Rohingyaernes identitetskrise har dybe historiske rødder

80-årige Noor Ahmed har medbragt en lille pose med særligt vigtige genstande.

»Lad mig vise jer noget,« siger han og begynder at finde dokumenter frem. Hans stemme er grådkvalt allerede efter første sætning.

»Jeg arbejdede som embedsmand i Myanmar i 42 år og fik de her medaljer som tak,« fortæller han og lægger to guldmedaljer på bordet, hvor der allerede ligger et pensionscertifikat og et nationalt identifikationskort. Sidstnævnte er slidt og ældet, men for Noor Ahmed har det enorm betydning. Det viser, hvor han kommer fra.

Vi møder ham i Bangladesh i den største af de mange lejre, hvor hundredtusinder af rohingyaer for to år siden strømmede til på flugt fra militæret på den anden side af den nærliggende grænse til Myanmar. Området huser i dag en lille million fra den hovedsageligt muslimske minoritet. Monsunregnen pisker ned udenfor, mens Noor Ahmed fortæller sin historie.

»Alt, hvad jeg ejer, og hele mit liv er i Myanmar. Jeg er født der. Min far arbejdede som embedsmand der, og hans far før ham. Hvordan kan de sige, at jeg ikke er fra Myanmar,« spørger han.

Er ikke velkomne

For rohingyaerne er ikke velkomne i Myanmar. Både den civile og militære ledelse ser dem som migranter fra Bangladesh. De har været udsat for systematisk forfølgelse i over et halvt århundrede, der startede med fratagelse af politiske rettigheder og kulminerede i etnisk udrensning.

På få uger i august 2017 nedbrændte Myanmars militær hundredvis af landsbyer, slog tusinder ihjel og sendte 740.000 på flugt svarende til omkring to tredjedele af hele minoritetens tilstedeværelse i landet.

Rohingyaernes tragedie handler om et folk, der havnede i et omstridt grænseland på det postkoloniale verdenskort. Efterladt i en udsat position på kanten mellem Syd- og Sydøstasien.

En minoritet med sproglige og religiøse tråde til Bangladesh og historiske rødder i Myanmar. Hvad, der stikker dybest, er et afgørende stridspunkt. For forståelsen af rohingyaernes situation er den historiske kontekst central – og den kommer i flere varianter.

Inspireret af islam

Rohingyaerne ser sig selv som et oprindeligt folk i Myanmar – tidligere Burma. De peger på den århundrede lange muslimske tilstedeværelse i den vestlige del af landet som bevis. Delstaten Rakhine, hvor de primært har haft hjemme, bliver også kaldt Arakan, opkaldt efter det hedengangne arakanske kongedømme.

Arakanerne var buddhister, men under massiv indflydelse fra den muslimske naboregion. Kongedømmet, der kan dateres tilbage til 1400-tallet, var i lange perioder en vasalstat underlagt det magtfulde bengalske sultanat. Hovedstaden, Mrauk U, var et storslået syn, hvilket områdets mange templer stadig den dag i dag vidner om.

Den muslimske indflydelse kom til udtryk på mange måder. Hoffets ritualer var stærkt inspireret af Islam, mens adelen tog muslimske navne og titler. Arakaneserne regerede helt frem til 1785, hvor de blev besejret af burmanere fra Øst.

Og her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Burmanere er ikke det samme som burmesere, men derimod en etnisk gruppe, der i dag udgør majoriteten af Myanmars befolkning. De nye buddhistiske herskere indførte omfattende reformer og lagde fundamentet for den moderne burmesiske stat. Det var dog ikke nok til at holde et ekspanderende britisk imperium på afstand.

Britisk kolonistyre blev en realitet, og her begynder den anden version af rohingyaernes historiske forankring. Det officielle narrativ i Myanmar er, at rohingyaerne kom til landet med briterne. Og at migrationen fra det muslimske vest er fortsat lige siden. De bliver ofte fremstillet som snyltere, der ønsker at islamificere nationen, mens de mest radikale, buddhistiske grupper taler om en uren race uforenelig med resten af samfundet.

