Analyse
Læsetid: 5 min.

Boris Johnson beskyldes for at opildne til had med sin sprogbrug

Boris Johnson har påbegyndt sit første landsmøde som konservativ premierminister midt i en politisk hvirvelvind uden sidestykke
Tidligere blev den højrenationalistiske fløj set som en kuriøsitet i Det Konservative Parti, men ved det igangværende landsmøde i Manchester er de rykket helt i front.

Tidligere blev den højrenationalistiske fløj set som en kuriøsitet i Det Konservative Parti, men ved det igangværende landsmøde i Manchester er de rykket helt i front.

Phil Noble

Udland
30. september 2019

London – Et konservativt landsmøde i Storbritannien er i sig selv et besøg værd, hvis man vil forstå de politiske stammer, der præger det parti, der har defineret Storbritannien i to århundreder.

Under David Cameron var de forreste rækker i landsmødesalen præget af unge reformister – det såkaldte ’Notting Hill set’. De efterfølgende rækker domineredes af den ældre landlige del af partiet, der udgør broderparten af partimedlemmerne, og bagved kunne ses de mere excentriske Dame Edna-typer, kvinder med blåt hår og vilde kjoler og Jacob Rees-Mogg-typerne, der alt efter politisk overbevisning enten ligner en klassisk gentleman eller en James Bond-skurk.

Under Theresa May rykkede de progressive konservative længere tilbage i salen og de ’gamle’ konservative længere frem. Ved disse dages landsmøde i Manchester er det de excentriske typer, der sidder på de fineste pladser forrest i salen.

Det understreger den totale magtovertagelse i partiet af den nationalistiske højrefløj, der indtil for få år siden blev set som en kuriøstiet i det moderne og reformerede one-nation-konservatisme-parti. Sådan er det ikke længere.

Boris Johnson har personligt fritstillet 21 konservative ronkedorer, der har præget partiet i årtier, og dermed signaleret, at hans ord og holdninger nu er lov, samt at den rummelige kirke, de konservative altid har defineret sig selv som, nu har fået sænket overlæggeren betragteligt.

Landsmøde midt i en politisk hvirvelvind

Landsmødet kunne næppe komme på et mere bizart tidspunkt. Boris Johnson leder en regering, der gør alt, hvad den kan for at bringe sig selv til fald, så der kan blive udskrevet et parlamentsvalg, som man mener, at man kan vinde.

Men uden et flertal i Underhuset er Boris Johnsons hænder bundne, og han må affinde sig med at være premierministeren, der taber alle de afstemninger, han medvirker i – uden at det fører til regeringens fald.

Højesterets kontroversielle beslutning om, at parlamentet skulle genindkaldes i sidste uge, efter at premierministeren havde suspenderet det for i alt fem uger, er i sig selv en vild udvikling, men det britiske folkestyre er så kaotisk lige nu, at dette blot er en af en håndfuld af udviklinger i og omkring parlamentet, der simpelthen ikke er fortilfælde for.

Hvis nogen havde forestillet sig, at Boris Johnson ville besinde sig som følge af højesterets kendelse om, at hans suspension af parlamentet var ulovlig, tog de fejl.

»Jeg anerkender rettens beslutning, men er lodret uenig i den,« sagde Boris Johnson efterfølgende, og slog så direkte over i et lingo, han i stigende grad benytter sig af, med konstante bevidste referencer til »surrender (overgivelse)« »betrayal (svigt)« og »traitor (forræder)«.

Det fik i den grad blodet i kog hos mange parlamentarikere. Det fremkaldte både tårer og, selv for Westminster, usædvanlig meget larm i salen.

Flere mangeårige kommentatorer berettede efterfølgende, at de aldrig havde oplevet noget lignende. Labour-parlamentarikeren Paula Sheriff nærmest råbte til premierministeren:

»Vi hører disse opildnende ord: overgivelse, svigt og forræder alt for ofte – og jeg er dødtræt af det. Vi må alle moderere vores sprogbrug, og det bliver nødt til at starte med premierministeren. Jeg vil gerne høre hans tanker her – han burde skamme sig over at bruge disse ord.«

Ord kan være farlige

Hun refererede til de mange dødstrusler, politikerne modtager, ikke mindst fra den yderste højrefløj, hvor det netop er begreber som disse, der florerer.

Hun mindede om, at ekstremisten, der slog Labour-politikeren Jo Cox ihjel i 2016, netop anvendte ord som disse foruden det »Britain first« han blev hørt råbe i forbindelse med sin udåd.

Premierministeren affejede anmodningen med ordet »humbug« – der har samme betydning på engelsk som på dansk.

Søndag morgen var Boris Johnson så gæst hos BBC’s Andrew Marr, og heller ikke her virkede premierministeren, som om han fortryder sit sprogbrug eller vil ændre det.

Først sagde han, at han havde misforstået Sheriffs spørgsmål, men da Andrew Marr påpegede, at det var ganske specifikt og ikke kunne misforstås, sagde han:

»Jeg er ked af misforståelsen og ønsker ikke at eskalere sprogbrugen i parlamentet, men jeg nægter at lade være med at bruge ordet surrender om det, som i mine øjne er en »surrender act«, sagde premierministeren, der mener, der forsat bør være plads til ord med krigsreferencer i britisk politik.

Boris Johnson referer til den såkaldte Benn Act, der tvinger ham til at bede EU om udsættelse af skilsmissedatoen den 31. oktober. Surrender er et stærkt kontroversielt ord i britisk politik.

