Analyse
Læsetid: 5 min.

Britisk kaos, amerikansk kaos – der er fælles årsager til demagogernes opkomst

Boris Johnson og Donald Trump har begge lammet deres lande i en tillidskrise. At de har fået magt til det, skyldes i begge lande middelklassens desperation, mediebilledets splintring og et valgsystem, der fremmer ekstremer
Både Storbritannien og USA befinder sig nu begge i akutte forfatningskriser, der er udløst af deres ledere, Boris Johnson og Donald Trump.

Både Storbritannien og USA befinder sig nu begge i akutte forfatningskriser, der er udløst af deres ledere, Boris Johnson og Donald Trump.

Doug Mills

Udland
28. september 2019

Både Storbritannien og USA befinder sig nu i akutte forfatningskriser, der er udløst af deres ledere.

Den britiske højesteret har enstemmigt erklæret det ulovligt og ugyldigt, at premierminister Boris Johnson fik Dronning Elizabeth til at hjemsende parlamentet i afgørende uger forud for en mulig iværksættelse af en britisk udtræden af EU. Det er samtidig uklart, om Johnson vil efterleve den lov, der pålægger regeringen at søge udsættelse af Brexit, hvis den ikke i løbet af oktober med EU får en udtrædelsesaftale, der kan godkendes af parlamentet.

I USA har den demokratiske ledelse af Repræsentanternes Hus taget skridt til at indlede en rigsretssag for at afsætte den republikanske præsident Donald Trump. En proces bliver dramatisk og vil beslaglægge al national amerikansk opmærksomhed frem mod næste præsident- og kongresvalg i november 2020 – svarende til den lammelse, Brexit har påført britisk politik.

Hvordan har Boris Johnson og Donald Trump kunnet komme så langt, at de har kunnet sætte sig på deres lands ledelse og nedbryde demokratiske spilleregler? Som politiske ledertyper er de usædvanlige. Og meget fjernt fra tidligere ledere som præsidenterne Franklin Roosevelt og Harry Truman og premierministrene Winston Churchill og Labours Clement Atlee. De stod i årene under og efter Anden Verdenskrig som demokratiske landes håb og forbilleder.

Både Johnson og Trump har tidligt i deres karriereforløb gjort sig bemærket ved løgn og ufine metoder. Alligevel har de kunnet bemægtige sig deres respektive landes mægtigste poster.

Det kan der peges på en række årsager til – som bemærkelsesværdigt er fælles for Storbritannien og USA.

Truet middelklasse

Den første årsag er middelklassens oplevelse af at være truet. Den er nogle steder gledet over i en desperat vilje til at handle modsat af, hvad samfundenes traditionelt førende kredse anbefaler. Den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation OECD har i en række rapporter beskæftiget sig med middelklassens udsatte position, senest i april i år i rapporten Under pres – Den klemte middelklasse.

OECD påpeger, at udgifterne ved middelklassens livsstil de seneste årtier er steget mere end lønningerne. Omkostningerne ved at bo i eget hus spiser nu en tredjedel af den disponible indkomst, mod en fjerdedel i 1990’erne. De seneste to årtier er huspriserne steget tre gange hurtigere end gennemsnitsindkomsten. Mere end en femtedel af middelklassens husstande gældsætter sig kraftigere, end fattigere og rigere gør det.

OECD fremhæver også, at udsigterne er usikre på middelklassens arbejdsmarked. Job overtages af automatisering eller til lavere lønnede i tredjeverdenslande. For første gang siden 1945 har middelklassens børn udsigt til et fattigere liv end deres forældre.

OECD understreger, at en stor og kraftfuld middelklasse er af afgørende politisk betydning. Med ordene i OECD’s rapport fra april i år: »Middelklassen fremmer politisk stabilitet og god regeringsførelse. Den forhindrer politisk polarisering og tilskynder til større kompromisvillighed blandt de regerende. Middelklassen udgør også et solidt grundlag for et demokratisk samfund, ikke bare ved at finansiere det via skatter, men også ved at forlange offentlig regulering, overholdelse af kontrakter og fastholdelse af en offentlig forvaltning i overensstemmelse med loven.«

Disse påvirkninger svækkes selvsagt, når middelklassen svækkes.

