Læsetid: 5 min.

Kan Jeremy Corbyn både blæse og have mel i munden?

Ved Labours landsmøde i Brighton forventes høj bølgegang. Et flertal blandt medlemmerne presser på for endegyldig tilslutning til at forblive i EU, men Corbyn afviser. Samtidig er magten i Storbritannien snublende nær – og dog så fjern
Jeremy Corbyn, her ved en klimaprotest i London fredag, står over for en særdeles vanskelig balancegang oven på weekendens Labour-landsmøde.

Jeremy Corbyn, her ved en klimaprotest i London fredag, står over for en særdeles vanskelig balancegang oven på weekendens Labour-landsmøde.

Ben Stansall

21. september 2019

BBC’s taleradios grand old man John Humphreys sluttede sin glorværdige karriere inden for public service torsdag morgen med en stikpille rettet både imod premierminister Boris Johnson og oppositionsleder Jeremy Corbyn:

»Jeremy Corbyn har ikke stillet op til ét interview her hos os i næsten tre år. Boris Johnson har ikke ønsket at deltage, siden han blev premierminister. I stigende grad taler politikerne direkte til folket gennem sociale medier, så de selv kan bestemme, hvilke spørgsmål de gider svare på.«

Kritikken var naturligvis i lige så høj grad rettet mod landets premierminister, men det er værd at have med, at dagens gæst i radioprogrammet var tidligere premierminister Tony Blair – den sidste Labour-leder, der har vundet et parlamentsvalg og endog gjort det tre gange. I modsætning til Corbyn stillede Blair altid op til disse kritiske interviews.

Men Corbyn er anderledes. Han har i langt højere grad holdt sig til medier, han ikke frygter og har talt til vælgerne gennem sine talstærke græsrødder og deres sociale medier – nogle af dem, der gennem benhårdt organisatorisk arbejde meget overraskende tilbage i 2015 sikrede ham magten i Labour.

Dengang var mediernes vurdering af hans chancer for at blive premierminister mildt sagt ikke løfterige. Men alt i britisk politik har, som bekendt, siden ændret sig i en retning, der bør være i Corbyns favør. Når han denne weekend indtager scenen ved landsmødet i Brighton, er det med bevidstheden om, at han ikke bare bør blive landets næste premierminister, det er noget han skal. Alt andet ville være en falliterklæring, der bekræfter onde tungers påstand om, at Labour ikke længere er partiet, der kan samle briterne hen over midten.

Corbyn bejler ikke til ’middle’ England

De konservative er midt i en ond borgerkrig om partiets sjæl, og med Boris Johnson-fløjens sejr, og den medfølgende eurofjendske højredrejning, er der åbent hus for at sikre sig det middle England, som Tony Blair baserede sine jordskredssejre på.

Der er bare intet, der tyder på, at det vil ske med Corbyn ved roret. Sky Bet giver pengene 1,41 gange tilbage, hvis man tror på konservativ sejr, men hele 3,75 gange tilbage, hvis Labour skulle vinde det valg, alle regner med er lige rundt om hjørnet.

Det er der flere forklaringer på. Corbyn er blevet fremstillet af dele af den britiske presse som revolutionær og en fare for Storbritanniens fremtid. Det sidste er han næppe, men han har luftet relativt rabiate planer om nationaliseringer, arbejdstageraktier med videre, der i sig selv nok kunne skræmme en del af middelklassens vælgere væk.

Det største problem for Labour er dog umiddelbart, at Corbyn stadig ikke vil melde klart ud i forhold til Brexit. Som mange andre på den britiske venstrefløj er hans politiske overbevisninger støbt på en historisk skepsis over for EU, som i dette narrativ anses for at være kapitalens venner i højere grad end arbejdernes.

Denne weekend i Brighton vil Jeremy Corbyn komme under fornyet pres fra partiets pro-EU-fløj – og den udgør vel at mærke et klart flertal i partiet. Han har forsøgt at lukke luft ud af ballonen ved at positionere sig som manden, der varetager alle briters interesse.

»Vi er det eneste landsdækkende parti, som er villig til at stole på folkets evne til at træffe sit eget valg,« skrev Corbyn i The Guardian i tirsdags.

Skulle han blive premierminister, vil han genforhandle en aftale med EU, der også omfatter en toldunion og samtidig sikrer britiske arbejdstageres rettigheder. Denne aftale skal så efterfølgende stå sin prøve ved en folkeafstemning.

Corbyns vægelsindethed på Brexit-spørgsmålet har allerede medført adskillige partiudmeldelser i partiets top og afhopninger til Liberaldemokraterne – og flere synes at være på vej. Mere end 80 Brexit-relaterede dagsordner forventes rejst på landsmødet med krav om, at Labour melder sig under remains faner. Mindst to tredjedele af Labours vælgere er remainere, og midtsøgende Labourfolk har ikke meget til overs for Corbyn-udmeldinger som denne:

»Liberaldemokraterne ønsker at ændre på folkeafstemningsresultatet ved at trække artikel 50 tilbage. Det er ganske enkelt udemokratisk at sidde folkets røst overhørig uden først at høre den igen.«

Michael Chessum fra den proeuropæiske græsrodsgruppe, Another Europe is Possible, udtalte forleden i The Guardian:

»Labour har allerede krydset Rubicon, når man lover en folkeafstemning med remain som en mulighed. Det giver ingen mening ikke at slutte op om remain, når 90 procent af vores medlemmer ønsker dette.«

Der hersker altså fortsat langtfra fred og idyl i det gamle arbejderparti. Corbyn har de magtfulde fagforeninger og venstrefløjen i ryggen, men stort set alle andre omkring partiet er fortsat ikke overbevist.

Den halvfjerdsårige vegetar og gamle politiske aktivist fra Islingston i det nordlige London er usandsynlig som politisk leder i Storbritannien og ifølge meningsmålinger en leder uden det store folketække. Han har dog vist sig ganske viljefast på netop dette punkt. Han ønsker for alt i verden ikke at støde den lille tredjedel af Labour-vælgerne, der stemte for Brexit i 2016, væk.

Intet er som det plejer i Storbritannien, og derfor kan man heller ikke pure afvise, at Corbyns plan vil virke. Han satser på, at klassiske Labour-vælgere hellere vil stemme på ham end på Boris Johnson. Det vil nogle af dem givetvis også, men der er attraktive proeuropæiske alternativer i Liberaldemokraterne og hos De Grønne, og det kan komme til at gøre ondt på Labour.

Corbyn ved naturligvis godt, at han ikke står stærkt. Troede han, at han kunne vinde et parlamentsvalg nu, ville han have taget imod Boris Johnsons tidligere invitation om at afholde et valg. Det er vel også ganske forfriskende, at en politiker faktisk står ved sine holdninger, uanset om der er bred opbakning til dem eller ej.

Problemet er, at der er så uendelig meget på spil, og at det iblandt virker som om, Jeremy Corbyn sætter sin egen mulighed for at blive premierminister over nationens ve og vel.

Hans samarbejde med de konservative rebeller, der nu tvinger Boris Johnson til Bruxelles for at bede om udskydelse af skilsmissedatoen, viste at Corbyn sagtens kan samle. Men man sidder med en fornemmelse af, at Labour-lederen både vil blæse og have mel i munden. Almindeligvis er det ikke muligt – men måske er Jeremy Corbyn også her undtagelsen. Måske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Corbyn er så elendig en politiker, at hvis det ulykkelige sker, at han kommer til magten, kan en ny national krise opstå på et spørgsmål om tilskudsordningen til teater billetter.

Corbyn bør udskiftes og mere pragmatisk laybour leder vælges. Han er fejlcastet. Ham eller Boris er det samme som pest eller colera.

Torben Lindegaard

Der er ikke noget som helst, der tyder på, at Jeremy Corbyn's position som leder af Labour er i fare. Corbyn stiller op som leder af Labour ved det kommende valg.

Valgresultater er ret kringlet at vurdere, især på grund af det britiske valgsystem med valg i enkeltkredse uden brug af tillægsmandater.

Jeg indrømmer blankt, at mit hjerte især banker for Liberal Democrats, Lib Dems, og det tegner også godt for partiet i de generelle undersøgelser af vælgertilslutning; men det siger kun så lidt om valgresultatet - og selvfølgelig bliver Jo Swinson ikke Premierminister ved næste valg.

.

Bo Stefan Nielsen

Er journalist Jakob Illeborg borgerlig?

“Corbyn er blevet fremstillet af dele af den britiske presse som revolutionær og en fare for Storbritanniens fremtid. Det sidste er han næppe, men han har luftet relativt [b]rabiate planer om nationaliseringer, arbejdstageraktier[/b] med videre, der i sig selv nok kunne skræmme en del af middelklassens vælgere væk.”

Denne passage er direkte morsom. Er Danmark et rabiat regime?

For det første er ‘rabiat’ et synonym for ekstremistisk, meget yderligtgående, fanatisk ofte med et voldeligt islæt. Slå det evt. op.

For det andet. Hvis Illeborg kigger ordentligt efter, vil han måske (til sin skræk?) opdage, at både jernbanerne og vandforsyningen i Danmark er på fællesskabets hænder — dvs. demokratisk ejerskab. Det meste af den kritiske infrastruktur har i Danmark siden opbygningen af velfærdsstaten været på fælles hænder, og ville fortsat have været det, hvis ikke fire årtiers neoliberale angreb på demokratisk ejerskab havde solgt ud til private profitforetagender. Hvad Corbyn ønsker er såmænd blot at gen-nationalisere naturlige monopoler ved at købe tilbage, hvad tidligere regeringer har privatiseret.

Medarbejderaktier er en anden sag, som jeg vil afstå fra at komme nærmere ind på her, så indlægget her ikke skal blive alt for langt. Igen er der såmænd blot tale om at demokratisere dele af økonomien lidt. Der er langt til den øko-socialisme, som ville være radikal (ikke rabiat!), men som er det demokratiske og socialt ansvarlige svar på den globale klima- og biodiversitetskrise .

Jeg troede faktisk ikke, jeg abonnerede på en borgerlig avis?

Bo Stefan Nielsen

Hvorfor iøvrigt omtale Corbyn som “den halvfjerdsårige vegetar”? Hvad har hans vegetarisme med hans angiveligt “rabiate” politik at gøre? Det får vi ikke at vide. Personligt vil jeg mene, det er det modsatte af at være rabiat. Vegetarisme er ofte udtryk for en særlig grad af bevidsthed og omsorg for andre levende skabninger end blot de tobenede, og for miljøet og klimaet. Skal vi forsøge at koble Corbyns vegetarisme med det politiske menneske, må man konkludere, at han med Skt personlige eksempel har været forud for sin tid i Labour-partiet.

Alt i alt ligner og lyder Corbyn ikke som de andre politikere. Heldigvis, for der er stærkt brug for progressive grønne reformister som ham!

England har brug for Corbyn, ligesom vi har brug for den mest venstreorienterede udgave, Mette Frederiksen kan mønstre. Kapitalismen har i sin nuværende uregulerede og religiøse form forlængst spillet fallit, den er med negative renter og stigende ulighed 'dead man walking'.