135 etniske minoriteter

Men sådan har det ikke altid været. I hvert fald ikke i den officielle udlægning. Myanmar er et af de lande i verden, der har flest forskellige etniske minoriteter. I dag er der officielt 135 af slagsen. De udgør omkring en tredjedel af befolkningen, mens majoriteten af burmanere står for resten.

Sammenstød mellem etniske og religiøse grupper har historisk altid været en kilde til konflikt. Det var blandt de største udfordringer for uafhængighedsbevægelsen med militærlederen og nationalhelten Aung San i spidsen. Efter Anden Verdenskrig blev han briternes forhandlingspartner på vejen mod afskaffelse af kolonistyret.

Han anerkendte nødvendigheden af at give grænseområderne, hvor minoritetsgrupperne hovedsageligt befinder sig, en grad af autonomi og at inkludere dem i landets politiske og institutionelle ledelse.

Aung San blev myrdet af politiske rivaler et halvt år inden, Union Jack i 1948 blev strøget for sidste gang, og Myanmar fik selvstændighed.

For rohingyaerne betød bestræbelserne på national forsoning, at de i en årrække blev behandlet på lige fod med de andre etniske grupper. De blev tildelt statsborgerskab og givet samme rettigheder som resten af befolkningen.

Men der var ikke fred i Rakhine. De buddhistiske efterkommere af det arakanesiske kongedømme ville ikke finde sig i burmansk overherredømme og har lige siden ført en væbnet kamp mod centralregeringen.

Også en rebelgruppe af rohingyaer gjorde oprør og kæmpede for at blive del af, hvad der på det tidspunkt hed Østpakistan – siden hen Bangladesh.

Frataget rettigheder

Tingene tog en drejning mod det værre, da militæret afsatte den civile regering i 1962. Juntaens generaler gik ind for en centralisering af magten og startede med et rydde ud i egne rækker. Det gik ud over officerer af mere liberal observans og dem, der ikke var buddhistiske burmanere. Efterfølgende kom turen til resten af samfundet.

For rohingyaerne betød det, at de fik frataget mange af deres politiske rettigheder og ikke længere kunne få fuldt statsborgerskab. Den statslige tv-kanal stoppede med at sende på deres sprog, aviser blev lukket, og mange sociale og politiske organisationer forbudt.

Rohingyaerne er lige siden blevet systematisk marginaliseret og over årene flere gange udsat for militære aktioner kendetegnet ved stor brutalitet.

Den første større aktion fandt sted i 1978 under navnet Operation Kongedrage. Officielt hed det, at operationen skulle fordrive udlændinge. 200.000 flygtede til Bangladesh, hvor de berettede om drab, voldtægter og andre overgreb begået af Myanmars soldater.

Lignende militæraktioner har fundet sted flere gange siden. Under Operation Ren og Smuk Nation i starten af 1990’erne flygtede op mod 250.000 rohingyaer.

Overgrebene og de statssponserede forsøg på at drive rohingyaerne ud af landet er fortsat, selv om Myanmar i dag har en civil regering. Den er ledet af Aung Sans datter, Aung San Suu Kyi, der efter årtiers modstand og kamp mod militærdiktaturet vandt regeringsmagten for fire år siden.

Mange af de mest marginaliserede minoriteter havde håbet på en ny start med Aung San Suu Kyi tilbage i national politik. At hun ville fortsætte i sin fars ånd. Håbet er ikke blevet indfriet. I den nye rolle som politisk leder har Aung San Suu Kyi sjældent talt minoriteternes sag.

Mistroen på tværs af de etniske grupper og over for regeringen trives i høj grad, og det er ikke lykkedes at finde en mere fair fordeling af magt og ressourcer mellem majoriteten af etniske burmanere og minoriteterne.

I rohingya-spørgsmålet har Aung San Suu Kyi været kompromisløs. Hun har ikke udvist tegn på at ville inkludere dem som en af landets anerkendte etniske grupper eller at give dem flere rettigheder.

