Læsetid: 6 min.

Italiens politiske fremtid skal afgøres af en internetafstemning

Femstjernebevægelsen beskrives som en besynderlig skabning, der i høj grad er skabt og styret af et privatejet it-firma. Og ved en afstemning på bevægelsens onlineplatform Rousseau bliver det tirsdag afgjort, om femstjernerne skal gå i regering med ærkefjenden. Processen sælges som del af en vision om et digitalt, direkte demokrati, men kritikere ser det som et røgslør for udemokratisk topstyring
Lederen af Femstjernebevægelsen Luigi Di Maio møder pressen i sidste uge efter premierminister Guiseppe Contis tilbagetræden. Tirsdag skal de stemmeberettigede medlemmer af bevægelsen stemme om, hvorvidt bevægelsen skal gå i regering med arve enderne i PD – men rammen for den internetbaserede afstemning møder kritik.

Lederen af Femstjernebevægelsen Luigi Di Maio møder pressen i sidste uge efter premierminister Guiseppe Contis tilbagetræden. Tirsdag skal de stemmeberettigede medlemmer af bevægelsen stemme om, hvorvidt bevægelsen skal gå i regering med arve enderne i PD – men rammen for den internetbaserede afstemning møder kritik.

Angelo Carconi

3. september 2019

Et digitalt, direkte demokrati. Onlineafstemninger, der kan overflødiggøre parlamentsvalg og erstatte det repræsentative demokrati.

Det er visionen, som det italienske protestparti Femstjernebevægelsen er blevet grundlagt på.

Og tirsdag kan en afstemning på protestpartiets onlineplatform afgøre Italiens politiske fremtid. Her skal vælgerne, der er registreret på platformen, stemme om, hvorvidt Femstjernebevægelsen skal gå i regering med centrum-venstre-partiet Partito Democratico (PD) med Giuseppe Conte som premierminister.

Gennem hårde, tumultariske forhandlinger har femstjernernes politiske ledelse de sidste uger forhandlet sig frem til en aftale med PD. Det hele kan dog falde på gulvet, hvis de godt 100.000 stemmeberettigede klikker nej på internettet. Konsekvensen vil blive et nyvalg, hvor det ekstreme højre står til at få en knusende valgsejr.

Men hvordan afstemningen falder ud, er ikke det, der bekymrer Jacopo Iacoboni. Det er i stedet, at vælgerne afgiver deres stemme på en platform, der er uigennemsigtig og styres udemokratisk – og som i øvrigt har været udsat for hackerangreb.

Rousseau, som platformen hedder, er »styret af én enkelt person, der ikke er valgt, og som reelt er magten bag Femstjernebevægelsen,« siger Jacopo Iacoboni, en italiensk journalist, der har skrevet to bøger om Femstjernebevægelsen, L’Esperimento og L’Esecuzione – om henholdsvis bevægelsens tilblivelse og tid som regeringsparti.

Onlineplatformen kontrolleres af et privat firma, Casaleggio Associati, som er ejet af den hemmelighedsfulde 43-årige it-entreprenør Davide Casaleggio.

Rousseau, opkaldt efter den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, er selve kernen i Femstjernebevægelsens påstand om at være anderledes end andre traditionelle partier. Det er her, hvor man søger at realisere det direkte demokrati ved at give medlemmerne mulighed for at foreslå politik og kommentere på bevægelsens linje, og som bruges til at vælge partimedlemmer og til afstemninger om større, afgørende emner.

Men platformen bliver i stadig større grad kritiseret for at være et instrument, der er sårbart over for manipulation, især fra Casaleggios side, som med sin magt over Rousseau kan være med til at definere Femstjernebevægelsens kurs, bl.a. ved at afgøre, hvad medlemmerne skal spørges om, hvordan de skal spørges, og hvem, der får adgang til platformen – og dermed til at stemme.

Manden bag det hele

»Casaleggio styrer det hele. Han – og kun han – har nøglen til hele den digitale infrastruktur, som Femstjernebevægelsen er bygget op omkring. Det er ham, der bestemmer, hvem der kan stille op, og hvem der kan stemme,« siger Jacopo Iacoboni.

