Læsetid: 9 min.

Indien er på vej mod at opfylde klimamål – men bygger fortsat nye kulkraftværker

Allerede i dag udgør klimaforandringer en alvorlig trussel for millioner af indere, men befolkningens krav om øget velstand og Modi-regeringens ambition om industrielle landvindinger sætter grænser for den grønne omstilling
Antallet af kuldrevne kraftværker er tredoblet i Indien siden årtusindskiftet. Her kvinder, der henter kul fra en åben mine ved landsbyen Bokapahari i delstaten Jharkhand.

Antallet af kuldrevne kraftværker er tredoblet i Indien siden årtusindskiftet. Her kvinder, der henter kul fra en åben mine ved landsbyen Bokapahari i delstaten Jharkhand.

Kevin Frayer

25. september 2019

Med et par ugers mellemrum annoncerede to indiske delstater i august, at de agter at stoppe opførslen af nye kulkraftværker. Først kom meldingen fra Gujarat, der er premierminister Narendra Modis hjemstat og en af Indiens mest velstående. Den forventede stigning i energiforbruget på omkring ti procent om året vil blive dækket af andre energikilder, lød det fra lokalregeringen.

Beslutningen ville få andre regioner til at overveje samme tiltag, forklarede Gujarats energiminister, Saurabh Patel, til avisen The Indian Express. Få dage senere satte delstaten Chhattisgarh ligeledes en stopper for udstedelsen af nye byggetilladelser. Begge delstater peger på solenergi som det primære alternativ.

På flere plan er de to delstaters beslutning sigende for udviklingen i Indien. For det første fordi Indien forsøger at begrænse landets voksende CO2-udledning og erstatte kul med grønne energiformer. Men tilfældet Chhattisgarh vidner om, at tingene aldrig er helt så ligetil i en indisk kontekst.

Delstaten har nemlig allerede bygget tilstrækkelig mange kulkraftværker og ligger inde med tilstrækkelige kulreserver i undergrunden til at kunne eksportere billig, kuldreven elektricitet til andre delstater i mange år fremover. I dag har Chhattisgarh kapacitet til at producere fire gange så meget elektricitet, som delstaten har brug for, alene ved at fyre med kul.

Indiens klimamål under Parisaftalen

  • CO2-intensiteten (CO2-udledning i forhold til BNP) skal i 2030 være reduceret med 33-35 pct. i forhold til 2005-niveauet.
  • Andelen af ikke-fossil energi (vedvarende energi og atomkraft) skal nå 40 pct. i 2030.
  • Forskergruppen Climate Action Tracker vurderer, at Indien når målene i god tid inden 2030, og at Indien har potentiale til at blive en klimaleder, hvis landet stopper med at opføre nye kulkraftværker.

Og elektricitet er der brug for i Indien, forklarer Chandra Bhushan, vicedirektør med ansvar for klimaområdet ved den Delhi-baserede tænketank Centre for Science and Environment.

»Faktum er, at Indien stadig kæmper med at skaffe elektricitet til hundredvis af millioner af mennesker,« siger han. »Vores største udfordring er at indfri vores energibehov på en klimavenlig måde. Vi er i en situation, hvor vi er nødt til at foretage et kæmpe spring hen over brugen af fossile brændselstyper og i stedet finde andre løsninger.«

Men som situationen er i dag, er kul fortsat en nødvendighed, siger Chandra Bhushan.

»På nuværende tidspunkt er det ikke en mulighed at imødekomme behovet for energi i landet hele døgnet med vedvarende energiformer. Det er stadig for dyrt at lagre energien, hvilket er et globalt problem. I Indien kan vi komme langt i dagtimerne med solenergi, men vi er ikke et land, hvor det blæser meget, så vindenergi er sværere. Derfor har vi stadig brug for kul. Men Indiens forbrug af kulenergi er kun en femtedel af Kinas, på trods af at vores landes befolkninger er cirka lige store. Målt pr. indbygger er vores forbrug stadig langt lavere end andre større økonomiers,« siger Chandra Bhushan.

Kun overgået af Kina og USA er Indien i dag det land, der udleder mest CO2. Men målt på stigningen i CO2-udledning, ligger Indien procentvis forrest blandt verdens større økonomier.

 

Sidste år steg Indiens CO2-udledning med 4,8 procent, viser tal fra The International Energy Agency. Stigningen sker ganske vist fra et lavere udgangspunkt end andre store landes, men tendensen vækker bekymring. For hvis væksttempoet for Indiens befolkning og økonomi fortsætter uden en reduktion i brugen af fossile brændsler, er det et spørgsmål om tid, før landet overtager titlen som klodens største CO2-udleder. I den globale klimakamp kommer beslutninger truffet i New Delhi med andre ord til at få afgørende betydning i mange år fremover.