Et langsomt folkemord

Eksperter og menneskerettighedsorganisationer kaldte indtil for få år siden Myanmars behandling af rohingyaerne for et langsomt folkemord. Meget tyder på, at militæret i løbet af sensommeren for to år siden fuldbyrdede forbrydelsen. Det skete som modreaktion på angreb udført af en militant rohingyagruppe på politi og grænseposter i Rakhine.

Et FN-panel har siden anbefalet, at militærledelsen involveret i aktionen retsforfølges for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Over årene er flere end en million rohingyaer flygtet fra Myanmar til Bangladesh. Som det også har været tilfældet tidligere, forsøger regeringen i Bangladesh at presse Myanmar til at tage flygtningene tilbage. Heller ikke Bangladesh vil kendes ved dem. Aftalen mellem de to lande er, at rohingyaerne i flygtningelejrene skal sendes tilbage inden årets udgang.

Tidligere på ugen offentliggjorde de to regeringer en liste med 3.454 navne på rohingyaer udvalgt til at være de første til at vende tilbage. De var ikke blevet spurgt inden, og intet tyder på, at de er villige til det. Tidligere forsøg på hjemsendelse er slået fejl, fordi rohingyaerne har som krav at blive anerkendt og få statsborgerskab – og at få stillet pålidelige sikkerhedsgarantier. Sidstnævnte er ikke blevet mindre aktuelt, fordi kampe mellem militæret og den arakanesiske milits igen er blusset op i regionen.

En afgrænset enhed

Denne uge er det to år siden, at flygtningestrømmen væltede ind over grænsen. 913.000 er i dag registreret i lejrene, hvilket er den største samling af rohingyaer noget sted. Mellem 400.000 og en halv million menes fortsat at være i Myanmar. Nogle hundrede tusinde er spredt ud over resten af Syd- og Sydøstasien og i Mellemøsten.

De opfatter sig selv som en afgrænset enhed med fælles kultur, religion og sprog – og hjemland. Som gruppe er deres identitet stærkt påvirket af at være blevet drevet ud af Myanmar og stemplet som uønskede, fortæller Olga Rebolledo, der er psykolog ved FN-organisationen International Organization for Migration.

»Deres id-kort fra Myanmar er tit det første, de viser frem, for at sige se, vi er ikke et fantom, det er, hvor jeg kommer fra,« siger hun. De sidste to år har Olga Rebolledo og hendes hold af psykologer arbejdet med projekter, der har til formål at bevare og styrke rohingyaernes fælles identitet under de svære forhold i flygtningelejrene. De startede med at undersøge og få et overblik over flygtningenes største bekymringer og psykiske tilstand.

»De nævnte ting som fødevaremangel og dårlig hygiejne, men et gennemgående tema var deres statsløse situation og usikkerheden forbundet med den. Det betyder enormt meget for dem, at de ikke er blevet anerkendt som en etnisk gruppe, og at de ikke længere ved, hvor de har hjemme. Det handler i sidste ende om deres identitet. Vi prøver at fokusere på de positive ting, på deres kultur og traditioner, for at vise, at der findes et fællesskab – at de ikke har mistet kernen i deres identitet,« siger Olga Rebolledo.

En af de rohingyaer, der dyrker den fælles kulturelle arv, er musikeren Amir Ali. Han er 70 år og har spillet violin, siden han var dreng. Som ung kunne han spille frit og tjente penge ved at optræde ved bryllupper og andre begivenheder.

Men efter den første militærkampagne i 1978 blev det sværere for rohingyaerne at bevæge sig frit fra landsby til landsby, fortæller han. Til sidst skulle man have tilladelse til at optræde – og det var næsten umuligt at få.

I dag bor Amir Ali i den største af flygtningelejrene. Han underviser en håndfuld interesserede et par gange om ugen og spiller sange fra sit hjemland, når lejligheden byder sig. Mange af dem er traditionelle rohingyamelodier med tekster, der ville være forbudt, hvis de var blevet spillet i Myanmar. I flygtningelejren i Bangladesh styrker de fællesskabet.

»Når jeg føler mig nedtrykt og trist, spiller jeg. Det får mig til at glemme,« siger han.