Unfair system

OECD påpeger, at de udsatte i middelklassen »føler, at det nuværende socioøkonomiske system er unfair«, og at gældbyrden presser de udsatte. Endvidere at udsigterne til fremtidig indkomst »i stigende grad er usikre.«

Nogle af middelklassens kriser har i særlig grad ramt Storbritannien og USA: Boligomkostningernes himmelflugt, gældsætning for at opretholde livsstilen, jobtab til automatisering og udland.

I Storbritannien kunne højrepopulister give EU ansvaret for ulykkerne. I USA lagde Trump skylden på Demokraternes og Republikanernes hidtidige ledelser. I begge lande var der tilstrækkeligt mange i og omkring middelklassen, der lod sig lede af trangen til at prøve noget anderledes – ud fra tankegangen: Det kan næppe blive værre, end det er nu.

Dermed var vejen banet for Boris Johnson og Donald Trump.

En anden faktor bag den politiske opløsning af Storbritannien og USA er mediebilledets splintring. Førhen udgjorde dagblade og magasiner med idealer om at formidle fakta og optræde fair en slags ’nationens samvittighed’, der prægede den offentlige mening. Fra 1950’erne kom tv-stationer til, også bundet af krav til afbalanceret nyhedsdækning. Denne ramme om den offentlige mening er nu væsentligt sprængt af medier, der markerer sig ved en ensidig dækning – og af sociale medier, der er uden redaktionelt filter og ansvar.

Den ryggesløse australske mediemagnat Rupert Murdoch, der er højreorienteret heppende og fremmer sine egne erhvervsinteresser i at lade medier regulere af jungleloven, har sat sig på en stor del af meningsdannelsen i den angelsaksiske verden. Han ejer Trumps propagandasender Fox News og har siden 1980’erne også siddet på førhen så ærværdige britiske aviser som The Times of London og The Sunday Times. BBC er stadig den store public service-kanal, men er blevet klemt af en række konflikter med skiftende politiske magthavere.

I det nye mediebillede er der sællert i letfærdig populisme og dens politikere. De er altid gode for en kæk nyhedshistorie. Historiens sandhedsværdi kan mavesure ’seriøse’ medier bagefter få lov at drøvtygge på.

Skævt valgsystem

Et yderligere fælles træk, der har bidraget til den politiske nedtur i Storbritannien og USA, er disse landes valgsystem som sidstnævnte har arvet fra førstnævnte: flertalsvalg i enkeltmandskredse. Det betyder, at den kandidat, der får relativt flest stemmer i valgkredsen, vinder det eneste mandat, kredsen har. Der er ingen forholdsmæssig repræsentation. Det betyder, at partier, der ikke har flertal blandt vælgerne, kan få et endda overvældende flertal blandt de valgte. Og at partier med pæn tilslutning får ingen eller meget beskeden repræsentation. Det har i generationer plaget det britiske liberale parti, der vælgermæssigt er meget større, end dets mandater i parlamentet er udtryk for.

Systemet gør det svært at stifte nye partier. Og det har også en tendens til at fremme yderliggående synspunkter. For at blive opstillet som partiets kandidat, skal man behage dets kernevælgere med ’rene’ og kompromisløse synspunkter. Hvis der er tale om en sikker kreds for partiet, sikrer det automatisk valg – og resulterer generelt i en uforsonlig parlamentarisk forsamling, hvor åbning mod andre synspunkter ved næste opstilling kan vise sig særdeles risikabel.

Det engelsk-amerikanske valgsystem banede vejen for, at Trump kunne vælges som præsident, på trods af at hans modkandidat, demokraten Hillary Clinton fik tre millioner flere stemmer. Det medfører også, at Republikanerne har flertallet i Senatet, selv om Demokraterne ved senatsvalg får langt flere stemmer. Republikanerne får nemlig navnlig deres stemmer i tyndtbefolkede stater, der vælger det samme antal senatorer som de tætbefolkede, nemlig to – hver valgt ved flertalsvalg i hele staten.