»No surrender« er blandt andet blevet brugt af ekstremistiske loyalister (det vil sige loyale mod Storbrittanien) i Nordirland gennem mange år.

Anvendelsen af disse betændte begreber er formodentlig nøje korrigeret med Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings. For det er en sprogbrug, som Cummings mener vil kunne skabe den »os mod dem«-stemning, der vil sikre Boris Johnson nyvalg i det parlamentsvalg, som må være lige rundt om hjørnet. Cummings sagde i weekenden i forbindelse med en bogudgivelse, at han:

»Til fulde forstår briternes vrede mod politikerne, og at kun leveringen af Brexit vil kunne dæmpe denne vrede.«

Der er mange konservative politikere, der ligesom oppositionen ikke ønsker denne sproglige eskalering, som nogle frygter vil føre videre end bare yderligere dødstrusler.

De frygter for politikernes sikkerhed og for opildning til vold på gaderne. De har bare indtil videre fået mundkurv på ved landsmødet i Manchester, eller er simpelthen ikke velkomne.

Dominic Cummings har tydeligt ladet forstå, hvad der sker med politikere, der ikke synger fra Boris nodeark, da de 21 rebeller blev fritstillet.

»’I parlamentarikere bliver nødt til at få det ind i jeres fucking hoveder, at vi forlader EU den 31.oktober, skreg Cummings ind i røret,« udtalte en unavngiven kabinetsminister til The Telegraph dengang.

De 21 rebeller deltager ikke ved landsmødet. Winston Churchills barnebarn, den tidligere konservative minister Nicholas Soames siger, at han er »rystet« over Johnsons sprogbrug.

»Det er premierministerens opgave at samle nationen. Boris Johnson er ansvarlig for det modsatte,« fortalte han BBC forleden.

Valgløfter og lurende skandale

Landsmødet har indtil nu haft karakter af et forsøg på at få rejst diverse indenrigspolitiske valgtemaer. For eksempel lovede Boris Johnson søndag en renovation af britiske hospitaler samt at bygge nye hospitaler.

»Jeg vil bruge 13 milliarder pund (110 milliarder kroner, red.) på at bygge fyrre nye hospitaler,« fortalte premierministeren søndag The Daily Telegraph.

Spørgsmålet er dog, i hvilken grad der overhovedet er ørenlyd for indenrigspolitiske anliggender. Underhuset stemte i fredags for at forsætte samlingen, mens det konservative landsmøde kører.

Der er ellers tradition for at holde pause de dage, der er politiske landsmøder, og det betyder, at nervøse konservative øjne fra Manchester de næste dage konstant vil følge, hvad opositionen foretager sig i parlamentet.

Samtidig lurer endnu en personlig skandale for Boris Johnson, der er blevet beskyldt for at have overført omkring 100.000 kroner i sponsorpenge til en amerikansk fotomodel og forretningsforbindelse, Jennifer Arcuri, som han beskyldes for at have haft et forhold til, mens han var Londons borgmester.

Premierministeren selv står fast på, at alt er foregået efter bogen – men ballade er tilsyneladende en evig følgesvend for Boris Johnson.

Spørgsmålet er vel, om han som tilfældet er nu, kan forsætte med at være på mediernes søgelys som kaospilot. Eller om hans kulørte fortid vil spænde ben for ham i en fremtid, der lige nu ser ud til at ville give ham en ny regeringsperiode, når valget kommer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

”... det parti, der har defineret Storbritannien i to århundreder.” - Er det ikke lidt overdrevet? Har Labour og de liberale ikke haft en høj grad af medindflydelse? Det bliver spændende at se, hvordan opinionstallene udvikler sig efter højesterets indgreb mod parlamentets ekstraordinære ferie. Ifølge Opinium er Labour og de liberale gået frem fra hhv. 22 og 17 procent til 24 og 20, mens de konservative er gået tilbage fra 37 til 36 fra 19. september til 25. september. Og de skotske nationalister er gået frem fra 4 til 5.

En fin lille video om hvad der skete da David Cameron trykkede på folkeafstemningsknappen om UK's udtræden af EU...

https://www.youtube.com/watch?v=OxOnDaI3jEc

Birte Pedersen og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar

Hvad er det i tiden der gør, at åbenbart relativ samvittighedsløse demegoger, nyder opbakning i visse lande for tiden?...
Man for indtryk af at folket, der lider under globalisering og øget ulighed, vælger at se disse demagoger, som deres repræsentant for forbedring.
Jeg tror det modsatte reelt er gældende og de som måtte tro at de repræsenterer noget bedre, har måske mistet tilliden til de vante repræsentanter og vælger så oprøret, som demagogen taler til og skaber eufori omkring. Man kunne tro at denne eufori, får dem til at glemme glabaliseringen og uligheden og de så føler forandring, håb og vej. For en stund.
Trump og Boris mfl. ynder kaos og uigennemskuelighed parallelt med deres demagogi. Ingen ære, ingen empati og mere.

Jeg håber at der i denne verden snart samler sig nogle stærke voksne mennesker, der vil noget godt for fællesskabet og den øgede ulighed. Folk der sætter struktur på Thomas Pikkety's kamp om de manipulerende formuleret ideologiske retfærdigheder for de ulighedsskabende uretfærdigheder, som vi sluger råt i uigennemsigtigheden og grådigheden.

Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Ovennævnte vending i opinionstallene holdt ikke. Labour og de liberale er igen gået tilbage den 3. oktober – til henholdsvis 23 og 15 procent. De liberale, der er tilhængere af remain, er altså faldet 5 point. Og de konservative er nu oppe på 38.