Baggrund
Læsetid: 5 min.

Macron er tilbage. Men forude venter den sværeste reform

Året begyndte med protester og gadekampe, som nær havde ødelagt hans præsidentskab. Men nu, under et år senere, er Emmanuel Macron tilbage. Oppositionen er splittet, økonomien er i bedring, og han er blevet Europas diplomatiske samlingspunkt. Nu begynder en ny politisk sæson i Frankrig, som byder på Macrons hidtil største opgave: At ændre landets pensionssystem
Året begyndte med brand i gaderne, der truede med at sende den franske præsident, Emmanuel Macrons, reformprogram samme vej som Sarkozy og Hollande, og hans popularitet styrtdykkede. Men nu er Macron tilbage, måske stærkere end nogensinde.

Året begyndte med brand i gaderne, der truede med at sende den franske præsident, Emmanuel Macrons, reformprogram samme vej som Sarkozy og Hollande, og hans popularitet styrtdykkede. Men nu er Macron tilbage, måske stærkere end nogensinde.

Olivier Coret

Udland
6. september 2019

Emmanuel Macron blev præsident på fortællingen om, at han kunne reformere Frankrig. Eller rettere: Han kunne redde Frankrig. Fra økonomisk ruin og international ydmygelse, fra Marine Le Pen og fra den visionsløse politikerklasse. Og mest af alt fra sig selv – fra konservatisme, pessimisme og bureaukrati.

Han var helten, der ankom til byen for at gøre det beskidte arbejde, som de fede herrer i etablissementet var for magelige til at påtage sig.

Reformer er Macrons raison d’etre, og macronisme er reformisme.

Macron selv er som en haj, der dør, hvis den stopper med at svømme, og derfor har 2019 også været livsfarlige for ham.

Året begyndte med brand i gaderne, der truede med at sende Macrons reformprogram samme vej som Sarkozy og Hollande. Hans popularitet styrtdykkede, pessimismen fik igen fat i franskmændene, og Le Pen vejrede morgenluft.

Det er ganske få måneder siden. Men nu – mens Frankrig langsomt vender tilbage fra sommerferie, og en ny politisk sæson begynder – er Macron tilbage. Stærkere end nogen havde forestillet sig, ja, måske stærkere end nogensinde.

Og nu venter hans største udfordring hidtil.

Stærkere end nogensinde

Indenrigspolitisk går det fremad. Væksten er oppe på 1,3 procent – ikke prangende, men trods alt bedre end både Tyskland (0,4 procent) og eurozonen som helhed (1,1 procent). Og endnu vigtigere: Den franske arbejdsløshed er på det laveste niveau i et årti, 8,7 procent.

Samtidig er oppositionen faldet sammen. Venstrefløjen er splittet i et utal af fraktioner, og efter EU-valget er det store republikanske parti kollapset – lige nu har de ikke engang en leder.

Og efter sidste uges G7-møde står Macron som hele Europas diplomatiske samlingspunkt.

Det er ham, der mødes med Modi og Putin. Ham, der spiser frokost alene med Trump og finder løsninger, når EU-Rådet sidder fast. Ham, der rejser på statsturné i Afrika.

Angela Merkel er på vej ud af politik, og briterne er opslugt af Brexit. Macron styrer.

»Normalt går det kun én vej for franske præsidenter,« siger Jørn Boisen, der er leder på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

»Det bliver en langsom erosion, som ikke kan overvindes, når den først sætter ind. Men det har Macron gjort«.

Præsidentens popularitet er steget nonstop siden lavpunktet i starten af 2019, og tirsdag kom de seneste tal: 34 procent siger nu, at han gør det godt.

Men … den politiske sæson er kun lige begyndt og forude venter den sværeste reform hidtil. En reform som i 1995 fik seks millioner franskmænd til at gå i strejke, og som i 2010 trak en million mennesker på gaderne i protest: Pensionssystemet.

Der kommer til at flyde blod

De fleste franskmænd kan se logikken i at simplificere et pensionssystem, som lige nu består af 42 overmodeller med hundredvis af særregler, så udbetalinger og pensionsalder varierer vildt fra branche til branche.

Eksempelvis kunne de franske togkonduktører indtil for nylig gå fra som 52-årige med en generøs pension – deres profession havde jo engang skovlet kul på damplokomotiver. Men det gjaldt kun konduktørerne. Billetkontrollørerne har en anden ordning og stewardesserne en tredje.

65 procent af franskmændene vil gerne simplificere systemet, men vil de også ændre deres egne vilkår? Næppe.

»Der skal nok komme til at flyde blod,« siger Jørn Boisen.

»Men pensionssystemet er et tog, der skal stoppes, før det kører ind i en mur.«

Problemet er, at systemet giver underskud.

Frankrig har ikke arbejdsmarkedspensioner som i Danmark, pensioner kommer fra statskassen. Princippet er, at dem, der er i arbejde, betaler for dem, der er på pension. Hver måned kan man finde et »solidaritetsbidrag« på sin lønseddel, der overfører 0,3 procent af lønnen til pensionisterne.

