Læsetid: 8 min.

Ingen har så travlt med grøn omstilling som Kina. Men kulforbruget og CO2-udledningen vokser

Kina er foran alle andre, når det gælder udbygning med sol og vind. Men stærke interesser holder fast i kullene, og de kinesiske CO2-udledninger stiger stadig. I dag udleder Kina mere CO2 end USA og EU tilsammen, og klimaløfterne til FN er utilstrækkelige
Køretøjer, der bliver drevet af soleneergi i den østkinesiske provins Shandong. Kina er helt i front med elektriske køretøjer – 45 procent af alle elbiler i verden og 99 pocent af alle elbusser kører i dag i Kina.

Køretøjer, der bliver drevet af soleneergi i den østkinesiske provins Shandong. Kina er helt i front med elektriske køretøjer – 45 procent af alle elbiler i verden og 99 pocent af alle elbusser kører i dag i Kina.

Xinhua/Zhu Zheng/Ritzau Scanpix

23. september 2019

Det var tilbage i 2006, at Kina overhalede USA som verdens største CO2-udleder.

I dag udleder Kina 10,9 milliarder ton CO2 om året. Det svarer til 29 pct. af de globale udledninger, mere end det dobbelte af USA og mere end USA og EU tilsammen. Efter en kortvarig stabilisering i 2014-16 er de kinesiske udledninger på ny stigende, sidste år med omkring 2,5 pct.

Så Kina er med sin stærke økonomiske vækst og store befolkning voldsomt udfordret på sin klimapolitik og udgør dermed også en voldsom udfordring for det internationale samfunds bestræbelse på at bremse de globale klimaændringer.

Så meget CO2 udleder Kina

 

Kinas klimamål for 2030 – landets såkaldte NDC-mål i FN-jargonen – går blot ud på at få CO2-udledningerne til at toppe inden 2030. Det betegnes af forskergruppen Carbon Action Tracker som »højst utilstrækkeligt« – det kan ikke levere Kinas nødvendige bidrag til sikring af Parisaftalens togradersmål, endsige 1,5-gradersmålet.

Op til FN-generalsekretær Antonio Guterres’ klimatopmøde i New York har dennes specialudsending om klima, Luis Alfonso de Alba, sagt, at han nærer »stærk tillid til, at Kina vil komme til topmødet med et klart løfte på en række områder … med et meget højere ambitionsniveau.«

De Alba henviser til G20-mødet i juni, hvor den kinesiske og franske udenrigsminister i en fælleserklæring bekræftede de to landes vilje til at »opdatere deres NDC’er på en måde, der repræsenterer en udvikling, som går videre end den nuværende og afspejler den højest mulige ambition.

I tirsdags udsendte det kinesiske miljøministerium imidlertid en pressemeddelelse om Kinas position forud for klimatopmødet, hvori der ikke loves noget skærpet kinesisk klimamål. Det hedder blot, at Kina »som altid vil fortsætte implementeringen af Parisaftalen med fast hånd og til fulde leve op til sine løfter«.

Det uklare billede afspejler, at Kina står i en meget vanskelig hjemlig situation. Man skal sikre en tilstrækkelig energiforsyning til den fortsat buldrende økonomi, samtidig med at man skal dæmpe klimabelastningen og forureningen markant og hurtigt. Oven i det skal man håndtere interne konflikter mellem modsatrettede interesser i det kinesiske samfund.

Den økologiske civilisation

»Den grønne dagsorden har rigtig, rigtig stor bevågenhed hos den øverste ledelse i Kina. Præsident Xi Jinping er dybt engageret i det, han kalder en ’økologisk civilisation’, og han siger, at målet om at gøre kineserne velstående ikke må realiseres på bekostning af miljøet,« fortæller den danske energianalytiker Kaare Sandholt, ansat i Beijing som chefekspert ved China National Renewable Energy Centre (CNREC), en tænketank under den magtfulde National Development and Reform Commission.

»Dette grønne budskab siver ned ovenfra og diskuteres ivrigt blandt de kinesiske partimedlemmer, i virksomhederne osv. Så det bliver taget seriøst, og det er også det, man går efter i den 14. femårsplan, som nu er under forberedelse.«

CNREC har selv i sin seneste store rapport, China Renewable Energy Outlook 2018, udarbejdet et ambitiøst scenarie for, hvordan Kinas energisektor kan leve op til FN’s togradersmål med et energiforbrug, der topper i 2025 og derefter falder, og med sol, vind og anden vedvarende energi som stadigt mere dominerende elementer, resulterende i 60 pct. grøn energi i 2050 og en CO2-udledning fra energisektoren, der er reduceret med næsten 75 pct. i forhold til nu.

Ude i virkeligheden går det også stærkt. Ifølge FN’s organisation for vedvarende energi, IRENA, er Kina i dag »langt den største producent i verden af de rene energiteknologier«, dvs. vindmøller og solceller foruden LED-lyskilder, batterier til bl.a. elbiler m.m.

Samtidig investerer Kina mere end noget andet land i vedvarende energi. I tiåret 2010-2019 har Kina ifølge Bloomberg New Energy Finance brugt 758 milliarder dollar – dobbelt så meget som USA – på at udbygge sin vedvarende energikapacitet. Alene sidste år investerede kineserne 88,5 milliarder dollar i den grønne energi, og det betyder, at Kina i dag har 33 pct. af al installeret vindkraftkapacitet i verden og 17 pct. af al solcellekapacitet.

Elbusser og -biler

En aktuel statusopgørelse fra de kinesiske myndigheder fortæller, at Kina nu har installeret 750 gigawatt vedvarende elproduktionskapacitet, svarende til 50 gange den samlede kapacitet til elproduktion i Danmark. Sidste år bestod 57 pct. af den nyinstallerede kapacitet i Kina af vedvarende energi, og alene for vindkraften står der nye godkendte projekter på sammenlagt 110 gigawatt i kø.

Samtidig er Kina helt i front med elektriske køretøjer – 45 pct. af alle elbiler i verden og 99 pct. af alle elbusser kører i dag på de kinesiske veje.

»Intet andet land har bragt sig i en bedre position til at blive verdens supermagt i vedvarende energi end Kina,« hedder det i en rapport fra Global Commission on the Geopolitics of Energy Transformation.

»Så det går den rigtige vej, og der er lederskab bag det,« siger Kaare Sandholt.

Ovenikøbet er der ifølge den danske energiekspert tre faktorer, der automatisk trækker i den rigtige retning. Det ene er Kinas ’new normal’, der handler om at sikre en blød, kontrolleret landing for økonomien – fra de hidsige tocifrede vækstrater for Kinas BNP frem til finanskrisen til vækstrater omkring seks pct. pr. år og måske fem pct. i fremtiden.

»Det andet er Kinas innovationsplan, China 2025, som handler om at gå mod mere grønne produktioner, væk fra kvantitet og hen mod kvalitet, mindre tung industri med stort energiforbrug og mere let industri og service med mindre energiforbrug.«

Kaare Sandholt indskyder, at handelskrigen med USA risikerer at forsinke tingene, fordi en svagere kinesisk økonomi og vækst kan friste til at afspore innovationsstrategien og i stedet genoptage en mere traditionel investeringspolitik for at holde gang i industrien og byggesektoren, på bekostning af klimaet.

Den tredje faktor, der fremmer den grønne omstilling, er ifølge Kaare Sandholt de meget stærke prisfald på vedvarende energiteknologi, som gør denne konkurrencedygtig, og som ser ud til at fortsætte.

Puklen af kulkraftværker

Men noget trækker også i den forkerte retning. Ikke mindst de virkelig store investeringer, der i nyere tid er blevet foretaget i kulkraftværker, som stadig har en lang levetid foran sig. Noget har været nødvendigt for at dække det store og stadig voksende energiforbrug, men der er blevet besluttet og bygget mere kulkraft end nødvendigt.

»Man overgav som led i en generel decentraliseringsstrategi provinserne myndigheden til bl.a. at godkende nye kulfyrede kraftværker. Det betød desværre, at provinser, som har været meget afhængige af kul – enten i form af miner eller til elproduktion – gav grønt lys til fortsat ekspansion af det kulbaserede system. På den måde fik man godkendt alt for mange nye kulkraftværker,« fortæller Kaare Sandholt.

