Hver tredje time bliver en kvinde dræbt i Sydafrika

I de seneste uger har der været daglige protester i Johannesburg og Cape Town, og på lørdag går demonstranter endnu en gang på gaden, til hvad der forventes at blive den største demonstration indtil videre.

March to end femicide in South Africa hedder demonstrationen, hvis logo er en minimalistisk tegnet silhuet af den 19-årige studerende Uyinene Mrwetyana fra Cape Town. Hun blev for nylig voldtaget og dræbt af et postbud, da hun var ved at hente en pakke på det lokale posthus og er siden blevet symbolet på bevægelsen.

Samtidig har det sydafrikanske politi offentliggjort nye tal, der viser, at drab, voldtægt og seksuelle overgreb på kvinder er stigende. I 2018 blev knap 3.000 kvinder dræbt i Sydafrika, svarende til cirka én kvinde hver tredje time. Det gør ifølge WHO Sydafrika til nummer fire på listen over de lande, hvor flest kvinder bliver dræbt.

Når drabet på Uyinene Mrwetyana alligevel har fået så meget opmærksomhed, skyldes det dels timingen med politiets rapport, og dels at gerningsmanden i forvejen havde en voldsdom på straffeattesten, som ikke var blevet tjekket, før han blev ansat i et offentligt job.

Situationen har i denne uge fået præsident Cyril Ramaphosa (ANC) til at indkalde til et samlet møde med begge parlamentets kamre, hvilket ikke er sket i mere end et årti.

»Forestil dig, at alle kvinderne var en etnisk gruppe. Så ville vi kalde det her et folkedrab, fordi tallene er så ekstremt høje,« siger Amanda Gouws, der er professor på Stellenbosch University i Sydafrika og forsker i sydafrikansk kønspolitik.

Bevægelsen bruger selv begrebet femicide til at beskrive de handlinger, der pågår, hvilket netop beskriver en systematisk praksis, hvor kvinder og piger bliver slået ihjel på grund af deres køn.

Hun fortæller, at kvinder ikke føler sig sikre nogen steder længere. Hverken derhjemme, i deres bil eller på gaden. Og på det universitet, hvor Amanda Gouws arbejder, bliver hun hele tiden konfronteret med problemet, når unge kvinder gang på gang bliver voldtaget.

»Man bliver så træt, fordi det bare aldrig bliver bedre. De unge kvinder fortæller, at de lever i konstant frygt. Det er altså ikke normalt at bo i et demokrati og leve i frygt. Hvordan er kvinders liv overhovedet blevet forbedret siden apartheid? Det er problemets kerne.«

Amanda Gouws har selv været med til en af demonstrationerne.

»Der var omkring 5.000 mennesker foran parlamentet. Størstedelen var unge kvinder, men der var også unge mænd med i solidaritet – på tværs af racer og klasser. Jeg følte virkelig en solidaritet, vi sjældent ser i det her land.«

Mange kvinder har også støttet kampen på de sociale medier under hashtags som #aminext og #iwillnotbenext. Nogle beskriver et liv i konstant frygt, andre fortæller om familie eller venner, der er blevet dræbt, mens andre igen laver efterlysninger på forsvundne kvinder og advarer om steder og personer, man bør undgå. Ofte efterfulgt af slogans som »stop med at dræbe os«, »min krop er ikke et gerningssted«, og »jeg vil ikke dø med spredte ben«.

Genindfør dødsstraf

På internettet foregår der en række forskellige underskriftindsamlinger. Bring Back The Death Sentence in SA For Crimes Against Women hedder en af de indsamlinger, der har fået mest opmærksomhed i både sydafrikanske og internationale medier. Den har i skrivende stund 590.000 underskrifter – til trods for at landet afskaffede dødsstraffen umiddelbart efter apartheid i 1995.

En anden underskriftindsamling, der ønsker, at regeringen erklærer landet i undtagelsestilstand på grund af kønsbaseret vold, har knap 500.000 underskrifter.

Amnesty International South Africas administrerende direktør, Shenilla Mohammed, har også udtalt, at det stigende antal voldtægter og drab på kvinder er »intet mindre end en national nødsituation.«

Men professor Amanda Gouws mener ikke, at det er en god idé at erklære undtagelsestilstand.

»Det ville betyde, at der kom udgangsforbud på gaden for kvinder. Men kvinderne er jo ikke problemet. Det er mændene, der er problemet.«

Og på universitetet i Cape Town har en gruppe studerende startet en crowdfunding, hvor pengene går til at forsyne de kvindelige studerende med peberspray, så de kan forsvare sig. I beskrivelsen af indsamlingen indleder de med at slå fast:

»Vi står over for, hvad der minder om en krig mod kvinder.« De har på nuværende tidspunkt indsamlet 53.000 kroner.

