Læsetid: 9 min.

I vest kaldte de det verdens største omstilling, i øst kaldte de det verdens største hæleri

Med den tyske genforening begyndte den nådesløse omstilling af DDR’s 8.000 urentable, nedslidte og ofte dybt forgældede statsejede virksomheder til privat eje med vesttyskere i førersædet – hvis de da ikke skulle køres til skrot. Op til 30-årsjubilæet slår Alternative für Deutschland politisk plat på den vesttyske ’kolonisering’ af Østtyskland
Da de såkaldte Treuhand-myndigheder var færdige med privatiseringen af de gamle statsejede DDR-virksomheder i 1994, var knap en tredjedel af virksomhederne nedlagt. Og ud af de fire millioner mennesker, der havde været ansat i DDR- firmaerne, var tre millioner arbejdsløse.

Da de såkaldte Treuhand-myndigheder var færdige med privatiseringen af de gamle statsejede DDR-virksomheder i 1994, var knap en tredjedel af virksomhederne nedlagt. Og ud af de fire millioner mennesker, der havde været ansat i DDR- firmaerne, var tre millioner arbejdsløse.

Peter Nygaard

5. august 2019

BERLIN – Hvornår opnår en Trabant sin maksimale hastighed? Når den bliver slæbt væk!

Hverken i DDR eller i årene efter Berlinmurens fald og den tyske genforening skortede det på selvironiske og nostalgiske jokes om elendige DDR-produkter som de legendariske Trabant-biler.

Men i virkeligheden var det ramme alvor, hvad der foregik for 30 år siden i Tyskland – og det har afgørende tråde op til i dag. I en proces, som magasinet Business Week i 1990 kaldte »den største virksomhedsomstilling nogensinde«, skulle mere end 8.000 urentable, nedslidte og ofte dybt forgældede statsejede DDR-virksomheder privatiseres og gøres klar til at gøre sig på et internationalt marked med benhård konkurrence. Eller nedlægges.

Da de såkaldte Treuhand-myndigheder var færdige med privatiseringsfesten i 1994, var knap en tredjedel af virksomhederne nedlagt, mens to tredjedele var blevet privatiseret.

Af de firmaer, der overlevede, havde tre fjerdedele nu vesttyske ejere. Og ud af de fire millioner mennesker, der havde været ansat i DDR-firmaerne, var tre millioner arbejdsløse.

»Det var et helt unikt eksperiment. Så det er ikke så sært, at planøkonomien langt hen ad vejen blev afløst af planløshed,« mener den tyske historiker Marcus Böick, der selv er født og opvokset i østtyske Sachsen-Anhalt, og som i dag forsker ved Universitetet i Bochum.

Om nogen ved han det. Han har nemlig skrevet en moppedreng på næsten 800 sider om Treuhand, der skulle udføre det beskidte arbejde med afviklingen af DDR-industrien.

Marcus Böicks arbejde kommer til tiden. Ved de hidtidige jubilæer for Berlinmurens fald og genforeningen har den nemlig overvejende stået på glade fejringer uden større kritiske debatter om forholdet mellem øst og vest. Det har allerede nu ændret sig i den tyske offentlighed, hvor der op til 30-årsjubilæet er en til tider besk debat om genforeningen.

»Det skyldes selvfølgelig AfD’s store succes i Østtyskland, som får mange til at spørge, hvad der er gået galt. Men det skyldes også den historiske distance og en ny generation, der ikke køber deres forældres fortælling,« mener Marcus Böick.

I hans øjne er det som taget ud af et Hollywood-manuskript:

»Vi skal fejre 30-årsjubilæet for Murens fald og genforeningen. Samtidig oplever AfD et enormt opsving op til et valg i hele tre østtyske delstater (i september og oktober, red.) på et tidspunkt, hvor det gamle tyske partisystem er i opløsning efter næsten 15 år med en stor koalition ved magten – i øvrigt med en østtysk kvinde i spidsen, som bliver kaldt ’folkeforræder’ i Østtyskland, fordi hun ikke har kæmpet synderligt for de østtyske interesser. Det er da et drama.«

Pengenes arrogance

Drama leverer selve genforeningshistorien også nok af. Allerede før det eneste frie valg i DDR i marts 1990 besluttede DDR’s overgangsregering at skabe en offentlig myndighed, der skulle privatisere og forvalte de statsejede virksomheder »i almenvellets interesse«. Den linje bekræftede østtyskerne med stort flertal ved det følgende folkekammervalg.

»Det havde måske lidt den samme ånd som Brexit-valget,« mener Marcus Böick.

»Hvis vi bare stemmer for, så lever vi snart i et land, hvor mælken og honningen flyder! Men efter et par måneder gik det langsomt op for folk, at det nok ikke blev så nemt, og at deres valg samtidig førte til fattigdom, afindustrialisering og arbejdsløshed.«

Et meget rimeligt svar på enhver kritik af den hurtige afvikling er ifølge Marcus Böick, at alt andet end en hurtig indførelse af kapitalisme og markedsøkonomi ville have øget den stærke afvandring fra Østtyskland yderligere.

»Man kunne have gjort det langsommere og have skabt andre ejerskabsforhold. Om det havde ændret resultatet er uvist. Men vi kan se, at resultatet af turboomstillingen heller ikke er kønt. Helt op til i dag står Treuhand i Østtyskland som en slags negativ grundlæggelsesmyte for det genforenede Tyskland. Det afspejler den fremmedbestemte udvikling og indeholder den frustration, som stadig er i Østtyskland. Det er kilden til den skepsis, vi stadig oplever over for arrogancen, magten og rigdommen fra vest – og over for markedsøkonomien.«

Jammerossies og Besserwessies

Set med politiske briller var det lidt af en genistreg at skabe en separat myndighed til arbejdet. Det gjorde Treuhand til en slags lynafleder for frustrationen, mens Helmut Kohls regering gik fri af den værste kritik.

»Beskeden lød: Vi vil have økonomiske eksperter og ikke politikere eller bureaukrater. Treuhand-folkene skulle arbejde i en neoliberal eller i hvert fald markedsliberal ånd og hurtigst muligt træffe de nødvendige beslutninger.«

Allerede i foråret 1991 førte udviklingen til massedemonstrationer i det tidligere DDR. I påsken i 1991 blev lederen af Treuhand, Karsten Rohwedder, koldblodigt skudt og dræbt gennem vinduet i sit private hjem. Netop den Rohwedder, som i Østtyskland var blevet et symbol på, hvordan vesttyske industribosser og økonomer blev fløjet ind til Østtyskland for at klare ærterne for de ikke helt så smarte »ossies«.

At der blandt disse vesttyskere også var enkelte, der overvejende fulgte deres egne interesser og skabte korruption for flere milliarder D-mark, gjorde selvsagt ikke Treuhand mere populær i Østtyskland.

Endnu et dramatisk højdepunkt kom i sommeren 1993, da en flok østtyske minearbejdere under stor mediebevågenhed forgæves gik i sultestrejke for at redde minedriften i østtyske Bischofferode. I hele Østtyskland kendte folk nu skældsord om Treuhand som »verdenshistoriens største hælerorganisation«.

I Vesttyskland begyndte der derimod for første gang at blive talt om den østtyske utaknemmelighed. Og ifølge Marcus Böick begyndte begreber som »Jammerossi« (den jamrende østtysker) og »Besserwessi« (den bedrevidende vesttysker) at vinde indpas i det tyske sprog.

Din fortid er skrot

Ud fra pengenes og markedets kolde logik burde Treuhands arbejde ses som en succes i dag, hvor den østtyske arbejdsløshed ligger nede omkring syv procent. Det føles bare ikke sådan i Østtyskland.

»Det handler om anerkendelse og om millioner af menneskers biografier,« siger Marcus Böick.

»I den ældre generation har oplevelsen faktisk bidt sig mere og mere fast med årene – altså blandt dem, som dengang var over tyve år eller over 50 år i dag. Jeg har selv oplevet det mange gange: Hvis man tager fat i emnet Øst- og Vesttyskland til en familiefest i Østtyskland, så bliver stemningen hurtigt meget giftig.«

I Marcus Böicks udlægning hænger det sammen med, at kollektivet og lokalsamfundet i langt højere grad var forbundet med de »folkeejede« virksomheder i DDR: fodboldforeningen, børnehaven, svømmebadet.

»Det forsvandt med et slag i en slags turbomodernisering efter 1990. Treuhand-cheferne sagde: Sorry, men jeres virksomheder er noget gammelt skrot, og nu ryger de på historiens losseplads. Markedsmæssigt set var det for det meste rigtigt, men det, som østtyskerne hørte, var: Sorry, jeres fortid og fællesskaber er noget gammelt skrot, og nu skal det væk. Det har skabt vrede og skuffelse,« siger Marcus Böick.

Treuhand som løftestang

I månedsvis har det yderste venstrefløjsparti Die Linke krævet en omfattende undersøgelseskommission af Treuhand i den tyske Forbundsdag. I juni fulgte AfD trop med samme krav.

»De gamle partier lovede folk det blå ned fra himlen, men i virkeligheden har vi fået dumpinglønninger og fattigdomspensioner,« lød det for nylig fra AfD’eren Jürgen Pohl.

Han vil derfor have undersøgt, »hvem der dengang havde interesse i at afindustrialisere det tidligere DDR«.

Der vil næppe være flertal for en undersøgelseskommission, men kravet er et tydeligt tegn på, at yderpartierne prøver at slå politisk kapital af en konflikt, som aldrig er forsvundet. Desuden er det et åbenlyst angreb fra AfD på Die Linke, som i Østtyskland har set sig selv som den jævne mands eneste advokat.

»AfD tilbyder en offerfortælling om, hvordan det østtyske folk først blev undertrykt af DDR-regimet og derefter af den rige onkel fra vest. Vi hernede mod de onde deroppe,« siger Marcus Böick.

»Selv om AfD oprindeligt var et direkte neoliberalt parti og stadig ikke er et decideret kapitalismekritisk parti, bruger de her Treuhand-historien som politisk løftestang til at holde utilfredsheden oppe.«

Det vesttyske blik

At folk i øst trods alle overførslerne og alle reformerne stadig besidder og tjener markant mindre end folk i Vesttyskland har i årtier været et emne i den tyske offentlighed.

Til gengæld er der først inden for de seneste par år kommet fokus på, at østtyskerne stadig har langt dårligere chancer for at stige helt til tops i det tyske samfund. Det har igen med Treuhand og de første år efter genforeningen at gøre.

Ikke kun i erhvervslivet, men også i forvaltningen, forskningsverdenen og ved domstolene foregik der en decideret udskiftning af de østtyske eliter med vesttyske eksperter. Der er i dag således ikke en eneste østtysk rektor på Tysklands 81 universiteter, og i de 30 største børsnoterede virksomheder er der fire østtyske bestyrelsesmedlemmer ud af 196.

I forbundshæren er der omkring én procent østtyske generaler og admiraler, og i dommerstanden er der blot en håndfuld østtyskere ud af de godt 330 forbundsdommere. Til sammenligning tæller østtyskerne 16 millioner af de i alt 83 millioner tyskere.

»De østtyske medier, der overlevede, ledes også næsten alle af vesttyskere. Det gælder også public service-medierne og de store forlag,« siger Marcus Böick.

»Så det vesttyske blik har domineret i medierne. Desto mere kan de sociale medier indtage en rolle som modmedier mod ’løgnepressen’.«

Kvote-østtysker

Ikke bare blandt vrede AfD-vælgere, men også blandt seriøse forskere og sociologer diskuteres begrebet »koloniseringen af Østtyskland« i disse år som en del af forklaringen på den diffuse østtyske utilfredshed.

Omvendt har der de seneste måneder været en løbende debat af, om der bør indføres »østkvoter« – altså en pendant til kvindekvoter for at fremme østtyskerne i spidsen af samfundet.

Ud over det klassiske argument om, at det ved den enkelte vil skabe en mistanke om, at han eller hun kun er »kvote-østtysker« og slet ikke kvalificeret til sin stilling, er der en generation efter genforeningen et mere praktisk problem: Det er svært at definere, hvornår man er østtysker, hvis man f.eks. er flyttet rundt i landet eller er et øst-vest-blandingsbarn.

Derfor giver Marcus Böick heller ikke meget for kvoter.

»Der var stor ærefrygt, da den østtyske elite blev skiftet ud med vesttyskere i de første år efter genforeningen. ’Oh, der kommer den store høvding med forstand på kapitalismen’,« siger han.

»I dag har mange indset, at det er afgørende at skabe netværk, at optræde selvbevidst, at have spidse albuer og tænke strategisk. Altså de afgørende kompetencer i markedsøkonomien, som er stik det modsatte af den kollektivistiske tilpasningstænkning, som folk i DDR var tvunget til at leve i.«

Flygtninge som tipping point

Marcus Böicks historiske blik går gennem Treuhand. Men mod afslutningen af vores samtale advarer han selv mod at se det som en universel nøgle til de sidste 30 års tyske historie – og som den eneste forklaring på den stærke politiske splittelse i Tyskland mellem øst og vest og mellem land og by.

»I dag ser vi blandingen af landflugt, populisme og polarisering i hele den vestlige verden. De Grønne i storbyen og AfD på landet. Det minder om rustbæltet i USA og skellet mellem Trump-vælgerne på landet og demokraterne i byerne, og det handler også om globalisering og digitalisering. Om at menneskene mister overblikket og derfor stemmer på populistiske partier. De giver jo simple svar og en stærk identitetspolitik at holde sig til,« siger han.

Desuden ser han flygtningekrisen i 2015 som et »populistisk tipping point« i Østtyskland.

»Det var klart startskuddet for AfD’s store optur, men igen hænger det sammen med erfaringerne fra genforeningen og følelsen af, at andre får noget forærende, som vi har måttet kæmpe for i årtier. Man kan altså dårligt tale om AfD’s succes i det tidligere DDR uden at tale om genforeningen. Utilfredsheden er der, og vi bliver nødt til at snakke om det. Det er jubilæet trods alt en anledning til.«

Serie

Muren i hovedet vil ikke gå væk

30 år efter Berlinmurens fald og den tyske genforening er Tyskland stadig splittet i øst og vest. Vesttyskerne styrer landet – og østtyskerne vælger Alternative für Deutschland i protest. Informations tysklandskorrespondent er rejst mod øst for at undersøge, hvorfor der stadig står en mental mur i hovedet på tyskerne.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Estrup
  • Anders Reinholdt
  • Kim Folke Knudsen
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Jesper Eskelund
  • Ervin Lazar
  • Palle Yndal-Olsen
  • Espen Bøgh
  • Henrik Leffers
  • Benny Jensen
  • Marianne Stockmarr
  • Carsten Mortensen
  • Olaf Tehrani
Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Christian Estrup, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen, Christian Mondrup, David Zennaro, Jesper Eskelund, Ervin Lazar, Palle Yndal-Olsen, Espen Bøgh, Henrik Leffers, Benny Jensen, Marianne Stockmarr, Carsten Mortensen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er eksempler på, at vesttyskere købte virksomheder med tilhørende ferieboliger for så lidt som 1 D-Mark. Derudover fik de ofte kæmpemæssige tilskud.
Efterfølgende blev det hele splittet op, virksomheden skrottet, og ferieboligerne solgt for store beløb.
Nogle af de smarte vesttyskere, der drænede kasserne, sidder nu i Sydamerika.

Jeg vil anbefale en bog fra 2000 af Siegfried Wenzel: Was war die DDR wert? Und wo ist dieser Wert geblieben? Versuch einer Abschlussbilanz. (ISBN 3-360-00940-1)

Desuden dette skrift om DDR's økonomi: https://www.fdj.de/pdf/ausstellung_ddr_oekonomie_okt2005.pdf

Peter Marckwardt, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Curt Sørensen, David Zennaro, Susanne Kaspersen, søren ploug, Kim Houmøller, Olav Bo Hessellund, John Poulsen, Pia Nielsen, Per Torbensen, Ervin Lazar, Palle Yndal-Olsen, Carsten Mortensen, Torben Skov, Olaf Tehrani og Per Selmer anbefalede denne kommentar

Et enkelt eksempel fik allerede dengang de små hår til at rejse sig.

I 1988 - teknologiseringens spæde tid - skiftede Time Magazine til en decentral tryk-strategi, hvor man fik trykt bladet mange steder rundt om i verden.

Til det formål skulle bladet selvfølgelig bruge maskiner - og Time svømmede i penge. Svømmede. Så man kiggede på de forskellige trykkemaskiner på markedet --- og valgte den østtyske.

Et års tid eller to senere faldt muren. Vesttyskland største trykmaskine-fremstiller kunne nu købe konkurrenten for en D-Mark - og lukke biksen.

I øvrigt minder det mig om en gammel (øst)tysk vittighed: I US har man US-stahl. I Indien hedder det Tata Stahl. I Japan Nippon Stahl.

Og i Vesttyskland? Dieb-stahl.

Peter Marckwardt, Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Erik Karlsen, Karsten Aaen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen, Søren Kristensen, David Zennaro, Susanne Kaspersen, søren ploug, Torben Skov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

@Niels Astrup, nu nævner du ikke ret mange navne - men jeg kender til en transaktion med en østtysk trykmaskineproducent, hvor det forløb noget anderledes, end du beskriver.

Selskabet hed oprindelig Dresdner Schnellpressenfabrik, og i Radebeul i Sachsen havde de en stor fabrik, hvor de producerede Planeta offsetmaskiner. En af de få succesfulde østtyske virksomheder - som endda havde en eksportandel (hovedsagelig til vesten!) på 70%. Trods det tabte virksomheden penge - men for DDR var det fuldstændig ligegyldigt: forretningsmodellen bestod ikke i at sælge offset-trykmaskiner, men i at købe vestlig valuta for offset-trykmaskiner.

Efter ejerskab i Treuhand blev Planeta solgt til König & Bauer AG (Würtzburg) - sikkert billigt. König & Bauer arbejdede indtil da hovedsagelig med rotationstryk og ville gerne ind i ark.

Produktionen af Planeta er blevet rationaliseret og er nu overskudsgivende - og foregår stadig på fabrikken i Radebeul. Firmaet hedder nu "KBA-Sheedfed Solutions AG & Co. KG". Visse aktiviteter er overført til Radebeul fra moderselskabet i Würtzburg, og nu står Radebeul-fabrikken alene for godt 60% af KBAs omsætning på 1,3 miaEUR.

KBA konkurrerer på verdensmarkedet succesfuldt med de to andre store trykmaskineproducenter, Heidelberg og MAN Roland.

Der er faktisk mange eksempler på succesfuld transition af østtyske virksomheder! Der er dog også mange virksomheder, som er blevet lukket - fordi de var totalt ukonkurrencedygtige grundet 40 års elendig ledelse og manglende investeringer.

Der er også en del vesttyskere, der har købt fx gamle nedslidte strandhoteller på den tidligere DDR Østersø-kyst. De fik den billigt - ingen tvivl om det. Men med det billige køb fulgte forpligtelser til at investere i renoveringer, uddannelse af medarbejdere og markedsføring. På den måde løftede private investorer en del af de massive investeringer, som var nødvendige for at bevar arbejdspladser i det tidligere DDR, i tillæg til de enorme investeringer i infrastruktur, der blev afholdt af bundesrepublikken - både for at opgradere det tidligere DDR og for at bevare arbejdsplader.

Michael Andresen , Christel Gruner-Olesen, Kim Folke Knudsen, Olaf Tehrani og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Trabant var da rigtig nok ikke en bil at "prale" af.
Nogen stater prioriterede ikke biler så højt som andre, men kunne så have gratis offentlig transport i stedet.
Og her i disse "klimatider" bør det ikke svært at forstå hvem der havde den mest sociale og fremsynet politik.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Per Selmer, Alvin Jensen, Palle Yndal-Olsen, Susanne Kaspersen og søren ploug anbefalede denne kommentar

@Nils Valla, fremsynet? Trabant var en vildt forurenende og elendig smadderkasse - og tillige sikkerhedsmæssigt totalt uforsvarlig. Dertil var karosseriet lavet af et plasticmateriale, som er uden genanvendelsesmuligheder og er meget langsomt nedbrydeligt.

Det kan faktisk ikke blive ringere!

Erik Karlsen, Jens Kofoed, Thomas Andersen, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen, René Arestrup, Kim Houmøller, Christian De Thurah og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Vesttyskerne fortsatte blot hvor russerne slap. I 40 år havde russerne kanaliseret værdi skabt i Østtyskland til Moskva. Let at retfærdiggøre efter krigen og ligeledes let at få etableret da embedsmænd der nægtede hurtigt ville blive erstattet af mere Moskva-tro typer.

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Aaen, Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Var der noget, man var ligeglad med i den gamle østblok, så var det da klima og miljø.

Peter Beck-Lauritzen, Thomas Andersen, Christel Gruner-Olesen, Anders Reinholdt, Kim Folke Knudsen, René Arestrup og Jens Winther anbefalede denne kommentar

ps. Jens Winther.

Ja, det kan nok ikke blive værre end Trabant.
Men det ikke min opfattelse DDR satsede på privat-trafik.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

Christian De Thurah.

Man kan ikke klantre fortidens synder ud fra nutidens bevidsthed.
Vi var alle sammen, Øst som Vest, "gode" til at forurene.
Jeg tror ikke der er liv i mange danske vandløb pg.a fortiden.

Peter Beck-Lauritzen og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Niels Valla
Jeg er enig i, at man skal være varsom med at dømme fortiden på nutidens præmisser, men ligegyldigheden over for forurening og naturødelæggelse i østblokken var påfaldende allerede dengang (dvs. før "murens" fald). Desværre er der noget, der tyder på, at det ikke har ændret sig væsentligt i dagens Rusland.

Peter Beck-Lauritzen, Jens Winther, Anders Reinholdt og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

AFD viser sig nu som et parti der lever i en parallelverden og hvor hovedingrediensen er at fiske i utilfredsheden med tingenes tilstand.

Vi kan jo spørge os selv om, hvad der var sket, hvis DDR var blevet opretholdt med alle deres statsdrevne virksomheder, som hverken specielt miljøvenlige eller specielt konkurrenceduelige.

Hvis AFD er så optaget af at genskabe forholdene i DDR, så kan de jo foreslå, at virksomhederne genoprettes med massive statstilskud lig med voksende tyske personskatter og Tyskland skal lige forlade EU samt en række internationale aftaler om frihandel med videre.

Drømmerier og stemmefiskeri der ledsages af parolen nu er det flygtningenes skyld hele miseren - hmm bekendt ikke. Var der ikke noget med en lidt hullet velfærdsstat i et andet land, hvor der er også er adskillige partier Nye Borgerlige, Rasmus Paludan og Stram Kurs, Dansk Folkeparti som konstant gentager. Når vi har dårlige forhold på hospitalerne, daginstitutionerne hos de Ældre og for Førtidspensionisterne, så er det flygtningenes skyld for de ødelægger vores Velfærdsstat med kun at være på forsørgelse til evig tid. Hurra Hurra altid rart at finde ondets rod eller var det syndebukke for politiske udeladelser fra de ærede partiers side.

Det er meget hyggeligt med DDR nostalgi men lad det nu ikke tage overhånd, for der var tale om en russisk besættelse af 1/3 del af det oprindelige Tyskland fra 1937 af. Jeg kan garantere for, at hvis vi taler om retsforhold demokrati frihed og ytringsfrihed, så er der ikke ret mange borgere i DDR, der ønsker sig tilbage til " de glade dage før 1989 " eller endnu bedre før 1953, hvor Josef Stalin var igang med at tømme Tyskland for de resterende værdier, som ikke var smadret efter krigen. Russerne havde jo deres regnskab med det nationalsocialistiske Tyskland og de helt uhørte ødelæggelser og lidelser, som deres udryddelseskrig 1941-1945 bød det russiske folk.

Apropos det der med at sakke bagud. Tag til det oprindelige Østtyske område, Schlesien, Brandenburg Neumarkt, Pommern, og Ostpreussen ( nu Polen ). Her måtte polakkerne og formentligt ligeså russerne tilbagholde tysk faglært arbejdskraft for ellers var det nærmest umuligt at opretholde vandforsyning, kraftværker og sværindustri, som skulle genopbygges fra grunden af. I årtier henlå de områder som et tomt museum med ødelagte byer og ødelagte fabrikker beboet af nu nye borgere fra Polens gamle østområder Galizien Wilna området, Lemberg området med videre.

Efter at Polen er blevet medlem af EU er det imponerende at se, hvor meget der er genopbygget og hvor mange nye virksomheder som er etableret i Slask det daværende Schlesien. Der er tale om en enestående udvikling præget af polsk indsats og hårdt arbejde. Området omkring Stettin og den nu polske del af Pommern er ligeså blevet genopbygget på æstetisk og smuk vis.

Uanset Treuhandels ageren, så var det en objektiv nødvendighed at rydde op og starte fra bunden af med at etablere liberale erhverv og konkurrenceduelige virksomheder i DDR.

Christel Gruner-Olesen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Sammenligningen med de manglende østtyske generaler i den tyske hær er simpelthen absurd.

Den tyske hær er medlem af NATO. Den er genopbygget fra grunden af efter amerikanske principper i den forhåbning, at den tyske militarisme herved kunne udryddes gennem en markant ny organisering af flåde, hær og luftvåben efter 1949 og i forstærket grad efter Vesttysklands optagelse i NATO. Målet at integrere det tyske samfund i demokratiernes forfatningsmæssige rammer og dermed medvirke til, at det tyske samfund over tid og det tyske folk kunne vende tilbage til en plads i et frit og demokratisk Europa.

Amerikanerne er med delvis rette blevet kritiseret for, at det gik lidt vel hurtigt med at genindsætte jurister i det tyske retssystem, som havde en mørk fortid i perioden under det nationalsocialistiske Tyskland 1933-1945. Folk som Hans Globke med flere burde aldrig have fået de tillidsposter, som de fik i Vesttyskland. Under Auschwitz processen i Frankfurt am Main i 1963 mod flere lejrvagter fra dødslejren blev det unge team af tyske jurister udspioneret og truet af deres ældre kolleger, som helst ikke så, at for mange af krigsforbryderne blev dømt. Amerikanerne valgte at se igennem fingre med en del af det ældre korrupte vesttyske retsapparat med en mørk fortid i det 3. Rige, fordi de frygtede, at en manglende etablering af et nyt demokratisk retssystem kunne bane vejen for anarki i Vesttyskland og kommunistisk revolution.

Vi har ikke endnu fået belyst, hvordan NVA: Nationalen Volksarme og det østtyske sikkerhedsapparat, hvor meget de lod sig inspirere af fortidens personer fra Gestapo SS og lignende men heller ikke i den russiske besættelseszone var de fri for, at medlemmer af Det Tredje Riges undertrykkelsesapparat blev rehabiliteret og inkorporeret i den nye " socialistiske arbejderstat ".

Nu er NVA og Stasi selvom de repræsenterede et diktatur ikke på højde med Nationalsocialismens terrorapparat, men at ligefrem kræve dem ligeligt repræsenteret i det nye Tysklands hær og sikkerhedstjeneste, det vil jeg anse for helt håbløst og meget forkert.