Efterfølgende trak man af samme grund godkendelsesretten tilbage til den nationale energiadministration og annullerede også nogle af godkendelserne, men man står alligevel med en pukkel af nye kulkraftværker, som i sig selv undergraver kulkraftens økonomi, fordi der ikke er afsætning for al den el, der kan produceres.

Ifølge den netop offentliggjorte Guide to Chinese Climate Policy 2019, forfattet af energieksperten David Sandalow, Columbia University, blev den kinesiske park af kulkraftværker i perioden 2006-16 udvidet med 50-60 gigawatt årligt – svarende til to kulfyrede kraftværker om ugen. I 2017 og 2018 faldt den årlige udbygning til 28-35 gigawatt, og i første halvdel af 2019 er der blevet udbygget med 18 gigawatt ny kulkraft, noget mere end kapaciteten i det samlede danske elproduktionssystem.

»Pr. marts 2019 var en ny kulfyret kapacitet på over 125 gigawatt under opførelse i Kina,« oplyser David Sandalow.

Ifølge Kaare Sandholt er det på grund af overkapaciteten og konkurrencen fra den stadig billigere vedvarende energi ikke længere så attraktivt at investere i kulkraft som før. Ikke desto mindre taler den indflydelsesrige kinesiske producentsammenslutning China Electricity Council (CEC) for en fortsat kulkraftudbygning med 290 gigawatt frem mod 2030, svarende til mindst to store værker om måneden. Ifølge Greenpeace vil det give Kina en kulkraftkapacitet, som er dobbelt så stor som det, der er plads til inden for Parisaftalens 1,5-gradersmål.

Avisen South China Morning Post kunne forleden berette, at Kinas centralbank, People’s Bank of China, vil tillade nye projekter med såkaldt ’rene kul’ at modtage statslige grønne obligationer som finansieringsgrundlag. Kraftværker med ’ren kulteknologi’ har mere effektiv forbrænding og røgrensning til gavn for luftkvaliteten, men udsender lige så meget CO2 som andre kulkraftværker.

Slagsmålet

Udspillet fra CEC har vakt indsigelser og protester, men intet er afgjort og bliver det antageligt først med den 14. femårsplan. Én fløj i det kinesiske samfund, omfattende bl.a. stærkt kulafhængige provinser  samt CEC, taler for at holde fast i kullene, fordi det er landets egen ressource, og fordi det også kan bruges til at fremstille olie og gas, som Kina i dag må importere i store mængder og dyre domme fra udlandet. En anden fløj betoner, at den grønne energi bliver stedse billigere, og at den mere effektivt end kul kan mindske afhængigheden af olie og gas.

»Så der foregår i høj grad diskussioner og slagsmål i Kina,« siger Kaare Sandholt.

»Det er lidt som i EU, hvor forskellige regioner har forskellige udgangspunkter og interesser. Men præsidentens position er klar, og jeg kan ikke se, at diskussionerne kan ændre på, at udviklingen overordnet går i grøn retning.«

Status lige nu er, at kulkraften i første halvår 2019 producerede knap 70 pct. af strømmen i Kina, vedvarende energi 26 pct. og atomkraft resten.

Samtidig gav de kinesiske myndigheder ifølge Reuters grønt lys til etablering af nye kulminer med en samlet produktionskapacitet på 141 mio. ton kul årligt – et signal om, at man ser basis for vækst i kulsektoren nogle år endnu. Kina bruger i dag lige så meget kul som resten af verdens lande tilsammen. Og som nævnt steg de kinesiske CO2-udledninger sidste år med omkring 2,5 pct.

Summa summarum: Den kinesiske ledelse er fuldt bevidst om klimaudfordringen, og implementeringen af den grønne, klimavenlige teknologi har mere fart på i Kina end noget andet sted. Men Kinas stærke økonomiske vækst fordrer stigende energimængder, og stærke interesser forsvarer den kulbaserede industri. Derfor er Kina – som andre lande – en klimapolitisk kampplads, og derfor er Kinas meldinger og klimaløfter til FN og verdenssamfundet stadig tvetydige og utilstrækkelige.

Midt i det hele er det på sin plads at minde om statistikken, når det gælder CO2-udledning pr. indbygger. Den gennemsnitlige kineser udleder omkring 7,7 ton CO2 pr. år. Den gennemsnitlige amerikaner udleder 15,7 ton, den gennemsnitlige japaner 9,0 ton og den gennemsnitlige EU-borger 7,0 ton.

Historisk har USA som nation belastet atmosfæren med 397 milliarder ton CO2, Kina foreløbig med 214 mia. ton.

Serie

De største CO2-udledere

Danmark har netop haft et valg til Folketinget, der i store træk handlede om klima. Og over en bred kam bakker partierne op om de nye, ambitiøse danske klimaplaner. Men verdens største udledere har et klimaaftryk, der er mange gange større – og derfor er deres klimaplaner afgørende for den globale omstilling. I denne serie undersøger vi verdens største udledere af CO2, og hvad de gør for at nå i mål med klimaudfordringen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Anker Heegaard
  • Poul Erik Riis
  • Jens Thaarup Nyberg
Viggo Okholm, Anker Heegaard, Poul Erik Riis og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu skal man vel ikke generelt se på hvad et land udleder, men hvad der udledes pr indbygger og så ligger Kina pludselig længere nede af listen. USA udleder omkring 3 gange så meget pr indbygger i forhold til Kina og nogle af de arabiske olie stater ligger langt højere.

Morten Lind, Dennis Tomsen, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørgen Møller, Anker Heegaard, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Karsten Nielsen, Susanne Kaspersen, nanna Brendstrup og John Andersen anbefalede denne kommentar

Det giver kun mening at fokusere på pr. capita udledninger, eller "historiske udledninger" hvis formålet er at pege fingre og sige "Det er jer der er, eller har, været slemme". Det implicitte ved det udgangspunkt er jo, at så må disse her massivt forurenende lande forurene langt mere end de gør i dag. Rigtig fint ud fra et forskruet retfærdigshedsprincip om at alt og alle bør være lige. Fuldstændigt virkeligshedsfjernt hvis man ønsker at løse problemet . Det giver langt mere mening at se på de rent faktiske udledninger som de er i dag, når vi skal forholde os til, hvem det er der skal reducere udledningerne, hvis vi skal nå at forhindre klimakatastrofen. Kina bliver nødt til at reducere sit udslip, nu i dag, sammen med Indien, Indonesien og andre, der måske ikke har været store syndere, men reelt er det i dag. Vi har ikke tid til at vente.

Philip B. Johnsen

Folkerepublikken Kina.
300 millioner kinesere er overforbrugere som danskere, en overforbrugende del af markedsøkonomien, der skaber ekstrem rigdom til de få, voksende økonomisk ulighed, de menneskeskabte klimaforandringer samt forurening der stopper udviklingen, der i Kina holder de resterende over 700 millioner i fattigdom, uden mulighed for at flygte fra realiteterne.

Folkestyret i Danmark.
Borger i det danske folkestyre, har også i dag en forventning om, at politikkerne ikke modarbejder befolkningen, hvilket jeg vil påstå hemmeligholdelse af omfanget af den menneskeskabte klimakatastrofe er, konsekvenserne af den nuværende politiske kurs er, en manglende fremtidig beskyttelse af borgerne, negative menneskelige sociale og omkostningstunge konsekvenser, bevist forsøgt skjult for borgerne af politikkerne.

Konkurencestaten Danmark er liberal økonomisk politik kendetegnet ved:
Tager ikke ansvar.
Har ingen respekt for sociale normer.
Tilsidesætter hensynsløst andres sikkerhed.

Arne Albatros Olsen, Anker Heegaard, Flemming Berger og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Davis Johansen har naturligvis ret. Klimaproblemets løsning forudsætter, at alle reducerer CO2-udledningen, uanset det nuværende niveau. At nogle i dag udleder mindre CO2 pr. capita end andre ændrer ikke på, at alle skal reducere udledningerne.

En analogi: I Vesteuropa har alle lande velfungerende affaldssystemer, som fx indebærer, at vi ikke dumper plastic-affald i havet. I Østasien forholder det sig anderledes, der ryger plasticaffald i havet. Skulle vi af den grund begynde at smide plastic i havet? Naturligvis ikke! Af helt samme årsag har fx Kina ikke en "ubrugt kvote" af CO2-udledning, selvom deres udledning pr capita er lavere end fx USAs.

