Læsetid: 9 min.

En kvindelig økologisk whiskyproducent på den skotske vestkyst? »Så har man hørt det med«

Skotlands whiskyproduktion og eksport er afgørende for landets økonomi. Men branchen domineres af indspisthed og mandehørm – og af frygt for konsekvenserne af Brexit
Verdens ende? Eller udsigten over De Indre Hebrider og Atlanterhavet fra Skotlands vestkyst, hvor en af de få kvinder i Skotlands whiskybranche vil ruske op i den skotske whiskytradition.

Verdens ende? Eller udsigten over De Indre Hebrider og Atlanterhavet fra Skotlands vestkyst, hvor en af de få kvinder i Skotlands whiskybranche vil ruske op i den skotske whiskytradition.

Mary Evans Picture Library

16. september 2019

LOCHALINE, SKOTLAND – Jeg er ankommet til verdens ende. Sådan næsten i hvert fald. Køreturen fra Glasgow var lang og umanerlig smuk. Først parallelt med Skotlands største sø, Loch Lomond, der er hyldet ind i frodig urskov med vandfald og pittoreske vandløb.

Derefter forbi Glencoes smukt formede grønne fjelde, hvor drabelige slag mod englænderne blev udkæmpet i forne tider. Så med færge over en fjord, hvorefter vejen bliver ensporet, hvilket betyder at man i næsten to timer kører med hjertet i halsen i frygt for, at en modkørende bilist ikke respekterer den lokale forskrift om at køre langsomt – og med vejret, der skifter mellem tung regn og smuk sensommersol som en ekstra utryghedsfaktor.

Pludselig hører vejen op. På den anden side af fjorden dukker øen Mull op – en ø i De Indre Hebrider – og til højre for den åbner fjorden sig ud mod det store Atlanterhav. Tågen driver ind, og den har regn med sig, så jeg søger ly i en lille pub i byen Lochaline. Indenfor sidder tre ældre mænd med langt hår og skæg. Efter at jeg har bestilt en øl, spørger den ene af mændene på syngende, nærmest snerrende, skotsk med rullende r’er.

»What are you doing here laddy?«

Jeg forklarer ham, at jeg er ved at skrive en serie artikler for en dansk avis om Britishness.

»Well, you come to the wrong place then, haven’t you?« siger manden med et glimt i øjet. Hans venner slår en høj latter op.

Enlig høne i hanegården

Skotterne herude bryder sig ikke stort om englænderne, deres penge, dominans og manerer. Men det er pudsigt nok netop en engelsk kvinde, jeg skal møde herude i det ’vilde vest’. Jeg spørger de lokale, om de kan vise vej til Ncn’ean-destilleriet.

De fortæller, at jeg skal følge en sti langs med vandet ud mod Atlanterhavet. Efter et par kilometer støder jeg på en stor cirkelformet vandbeholder og kan regne ud, at jeg er nær ved målet.

Kvinden, jeg skal møde, hedder Annabell Thomas. Hun er en af ganske få kvinder i Skotlands vigtigste eksportsektor, whiskybranchen. Annabell Thomas, der vel er midt i trediverne, tager imod ude foran sit smukke destilleri, hvor kobberkedlerne anes inde bag de store vinduer i den gamle stenbygning. Jeg spørger hende, hvad Ncn’ean betyder?

»Ncn betyder ’datter af’ på gælisk. Og ean er en forkortelse af navnet på den gamle gæliske gudinde Neachneohan. Hun var en gudinde, der holdt sig lidt for sig selv og gik sine egne veje. Det passede godt til det, jeg ville lave her – jeg ville gerne understrege det kvindelige islæt i en meget ’mandet’ branche,« fortæller Annabell Thomas, der byder indenfor i et rum fuld af summen og snurren med baljer og cylindre, hvor der lugter af gær.

»Det her er egentlig mine forældres jord, og destilleriet er et familieprojekt, men det er mig, der driver det. Ideen var at ruske lidt op i whiskytraditionen heroppe. For det første ville vi prøve at gøre produktionen bæredygtig og økologisk, det har der ikke været meget fokus på i branchen indtil nu. For det andet ville vi gerne udfordre måden, vi laver og drikker whisky på. For eksempel er det en tradition heroppe, at man ikke må blande vand i whiskyen, der skal drikkes neat. Men det er meget overvældende for mange, og der er ingen grund til, at man ikke kan spæde god whisky op med vand. Det ødelægger ikke smagen,« siger Annabell Thomas, der tager mig op for at se destilleriets gærprøver.

I Skotland bruger man kun én type gær

Her lugter voldsomt, men ikke ubehageligt af gær. Vi møder Gordon Wood, som er ærkeskotte, bestyrer af destilleriet og whiskyekspert med 25 års erfaring i branchen. Han er ved at færdiggøre en række gæringsprocesser, og i morgen skal de prøvesmage nye gærtyper.

»Den første del af at lave whisky er i virkeligheden at lave øl. Men hvor de fleste moderne bryggere med respekt for sig selv ville være åbne over for nye gærtyper, så bruges der bizart nok stort set kun én slags gær til whiskyproduktion i Skotland. Det ville vi gerne udfordre, så vi bruger tid hvert år på at lege med nye gærtyper. Lige nu er vi ved at undersøge cachasa-gær og tequilagær,« siger han.

Gæren lugter sødt, nærmest æbleagtigt. Annabell Thomas fortæller, at de har store forhåbninger til de forsøg, de er i gang med nu, men understreger også, hvor anderledes deres nysgerrighed er fra den gængse tankegang i branchen:

»Vi havde besøg af en repræsentant for en af de store whiskydestillerier heroppe, der ligesom næsten alle destillerier ejes af de store virksomheder. Vi viste ham gærforsøgene, og han udbrød, at han aldrig havde tænkt over gær på den måde før. Det er lidt vildt, at man ikke har været mere nysgerrig. Men det er meget sigende for hele branchen, der er styret af nogle meget store spillere, som gerne vil have tingene på en særlig måde.«

Skotsk whisky er helt afgørende for Skotlands økonomi. Branchen beskæftiger mere end 10.000 mennesker i Skotland, og skotsk whisky alene står for ca. 20 procent af al britisk fødevareeksport. Et dusin multinationale virksomheder kontrollerer markedet og ejer de fleste af de store mærker.

Størst er Deagio, der har 27 forskellige destillerier og blandt andet producerer Johnnie Walker-whiskyen, samt en række single malt-whiskyer. Pernod Ricard, Bacardi, The Ethrington Group, Moet Hennesy Louis Vuitton og World Wide Destilleries hører til de største spillere. Ikke just skotskklingende navne, og det er sigende for branchen. Det er big money. I 2017 eksporterede branchen 1,2 milliarder flasker whisky til en værdi af 4,36 milliarder pund (små 40 milliarder kroner).

»Indtil videre er vi gået lidt under radaren, nok mest fordi vores whisky ikke er på hylderne endnu. Men vi havde besøg fra det store selskab Grants (de ejer blandt andet Glenfiddic, red.). De kom her klart på en mission. De gik rundt med notesblokke og skrev alt ned,« griner Annabell Thomas.

»Det er en mærkelig branche. Den styres af The Scottish Whisky Association, der så igen kontrolleres af de store spillere. Det låser ligesom det hele, fordi whiskysalget jo går godt internationalt. Så de er nok ikke så sultne efter at ruske for meget op i det hele, men det er en fejl på sigt, tror jeg. I forhold til væksten i irsk, japansk og amerikansk whisky, så går det faktisk ikke så godt for skotsk whisky, og Brexit kan ramme branchen hårdt,« siger Annabell Thomas.

Frygten for Brexit og leden ved englænderne

Salget af skotsk whisky er faktisk steget det seneste halve år, men det menes at være, fordi de internationale markeder lige nu hamstrer af frygt for komplikationer og prisstigninger, hvis det ender med et no deal. 30 procent af al whiskyeksport går til EU-lande, og den såkaldte Yellowhammer-rapport, som parlamentet forleden tvang premierminister Boris Johnson til at offentliggøre, viser, at Skotland sammen med Kent i det sydøstlige England vil blive hårdest ramt af et no deal-Brexit.

Det har pustet ny ild i uafhængighedsgløderne i Skotland. I 2014 tabte uafhængighedsbevægelsen ledet af SNP (Scottish Nationalist Party) folkeafstemningen om udtrædelse af Storbritannien med 45 procent af stemmerne mod 55 procent. Men løsrivelsesbevægelsen er vokset siden Brexit-afstemningen, og SNP’s leder, Nicola Sturgeon, arbejder målrettet på at gennemtvinge en ny folkeafstemning allerede i 2020. Skotterne skal dog have o.k. fra den britiske regering, før noget sådant kan ske, og ved sit besøg i Skotland forleden sagde Boris Johnson:

»Nationalisterne sagde igen og igen i 2014, at det her var en enkeltstående mulighed i en generation for at sikre sig selvstændighed. Skotterne sagde nej tak, og der er da bestemt ikke gået en generation endnu.«

Problemet for de konservative er, at de ved sidste parlamentsvalg sikrede sig tretten mandater i Skotland, hvor partiet blev ledet af den vellidte Ruth Davidson. Hun har, som følge af Boris Johnsons udnævnelse, trukket sig fra politik, og derfor står de konservative til at tabe afgørende mandater i Skotland. Boris Johnsons uforsonlige linje over for skotsk uafhængighed styrker næppe hans position heroppe nordpå.

Alle 32 valgdistrikter i Skotland stemte i 2014 ja til at forblive i EU, og spørgsmålet om fortsat medlemskab af den britiske union skiller i langt højere grad vandene, også her i Vestskotland.

Bestyrer Roger Wood, der er skotte, ville stemme skotterne ud:

»Sådan tror jeg, de fleste af os føler herude vestpå. Vi har ikke noget mod englænderne som sådan, men jeg tror bare gerne, vi vil stå på egne ben i stedet for at tage diktat fra London,« siger han.

Annabell Thomas, der oprindeligt er fra Essex øst for London, er tilhænger af, at Skotland forbliver i Storbritannien:

»Jeg synes, der er mere at tabe end at vinde ved skotsk uafhængighed, i hvert fald økonomisk. Måske handler det mere om noget kulturelt, og her skal jeg som englænder ikke blande mig. Men økonomisk giver det ikke mening. Jeg tror alle disse opbrud er farlige for os. Vi skulle hellere arbejde på mere uafhængighed inden for rammerne,« siger hun.

Opgør med røg og tørv

Vi er nået hen til de store smukke kobberkedler, hvor der koges på livet løs. Jeg får den lange forklaring på destillering

»Vi har arbejdet meget målrettet på at blive bæredygtige. Vi bruger lokal byg, tørv og træ fra vores egen skov. Den overskydende mask (restprodukt dannet ved filtrering, red.) spises af de lokale køer, de overskydende destillationsvæsker bruges som gødning, og asken fra vores ovne drysser vi ud over vores planter. Det er lykkedes os at blive økologiske, og det er nytænkning i vores branche,« siger Annabell Thomas

Ncn’ean er Skotlands første økologiske whisky, men det medfører et muligt ekstra problem.

»Som det er nu, gælder det økologiske certifikat for hele EU. Vi ved ikke, hvordan det bliver i en Brexit-fremtid, men det kan godt blive langt mere besværligt og dyrt at opnå økologiske certifikater, og som nystartet virksomhed har vi ikke brug for flere udgifter, end vi allerede har,« siger Annabell Thomas.

Ncn’eans whisky er endnu ikke på markedet og skal efter planen på hylderne fra 2020.

Men destilleriet har allerede et produkt ude. Annabell Thomas hælder den gennemsigtige drik op i mit glas. Den går under navnet Botanical Spirit og sælges direkte til fine restauranter og enkelte specialbutikker. Den smager hen ad Genever, men måske lidt renere, og det samme gør sig gældende, da jeg prøver flere varianter af det, der næste år bliver Ncn’eans single malt-whisky.

»Jeg synes, whiskyverdenen er alt for mandet og lukket om sig selv. Det er, som om der ikke kan komme røgeri og tørv nok i whiskyen, og det synes jeg er en skam, for meget af den fine smag går tabt på den måde. Vi prøver at åbne op for en lettere, renere whiskysmag, som måske også kan appellere til unge og kvinder,« siger Annabell Thomas.

Tilbage på pubben, hvor jeg mødte de langhårede skotter, spørger jeg manden i baren, der hedder Rory, hvad han synes om Ncn’ean? Han har ikke været deroppe, siger han, men har hørt en masse om dem.

»De er jo udtryk for en ny tid, en ny måde at tænke på, og det er vel godt nok. Jeg tror, mange i starten tænkte – en kvindelig whiskyproducent fra London, så har man hørt den med. Det er nok rigtigt, at vi er meget traditionsbundne herude. Vi har ikke noget imod det fremmede, vi vil bare ikke have, at nogen bestemmer over os. Det er derfor, vi ikke kan lide englænderne, og særligt ikke typer som Boris Johnson. Han får ikke mange stemmer i det vestlige Skotland.«

Det kan snart komme til at stå sin prøve. Prognoserne peger på, at Boris Johnson får svært ved at appellere til skotterne. Labour har også mistet fodfæste i de gamle industriområder, og det ser ud til, at SNP kan gøre rent bord. Det betyder også, at skotterne kan få en afgørende rolle i en evt. koalitionsdannelse efter et valg.

Her vil pilen givet vis pege på Jeremy Corbyn, der, modsat Johnson, har lovet skotterne en ny folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien. Det er opbrudstid i det smukke Skotland, men også tid til nytænkning. Nordsøolien slipper gradvist op, og whisky ser ud til at skulle spille en endnu mere afgørende rolle i skotternes fremtid, om de nu ender i den ene eller den anden union.

Serie

Being British

Boris Johnson er blevet premierminister og lover, at Storbritannien endegyldigt er på vej ud af EU. I en række artikler byder Informations korrespondent i London, Jakob Illeborg, indenfor i det allermest britiske. Han tager læserne på en rejse til herregårde, gentlemans clubs, cricketbaner, havne, køkkener og natklubber, fra Belfast i Nordirland til Skotlands højland og Sydenglands hvide strande for at undersøge, hvem briterne er inderst inde, og hvorfor de vil ud af EU.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
Erik Karlsen, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Ncn betyder ’datter af’ på gælisk. Og ean er en forkortelse af navnet på den gamle gæliske gudinde Neachneohan. Hun var en gudinde, der holdt sig lidt for sig selv og gik sine egne veje. Det passede godt til det, jeg ville lave her – jeg ville gerne understrege det kvindelige islæt i en meget ’mandet’ branche,« fortæller Annabell Thomas"

Tak for denne skønne beskrivelse, Jacob Illeborg :-)