Læsetid: 5 min.

Britisk kaos, amerikansk kaos – der er fælles årsager til demagogernes opkomst

Boris Johnson og Donald Trump har begge lammet deres lande i en tillidskrise. At de har fået magt til det, skyldes i begge lande middelklassens desperation, mediebilledets splintring og et valgsystem, der fremmer ekstremer
Både Storbritannien og USA befinder sig nu begge i akutte forfatningskriser, der er udløst af deres ledere, Boris Johnson og Donald Trump.

Både Storbritannien og USA befinder sig nu begge i akutte forfatningskriser, der er udløst af deres ledere, Boris Johnson og Donald Trump.

Doug Mills

28. september 2019

Både Storbritannien og USA befinder sig nu i akutte forfatningskriser, der er udløst af deres ledere.

Den britiske højesteret har enstemmigt erklæret det ulovligt og ugyldigt, at premierminister Boris Johnson fik Dronning Elizabeth til at hjemsende parlamentet i afgørende uger forud for en mulig iværksættelse af en britisk udtræden af EU. Det er samtidig uklart, om Johnson vil efterleve den lov, der pålægger regeringen at søge udsættelse af Brexit, hvis den ikke i løbet af oktober med EU får en udtrædelsesaftale, der kan godkendes af parlamentet.

I USA har den demokratiske ledelse af Repræsentanternes Hus taget skridt til at indlede en rigsretssag for at afsætte den republikanske præsident Donald Trump. En proces bliver dramatisk og vil beslaglægge al national amerikansk opmærksomhed frem mod næste præsident- og kongresvalg i november 2020 – svarende til den lammelse, Brexit har påført britisk politik.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Tommy Clausen
  • Jesper Eskelund
  • Christian Mondrup
  • Steen K Petersen
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Johnny Christiansen
  • Niels Jakobs
  • Poul Erik Riis
  • Marianne Stockmarr
  • Grethe Preisler
ingemaje lange, Tommy Clausen, Jesper Eskelund, Christian Mondrup, Steen K Petersen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Johnny Christiansen, Niels Jakobs, Poul Erik Riis, Marianne Stockmarr og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der glemmes her en forklaring på "national egoismen", altså pokker med andre og drømmen tilbage til "fordums storhed". Her er det et retro romantisk følelseskompleks der spøger, og som måske blot kan kaldes nostalgi, men hos mig denoterer hitlerisme. NATO og EU er jo fredsforsikringer og må gerne koste penge, det gør jo forsikringer altid. Jovist startede videnskabs baseret industrialismen i England, jovist skalerede USA den op og vist har disse stået som læremestre, men derpå kan de ikke, som på laurbærkranse, stede sig til hvile. Nej de kan genopfinde sig fremfor at gøre sig til ofre for historien...Håber jeg da, og ikke som løgnagtige illiberale regimer?

Når man ser at disse demagoger bliver stemt ind igen og igen, må man spørge sig selv, om vi i det hele taget er kloge nok til at håndtere et demokrati.

Nøjagtig det samme billede i Frankrig, og det samme skæve valgsystem, som giver vinderen det hele. I første runde fik 5 partier mellem 18 - 26 % af stemmerne. Fordi der er to valgrunder, sider Macron alene med hele flertallet og regerer som det passer ham. Ingen forhandlinger, afstemninger kl 6 om morgenen, afstemninger dagen efter lovforslag osv. For at oppositionerne ikke kan nå at opponere med ændringer, kommentere i medier mv.
Og som i USA og GB elsker de fleste medier(private) Macron og demoniserer oppositionspolitikere.
Medierne i Frankrig ejes ganske få milliardærer(i euro) og Macron har(nu igen) givet skattelettelser til multinationale og flere skatter til små virksomheder.
Forretningsmænd som er sat(hjulpet) til magten af rigmænd, er et kæmpe demokratisk problem. De evner ikke politisk dialog som er retfærdigt.
I øvrigt har franske selskaber udbetalt 46 milliarder € i dividende på et halt år, og er dermed på 1. Pladsen i verden.
Samtidig skæres der på uddannelse, sundhedsvæsen, pensioner mm. Frankrig har ca. 8 millioner fattige.
Jo Frankrig hører trods den veltalende Macron til, bland disse skurkeledere, som afsløret af Macronleaks og afsløringens om hans vej til magten,Crépuscule af Juan Branco, her foreløbig oversat af frivillige (i landet hvor alle nemt sagsøger alle for “diffamation” har ikke en angrebet afsløringerne i at være ukorrekt eller påståelig eller lyve) https://archive.org/details/MacronAndHisTwilightV1.02EN
Og det på trods af at den har ligge på 1.pladsen i uger i salg. (Men Medierne i Frankrig er stort set tavse.)

Steen K Petersen, ingemaje lange, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørn-Erik Rasmussen

Macron eller Morten Østergaard - tjah, det er da vist lidt det samme

ingemaje lange, Per Christiansen, Tommy Clausen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Det er nu lidt sjovt - hvis omkring 2% af vælgerne i begge lande havde stemt anderledes, har jeg stærkt på fornemmelsen, at man ikke ville høre et pip om middelklassens desperation, mediebilledets splintring og ekstremfremmende valgsystemer - i hvert fald ikke fra David Rehlings side.

Selv om 2% i bund og grund ikke ville ændre grundlæggende på tilstedeværelsen af disse fænomener, i det omfang de findes (i højere grad end før i tiden).

Og så synes jeg i højere grad at USA lider af et akut ønske hos demokraterne til at slippe af med Trump - som er en konstant reminder om middelklassens desperation og alt det der - end en egentlig forfatningskrise.

En forfatningskrise er en "politisk krise der truer med at sætte en forfatning ud af kraft", ikke når uvildige domstole i overensstemmelse med loven afgør om handlinger eller tiltag er forfatningsstridige eller ej.