Stor påvirkning

For den indiske regering er opgaven enorm. På den ene side er den voksende indiske middelklasse og høje vækstrater med til at øge befolkningens – og vælgernes – forventninger om højere og mere energikrævende levestandard. Eller som Chandra Bhushan udtrykker det:

»I dag kan alle tænde for tv’et og se amerikansk livsstil. Hvordan retfærdiggør man, at folk i Vesten kan køre i biler og have adgang til alle mulige forbrugsgoder, men at folk i Indien ikke kan? I en verden, hvor informationer og mennesker flytter sig frit rundt, flytter aspirationerne med. Vi er et demokrati, og man kan ikke bare sige til folk, at de må leve uden elektricitet, fordi vi skal løse klimaforandringerne. Det vil ikke blive accepteret, så vi bliver nødt til at finde løsninger.«

På den anden side er Indien allerede et af de steder i verden, hvor klimaændringer påvirker flest mennesker. Monsunen falder mere uregelmæssigt end tidligere – nogle steder kommer nedbøren i alt for store mængder, andre steder falder der alt for lidt nedbør. Hedebølger i de centrale dele af landet og stigende vandstande i lavlandet ved Den Bengalske Bugt er andre eksempler. Ofte går det hårdest ud over de svageste grupper i samfundet.

Men hidtil er klimaændringernes konsekvenser for Indien primært blevet målt og analyseret fra sag til sag uden en egentlig national tilgang. Derfor har regeringen bedt Indian Institute of Science om at lave en rapport, der giver et mere komplet billede. Den bliver udarbejdet af professor N.H. Ravindranath fra instituttets Centre for Sustainable Technologies og forventes at ligge klar inden for et par måneder.

»Det står slemt til. Klimaændringer er skyld i ekstreme vejrsituationer overalt i Indien, hvilket både gælder oversvømmelser og tørke, og det er blevet værre de seneste år. Derudover viser vores modeller, at de negative påvirkninger vil blive endnu større fremover og ramme økosystemer, landbrug og skove. Ser man på skovene, viser vores beregninger, at 30 til 35 procent vil blive påvirket i en grad, så den nuværende biodiversitet ikke vil overleve,« fortæller N.H. Ravindranath til Information.

Han vurderer, at Indien har brug for at knytte et nationalt netværk af relevante institutioner sammen for at komme nok i dybden med, hvad der sker, og hvordan udviklingen bedst håndteres.

»For at se ind i fremtiden og forstå klimaændringerne bruger vi forskellige modeller. Data er i store træk allerede tilgængelige og gælder alt fra vejrdata til oplysninger om landbrugsproduktion og praksis. Men vi bliver nødt til at få en bedre forståelse af, hvad klimaforandringerne betyder lokalt. I dag har vi en idé på et bredere regionalt plan, hvilket ikke er godt nok. Nogle af vores modeller kan analysere områder på 50 gange 50 kilometer, men om nogle år vil jeg tro, at vi kan komme helt ned på ti gange ti kilometer,« siger han.

15 ud af verdens 20 mest forurenede byer

I New Delhi har Bharatiya Janata Party (BJP) og premierminister Modi påbegyndt en ny regeringsperiode efter en overbevisende sejr ved forårets parlamentsvalg. Under BJP's ledelse har Indien underskrevet klimaaftalen fra Paris og gjort energimixet mere grønt.

Indien har til dato installeret en kapacitet på omkring 120 gigawatt fra vedvarende energikilder. Under sin tale til mandagens klimatopmøde i FN lovede Modi mere end at fordoble kapaciteten til 450 gigawatt, dog uden at sætte dato på. Tidligere på sommeren har den indiske regering meldt ud, at målsætningen er, at sol-, vind- og vandkraft samt atomenergi skal levere 40 pct. af det samlede elektricitetsforbrug i 2030. I dag er andelen 21,4 pct.

Det bliver ikke nogen nem opgave. Ikke mindst fordi kulforbruget fortsætter med at stige, og nye kulkraftværker stadig dukker op i det indiske landskab. Det sidste sker dog i væsentligt mindre omfang end tidligere. Sidste år faldt investeringerne i kulkraft markant. Så selv om antallet af kuldrevne kraftværker er tredoblet siden årtusindskiftet, er tiden ved at løbe fra kul i Indien.

Ikke alene er de politiske vinde ved at skifte, også Indiens kroniske vandmangel, der gør det mere risikofyldt og bekosteligt at drive kulkraftværker, kombineret med billigere grønne alternativer har banet vej for et mere bæredygtigt energiudbud.