Jan Weber Fritsbøger

pr capita udledning siger vel noget om hvilke lande der har størst potentiale for reduktioner,
men det betyder ikke at reduktionerne manifesterer sig i det land som reducerer sit forbrug, opgørelsen af kinas udledning er jo påvirket af, at den bagved liggende produktion exporteres til feks USA, og dermed er det forbruget i bla USA som er årsag til en del af den kinesiske udledning, hvilket så gør sagen mere grotesk at udledningen pr capita er så høj i feks, USA,
fordi hvis man medregnede hele omkostningen ved forbrug og transport i det forbrugende land i stedet for det producerende, ville vestens udledning være vildt meget større og kinas meget mindre da de jo ikke selv forbruger ret meget af deres produktion,
for selvfølgelig vil udledningen stige i et land som producerer til resten af verden, men udledningen i resten af verden burde jo falde i samme takt som egenproduktionen reduceres, husk årsagen til problemerne handler om overforbrug.

Morten Lind, John Andersen, Viggo Okholm, Jan Bisp Zarghami, Flemming Berger og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

David Johansen påpeger at “Kina bliver nødt til at reducere sit udslip, nu i dag, sammen med Indien, Indonesien og andre, der måske ikke har været store syndere, men reelt er det i dag. Vi har ikke tid til at vente.”

Det er fuldstændig korrekt, det kan kun ske, hvis Europa og USA sænker forbruget.

Asien indbyggertal* i forhold til forbrug er 60*/52 i procent.
EU/USA indbyggertal* i forhold til forbrug er 16*/46 i procent.

Jens Winther og Davis Johansen:
Ville have protesteret over jeres konklusioner, men kan se jeg intet har at tilføje, Jan Weber har skåret det ud i pap.
Almindelig ændring af sløseri og ansvar omkring bl.a. affald kan alle ændre på.
Men tragedien ligger jo især omkring vestens brug af billig produktionen i lande langt væk.som bl.a. Kina og Indien for a så at bebrejde dem de udleder for meget for at vi kan nyde.

Henrik Plaschke

Når man diskuterer, hvem der skal reducere deres CO2 udledninger hvor meget, kunne det måske også være af en vis interesse, at se på sammenhængen mellem indkomstniveauer, geografisk placering og udledninger. Det har de franske økonomer Thomas Piketty & Lucas Chancel skrevet et større arbejde om. De viser bl.a. at 10 % af verdens befolkning står for ca. 45 % af de globale udledninger, mens 50 % står for ca. 13 %. Af de 10 % mest udledende mennesker, kommer 2/3 fra de vestlige lande, og 1/3 fra de fremvoksende vækstøkonomier (Kina, Indien m.v.). Disse beregninger vedrører udledninger baseret på faktisk forbrug og tager således højde for handelsstrømme (ligesom nogle af de tal Philip B. Johnson henviser til 19:42). De 10 %, der udleder mest, svarer nogenlunde til de 10 %, der har de største indkomster.

Med andre ord: i gennemsnit udleder en person fra de 10 rigeste % ca. 17 gange så meget CO2 som en person fra de fattigste 50 %.

Ifølge artiklen ovenfor udleder ”Den gennemsnitlige kineser… omkring 7,7 ton CO2 pr. år. Den gennemsnitlige amerikaner udleder 15,7 ton, den gennemsnitlige japaner 9,0 ton og den gennemsnitlige EU-borger 7,0 ton.” Her påpeger Piketty & Chancel, at den rigeste % udleder ikke mindre end 318 ton (USA), 287 (Luxemburg), 251 (Singapore), 247 (Saudi Arabien) og 204 (Canada), mens den årlige udledning i de fattigste lande ligger på ca. 0,1 ton. Nogle har nok et større potentiale for mindskede udledninger end andre…

Lucas Chancel & Thomas Piketty, Carbon and inequality: from Tokyo to Paris, World Inequality Lab, November 2015, http://piketty.pse.ens.fr/files/ChancelPiketty2015.pdf

Morten Lind, Viggo Okholm og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar