Kinas kommunistparti fejrer 70 år ved magten med militærparade og store ambitioner

På en klar efterårsdag for 70 år siden trådte Mao Zedong frem foran masserne på Den Himmelske Freds Plads. Han var syg og talen blev kort – men lang nok til at udråbe Folkerepublikken Kina under sin og kommunistpartiets ledelse.

Bagefter rumlede kolonner af kampvogne forbi, og krigsfly strøg hen over den tæt pakkede plads i hjertet af Beijing.

I dag er det Xi Jinping, der holder tale til nationen og inspicerer den stort anlagte militærparade. Uendelig meget har ændret sig i Kina på syv årtier. Uendelig meget har ikke.

Og heri ligger en pointe. For vil man forstå Kina anno 2019, og hvor den siddende kinesiske ledelse er ved at flytte landet hen, rækker det ikke at skue fremad. Det er lige så nødvendigt at se tilbage. Tilbage til den 1. oktober 1949, hvor en malariaramt Mao erklærede den endelige sejr over nationalisterne, der blev fortrængt til Taiwan.

Selv efter 70 år ved magten er partiets grundlæggende opfattelse af dets rolle i samfundet ikke ændret, forklarer Odd Arne Westad, historieprofessor med speciale i Østasien på Yale Universitet og forfatter til bogen Restless Empire: China and the world since 1750.

»Samfundet er gået igennem en enorm forvandling og en kapitalistisk revolution. Farten og omfanget af den transformation er uden sidestykke. Det har skabt et helt andet Kina, men det er stadig ledet af et kommunistparti, der fortsat i dag ser sig selv som folkets fortrop og som en nødvendig elite med henblik på at skabe en glorværdig fremtid for nationen, og som samtidig ser sig selv som den eneste kraft, der kan holde sammen på landet. Den tankegang kan føres tilbage til Mao-æraen, og det er vigtigt at forstå det link,« siger han og fortsætter:

»Myterne og historierne om grundlæggelsen af Folkerepublikken er særlig vigtige for partiets legitimitet. Ser man på retorikken i dag, der meget er målrettet den yngre generation, som ikke selv har erindringerne at trække på, så er det, som om 1949 var starten på et helt nyt land og ikke en ny stat. Og at det er et nyt land, fordi det har kommunistpartiet i spidsen. Så partiet skabte et nyt land, og Xi Jinping skaber nu et nyt og styrket parti i sit eget billede.«

En rød patriotisk tråd

Mao ville have kineserne til at rejse sig og vriste sig fri af udenlandske imperialister og deres kollaboratørers undertrykkelse.

Han var bevidst om, at kommunismen som ideologi i sig selv ikke var nok til at føre partiet til sejr. Patriotismen var anderledes effektiv. Først som samlingspunkt i kampen mod en svag og korrumperet nationalistregering, siden mod de japanske besættere og efter republikkens dannelse mod amerikanerne.

I dag er Kina godt på vej til at blive verdens største økonomi, men retorikken er genkendelig. Den røde patriotiske tråd fra dengang til nu er til at få øje på. Nu under temaet den kinesiske drøm, der er Xi Jinpings mantra og allerede er at finde i partiets forfatning.

Ligesom hos Mao handler det om at genrejse den kinesiske nation. Mere konkret skal Kina i 2049, når Folkerepublikken runder de 100 år, være et moderne socialistisk samfund, stærkt, kulturelt avanceret og harmonisk.

Man kan se den kinesiske drøm som en slags Kina 3.0, forklarer Andreas Møller Mulvad, adjunkt ved institut for ledelse, politik og filosofi på CBS, der har forsket i Kinas kommunistparti.

»Mao Zedong var Folkerepublikkens skaber, og Deng Xiaoping fornyeren, og nu har vi så Xi Jinping, der kombinerer de to tidligere perioder, hvor drømmen handler om at fuldende projektet og ende med at have en nation, der er den største, stærkeste, rigeste og mest udviklede. I 2049 vil man være nummer ét,« siger han.

Og hvor Kina i den mellemste fase – den hvor Deng Xiaoping åbnede Kina op og lukkede verden ind – holdt lav profil internationalt, har Xi en helt anden tilgang.

»Under Mao ville Kina være spydspids for verdenssocialismen. Den kinesiske revolution skulle ikke bare ændre Kina, men inspirere og føre til det kapitalistiske systems fald. Under Deng stoppede Kina med at forsøge at ændre verdenssystemet og tilpassede sig i stedet ved at åbne op og blive en integreret del af de økonomiske kredsløb. Nu siger Xi Jinping, at man vil have verden til at tilpasse sig Kina. Det er ikke en revolutionær omvæltning af det eksisterende, men det er en ny fase, hvor Kina begynder at forlange og forsøge at sikre sig, at verden kommer til at tænke mere som Kina og tilpasse sig kinesiske interesser,« siger Andreas Møller Mulvad.

Drømmen om et stærkere, rigere og mere harmonisk Kina er ikke ensbetydende med et mere demokratisk Kina – i Xis optik snarere tværtimod. Han har gang på gang understreget, at det nuværende politiske system er det eneste rigtige for kineserne. Uanfægtet, at kommunismen i dag er mere end svær at få øje på i det kinesiske samfund.

Økonomisk er Xi milevidt fra Maos idealer om folkekommuner og fælleseje. Han er fortaler for en model, hvor partiet fastholder kontrollen over de vigtigste sektorer som finans, energi, sværindustri og kommunikation, mens markedskræfterne slippes løs i resten af samfundet – i partijargon kaldet socialisme med kinesiske karaktertræk.

»I kommunistpartiets optik lever socialismen videre, fordi man har en styret udvikling, hvor det ikke er markedskræfterne og kapitalen, der bestemmer retningen. Og selv om det ikke længere er kommunisme eller socialisme i en forstand, hvor den private ejendomsret er afskaffet, så vil man i partiet fremhæve fattigdomsbekæmpelse og for eksempel sige, at man er bedre til at løfte de svageste, end man er i USA,« siger Andreas Møller Mulvad.

Partiet tilbage i centrum

Den kinesiske statskapitalisme er ikke noget nyt koncept. Det nye er, at Xi har styrket partiets rolle. Efter en periode, hvor civilsamfundet og staten langsomt tilkæmpede sig mere plads i samfundet, er partiet nu tilbage i centrum.

I modsætning til sine umiddelbare forgængere insisterer Xi på total loyalitet for partiets projekt. Og i modsætning til den kollektive ledelse, der kom før ham, har Xi placeret sig selv over alle andre. Det har skabt bekymring for enegang og persondyrkelse af den slags, der kendetegnede Kina under Maos ledelse.

Så vidt er det ikke kommet endnu, men der er andre lighedstegn.

I bestræbelserne på at konsolidere sin egen magt i partiet og partiets plads i samfundet gør Xi brug af metoder fra Maos drejebog. På de interne linjer er indflydelsesrige fraktioner blevet nedkæmpet og potentielle konkurrenter ryddet af vejen.

Midlet har været en omfattende antikorruptionskampagne, der har ramt både højt og lavt i partiets rækker.

I bredere forstand er grebet om civilsamfundet og den offentlige diskurs strammet markant. På det punkt har Xi genoplivet Maos ideologiske projekt, mener John Garnaut, der tidligere har rådgivet den australske regering i kinaspørgsmål og som i dag er tilknyttet Australian Strategic Policy Institute.

I en tale publiceret af nyhedsbrevet Sinocism tidligere i år argumenterer han for, at kommunistpartiet med Xi i spidsen har fået en leder, der i højere grad end tidligere ser partiets overlevelse som en kontinuerlig kamp, hvor brutal magtanvendelse og ideologisk indoktrinering er naturlige elementer.

»Når Xi taler om partiets renhed, kritik og selvkritik, masselinjen og hans besættelse af enhed og hans angreb på fjendtlig, vestlig liberalisme og andre varianter af ideologisk undergravning, så er det alt sammen marxistisk-leninisme som fortolket af Stalin og Mao,« forklarer han.

Uden fjender udadtil og indadtil var der ikke brug for en elitær partiledelse til at lede folket. Derfor fortsætter udrensningen. Og derfor er der ingen grund til at tro, at de politisk motiverede fængslinger eller brugen af indoktrineringslejre er en fase. Tværtimod er det en evighedsmaskine.

»Xi har igangsat en renselsesproces – en krig mod de kontrarevolutionære kræfter – der ikke har nogen slutdato, fordi den fiktive utopiske destination af perfekt kommunisme altid vil blive sparket lidt længere ned ad vejen,« konkluderer John Garnaut.

Aftagende vækst

Kina er i dag en økonomisk stormagt, der står for en større andel af den globale vækst end noget andet land. Mange hundrede millioner kinesere har på få årtier arbejdet sig ud af fattigdom. En udvikling Xi ikke vil glemme at nævne, når han i dag tager ordet på Den Himmelske Freds Plads.

»Uden kommunistpartiet intet nyt Kina,« lyder et ofte brugt partislogan.

Men den økonomiske vækst er aftagende og under pres af en tikkende aldersbombe som følge af årtiers etbarnspolitik, handelskrigen med USA, en stor gældsbyrde og generelt stigende prisniveauer, der ramme den kinesiske konkurrenceevne.

Økonomisk vækst er en vigtig del af kommunistpartiets kontrakt med befolkningen, men står ikke alene. Partiet har alle dage været en patriotisk organisation – det fremgår bare mere tydeligt i krisetider.

»Standardnarrativet om partiets legitimitet er, at økonomisk vækst har taget over efter socialismen, og at det øjeblik væksten falder, kommer de for alvor i problemer. Det, mener jeg, er en forsimplet udlægning. Det er klart, at vækst fører til arbejdspladser, og hvis den kollapser, bliver folk frustrerede, men det er ikke det samme, som at det er den eneste tangent kommunistpartiet spiller på. National stabilitet og styrke har altid været vigtig,« siger Andreas Møller Mulvad fra CBS.

Med den laveste vækst i årtier vil de nationalistiske toner igen blive fundet frem, når Xi tirsdag holder tale i Beijing. Men mange blikke vil på dagen være rettet langt mod syd mod Hongkong og de protester, der med sikkerhed igen vil tage form millionbyens gader.

De er en afvisning af Kommunistpartiets fortælling om national samling under partiets ledelse og den mest direkte udfordring af samme siden demokratibevægelsen på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Demonstranterne i Hongkong vil ikke omfavnes af Xi og Folkerepublikken. Temaet for dagens protestaktiviteter er sigende:

»Den nationale tragedie af Kommunistpartiets 70 år lange aggressioner mod Kina«.