Læsetid: 3 min.

De tyske socialdemokraters pinagtige castingshow ligner endelig en fløjkamp

SPD’s famlende jagt på en ny formand udstiller partiets magtvakuum og mangel på retning. Nu er finansminister Olaf Scholz overraskende trådt ind i ringen, men som pragmatisk GroKo-tilhænger kan Scholz næppe heller samle og genrejse Europas engang vigtigste parti
Hvem tør lede et SPD i opløsning? Fredag meldte finansminister og vicekansler Olaf Scholz sig overraskende ind i den hidtil pinagtige kamp om at overtage den utaknemmelig opgave. Det lægger omvendt et pres på den GroKo-kritiske venstrefløj i partiet.

Hvem tør lede et SPD i opløsning? Fredag meldte finansminister og vicekansler Olaf Scholz sig overraskende ind i den hidtil pinagtige kamp om at overtage den utaknemmelig opgave. Det lægger omvendt et pres på den GroKo-kritiske venstrefløj i partiet.

Fabrizio Bensch

17. august 2019

Eksforbundskanslere som Willy Brandt og Helmut Schmidt roterer formentlig netop nu i deres grave. For i ugevis har det offentlige indtryk været, at det nærmere må være en straf end en ære at lede de sølle rester af deres socialdemokrati, SPD, der i dag har en vælgeropbakning på 11,5 procent.

Efter SPD’s europæiske katastrofevalg og Andrea Nahles’ afgang som partileder i juni har partispidsen nærmest stået i kø for at erklære, at de i hvert fald ikke skulle nyde noget af at lede SPD.

Med De Grønne som forbillede har partiet ellers sat sig for at finde en dobbeltledelse, helst en kvinde og en mand og en Ossi og en Wessi. Ansøgningsfristen er 1. september. Herfra skal SPD ud i hele 23 basisdemokratiske regionalkonferencer i september og oktober, før partilederne endegyldigt kåres i december.

Allerede da en provisorisk SPD-ledelse tog over efter Nahles’ afsked, takkede Mecklenburg-Vorpommerns dygtige ministerpræsident Manuela Schwesig nej. Også finansminister og vicekansler Olaf Scholz bedyrede, at det ville være håbløst for ham også at overtage formandsposten. Senere bakkede Niedersachsens ministerpræsident Stephan Weil ud, og i denne uge gik den tyske familieminister Franziska Giffey samme vej med nogle beskæmmende anklager om plagiat i hendes ph.d. som påskud.

Andre SPD-spidser som udenrigsminister Heiko Maas har valgt slet ikke at sige noget, og så blev processen stille og roligt kapret af en række socialdemokratiske let- og mellemvægtere som en overborgmester fra Flensborg, en indenrigsminister fra Niedersachsen og en 76-årig partiveteran, som fik de tyske medier til i takt at ryste på hovedet ad den »grundlæggende fornyelse af SPD«.

Det månedlange castingshow tegnede med andre ord til at blive en pinagtig affære, som den mangeårige SPD’er og SPD-rådgiver Matthias Machnig åbenhjertigt har kaldt for »mangel på mod, retning og ledelse«.

Ifølge magasinet Der Spiegel lagde udviklingen et stadig større pres på partitoppen i SPD, som ikke kunne »overlade roret i partiet til anden- eller tredjerangspolitikere«. I fredagens udgave kunne Spiegel sprænge en mindre bombe: Olaf Scholz stiller alligevel op.

Som tidligere overborgmester i Hamborg og som tysk finansminister og vicekansler har den karismafattige Scholz ubetvivleligt den politiske pondus, og formandsskabet er hans sidste chance politisk. Men Nahles’ fiasko smittede af på ham. Og han blev i 2017 valgt som viceformand i SPD med sølle 60 procent af de delegeredes stemmer.

Udadtil har Scholz også svært ved at spille den store fornyer. Han sidder solidt i SPD’s havarerede maskinrum, så modsat Martin Schulz i 2017 kan han i en valgkamp ikke skabe en »Scholz-hype«.

Selv om Scholz har udtalt, at »den nuværende GroKo ikke kommer til at opleve julen 2019«, har han det sidste halvandet år stået bag den omstridte koalition med Merkels CDU/CSU, og som finansminister holder han fast i ’det sorte nul’, altså statsbudgetter uden ny gældsættelse. Scholz er med andre ord modsætningen af den stemning af mytteri og revolution, der har luret på SPD’s venstrefløj siden sidste valgkamp.

Den stemning inkarneres fortsat af lederen af NoGroko-bevægelsen, Kevin Kühnert, som siden da har skabt røre ved at tænke højt og meget kapitalismekritisk om statsliggørelse af en række tyske virksomheder.

Kühnert har endnu ikke meldt sig i formandskampen. Med Scholz’ udmelding vil der nu komme mere pres på ham for også at stille op. Men uanset om han vil lede partiets venstrefløj, vil formandsvalget munde ud i en mere åben fløjkamp og kamp om partiets politiske retning – en kamp, som SPD i sin forestilling om stadig at være et folkeparti har fortrængt i årevis, mens de klassiske samfundsmæssige miljøer og partibindinger endegyldigt er gået i opløsning.

Historisk har SPD som få andre partier formået at sætte deres politik og løfter ind i en stor fortælling om velstand for alle. Men i modsætning til boompartierne De Grønne (med en økologisk-progressiv fortælling) og Alternative für Deutschland (med en reaktionær-nationalistisk fortælling) formidler SPD i dag hverken sammenhængende visioner eller meningsskabende fortællinger. Løfterne om bedre børnehaver eller højere pensioner kan SPD ikke levere mere pålideligt end CDU, De Grønne eller AfD.

Uden en klarere retning hjælper en ny leder altså ikke, som Matthias Machnig påpeger:

»SPD er gået ned på, at der ikke er konsensus i partiet om centrale spørgsmål om retning, program, strategi og kultur. Dette vakuum er blevet skjult bag pseudokompromiser. Dermed har partiet mistet sin profil, sin retning og frem for alt: sin troværdighed.«

Og det er ikke så let at overvinde, slet ikke for Olaf Scholz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Tyskland har brug for en stærk venstreorienteret profil, og der er vist ikke rigtigt andre end Kevin Kühnert at trække på.