Spørgsmålet er stadig, om Annegret Kramp-Karrenbauer har formatet til at blive den næste Merkel?

Én anekdote går igen i næsten alle forsøg på at forstå, hvem der er inden i Angela Merkel: Historien om, hvordan Angela som niårig tilbragte en hel svømmetime i østtyske Templin med at stå ubevægelig på tremetervippen og kigge ned i vandet. Først da klokken ringede, besluttede hun sig for at springe.

»Sådan er jeg. Ikke særlig modig. Og jeg skal altid bruge noget tid til at afveje de forskellige risici,« har kansleren siden hen forklaret.

Uanset hvor meget hendes modstandere prøver at sælge hende som »Mini-Merkel«, virker dette karaktertræk ikke til at gælde for Merkels kronprinsesse, Annegret Kramp-Karrenbauer, bedre kendt som AKK.

Hendes stejle karrierekurve er tværtimod præget af risikovillighed – og nu også af et vovet eksperiment på den svære post som tysk forsvarsminister, efter Ursula von der Leyen af uransalige årsager blev EU-kommissionsforkvinde.

»At AKK blev forsvarsminister, var en offensiv flugt fra den udvejsløse situation, hun var landet i som CDU-leder. Måske går det godt. Men jeg tvivler,« siger Eva Quadbeck.

Quadbecks gisning er temmelig kvalificeret. I årevis har hun som politisk korrespondent ved avisen Rheinische Post interviewet og fulgt AKK, både i Berlin og på AKK’s hjemmebane i Saarland ved grænsen til Frankrig. Det er der kommet den omfattende AKK-biografi, Jeg kan, jeg vil, og jeg gør det, ud af.

Karriererampen

I Quadbecks optik er chancerne åbenlyse: Som forsvarsminister har AKK mulighed for at mødes med alverdens ledere på den globale scene i stedet for at rejse rundt i den tyske provins og skabe netværk nedefra. Det giver gode billeder og en helt anden presseomtale end posten som CDU-forkvinde.

Men risikoen er mindst lige så åbenlys for juristen fra Saarland, der fyldte 57 i weekenden. AKK skal lede et skandaleramt, nedskæringspræget og dog gigantisk ministerium med en kvart million ansatte og et årligt budget på 44 mia. euro. Samtidig skal hun som CDU-forkvinde reformere Europas største parti.

»Det er en helt vild udfordring,« siger Eva Quadbeck.

»Uden skyggen af faglig erfaring på forsvarsområdet skal hun starte fra bunden. Og hun sidder allerede med anklagen om, at forsvarsområdet er degraderet til en karriererampe for politikere, der vil helt til tops. Det er op ad bakke.«

Når man læser Quadbecks biografi, kan man kun fatte sympati for den familie- og hjemstavnsbundne AKK, der er vokset op i et provinsielt og katolsk arbejdermiljø i den lille delstat Saarland, der per folkeafstemning – fem år før AKK’s fødsel i 1962 – endte med at blive tysk i stedet for fransk.

Sin barndom tilbragte Annegret med fem søskende i en familie, der var mere præget af den reaktionære Adenauer-periode end af 1968’er-ånden. Det var derfor lige efter bogen, at Annegret Kramp som 22-årig giftede sig med sit livs kærlighed, Helmut Karrenbauer, og ikke mindst at de slog sig ned i deres fælles fødeby Püttlingen i det bakkede landskab nord for Saarlands hovedstad, Saarbrücken.

Her har de stadig et upåfaldende hus med solceller på taget og en veltrimmet have. Og her mødes familiemennesket AKK stadig med søskende og gamle venner til en snak om det rigtige liv uden for ’berlinerboblen’.

Brølende Mutti

AKK’s politiske historie begyndte, da hun i 1984 meldte sig ind i det stokkonservative CDU Saarland. Trods to små børn og et old school vesttysk familiemønster blev hun i 1990 ansat ved CDU, og netop da hendes tredje barn var kommet til verden, blev hun i 1998 indkaldt som substitut til en plads i den tyske Forbundsdag. En uge efter fødslen gik det løs.

»Da jeg første gang kørte til Bonn i min Seat, tudede jeg hele vejen,« fortæller AKK i Quadbecks biografi.

»Min mand stod der med Julian på armen, og jeg skulle køre. Det var skrækkeligt.«

Mod alle konventioner tog hendes mand, der var ingeniør i kulindustrien, sig af hjemmefronten, ikke mindst efter CDU i 1999 erobrede delstatsregeringsmagten i Saarland, og AKK blev Tysklands første kvindelige indenrigsminister nogensinde.

