Baggrund
Læsetid: 4 min.

Jacques Chirac var korrupt, landsfaderlig og folkekær

Franskmændene kunne sagtens tilgive Jacques Chirac hans svindelaffærer og atomprøvesprængninger, for han spillede rollen som republikansk monark med både værdighed og charme
Jacques Chirac er død i en alder af 86 år. Han var kendt og elsket for sin skælmske udstråling og vil især blive husket som en mester i politisk forførelseskunst.

Jacques Chirac er død i en alder af 86 år. Han var kendt og elsket for sin skælmske udstråling og vil især blive husket som en mester i politisk forførelseskunst.

Jacques Demarthon

Udland
27. september 2019

En af de længste politiske karrierer i Europa og to perioder som Frankrigs præsident fik han. I går kom meldingen om hans død i en alder af 86.

Jacques Chirac forsvandt dog fra den politiske scene for flere år siden, ramt af hukommelsestab og Alzheimers syge, der udviklede sig stedse værre som bivirkning af et slagtilfælde.

Chirac var kendt og elsket for sin skælmske udstråling. Han var Frankrigs statsoverhoved fra 1995 til 2007, og forud for dette premierminister to gange foruden borgmester for Paris igennem 18 år.

Skønt hans tid som præsident var kendetegnet ved stagnation og ringe politisk handlekraft, og selv om Chirac efterlod sig et Frankig, der var lige så splittet, forgældet og ramt af ulighed og arbejdsløshed, som det han overtog, vedblev han i kraft af sin jovialitet at være en af nationens mest folkekære politikere.

Internationalt vil Chirac blive husket for Frankrigs stålsatte modstand mod den amerikansk ledede invasion af Irak. Hans afvisning af fransk krigsdeltagelse fik momentant hans popularitetstal op på 90 procent.

»Krig må altid være sidste udvej. Og er altid et bevis på nederlag, altid den værste løsning, bringer altid død og elendighed,« udtalte han en uge før de amerikanskledede koalitionsstyrker invaderede Irak.

Han advarede desuden om, at enhver besættelse af Irak ville udvikle sig til »et mareridt«.

En vigtig gestus for Chirac var at bane vej for forsoning gennem anerkendelse af, at Frankrig som nation var medansvarlig for pågribelse og deportation af 76.000 af sine jødiske borgere til de nazistiske dødslejre under Anden Verdenskrig. Hans indrømmelse af, at den tyske besættelsesmagts »kriminelle galskab« blev »assisteret af det franske folk og den franske stat« ophævede det sidste tabu omkring besættelsestiden og kollaboratørregimet i Vichy.

Politisk forfører

Chirac vil især blive husket som en mester i politisk forførelseskunst. I årtier forstod han at charmere offentligheden med endeløse håndtryk og klap på køers bagdele under sine rundture i Frankrig. Han var en øldrikkende Gitanes-rygende levemand, der ikke lod sig nøje med mindre end fem frokostretter, når han under valgkampe drog på kampagneturné.

Så mange mennesker trykkede han i næven på kryds og tværs af Frankrig, at han plejede at stikke sine fingre i en isspand, når dagen var omme, eller påsætte plastre som beskyttelse imod de vabler han fik fra bønders og pensionisters faste håndtryk. Han følte et instinktivt behov for at række ud og røre ved folk, om det var for at kramme en ældre vælger eller placere et flamboyant kys på den tyske kansler Merkels hånd.

Chirac måtte tåle strømme af hån og var et yndlingsoffer for satirikere, der ofte kaldte ham Supermenteur (’superløgner’). Efter en historisk rettergang i 2011 blev han som den første præsident dømt for korruption efter en skandalesag om illegal kampagnefinansiering i hans tid som borgmester i Paris. To års betinget fængsel lød dommen på.

Dette hindrede ham dog ikke i fortat at blive set som en forbilledlig landsfaderinkarnation. Chirac forstod at spille rollen som republikansk monark med en karisma, som hverken efterfølgeren Nicolas Sarkozy eller François Hollande kunne matche i offentlighedens øjne.

Vejrhane

Politisk havde han ry for at være noget af en vejrhane, der skiftede synspunkt efter forgodtbefindende. I 1970’erne var han gaullistisk protektionist og i 1980’erne tilhænger af Ronald Reagans frimarkedsliberalisme.

Som nyvalgt præsident chokerede han i 1995 verden ved at genoptage de franske atomprøvesprængninger på atoller i det sydlige Stillehav, men i 2002 trådte han på FN’s Miljø- og Udviklingskonference i karakter som økologiforkæmper og advarede om, at »vores hus brænder, mens vi ser alle andre steder hen«. Ligeledes gik han fra at være indædt EU-skeptiker i 1970’erne til helhjertet EU-fortaler ti år senere.

I sine 43 år i politik havde han ry for at være en morderisk bulldozer over for sine rivaler og modstandere. Han blev født i en velstående borgerlig, men kulturelt frisindet familie i Paris, og fik som ung kamperfaring i den algeriske krig, hvilket både indgav ham modvilje mod krig og fascination af militærstrategi.

I 2002 blev han genvalgt som præsident med hele 82 procent af stemmerne, efter at Front Nationals Jean-Marie Le Pen havde chokeret nationen ved at gå videre til anden runde. Chirac vandt så klart, fordi de franske venstrefløjsvælgere stemte på ham i stort tal. Et historisk nederlag skæmmede hans sidste tid i embedet, da franskmændene ved en folkeafstemning sagde nej til EU’s forfatningstraktat.

En særlig bramfrihed kunne kendetegne Chiracs udtalelser. Om Margaret Thatcher sagde han engang:

»Hvad mere kræver den sæk? Mine kugler på en tallerken?«

Om briterne mente han generelt, at »man kan ikke stole på nogen, der laver så ringe mad«. Som Mitterand før ham ville han sætte sig et stort kulturelt mindesmærke. Dette lykkedes i form af Quai Branly-museet i Paris for indfødte folkeslags kunst og kulturer i Afrika, Asien, Oceanien og Amerika.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Angelique Chrisafis

Jacques Chirac havde i den grad ret, da han i 2003 modsatte sig USA's invasion af Irak.

Jeg vil ikke rose mig af dengang at kunne gennemskue de amerikanske efterretningsvæsners løgne.
Jeg kunne bare ikke forestille mig, at de ville lade Udenrigsminister Colin Powell optræde på slap linie i FN's Sikkerhedsråd i februar 2003 og fremlægge en række falske "beviser" på Iraks atomprogram, så Colin Powell efterfølgende blev totalt til grin og mistede enhver troværdighed.

Anyway - Jacques Chirac så rigtigt dengang i 2003.

På mange områder mindede han lidt om den afdøde CSU-landsfader fra Bayern, Franz Josef Strauß.

Og ligesom jeg ikke syntes, at Franz Josef Strauß skal mindes, mener jeg heler ikke, at Jacques René Chirac skal det.