvis Grækenland var trådt ud af ØMU'en?

Ivan Breinholt Leth

Jan Boisen
Marx var et geni, men selv et geni kan ikke forudse alt. Så vidt jeg ved, var verdens store valutaer – det britiske pund og den tyske mark – bundet til et ædelt metal på Marx' tid. Derfor kunne han og hans samtidige beskrive penge som enhver anden vare. Marx brugte udtrykket 'pengevaren'. Under alle omstændigheder fandtes der ikke på Marx' tid en verdensvaluta, som var flydende (altså fiat money). Hvad jeg har beskrevet ovenfor er netop en flydende verdensvaluta – ikke Marx' pengevare. Det britiske pund lignede i det 19. århundrede en verdensvaluta, men det var stadigvæk langt fra den status, som dollaren har i dag. Det britiske imperium dækkede 'kun' en fjerdedel af jordkloden.
Jeg betvivler ikke, at værdiloven holder. Rent logisk kan der ikke være andet grundlag for værdi end menneskeligt arbejde. En valuta, som er fiat money, er begrænset af værdien af den varemængde, indenfor det geografiske område, som valutaen dækker. Den er også begrænset af tilliden til, at den regering, som besidder valutaen, ikke skaber penge i et omfang, som medfører hyperinflation. Derfor er det vigtigt for stater at understrege, at deres nationalbanker er uafhængige af regeringen. Som eksempel vil jeg pege på Storbritannien. Danmark kan ikke anvendes som eksempel, fordi vi har bundet kronen til euroen. Kronen er derfor ikke ægte fiat money. Hvis den britiske nationalbank skaber pund, som overgår værdien af den varemængde, som Storbritannien skaber, vil Storbritannien opleve inflation – i værste fald hyperinflation og en efterfølgende kraftig devaluering af pundet. De seneste eksempler på hyperinflation, som vi har set, er Zimbabwe og Venezuela. Begge lande lod 'seddelpressen' køre samtidig med at produktionen af varer faldt. Det udgør selve opskriften på hyperinflation.
På verdensmarkedet omsættes der varer for milliarder af dollars hvert eneste minut døgnet rundt. Intet land i verden kan handle på verdensmarkedet uden at besidde dollars. Olie handles næsten udelukkende i dollars. Dvs. at verden uophørligt efterspørger en enorm mængde dollars, og ca. 70 procent af verdens beholdning af dollars befinder sig udenfor USA. Hvilken varemængde skal dollarens værdi måles i forhold til? Verdens samlede produktion af varer? I hvert fald er dollarens værdi ikke begrænset af den amerikanske vareproduktion, for så ville inflationen i USA sandsynligvis være meget højere.end de 1,8 procent, som den amerikanske inflation har ligget på i løbet af 2019. USA har kunnet flytte en del af sin produktion til Fjernøsten, og samtidig oparbejde en gæld på omkring $20 billioner uden at det har medført inflation. Naturligvis er USA's evne til at skabe dollars ikke fuldstændig ubegrænset uden at dollarmængden har inflatoriske konsekvenser, men i princippet er der ingen inflatorisk grænse for mængden af dollars, så længe verdensøkonomien vokser, og så længe alle verdens lande efterspørger dollars. At fastsætte en grænse er ikke muligt, hverken i teori eller i praksis. Selv når der er krise, og verdens produktion af varer falder er der stor efterspørgsel efter dollars, fordi verdens kapital søger mod USA i krisetider. Derfor falder dollaren ikke, når verdens vareproduktion skrumper. Tværtimod. Intet andet land i verden befinder sig i en så gunstig situation. Især Frankrig har været utilfreds med dette amerikanske privilegium lige siden Bretton Woods aftalen trådte i kraft i 1944. Og det selvom dollarens værdi dengang var begrænset af USA's beholdning af guld – i det mindste i teorien for der var økonomer og politkere, der påstod, at USA snød på vægten.
Det er derfor ikke nogen tilfældighed – at det var en fransk finansminister – Valéry Giscard d’Estaing – der skabte udtrykket 'exorbitant privilege' med henvisning til dollarens status. John Maynard Keynes var til stede i Bretton Woods, og han var en af de få af datidens økonomer som både forudså og advarede imod den situation vi har i dag. Keynes foreslog derfor på konferencen en reel verdensbank, som skulle besidde en valuta, der ikke var knyttet til en nation. Han kaldte denne valuta 'bancor'. Det afslog USA, og ingen kunne gå imod USA på et tidspunkt, hvor Europa lå i ruiner, og det krigssvækkede Sovjetunionen var den eneste modpol til USA.
Situationen er derfor sådan, at hvis Danmark – eller ethvert andet land bortset fra USA - skal købe varer for $100 på verdensmarkedet, skal Danmark først producere og sælge varer for $100 på verdensmarkedet for at Danmarks Nationalbank kan komme i besiddelse af $100. USA kan blot trykke på en computertast. Eller trykke pengesedler før man opfandt elektroniske penge.
“As American economist Barry Eichengreen summarized: "It costs only a few cents for the Bureau of Engraving and Printing to produce a $100 bill, but other countries had to pony up $100 of actual goods in order to obtain one."” https://en.wikipedia.org/wiki/Exorbitant_privilege

Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Penge er ikke og har aldrig været andet end en infrastruktur. Teknologien har nu gjort denne analoge mekanisme overflødig, fordi vi kan kommunikere direkte om varemængde og behov. Vi behøver altså ikke blindt at kaste varer ud på et marked og håbe, at de i tilstrækkelig grad genererer overskud i alle led, vi kan nedgradere og forenkle produktionen til at foregå på bestilling, hvorved vi vil kunne reducere overforbrug og klimapåvirkning betydeligt.

"Igen et forkert trut i hornet. Sådan er det ikke at skylde penge væk, når landet hedder Rusland, Argentina eller Uganda. IMF har aldrig behandlet et u-land eller Rusland så usselt, som EU har behandlet Grækenland."

Du beskæftiger dig ikke rigtigt med virkeligheden. Grækenland har frivilligt meldt sig ind i EURO'en og har frivilligt lover at overholde nogle betingelser. Så vidt jeg husker er Rusland ikke med i EURO'en. Men korriger mig hvis jag tager fejl. Det samme gælder for Uganda og Argentine. Sidst jeg checkede var de heller ikke med i EURO og havde heller ikke lover at overholde nogle betingelser i EURO samarbejde. Men igen , jeg kan tage fejl og de har meldt sig ind.

Ivan Breinholt Leth

Nils Bøjden
Det er ikke første gang, at jeg har måttet konstateret, at det er umuligt for dig at forstå, at der er to parter i et kreditforhold, uanset hvor lånekontrakten er indgået. Du lader som om, at der kun er en ansvarlig part - nemlig debitoren. Ingen har tvunget tyske og franske banker til at låne penge ud til en korrupt stat. Selv efter at den græske krise var brudt ud fortsatte de med at spekulere i græske statsobligationer, fordi renten steg og steg. De tog en haircut i 2010 på ca. 53%, men resten af deres spekulative investeringer blev væltet over på europæiske skatteydere. Det er så det, som du indædt forsvarer - at skatteyderne skal betale for den risiko, som private investorer løber. Hvis vi absolut skal bail out, hvorfor er det så bankerne vi skal sende vores penge til? Hvorfor er det ikke den græske stat? Jeg mener ikke, at skatteyderne overhovedet skal bail out nogen, og slet ikke bankerne. De må selv påtage sig den fulde risiko for deres investeringer. Det er sgu derfor de får renter. Og hvis de ikke kan foretage en ordentlig kreditvurdering, så er det deres problem - ikke mit. Der er absolut ingen logik i, at vi som skatteydere skal betale for Ugandas, Ruslands og Argentinas gæld, men ikke for Grækenlands, som trods alt er et euro land. Men den pointe fattede du så ikke.

birgitte andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Mange der arbejdede på fabrik til almindelig månedsløn i f.eks. Thessaloniki og derfor altid betalte deres skat og ikke før fik stor kredit, oplevede det samme der beskrives i makroøkonomien.

Mange fik den fejlagtige opfattelse, at den person, der var på den anden side af bordet i banken før krakket, var professionel i finansiering, investering og skabte vækst i økonomien til alle, de kunder blev snydt, bankrådgivere er ikke rådgivere for kunderne, de er naturligvis sælgere for banken, der skal sikre personlig resultatløn og bonus til de centralt placerede i finanssektoren.
Den fejl var kyld i mange økonomiske tragedier.

Når det går galt, er det altid den svage i det økonomisk forhold der betaler, det er ‘altid’ dyrt at være fattig.

Der er naturligvis ikke fornuft i den førte kapitalisme, hvor skulle ‘den’ komme fra, det er kun et magt spil designet til at den med magten fra begyndelsen, beholder magten, uanset hvem der bliver rige i forløbet, hvis de af magthaverne spillets designede regler overholdes.

Men som alle inderst inde godt ved i dag, hele toget er kørt af sporet, forbrugerismen er død, der er ikke bæredygtig energi til opretholdelsen og ikke udsigt til det vil ændre sig.

En stort tak til Ivan Breinholt Leth.

Steffen Gliese, Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Philip B. Johnsen
Den forestilling, at bankerne udlåner kontoindehaveres penge (altså vores penge) ud til produktive investeringer trives i bedste velgående her ca. 11 år efter finanskrisen. De penge, som vi har stående på vores konti i bankerne eksisterer ikke i den forstand, at bankerne ikke ligger inde med et beløb i kontanter, som svarer til de tal, som står på vores konti. Omkring 900 mia kr så vidt jeg husker. Dvs. at hvis vi allesammen i morgen hæver vores penge, vil den danske finanssektor gå på røven. Det ved de, der styrer bankerne godt, og det er en af grundene til, at de gerne vil have afskaffet kontanter, så vi ikke kan hæve vores penge, når krisen bryder løs (også kaldet et bank-run). Vi kan kun flytte dem til en anden bank, som også vil være i fare for at gå bankerot.
Desuden udlåner bankerne kun ca. 10 procent af de penge, de skaber til produktive investeringer. Resten af deres penge anvendes til spekulation. Ca. 80 procent flyder ind i boligsektoren, hvor de for det meste går til køb og salg af allerede eksisterende boliger. Det er den spekulation, som nu har gjort danskerne til verdens mest forgældede folk, når man udelukkende ser på den private gæld (ifølge OECD). Over 50 procent af denne gæld består af afdragsfrie flexlån - de lån som er mest følsomme overfor en rentestigning. Jeg ser ikke frem til den næste krise, men den vil have én positiv effekt: At de danskere, som stadigvæk taler om de 'uansvarlige' grækere vil tie. Verdens samlede offentlige og private gæld udgør nu 318 procent af GWP (Gross World Product). Når vi skylder over 3 gange så meget, som vi producerer, giver al snak om, hvilke debitorer der er ansvarlige henholdsvis uansvarlige ikke længere nogen mening. Vi er efterhånden allesammen reducerede til gældsslaver, og verdens gæld vil aldrig blive tilbagebetalt. Længe før vi når at tredoble vores produktivitet, vil klodens økosystem være brudt sammen. Hvis vi overhovedet skal pege på hvem der er uansvarlige, så er det vores politikere i en uskøn alliance med den finansielle sektor. Og så naturligvis de der har stemt på politikerne. Jeg gentager: At udpege et bestemt folk som uansvarlige debitorer, giver ikke længere nogen mening.

Eva Schwanenflügel, birgitte andersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

"Det er ikke første gang, at jeg har måttet konstateret, at det er umuligt for dig at forstå, at der er to parter i et kreditforhold, uanset hvor lånekontrakten er indgået."

Det er jeg lige netop vidende om. Og forholdet er at kreditor bestemmer og debitor må adlyde. Som altid. Men det virket til gengæld ikke som om at du beskræftiger dig med virkeligheden i låneforhold,

". Du lader som om, at der kun er en ansvarlig part - nemlig debitoren."

Nu er forholdet sådan at det er kreditoren der har penge på spil. Ikke debitoren. Derfor er det kreditoren der har en betalingsforsikring og ikke debitoren. Men det ved du selvfølgelig. Og derfor debitoren der skal stille bankgaranti og ikke kreditoren. Men det det ved du selvføkgelig også.

Beklager. You're barking up the wrong tree.

Ivan Breinholt Leth

Kreditoren løber en risiko. Derfor modtager han en rente. Hvis hans risikovurdering slår fejl, påtager han sig normalt et tab - altså undtagen når han bliver bailed out af staten. Det sidste forhold undlader du behændigt at tage stilling til. Du vil ikke tage stilling til, om det er rimeligt at du og jeg plus en masse andre skatteydere skal involveres i den risiko, som kreditor løber. Endda uden at vi bliver spurgt. Men du tilhører vel den neoliberale fløj, som råber barnepigestat, når arbejdsløse personer skal modtage en overførselsindkomst, men forholder sig tavse, når de gerne vil have barnepigestaten til at dække deres tab, når de f.eks. spekulerer i græske statsobligationer. Jeg spørger igen: Hvorfor er det de franske og de tyske banker vi skal bail out og ikke Grækenland?