Stigende antal

Hvorfor tallene for voldtægt og drab på kvinder er stigende, er svært at svare på, forklarer professor Amanda Gouws.

»Det er virkelig noget, vi kæmper med, os der arbejder med feltet.«

»Og det er ikke bare antallet, der stiger, overgrebene bliver også voldsommere. Så det handler om, at der er en vrede i samfundet, som vi ikke helt kan forklare.«

Hun peger på, at den økonomiske situation kan være en del af forklaringen.

»Nationalt har vi haft en vækst på under en procent i det seneste år, så fattigdommen stiger, uligheden vokser, og der er mere social eksklusion. Det betyder også, at alkohol og stofmisbrug forværres.«

Omkring halvdelen af befolkningen lever i dag for under to dollar om dagen, »så de fattige er vrede over, at 25 års demokrati ikke har forbedret deres liv,« siger hun.

Institutionelt problem

Men volden mod kvinder er ikke begrænset til de lavere samfundslag. Tværtimod gennemsyrer den hele samfundet og dets institutioner, fortæller Signe Cold-Ravnkilde, der er postdoc ved DIIS og har lavet feltarbejde om køn og ligestilling i Sydafrika.

»Det er et langstrakt, komplekst og historisk forankret problem,« forklarer hun og peger på, at voldskulturen i landet trækker tråde tilbage til både tiden under apartheid og de voldelige opstande mod apartheidsystemet.

I og med at volden er institutionel og kulturel, præger den i næsten lige så høj grad de øverste samfundslag som de nederste. Blandt andet har flere højtplacerede kvindelige politikere berettet om vold og overgreb begået af andre højtstående politikere.

»Men det kontrastfulde er, at Sydafrikas kvindebevægelse ved overgangen fra apartheid til demokrati havde ekstremt meget vind i sejlene, fordi de var en aktiv del af bevægelsen mod apartheid. Derfor fik de nogle ret progressive love, nationale politikker og institutioner, der skulle tackle ulighed mellem kønnene,« siger Signe Cold-Ravnkilde.

Og derfor kan det undre, at volden mod kvinder er så ekstrem, når nu det lovgivningsmæssige perspektiv langt hen ad vejen er i orden. Men man må forstå, forklarer hun, at de formelle og politiske rettigheder ikke er blevet oversat til privatsfæren.

»Man har italesat det, som om det er folks eget problem,« siger Signe Cold-Ravnkilde.

Ramaphosa vil gribe til handling

I forbindelse med de første protester i starten af september, udtalte præsident Cyril Ramaphosa, både til en demonstration og på twitter, at kønsbaseret vold er en national krise, som han nu vil adressere. At han vil arbejde endnu hårdere på at forbedre sikkerheden for kvinder.

»Da han talte til folket ude foran parlamentet, havde han ingen løsninger, og folk var meget skuffede,« fortæller professor Amanda Gouws.

»Dine tweets hjælper ikke,« skrev flere på de sociale medier.

Men i denne uge har han indkaldt til en såkaldt joint sitting, hvor begge parlamentets to kamre samles til et fælles møde, hvilket ikke er sket siden Thabo Mbeki var præsident fra 1999 til 2008. Det er meget usædvanligt, fortæller Amanda Gouws.

Ramaphosa overtog sidste år magten fra Jacob Gedleyihlekisa Zuma. De er begge fra partiet ANC, men med denne sag vil det vise sig, hvor stor forskel der egentlig er på Ramaphosa og hans forgænger, når det kommer til kvinders rettigheder. Det forklarer Signe Cold-Ravnkilde.

Zuma repræsenterede nemlig en machokultur med referencer til zulukulturen, der ifølge Cold-Ravnkilde må beskrives som »dybt problematisk,« men som alligevel tiltalte de konservative dele af det politiske system.

Selv blev Zuma, mens han kandiderede til posten som præsident, anklaget for voldtægt mod et mindreårigt familiemedlem, men nød igennem retssagen fortsat opbakning fra de partitro dele af den feministiske bevægelse, herunder ANC’s Womens League, fortæller Cold-Ravnkilde.

Men Ramaphosas indkaldelse til samling af begge kamre gør professor Amanda Gouws fortrøstningsfuld.

»Det viser, hvor alvorligt det her er, og hvor alvorligt præsidenten nu vil tage det – håber vi.«