Efter forskellige ministerposter satte hun sig i 2011 på posten som ministerpræsident i delstaten, der siden kulindustriens nedgang er kendt for en notorisk elendig økonomi.

Her viste hun, at hun ikke bliver stående på vippen, til klokken ringer: Efter et halvt år som ministerpræsident sprængte hun regeringskoalitionen med FDP. Ikke kun de liberale FDP’ere var rasende. Også Merkel, der havde sit hyr med FDP i forbundsregeringen, brølede ligefrem ind i røret i en telefonsamtale med AKK.

Men missionen lykkedes. AKK satte sig i spidsen for en ny og langt mere stabil delstatsregering, der tilmed fik gennemført stærke budgetnedskæringer i kølvandet på finanskrisen. Alligevel skabte hun et uhørt scoop ved Saarland-valget i 2017: Midt i hypen om SPD-leder Martin Schulz vandt hun over 40 procent af stemmerne – og Merkels gunst.

AKK’s næste skridt var også risky business: Det hidtil uhørte spring fra ministerpræsident til generalsekretær i CDU, hvor hun i februar 2018 blev valgt med sovjetiske 99 procents opbakning.

»AKK var den ubestridte landsmoder i Saarland, men Merkel trak i hende,« siger Eva Quadbeck.

»Umiddelbart lignede det et trin ned ad magtstigen, som kunne blive afslutningen på AKK’s karriere. Men hun satsede, fordi der vinkede en mulig kanslerpost forude.«

I sommeren 2018 blev AKK i høj grad den, der holdt sammen på søsterkoalitionen med CSU i den mærkværdigt indholdstomme »flygtningekrise« mellem partilederne Merkel og CSU’s Horst Seehofer. Som i selve flygtningekrisen i 2015 stod AKK bag Merkel – selv om AKK stadig plejer sit hårdkogte image fra Saarland i forhold til asylspørgsmål.

Lidt af det hele

AKK’s næste afgørende skridt kom, da Merkel efter to elendige delstatsvalg i efteråret 2018 måtte droppe posten som partileder for at redde sin røv i kanslersædet. AKK stillede op mod sundhedsministeren Jens Spahn og millionæren Friedrich Merz, hvis CDU-comeback udløste en voldsom længsel efter de gode gamle konservative dage i partiet. I en valggyser blandt godt tusind CDU-delegerede fik ’Annegreat’ 51 procent af stemmerne.

Med valget blev fløjkampene i CDU åbenlyse – en splittelse, hvor AKK stadig skal balancere i vælgerflugten til Alternative für Deutschland mod højre og De Grønne mod venstre.

I den balance er AKK ifølge Eva Quadbeck mindst lige så svær at definere politisk som Merkel. Men stikker AKK – ligesom Merkel – opportunistisk tommelfingeren i vejret for at vejre, hvor midten ligger?

»Det er måske lidt meget sagt. Men det er svært at se en stor vision ved AKK. Trods det mere konservative skær er hun også meget pragmatisk,« siger hun.

Som Quadbecks biografi viser, efterlever AKK i sin politik gerne CDU/CSU’s tre rødder: det kristelige, det konservative og det liberale. Men det er samtidig blandet med en stærk sans for social retfærdighed. Ligesom socialdemokraterne i SPD går hun f.eks. ind for mindsteløn og højere topskat. Men industripolitisk er hun liberal og værdipolitisk ofte meget konservativ, påpeger Quadbeck.

Det afspejler sig f.eks. i hendes modstand mod homoægteskaber, som hun ser som en glidebane mod polygami og incestuøse ægteskaber. Desuden har hun længe været modstander af kvindekvoter – indtil hun på sin vej mod toppen mærkede modstanden på egen krop. I dag kræver hun kvindekvoter, men ligesom Merkel ser hun ikke sig selv som feminist.

I kampen mod De Grønnes optur giver Quadbeck desuden ikke meget for AKK’s grønne fremstød i Die Zeit tidligere på sommeren. Ud fra kristne og konservative argumenter plæderede AKK her for, at »vi kan ikke leve videre på denne måde«.

»Argumentationen med en grøn omstilling for at opretholde skaberværket er konsistent nok,« mener Quadbeck.

»Men hvis man husker hendes kritik af Fridays for Future, er AKK ikke en troværdig figur i forhold til at give CDU en grøn profil.«

Udenrigspolitisk novice

Og så er der »de dumme fejl«, som Quadbeck formulerer det.