Om omstillingen væk fra fossile brændsler sker hurtigt nok, er der delte meninger om. Regeringen fremhæver sin egen klimapolitik som værende i særklasse ambitiøs, men ser man på det valgprogram, BJP lagde frem for vælgerne forud for forårets valg, fylder klima og miljø kun ganske få linjer i den 45 sider lange publikation.

Det mest synlige eksempel på manglende politisk handling er den dræbende luftforurening, der indhyller stadig flere indiske storbyer i smog. 15 ud af de 20 mest forurenede byer på verdensplan findes nu i Indien.

Men at se Modi-regeringens mål som uambitiøse er forkert, mener Tim Buckley, direktør for energifinansiering ved det amerikanske Institute for Energy Economics and Financial Analysis (IEEFA).

»Med undtagelse af Kina har ingen andre i verdenshistorien gjort noget lignende, og den kinesiske økonomi er ikke kun langt større, den er også struktureret på en helt anden måde. For Indien handler det om energisikkerhed, økonomiske hensyn, forureningskontrol og forbedring af klimaet som en ekstra fordel. Men man kommer ikke uden om, at det er meget ambitiøst at skulle installere i nærheden af 40 gigawatt vedvarende energi om året. Indien løfter mere end sin andel af ansvaret for at løse et problem, landet ikke har skabt, men som stammer fra USA, Europa, Australien og til dels Kina,« siger han.

Tim Buckley vurderer, at Indien er fem eller ti år forud for sine nationale klimamål afgivet i regi af Parisaftalen, der foreskriver en reduktion i CO2-udledningen pr. enhed BNP med mindst 33 pct. i 2030 i forhold til 2005-niveauet. Ifølge beregninger lavet af IEEFA, er Indien nødt til at investere mellem 500 og 700 milliarder amerikanske dollar frem mod 2030 for at kunne indfri målene for ny vedvarende energi.

»Vi vurderer, at finansiering i den størrelsesorden er til stede i og uden for Indien. Lige nu er årsagen til, at installeringen ikke går så hurtigt, som den burde, mere et spørgsmål om politiske interessekonflikter. Premierminister Modi blev valgt på løftet om ’Made in India’, der er hans store ambition om at gøre Indien til et globalt centrum for fremstillingsindustri, hvilket betyder, at man både vil installere grønne energityper og producere komponenterne. Men i realiteten er det meget, meget svært for en indisk solmodulproducent at konkurrere med en kinesisk.«

»De kinesiske produkter er både billigere og bedre. De seneste to år har regeringen forsøgt at finde ud af, om den ønsker at sætte importtold på udenlandske produkter for at støtte egenproduktion, eller om den i stedet vil installere mest mulig grøn energi så hurtigt som muligt. Endnu har regeringen ikke fundet en mellemvej, der både tager højde for ’Made in India’ og samtidig accelererer installationen af sol- og vindenergi,« siger Tim Buckley.

Han beskriver Indiens nationale klimamål i Parisaftalen som forholdsvis konservative og forventer, at den indiske regering under Modi vil skærpe dem yderligere.

Men spørger man Chandra Bhushan fra Centre for Science and Environment har den eksisterende forhandlingstilgang ved COP-møderne været tilstrækkelig.

»Klimaforandringer kræver en global tilgang udført på lokalt plan. Det har vi ikke magtet at gennemføre ved tidligere klimaforhandlinger. Forhandlingerne kommer altid til at handle om os og dem – de udviklede lande mod udviklingslandene. Det er en fejl. Vi har brug for en global teknologitilgang og samarbejdsmekanisme, hvis vi vil stoppe klimaforandringerne.«

»Løsningen ligger ikke i, om Indien installerer ti flere eller færre kulkraftværker, det rækker ikke. Vi skal tænke meget større. Tag batterier som et eksempel. Litiumbatterier er i dag for tunge og dyre, men vi er tæt på at have teknologien, så hvordan kommer vi videre og får sat det i system globalt og skabt en stor nok produktion til, at det giver mening både i vores biler, i vores hjem og i vores elnet?«

Serie

De største CO2-udledere

Danmark har netop haft et valg til Folketinget, der i store træk handlede om klima. Og over en bred kam bakker partierne op om de nye, ambitiøse danske klimaplaner. Men verdens største udledere har et klimaaftryk, der er mange gange større – og derfor er deres klimaplaner afgørende for den globale omstilling. I denne serie undersøger vi verdens største udledere af CO2, og hvad de gør for at nå i mål med klimaudfordringen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Typisk ! De fleste lande vil både have mel i munden og blæse samtidig. Danmark er ingen undtagelse her.