»Det er ham, som reelt styrer Femstjernebevægelsen, og som har en stor indflydelse på den politiske udvikling, uden at han er valgt demokratisk. Det giver ham en enorm stor magt at være den digitale dørvogter for de mange parlamentsmedlemmer for Italiens største parti.«

Jacopo Iacoboni er langtfra alene med sin kritik. Den udtrykkes tit og ofte i italienske medier.

Marco Canestrari, der tidligere har arbejdet for Casaleggio Associati, men som nu er en af sin tidligere arbejdsgiveres største kritikere, siger til tv-stationen La7, at »afstemningsprocessen i sig selv er yderst usikker«, da der ikke er nogen uvildig kontrol med platformen, og derfor er processen sårbar over for manipulation:

»Det er Davide Casaleggio, der kontrollerer processen, og han kontrollerer adgangen til medlemskab, og da processen ikke er transparent og ikke verificeres af en tredje part, så er Casaleggio reelt i stand til at udøve indflydelse på vælgerne gennem Rousseau.«

Femstjernebevægelsen blev dannet i 2009 af komikeren Beppe Grillo og Davide Casaleggios far, cyberguruen Gianroberto Casaleggio, som døde i 2016, samme år som platformen Rousseau kom online. Det var Gianroberto, der grundlagde Casaleggio Associati, og stod bag visionen om digitalt demokrati, hvor almindelige mennesker kunne udtrykke deres holdninger og erstatte den korrupte politiske elite.

Bevægelsen førte sig frem som et internetbaseret parti, der kunne ændre italiensk politik ved at være en helt igennem gennemsigtig politisk organisme med en flad struktur, hvor alle kunne give deres holdning til kende. Man ville et demokrati uden filter fra hverken traditionelle politikere eller medier.

Et demokratisk filter

Men Casaleggio og Rousseau-platformen opfattes nu i sig selv som et filter. Selv om Davide Casaleggio ikke er valgt og ikke har nogen formel rolle i partiet, så ses han i høj grad i Italien som manden, der trækker i trådene – noget, han selv og partiet benægter. Han præsenterer i stedet sig selv som blot en entreprenør, der stiller en service til rådighed for Femstjernebevægelsen.

Men læk til den italienske presse har afdækket, at det er Casaleggio, som har den absolutte kontrol over internetplatformen, og tidligere partimedlemmer siger, at han er dybt involveret i at håndhæve partidisciplinen og smide folk ud af partiet og ud fra platformen, hvis de ikke retter ind.

»De taler om direkte demokrati, men de har ikke etableret det. Det eksisterer ikke i Femstjernebevægelsen, som i stedet er voldsomt topstyret. De, som er uenige, bliver smidt ud,« siger Jacopo Iacoboni.

»Femstjernebevægelsen er en besynderlig konstruktion. Vi har et privatejet selskab, der direkte har grundlagt og nu styrer et politisk parti – og samtidig har direkte adgang til afgørende data om brugerne af Rousseau.«

Marco Canestrari, den tidligere ansatte ved Casaleggio Associati påstår, at Davide Casaleggio har direkte adgang til platformens brugeres data – alt fra deres personlige informationer, id, adresser samt deres stemmemønstre og politiske holdninger.

Rousseau er mindst to gange blevet hacket, og den italienske myndighed for databeskyttelse har kritiseret platformen for ikke at leve op til basale sikkerhedsstandarder, såsom beskyttelse af vælgernes identitet, og tidligere i år gav myndighederne Casaleggio Associati en bøde på 50.000 euro for ikke at være gode nok til at beskytte brugernes personlige oplysninger. I en rapport fra databeskyttelsesmyndigheden hed det i 2017, at der er en risiko for »konstant profiling af medlemmer baseret på deres valg og præferencer udtrykt gennem platformen.«

»Femstjernebevægelsen er en politisk kraft, der bygger på besiddelsen af personlige data,« siger Jacopo Iacoboni, der sammenligner det med samarbejdet mellem USA’s præsident Donald Trumps præsidentkampagne og Cambridge Analytica, der havde snablen inde i Facebook.

