Nyhed
Læsetid: 2 min.

Fremmedhadsoptøjer fordærver Sydafrikas forhold til naboerne

Voldsomme angreb på indvandrere fra andre afrikanske lande har nedkølet forholdet mellem Lagos og Pretoria til et frysepunkt – også i Zambia og Zimbabwe er der stor vrede
Indvandrere følger, hvordan deres butikker bliver brændt ned under uroligheder i Pretoria. Sydafrika er på det seneste blevet ramt af optøjer mod indvandrere.

Indvandrere følger, hvordan deres butikker bliver brændt ned under uroligheder i Pretoria. Sydafrika er på det seneste blevet ramt af optøjer mod indvandrere.

Jeppe Michael Jensen, Jonas Olufson, Palle Hedemann, Liselotte Sabroe og Phill Magakoes/Ritzau Scanpix

Udland
7. september 2019

Tirsdag gav Nigerias udenrigsminister, Geoffrey Onyeama, luft for sin harme på Twitter:

»Jeg har hørt de kvalmefremkaldende deprimerende meldinger om nedbrændinger og plyndringer af nigerianske butikker og ejendomme i Sydafrika begået af hjernedøde kriminelle i ly af ineffektiv politibeskyttelse. Nok er nok. Vi vil nu træffe definitive forholdsregler«.

Hvad Nigerias regering påtænker, er uklart. Men kort efter aflyste landets præsident, Muhammadu Buhari, sin deltagelse i den afrikanske udgave af World Economic Forum, som sydafrikanske Cape Town har været vært for i denne uge, og hjemkaldte sin ambassadør fra Pretoria.

I mellemtiden boykotter nigerianske popstjerner, blandt disse afrobeat-musikeren Burna Boy og sangeren Tiwa Savage, deres optrædener i Sydafrika. Det samme gør Zambias fodboldlandshold.

Fra både Nigeria og Zambia meldes ifølge Sky News om optøjer og plyndringer af sydafrikansk ejede butikker, blandt andet skal det sydafrikanske telekommunikationsselskab MTN’s kontorer i Lagos i Nigeria være blevet raseret onsdag, og i Lusaka i Zambia forsøgte en gruppe vrede studerende at sætte ild på Sydafrikas ambassade.

I Zimbabwe udtalte en regeringstalsmand, Nick Mangwana, at Zimbabwe forventer, at den sydafrikanske regering vil beskytte landets indvandrere. Zimbabwiske indvandrere udgør med anslået op til en halv million den største indvandrergruppe i Sydafrika.

Pogromer

Vreden mod Sydafrika er affødt af de optøjer, som blussede op i Johannesburg søndag, og siden også spredte sig til Pretoria. En protest imod lokale narkohandlere eskalerede angiveligt til pogromagtig vold imod indvandrere og indvandreres butikker og virksomheder med rudeknusninger, udplyndringer, bilafbrændinger, hærværk og overfald. Mindst fem blev dræbt.

Sydafrikansk politi har efterfølgende foretaget 189 anholdelser i sagen. Dagen forinden havde de sydafrikanske lastbilchauffører proklameret landsomfattende strejke imod ansættelse af indvandrerchauffører i branchen. I sidste uge blev en indvandrerlastbilchauffør dræbt og hans lig og lastbil brændt i den sydafrikanske provins, KwaZula-Natal.

I marts blev tre malawiske indvandrere dræbt under et gruppeoverfald. I 2015 blev 80 indvandrerbutikker i Soweto udplyndret.

Overfaldene på indvandrere fra andre afrikanske lande er ikke et nyt fænomen. Værst gik det for sig i 2008, da 64 indvandrere og fattigdomsflygtninge fra det øvrige Afrika blev dræbt, ifølge tal fra det sydafrikanske Institute of Race Relations.

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, har på Twitter fordømt den xenofobiske vold.

»Intet kan retfærdiggøre, at sydafrikanere angriber mennesker fra andre lande. Det er totalt i modstrid med den moral, vi som sydafrikanere bekender os til«.

Arbejdsløshed

En nigeriansk studerende siger til onlinemediet Deutsche Welle Afrika, at sydafrikanerne er utaknemmelige i betragtning af, hvor stor støtte de i Nigeria fik til deres kamp mod apartheidregimet. »Mandela lovpriser i sin bog, Long Walk to Freedom, hvordan Nigeria stod African National Congress (ANC) bi som en storebror.«

Modviljen mod afrikanske indvandrere næres især af Sydafrikas omfattende arbejdsløshed, der medfører intens konkurrence om lavtlønsjob. Den officielle ledighed på 29 procent er en af de højeste i landets nyere demokratiske historie.

Med i tallet er kun aktivt jobsøgende. Inkluderes de, som er røget ud af arbejdsmarkedet, i regnestykket, er ledigheden 38,5 procent, anfører Neue Zürcher Zeitungs korrespondent i Cape Town, Christian Putsch.

Ramaphosa tiltrådte som ny præsident i maj og blev mødt med store forventninger. Hidtil har han dog ikke leveret hverken det lovede økonomiske opsving eller nye job. Sydafrikas økonomi vurderes dog at præstere svag vækst i indeværende kvartal, hvorved en tidligere forudsagt recession for 2019 formentlig kan afværges.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her