Sådan et system virker kun, hvis den demografiske udvikling er stabil, og det er den ikke. Der kommer flere ældre, og de levere længere.

Macron har lovet tre ting: Systemet skal gå i nul allerede i 2025, der skal være ét »universelt« system for alle, og – det sidste er det mest ømtålelige – pensionsalderen på 62 år skal ikke stige.

Men det går ikke, vurderer Bruno Cautrè, der er politolog på Sciences Pos politiske analysecenter, Cevipof.

»Han kan ikke opnå det, han vil med reformen uden at hæve pensionsalderen,« siger han.

En løsning kunne være at lade den officielle pensionsalder forblive 62 år, men med så mange økonomiske pisk og gulerødder, at den de facto hæves til 64 år.

Regeringen har lavet en model med et sindrigt system: I fremtiden skal alle franskmænd optjene månedlige point, alt efter hvor meget de tjener, og hvor længe de arbejder. Når de så står for enden af arbejdslivet, kan de lægge alle pointene fra alle årene i en stor bunke og se, hvilken pensionsydelse de har optjent nok til at få.

Det er godt for dem, der starter tidligt på arbejdsmarkedet, men det er også godt for regeringen. Den kan nemlig sætte nogle matematikere til at bygge et system, hvor en gennemsnitlig 62-årig ikke kan få den fulde ydelse for sine point. Det kræver lige to år mere.

(I øvrigt: Tænk at skulle administrere sådan et system i et land uden et centralt register for løn …)

Jupiter vandrer blandt menneskene

De fleste kommentatorer forventer protester – de første demonstrationer er allerede planlagt.

Men det sagde man jo også om de arbejdsmarkedsreformer, som Macron indførte i 2017. Og det endte jo fint nok.

»Jeg tror, det kan ende med at være lidt det samme med pensionsreformen,« siger Bruno Cautrè.

For hvem skal mobilisere flere millioner demonstranter? Oppositionen er i en historisk dårlig forfatning, fagforeningerne mister indflydelse og medlemmer, og det største fagforbund, CFDT, er endda for reformen.

»Under De Gule Vestes demonstrationer var fagforeningerne aldrig rigtig med. De forsøgte, men det lykkedes ikke, fordi de tabt popularitet og medlemmer,« siger Bruno Cautrè.

Desuden har Macron ændret stil.

Der kommer ikke længere provokerende citater om arbejdsløse, der jo bare kan krydse gaden, hvis de ville finde et job. Og i stedet for at tromle en pensionsreform igennem (han har trods alt absolut flertal i Nationalforsamlingen) lød det i denne uge, at regeringen vil bruge et år på at mødes med fagforeninger og civile grupper.

Nationen skal langsomt tilvænnes. Og Jupiter skal vandre blandt menneskene.

»Hans kommunikation og hans metode er anderledes. Det er en mere ydmyg magtudøvelse,« siger Bruno Cautrè.

»Men det betyder dog ikke, at hans politiske mål har ændret sig. De er stadig de samme: At reformere Frankrigs sociale model.«

Stilen er lagt om, og krisen er vendt, men macronisme er stadig reformisme. Hajen svømmer endnu, og Macron er tilbage.

Reform nr. 2: Fertilitetsbehandling til enlige og lesbiske i Frankrig

  • Den anden store reform, som Emmanuel Macron tager fat på i efteråret, er at gøre fertilitetsbehandling tilgængelig for flere. Det er en længe ventet liberalisering af reglerne, så også enlige kvinder og lesbiske par kan blive insemineret.
  • Højrefløjesorganisationen, La Manif pour tous, har indkaldt til demonstrationer, men ifølge meningsmålingerne støtter 65 procent af franskmændene ideen.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

Der skal gøres op med Macron »vage og teoretiske løfter«. I stedet skal der indføres en Robin Hood-model, hvor de rigeste betaler mest til pension, og de fattigste betaler mindst. De skal begge partner, så modtage det samme i pension. Derud over skal de store multinationale selskaber betale mere i skat end små og mellemstore virksomheder. Bankdirektøren skal betale mere i skat end kasseassistenten. osv osv.

Levealdren stagnere disse år også, så igen er det dem med de gode jobs, der lever små 10år længere end dem med de belastede jobs. Den almindelig arbejder, bliver straffet på alle måder, lav indtægt, dårlige helbred, kort pension osv.

Det er godt vi alle har fået det bedre, men der er bedre hvis alle har det godt.

Krister Meyersahm

En anden pensionstænkning.

Vi bør snarest indføre tvungen pensionsopsparing som vi kender det fra ATP, for alle der arbejder, med et eller andet minimum af indkomsten, der dækker bortfaldet af indkomst i pensionistlivet.

Herefter kan kun borgere der ikke har arbejdet eller arbejdet med mindre styrke, på grund af særlige begrænsninger, få pensionshjælp fra staten.

Besparelsen er et to-cifret milliardbeløb som kan bruges på borgere der behøver og måske på sigt lavere skat til alle.