»I det tilfælde var der dog tale om forskellige enheder, der samarbejdede. I det italienske tilfælde er det hele smeltet sammen,« mener Iacoboni.

Risikabel kovending

Femstjernebevægelsen har brugt Rousseau-platformen til dusinvis af afstemninger. Bl.a. blev partileder Luigi Di Maio valgt igennem platformen. Og det var også her, at regeringssamarbejdet med Lega – som brød sammen i august – blev godkendt ved en afstemning sidste år.

Desuden stemte platformens medlemmer i februar om, hvorvidt Femstjernebevægelsen skulle beskytte Legas leder, Matteo Salvini, fra retsforfølgelse for anklager om »kidnapning« af migranter, som han ikke tillod at gå i land i italienske havne, efter de var blevet reddet i Middelhavet af ngo’ers redningsskibe. I begge tilfælde stemte vælgerne ja – i overensstemmelse med partiledelsens opfordring.

Der er dog ikke åbenhed om, hvornår holdningerne hos medlemmerne af Rousseau skal tages i betragtning – det er op til partiledelsen at afgøre, hvornår det er opportunt at lægge spørgsmål ud til afstemning.

Spørgsmålet om, hvorvidt Femstjernebevægelsen skal gå i regering med PD, er dog så stort, at det var oplagt, at det skulle til afstemning på Rousseau-platformen. PD ses blandt Femstjernebevægelsen som ærkefjenden og som symbolet på den politiske korruption og de ineffektive levebrødspolitikere, som bevægelsen netop blev dannet for at bekæmpe. Det er derfor en risikabel kovending for partitoppen, som det er nødvendigt at få rygdækning for gennem en afstemning på Rousseau.

Hvis det dog bliver til et ja til koalitionen, så har premierminister Giuseppe Conte, der ikke er partimedlem, men dog er allieret med Femstjernebevægelsen, sagt, at han officielt kan præsentere en ny regering og et nyt hold ministre »senest onsdag« i denne uge. Hvis det i stedet bliver et nej, så er der lagt op til nyvalg i november, hvor Lega og Matteo Salvini ifølge meningsmålinger står til at vinde klart.

Salvini har opfordret sine støtter til store demonstrationer, hvis en Femstjerne-PD-regering bliver etableret, da han beskriver en sådan regering som et »demokratisk tyveri«.

Den netop overståede weekend var præget af hårde forhandlinger mellem Femstjernebevægelsen og PD, efter Luigi Di Maio erklærede, at et samarbejde med PD fortsat kunne gå i vasken. Han krævede, at PD både accepterede Conte som premierminister, ham selv som vicepremierminister og i øvrigt den politik, som Femstjernebevægelsen havde gennemført med Lega, inklusive hårde tiltag over for migranter.

»Enten opnår vi enighed om at videreføre Femstjernebevægelsens politik, eller også stopper vi bare her,« sagde Di Maio, der erklærede, at han i så fald var klar til et nyvalg.

At man sent søndag aften annoncerede, at man ville sætte en koalition med PD til afstemning på Rousseau tirsdag ses dog som en klar indikation på, at de to partier er nået til enighed om hovedpunkterne i et regeringsprogram.

Italiens præsidetn Sergio Mattarella er ikke højtråbende, som italienske politikere er flest. I stedet er han blevet beskrevet som grå, usynlig og mild - og den tidligere italienske premierminister, Silvio Berlusconi har sammenlignet ham med »en munk«.
Læs også
Inden premierminister Giuseppe Conte indgav sin afskedsbegæring i det italienske senat tirsdag, beskyldte han Matteo Salvini, der sad lige til højre for ham, for at være uansvarlig og uvidende og desuden en autoritær opportunist.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Poul Erik Riis
  • Christian Mondrup
  • Johnny Christiansen
Steffen Gliese, Poul Erik Riis, Christian Mondrup og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu