Læsetid: 9 min.

Angela Merkel passede til en tid, hvor verden var stabil. Nu virker hun magtesløs

Europas globale svaghed udstiller, at Angela Merkel aldrig har været ’den liberale verdens leder’, som hun blev udråbt til. I Tyskland svinder hendes magt, og selv om det foregår i slowmotion, er kansleren allerede i fald
Merkels politiske stil har altid været mere at forvalte de forhåndenværende rammer end at gestalte fremtidens politik. Hun kunne forvalte, så længe verden var relativt stabil.

Merkels politiske stil har altid været mere at forvalte de forhåndenværende rammer end at gestalte fremtidens politik. Hun kunne forvalte, så længe verden var relativt stabil.

Boris Roessler

18. september 2019

»Jeg vil finde det rigtige tidspunkt til at tage afsked med politik på. Jeg vil ikke være et halvdødt vrag, når det sker.«

Sådan lød livsmissionen fra Angela Merkel i 1998. Det var det år, hvor Helmut Kohl faldt efter 16 års kanslerskab, så »Kohls pige« kunne begå sit fadermord og køre sig i stilling til posten som CDU-leder.

For 14 år siden – den 18. september 2005 – ryddede hun den næste mand af vejen, denne gang SPD-kansleren Gerhard Schröder, der nærmest nægtede at tro sin egen skæbne: han, alfapolitikeren, besejret af en østtysk præstedatter!

Set i bakspejlet har Merkel tilbagelagt en utrolig magtkurve siden da. I 2007 gik billedet af Merkel i knaldrød dunjakke på Grønland verden rundt, og hun fik det hårdnakkede kælenavn »klimakansleren«.

I 2013 trak hun 41,5 procent ved valget til Forbundsdagen og gjorde dermed sig selv til Europas ukronede dronning. Og efter valget af Donald Trump i 2016 udråbte medier som The Independent ligefrem Merkel til at være den ny »leader of the free world«, mens den amerikanske præsident gik mere op i at drive verdens stadig førende supermagt som en »autokratisk virksomhed med en populistisk facade«.

Men kurven er for længst knækket, og ikke mindst det seneste år har tæret så stærkt på Merkels magt, at det vil smitte kraftigt af på hendes eftermæle. Det mener i hvert fald den tyske politologiprofessor Wolfgang Merkel, der ikke er beslægtet med Angela Merkel, men som har fulgt hende tæt og kritisk hele vejen.

»De seneste år har der været et enormt gab mellem, hvordan Merkel er blevet betragtet i Tyskland og internationalt. Det hænger sammen med Trumps angreb på den gældende verdensorden, med Putins mere og mere autokratiske politik og Kinas fortsatte opstigning. Men i Tyskland, hvor hun jo vælges, indgik hun historiens formentlig sidste store koalition i 2017 – en regering, som hverken CDU/CSU eller SPD ønskede. Herfra er det kun gået ned ad bakke for Merkel. Både i CDU og i de tyske vælgeres øjne,« siger Wolfgang Merkel til Information.

»Vi kan ikke skrive hendes politiske gravskrift endnu, men det ligger fast, at det ikke er lykkedes for Merkel at aftræde på et tidspunkt, hvor hun kunne have gjort det med værdighed.«

Personificeret stabilitet

Mest konkret har det afspejlet sig i de partiinterne magtkampe i CDU. Først lå Merkel i sommeren 2018 i en besynderlig krig med CSU-leder Horst Seehofer, der var ved at tage livet af søsterkoalitionen mellem de to partier og dermed også af regeringen. Efter forsmædelige CDU-nederlag i flere delstater i efteråret 2018 måtte Merkel endda trække sig som partileder for at redde kanslerposten.

»Tyskerne foretrækker stabile politiske forhold, og det har Merkel nærmest personificeret indtil flygtningekrisen i 2015,« siger Wolfgang Merkel.

»Sidan da har det tyske samfund oplevet en tiltagende splittelse – også i forhold til Merkels person.«

Ikke mindst i Østtyskland har store dele af vælgerskaren aldrig tilgivet hende, at hun undlod at lukke grænserne i 2015. Merkels forsøg på at skabe et humanistisk slogan med sætningen »Wir schaffen das« så de heller ikke som en opmuntring, men som et nedladende imperativ. At integrationen af flygtninge på det tyske arbejdsmarked er forløbet over forventning, spiller ingen rolle, mener Wolfgang Merkel.

»Den vedvarende kritik har fået den effekt, at enhver hjælp fra Merkel i valgkampene her i efteråret (i tre østtyske delstater, red.) ville have været direkte destruktiv for CDU. Derfor holdt Merkel sig helt ude af den historie. Det er bemærkelsesværdigt med en kansler, der nærmest trækker sig ud af tysk indenrigspolitik.«

Den rolige forvalter

Og på den store internationale scene?

Efter Merkels tøvende kandidatur og valget i 2017 var der mange i både Tyskland og Europa, der håbede på, at Merkel i sin definitivt sidste kanslerperiode endelig ville smide tøjlerne politisk. At hun ville give den fuld gas med storprojekter som europæisk integration og grøn omstilling, eller at hun endelig ville tage bladet fra munden over for bilindustrien.

Det er ikke sket. Og det er symptomatisk for Merkel og hendes ledelsesstil, mener Stephan Hebel, der er journalist og forfatter til tre temmeligt kritiske bøger om Merkels kanslerskab.

»Merkels politiske stil har altid været mere at forvalte de forhåndenværende rammer end at gestalte fremtidens politik. Hun kunne forvalte, så længe verden var relativt stabil. Men i en tid, hvor den vestlige verdensorden er i opbrud, og den amerikanske præsident stiller det meste på hovedet, virker hun magtesløs, for det kræver modsvar og strategier, der går langt ud over det forvaltende.«

Merkels magtbase

  • Merkel-regering I, 2005: 69 pct. (CDU/CSU: 35 pct., SPD: 34 pct.).
  • Merkel-regering II, 2009: 49 pct. (CDU/CSU: 34 pct., FDP: 15 pct.).
  • Merkel-regering III, 2013: 67,5 pct. (CDU/CSU: 41,5 pct., SPD: 26 pct.).
  • Merkel-regering IV, 2017: 53 pct. (CDU/CSU: 33 pct., SPD: 20 pct.).
  • Meningsmåling september 2019 (INSA): CDU/CSU: 27 procent, SPD: 13 procent.

I Stephan Hebels øjne hænger Merkels stærkt aftagende magt således tæt sammen med de politiske og økonomiske omstændigheder, hun regerer under. Med et enkelt kort dyk under finanskrisen som undtagelse har Tyskland i Merkel-æraen nemlig kun oplevet én vej: opad. Både i forhold til eksportoverskud og overskud på statsbudgettet.

»Ligesom Tyskland har Merkel i høj grad levet på en liberal verdensorden. Her har hun kigget på, hvad flertallet i samfundet ville, og så har hun rettet sig efter det. Det gælder også flere af hendes politiske u-vendinger som den nye klimapolitik og udfasning af både kul- og atomkraft efter Fukushima,« mener Wolfgang Merkel.

»Problemerne er blevet klistret til med penge. Det har gjort Merkel yderst magtfuld i en lang årrække, men nu, hvor hun er i langsomt fald, kan vi se, at denne forvaltende politiske stil ikke fungerer mere.«

Ingen linjer

I Wolfgang Merkels øjne har der altid været en tendens til at overvurdere Merkel som europæisk magtpolitiker. For godt nok har hun altid afspejlet en rolig og afdæmpet fornuft og tro på fremtiden, og hun har aldrig ladet sig provokere af alfahanner som Trump eller Putin. Men omvendt er hun heller ikke den, der sætter en agenda eller tager styringen med, hvor samfundet bør bevæge sig hen.

»På grund af den rolige udstråling er Merkel længe blevet set som den sikre klippe i brandingen. Men hvis vi lægger hånden på hjertet: Hvad har Merkel skabt internationalt? I EU har hun udlignet konflikter og magt, men hun har ikke efterladt sig nogen mærkbare linjer eller retninger. Hun har tværtimod altid forstået det europæiske spil ud fra nationale præmisser og derfor også spillet de forskellige nationaløkonomier ud mod hinanden,« siger Wolfgang Merkel.

»Hvis vi kigger på tysk udenrigspolitik uden for EU, kan jeg for tiden heller ikke se nogen overordnede strategier eller linjer. Og jeg kan slet ikke se, at hun skulle være ’leder af den fri verden’.«

I de seneste uger er det blevet udstillet af Merkels 12. officielle statsbesøg i Kina, hvor hun var afsted med en imponerende delegation af tyske industribosser. Med konflikten i Hongkong i baghovedet var spørgsmålet: Hvor meget må det koste at kritisere et land, der med en årlig handelsvolumen på ca. 1.500 mia. kroner er Tysklands største handelspartner? Fra Merkels mund forblev det ved »et håb om, at Kina og Hongkong finder en fredelig løsning«.

Det udstiller i Stephan Hebels øjne »en politisk svaghed i Tysklands økonomiske styrke«.

»Merkel taler fortsat – med rette – om multilateralisme,« siger han. »Men hun har ikke magten til at opretholde den.«

Uforberedt på reformer

Årets G7-møde i franske Biarritz i august blev endnu en opvisning i, at Emmanuel Macron gerne stjæler rampelyset fra Merkel. Ikke mindst med kompromiset med Trump om digital beskatning fik Macron sat en dagsorden i den transatlantiske tovtrækning, mens Merkel måtte nøjes med at virke mere i kulisserne.

Det afspejler ikke nødvendigvis et dybtgående skred i magtforholdet mellem Merkel og Macron, mener Wolfgang Merkel. Men det udstiller, at hvor Macron kan trække på sin karisma og skabe en fremadrettet energi, virker Merkel metaltræt og ude af stand til at drive det europæiske projekt fremad.

»Klicheen om europæeren Merkel hænger stadig fast, selv om Merkel og Tyskland på mange områder som lavtlønspolitik og eksport har optrådt relativt hensynsløst over for resten af Europa. Nu står Tyskland tilmed foran en recession, og så bliver det formentlig endnu sværere for Merkel at spille idealist.«

Ved sidste uges debat om en ny finanslov i den tyske forbundsdag talte Merkel absolut ikke som en kansler, der har tænkt sig at smide håndklædet i ringen. Tværtimod tog hun fat i langsigtede projekter som den store klimapakke, der skal præsenteres fredag. Det bliver en af den tyske regerings største prøvelser.

Trods milliardoverskuddet på de tyske statsbudgetter kommer klimapakken nemlig højest sandsynligt til at koste et opgør med, at Tyskland ikke må gældsætte sig yderligere: Ifølge avisen Die Welt kommer klimatiltagene samlet til at løbe op i omkring 300 mia. kroner frem til 2023. Ud over en blanding af pisk og gulerod – altså af forbud og støtteordninger til grøn omstilling – er CDU/CSU og SPD dog uenige om, hvorvidt Tyskland og Europa bør satse på en CO2-skat (SPD’s favorit) eller på handel med emissionskvoter (CDU/CSU’s favorit).

Det er ikke den eneste grund til, at Stephan Hebel ikke giver meget for tanken om, at netop klima skulle blive det visionære fodaftryk, som kan blive en stærk del af Merkels eftermæle.

»Tyskland har modarbejdet mange miljøskærpelser i EU, ikke mindst i bilindustrien. Og de allermest klimaskadelige virksomheder i Tyskland er fritaget de grønne afgifter, så de fossile dinosaurer er holdt kunstigt i live,« siger han.

»Når der står økonomiske interesser i vejen, så dropper Merkel gerne alle ambitioner.«

Wolfgang Merkel tror heller ikke på store reformer.

»En stor klimapakke kræver, at det ikke skævvrider økonomisk, ellers er det dødfødt. Og der er hverken optimisme eller gejst i forhold til at tackle de enorme udfordringer, som Tyskland står over for. Tværtimod er det tyske samfund splittet og ikke forberedt på store reformer. Så man kan sige, at tidsånden er merkelsk.«

Charmeforladt afslutning

Bag alle disse prognoser og holdninger til Merkels magtstatus står der et konkret faktum, som i praksis vil afgøre hendes fremtid: SPD’s fortsatte nedtur og truslen om, at Merkels regeringspartner måske trækker i nødbremsen til december, når partiet halvvejs gennem Merkels definitivt sidste periode skal gøre status. Her vil De Grønne ikke hoppe på Merkels synkende skude uden et nyvalg, der kan give dem markant flere mandater i Forbundsdagen. Og så kan det vel ende med en ret charmeforladte afslutning på et 14 år langt kanslerskab, hvor magten for længst er begyndt at erodere, selv om SPD og CDU/CSU krampagtigt har holdt fast i hinanden på deres vej nedad.

Hvordan det vil gå, er der få kommentatorer i Tyskland, der tør spå om. For i et SPD uden ledelse og et CDU/CSU, hvor der er knas i Merkels overdragelse af magten til Annegret Kramp-Karrenbauer, kan det hurtigt gå både op og ned. Desuden sidder partierne i den paradoksale situation, at jo tættere regeringskrisen trænger sig på, desto mere skubber de muligheden fra sig af lutter frygt for et nyvalg.

Derfor er det også ganske muligt, at Mutti bliver siddende frem til et regulært valg i 2021. I sommerens løb har en række ufrivillige rysteture under officielle optrædener blot understreget, at hun ikke er usårlig. Men et »halvdødt vrag«, som hun tilbage i 1998 for alt i verden ikke ville ende som, det ser Stephan Hebel ikke.

»Det skulle da højst være i overført betydning,« siger han. »Magtpolitisk kan man godt udtrykke det sådan.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

På et eller andet tidspunkt bliver alle vore demokratisk valgte ledere smidt på porten -
om ikke andet så fordi vi vil se nye ansigter på skærmen.

Anstændigvis må man dog anerkende, at Angela Merkel nedtur er med æren i behold.

»Wir schaffen das« var efter min opfattelse et kristent forsøg på medmenneskelighed.

Men selvfølgelig .... det er en gratis omgang for en dansker at prise Merkel.

Vi er jo hverken med til at betale eller i øvrigt bære byrderne af 1 mio indvandrere fra Mellemøsten - og især de 5 østtyske delstater følte sig forbigået i den anledning.

@ Torben Lindegaard,

"De 5 østtyske delstater" har "følt sig forbigået" i mange år - også i 1992 i Hansastaden Rostock, der som bekendt ligger i Mecklenburg-Vorpommern.

Efter min opfattelse stikker dette langt dybere end de seneste flygtningebølge.

Vi boede dengang flere steder i Forbundsstaten, hvor jeg etablerede salgsdestribution for en stor Italiens dækproducent i netop de 5 nye delstater. Og holdningen til alle - også vesttyskere var absolut krigerisk. Men Mecklenburg-Vorpommern var faktisk den mindst fremmedfjendske, medens Sachsen allerede dengang virkede meget højreradikal.

Jeg tror ikke, at denne holdning skyldes en enkelt begivenhed. Men den ulovlige strejke og den hårdføre behandling af de strejkende i 1953 lagde nok bunden. Og den forhastede privatisering efter murens fald, hvor mange blev smidt ud af deres boliger, ligesom priserne steg, medens arbejdsløsheden også steg, var nok også et element.

https://www.spiegel.de/geschichte/rostock-lichtenhagen-1992-und-die-ausl...

Angela som 'den liberale verdens leder' var vel mere et produkt af nyhedssnedkernes rundhyl end noget andet ? Man opbygger en piedestal, man bryder den ned igen - igen.

"På grund af den rolige udstråling er Merkel længe blevet set som den sikre klippe i brandingen. Men ..." - "Brandingen" (at "brande" noget, fra amerikansk) eller brændingen (der hvor søen rejser sig på vej mod stranden)? Begge dele virker nogenlunde lige meningsløse i sammenhængen. :p

Helmuth Kohl blev, i sin sidste tid, stærkt kritiseret for sin håndtering af Østtysklands indtræden i Forbundsrepublikken. Og Angela Merkel blev sat ind på opgaven af Helmuth Kohl - og udelukkende fordi han var sikker på, at hun var den absolut dårligste efterfølger, og at dette stilede ham i et "bedre lys".

For dem, der stadig kan huske det, var CDU et temmelig liberalt parti, - præcis som CSU stadig er det. CDU var absolut ikke ligefrem noget arbejdervenligt parti, hvilket i øvrigt blot var fortsættelsen af 1970-ernes CDU, der lå i konstant "krig" med almindelige borgere.

Angela Merkel havde en helt anden baggrund end tidligere ledere af Forbundsrepublikken. Og hun formående faktisk at omdanne CDU til et social-liberalt parti, hvor der ofte var mere fokus på det sociale end på det liberale. Og det syntes jeg, er rigtig dygtigt gjort.

Nu sidder AKK (Annegret Kramp-Karrenbauer) ved roret i Christlich Demokratische Union Deutschlands, og allerede nu kan man fornemme på hendes udtalelser, at der med hende er et skift til mindre sociale og mere liberale holdninger. Så det bliver interessant at følge tysk politik i årene frem.