Over for offentligheden har AKK skulle redde sig ud af bøvede vitser om toiletter for transseksuelle, og hun fik gjort et unødigt stort problem ud af den grønhårede YouTuber Rezo, der op til europaparlamentsvalget i maj fik 15 millioner views med sin opfordring til at boykotte CDU, der »ødelægger vores liv og vores fremtid«. AKK’s uheldige modsvar kunne tolkes som et angreb på ytringsfriheden, og så sad hun og CDU som dobbelt taber i det spil.

»Der er helt sikkert flere årsager til de her dumme fejl. Dårlig rådgivning og nervøsitet. Men også, at AKK konstant skal afveje, hvor meget hun læner sig til højre og til venstre i CDU. Medierne har givet AKK en fair chance, men nu er der flere og flere, der spørger: Har hun format til at blive kansler?«

AKK har gentagne gange insisteret på, at hun ikke ønskede en ministerpost, men at hun som partiforkvinde vil have frie hænder til at reformere CDU. Det var altså af ren og skær nød, at hun i juli overtog posten som forsvarsminister, siger Eva Quadbeck.

»I værste fald havde Jens Spahn taget posten og dermed det internationale rampelys. Det er AKK’s sidste chance.«

Hvor stor risikoen er, kan aflæses af forsvarsministeriets skandaler om nepotismebefængte gigantbeløb til eksterne rådgivere og om irrationelle procedurer til anskaffelse af nyt materiel.

»Det første års tid kan AKK fedte skandalerne af på sine forgængere,« mener Eva Quadbeck.

»Men hvis hun laver lige så uprovokerede fodfejl, som hun har gjort som partiforkvinde, så kan hun meget hurtigt have opbrugt sine chancer.«

Dertil kommer, at AKK godt nok taler fint fransk og engelsk. Men hendes udenrigspolitiske erfaringer er med Quadbecks ord »meget tynde«. Meget sigende var hun i 2018 på en uges lynkursus rundt i USA’s politik og industri.

»Sat på kort formel forsvarer AKK en klassisk, konservativ tysk udenrigspolitik. Hun fortsætter Merkels linje med sanktioner over for Rusland, hun sætter EU i højsædet, og til trods for Trump sætter hun det transatlantiske forhold allerøverst,« siger Eva Quadbeck.

»Men det er meget muligt, at når hun nu kommer til at rejse mere rundt i verden, så vil hun opdage, at verden er mere multipolar og kompleks.«

Det perspektiv har ikke fyldt meget i pressen. Det har det til gengæld, at AKK kræver, at Tyskland skal leve op til NATO-forpligtelsen fra 2014 om at bruge to procent af BNP på forsvar for »at vise sig som en pålidelig NATO-partner«.

Ingen installation

Det budskab har ikke givet AKK medvind. I en dugfrisk meningsmåling giver vælgerne i snit AKK minus 0,4 på en popularitetsskala fra minus fem til plus fem – hendes laveste karakter hidtil.

»Det er nu engang det, der afgør spillet. CDU/CSU vil aldrig opstille en kanslerkandidat, som ikke har en realistisk chance for at skabe en solid valgsejr,« siger Eva Quadbeck – og nævner alternative navne som Friedrich Merz, Jens Spahn og Armin Laschet.

»Merkel og AKK kan lide hinanden, de er fortrolige, og de deler humor. Men det er ikke et venskab. Og Merkel har ikke en plan for at ’installere’ AKK, som mange tror. Hun er nok stadig Merkels ønskeefterfølger. Men det er jo ikke et monarkisk spil. De ved begge, at jo mere Merkel presser på, desto større vil modstanden mod AKK være – både i partiet og i befolkningen.«

Det afgørende er, at AKK kun kan blive kansler efter et nyvalg.

»SPD vil aldrig være med til et kanslerskifte uden nyvalg. Og Merkel vil ikke frivilligt gøre en ende på sin periode før tid. Så selv om AKK er CDU-forkvinde lige nu, er spillet åbent.«

I offentlighedens øjne står AKK alligevel stadig i Merkels skygge. De sammenlignes konstant. Også selv om AKK er Wessi, Merkel er Ossi, AKK er katolik, Merkel er protestant, AKK optræder i pinlige karnevalsrevyer og virker meget tilnærmelig, mens Merkel vil forblive yderst behersket og privat til sine dages ende.

»En stærk fællesnævner er, at der er tale om to afdæmpede kvinder med en stærk vilje til magt. Den vilje undervurderes ved AKK, ligesom den blev ved Merkel før 2005. Men lige nu er AKK under ekstremt pres. Hun er tvunget til at tage chancer,« siger Eva Quadbeck.

– Du virker temmelig forbeholden. Vil du svare ja eller nej til, om AKK har formatet til at blive kansler?

»Jeg tror, svaret er ja,« siger Eva Quadbeck.