Systemerne gør det også muligt, at både Boris Johnson og Donald Trump efter et valg kan fortsætte i deres embeder – uanset hvad et vælgerflertal mener om dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der glemmes her en forklaring på "national egoismen", altså pokker med andre og drømmen tilbage til "fordums storhed". Her er det et retro romantisk følelseskompleks der spøger, og som måske blot kan kaldes nostalgi, men hos mig denoterer hitlerisme. NATO og EU er jo fredsforsikringer og må gerne koste penge, det gør jo forsikringer altid. Jovist startede videnskabs baseret industrialismen i England, jovist skalerede USA den op og vist har disse stået som læremestre, men derpå kan de ikke, som på laurbærkranse, stede sig til hvile. Nej de kan genopfinde sig fremfor at gøre sig til ofre for historien...Håber jeg da, og ikke som løgnagtige illiberale regimer?

Når man ser at disse demagoger bliver stemt ind igen og igen, må man spørge sig selv, om vi i det hele taget er kloge nok til at håndtere et demokrati.

Både USA og “stor”-Britannien er unaturlige unioner og efter min mening dømt til opløsning.

Nøjagtig det samme billede i Frankrig, og det samme skæve valgsystem, som giver vinderen det hele. I første runde fik 5 partier mellem 18 - 26 % af stemmerne. Fordi der er to valgrunder, sider Macron alene med hele flertallet og regerer som det passer ham. Ingen forhandlinger, afstemninger kl 6 om morgenen, afstemninger dagen efter lovforslag osv. For at oppositionerne ikke kan nå at opponere med ændringer, kommentere i medier mv.
Og som i USA og GB elsker de fleste medier(private) Macron og demoniserer oppositionspolitikere.
Medierne i Frankrig ejes ganske få milliardærer(i euro) og Macron har(nu igen) givet skattelettelser til multinationale og flere skatter til små virksomheder.
Forretningsmænd som er sat(hjulpet) til magten af rigmænd, er et kæmpe demokratisk problem. De evner ikke politisk dialog som er retfærdigt.
I øvrigt har franske selskaber udbetalt 46 milliarder € i dividende på et halt år, og er dermed på 1. Pladsen i verden.
Samtidig skæres der på uddannelse, sundhedsvæsen, pensioner mm. Frankrig har ca. 8 millioner fattige.
Jo Frankrig hører trods den veltalende Macron til, bland disse skurkeledere, som afsløret af Macronleaks og afsløringens om hans vej til magten,Crépuscule af Juan Branco, her foreløbig oversat af frivillige (i landet hvor alle nemt sagsøger alle for “diffamation” har ikke en angrebet afsløringerne i at være ukorrekt eller påståelig eller lyve) https://archive.org/details/MacronAndHisTwilightV1.02EN
Og det på trods af at den har ligge på 1.pladsen i uger i salg. (Men Medierne i Frankrig er stort set tavse.)

Steen K Petersen, ingemaje lange, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørn-Erik Rasmussen

Macron eller Morten Østergaard - tjah, det er da vist lidt det samme

ingemaje lange, Per Christiansen, Tommy Clausen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Det er nu lidt sjovt - hvis omkring 2% af vælgerne i begge lande havde stemt anderledes, har jeg stærkt på fornemmelsen, at man ikke ville høre et pip om middelklassens desperation, mediebilledets splintring og ekstremfremmende valgsystemer - i hvert fald ikke fra David Rehlings side.

Selv om 2% i bund og grund ikke ville ændre grundlæggende på tilstedeværelsen af disse fænomener, i det omfang de findes (i højere grad end før i tiden).

Og så synes jeg i højere grad at USA lider af et akut ønske hos demokraterne til at slippe af med Trump - som er en konstant reminder om middelklassens desperation og alt det der - end en egentlig forfatningskrise.

En forfatningskrise er en "politisk krise der truer med at sætte en forfatning ud af kraft", ikke når uvildige domstole i overensstemmelse med loven afgør om handlinger eller tiltag er forfatningsstridige eller ej.