At udrydde Nationalsocialismen er en generationslang rengøringsproces i samfundet, hvor alle der kæmper for demokrati må være med til at tage et opgør med de fra fortiden, som tror at de kan sætte sig tilrette i magtens sæder og løbe fra deres medansvar for Det 3. Riges forbrydelser. Det er som at udrydde kræften fra en syg krop og organisme. Nu er vi Gudskelov så langt i den proces, at vi ikke behøver at frygte disse gamle mænd og deres ligesindede. En ny generation af demokratisk sindede tyskere indtager over alt nøgleposter i Tyskland.

Ligeså er der i mindre skala brug for en lignende rengøringsproces i det daværende DDR. Det skylder vi ofrene for STASIS udspionering af civile, deres anvendelse af tortur, tvangsfjernelse af systemkritikeres børn og deres forsøg på at ensrette hele samfundet gennem undertrykkelse i Sovjets navn og Kommunismens navn.

Kilde til Hans Globke (1898-1973) Wikipedia DE:
https://de.wikipedia.org/wiki/Hans_Globke

Kilde til Auschwitzprozesse Frankfurt am Main 1963 Wikipedia DE:
https://de.wikipedia.org/wiki/Auschwitzprozesse

Kilde til Generalstaatsanwalt Fritz Bauer (1903-1968), Wikipedia DE
https://de.wikipedia.org/wiki/Fritz_Bauer

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Christel Gruner-Olesen og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Det at kritisere overgangen, er ikke et ønske om at vende tilbage, men at overgangen blev overladt til en total kleptomani. Ikke kun Østtyskland, men hele Østeuropa. Og det lider befolkningen under den dag i dag, selv om nogle områder er blever “flot genopbygget”. Men det har også taget 30 år med hårdt arbejde af de samme som blev udplyndret.
Med hensyn til overvågning, så overgår overvågningen i dag selv den mest våde Stasi-drøm. Aldrig er så mange mennesker overvåget så meget af så få i verdenshistorien. Man behøver ikke fængsler fordi den information man i dag kan fremskaffe er meget bedre end ved en afhøring. Igen, ikke for at ønske sig tilbage til DDR, men aflytning er så meget mere raffineret i dag. Her en tidligere artikel fra Information:
https://www.information.dk/udland/2014/11/altid-maerke-stasi
Der er en forskel på aflytning i et demokrati og et diktatur, men den undergraver begge, og bør kun udøves med største forsigtighed. Af samme årsag er det også vigtigt at overvåge dem der overvåger.

Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Ole Henriksen, Alvin Jensen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

@David Joelsen, det var reelt kun i de tidligere Sovjetrepublikker - og især i Rusland - at kleptomanien udfoldede sig. Siden har kleptomanerne så haft vildt travlt med at få deres tilranede formuer bragt i sikkerhed i vestlige lande..

Men du har ret i, at Stasi og deres kolleger længere østpå ville slikke sig om munden ved tanke om de overvågningsmuligheder politi og efterretningstjenester i vestlige lande er begunstiget med - oveni købet med demokratisk valgte, men uendeligt naive, politikeres velvilje.

Peter Beck-Lauritzen

Forgældede DDR-virksomheder? Gæld til hvem? De var alle statsvirksomheder og dermed ejet af folket. Treuhand solgte billigt, men de penge de fik ind, hvem fik dem? Østtyskerne "hyler"? Jamen de har været vant til at blive udbyttet: efter krigen, betalte de krigserstatning til russerne (alt blev fjernet i det østtyske og derfor føler ossierne ingen skyld for NS aktiviteterne), derefter kom de sovjetisk uddannede politiske ledere/prolitariatets diktatorer og sluttelig Treuhand! Østtyskerne fik dog een toppost i de forenede Tyskland, Merkel. Ikke så ringe endda. Selvom det ikke fjernede den allestedsnærværende bitterhed.