Læsetid: 4 min.

Netanyahu har før snoet sig ud af vanskeligheder, men han kan næppe fortsætte som premierminister efter valget

Israels længst siddende premierminister fortsætter næppe efter et valg, der ikke kunne skaffe hans koalition de nødvendige mandater. Nu peger pilen mod en samlingsregering – og Netanyahu kan se frem til at komme for en dommer tiltalt for korruption og magtmisbrug
Da Netanyahu under valgkampen lovede at annektere Jordan-dalen og dele af Det Døde Havs nordkyst, tog de færreste det som andet en valgflæsk.

Da Netanyahu under valgkampen lovede at annektere Jordan-dalen og dele af Det Døde Havs nordkyst, tog de færreste det som andet en valgflæsk.

Ziv Koren

19. september 2019

Som forventet bragte tirsdagens valg til det israelske parlament, Knesset, ingen afklaring på landets fastlåste politiske situation. Der er fortsat dødt løb mellem de to store partier, der er enige i vigtige spørgsmål, men uenige om, hvem der skal sidde på magten.

De første reaktioner peger mod dannelsen af en samlingsregering (en regering med alle partier af betydning, uanset de enkelte partiers parlamentariske ret til at besætte ministerposter), efter at alle andre muligheder for konstellationer er afprøvet. Og et tredje valg i utide synes udelukket.

Valgets store taber er Benjamin Netanyahu, der har været premierminister i sammenlagt 13 år. Han undgår næppe at blive retsforfulgt i tre sager om korruption og magtmisbrug, medmindre han fortsætter som regeringsleder, og det tyder intet på. De første høringer finder sted 3. oktober, og rejses der en egentlig tiltale, står han til frihedsberøvelse.

Fordeling af mandater

Likud-koalitionen nåede ikke den majoritet på 61 af Knessets 120 sæder, der kunne sikre Netanyahu immunitet ved en hastelov. Han kan højst mønstre 55-56 sæder fordelt på 31-32 til Likud og 24 til hans religiøst-ortodokse og nationalistiske støttepartier.

Rivalen Benny Gantz’ parti Kahlon-Laval (Blå og Hvid) har taget 32 mandater og med støtte fra to små centrum-venstre-partiers 11 mandater, kan han regne med 43, måske 44, afhængig af fintællingen.

Mellem disse to blokke klemmer Avigdor Liebermans sekulære højrenationalister i Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem) sig ind med ni mandater, en fremgang på fire i forhold til valget i april.

Den arabiske fællesliste – der med 12, måske 13 mandater bliver det tredjestørste parti i Knesset – er uden betydning, da de to jødiske blokke ikke indregner de arabiske mandater i et parlamentarisk grundlag. Omvendt har Fælleslisten, der består af fire partier, heller ikke noget ønske om agere støtteparti for nogen regering, hverken til venstre eller højre.

Et opmuntrende element for moderate israelere var, at det ultraradikale Otzma Yehudit (Jødisk Magt), en politisk aflægger af den nu afdøde Meir Kahanes parti – der blev forbudt i 1980’erne for dets racistiske radikalisme – ikke nåede over spærregrænsen på 3,25 pct.

Kongemageren

Den sekulære Avigdor Lieberman er udnævnt til ’kongemager’ i medierne. Han har nøglen til en regeringsdannelse med Likud-blokken, men eftersom han udelukker at støtte en Likud-koalition baseret på de religiøse partier, taler han for en samlingsregering med de to store partier og ham selv. Hans ni mandater rækker ikke til et centrum-venstre-flertal, hvilket også ville være naturstridigt, da han i nogle spørgsmål er til højre for Likud.

Et springende punkt bliver, hvem præsident Reuven Rivlin i første omgang udpeger som forhandlingsleder – bliver det Benny Gantz som leder af det største parti, eller Netanyahu som leder af den største blok? Det kan blive afgørende for Netanyahus forsøg på at opnå den immunitet, der vil udsætte politi- og anklagemyndigheds retslige procedure.

Et scenarie er, at Netanyahu tilbyder Gantz at blive premierminister i bytte for et Knesset-flertal for immunitet. Gantz har tidligere svoret på, at han ikke vil sidde i regering med Netanyahu – det samme har Lieberman i øvrigt – men nogle iagttagere påpeger, at begge måske kan acceptere Netanyahu i et nyt kabinet, men uden den ønskede immunitet. Han vil derfor være tvunget til at trække sig, hvis han – hvad alle forventer – retsforfølges efter de indledende høringer. Selv har han bedyret, at der ikke er noget at komme efter, og at han er offer for »elitens og mediernes hetz«.

Men alt er muligt i israelsk politik, og Netanyahu har før snoet sig ud af vanskeligheder, der havde kostet mindre talentfulde politiske atleter deres poster. Men selv det israelske vælgersegment, der ser op til ham som »kong Bibi«, tvivler på, at han efter dette valg får flere perioder som politisk leder. Og ifølge analytikere er det kun et spørgsmål om tid, før næste geled i Likud-partiet gør mytteri, og fjerner ham til fordel for den 52-årige Gideon Saar, en tidligere uddannelsesminister og politisk rådgiver for Netanyahu, der nyder respekt som en hård, men også ærlig konservativ politiker.

Det palæstinensiske problem

Fraværende i den forløbne valgkamp, akkurat som i april, er en konkret stillingtagen til »det palæstinensiske problem«. Således var der ingen politikere, der tog Netanyahus løfte om at annektere Jordan-dalen og dele af Det Døde Havs nordkyst for andet og mere end valgflæsk. Også fordi Jordan-dalen, der er hjemsted for 11.000 jødiske bosættere og 65.000 palæstinensere, allerede nu er underlagt israelsk militær kontrol.

Og generelt synes der at være bred politisk konsensus om fortsat besættelse af Vestbredden med fortsat udbygning af den jødiske kolonialisme, der nu tæller 600.000, og som i realiteten betyder, at området er annekteret på alle andre niveauer, end det formelle.

Heller ikke palæstinenserne er i tvivl om disse realiteter. Den palæstinensiske aktivist, Ibrahim Ibraigheth, landedirektør for organisationen ActonAid og i disse dage i Danmark som Mellemfolkeligt Samvirkes gæst, siger til Information, at det israelske valg »ikke rokker ved besættelsen på nogen måde«.

»For os handler det israelske valg ikke om personer,« fortsætter han.

»Alle de jødiske politiske partier er enige om at fastholde besættelsen på trods af FN’s resolutioner. Det handler ikke om Netanyahu, men om en ulovlig politik, bakket op af USA.«

Benjamin Netanyahu håber på en valgsejr på tirsdag, der kan sikre ham immunitet mod de anklager for korruption og bestikkelse, israelsk politi og anklagemyndighed har forberedt imod ham.
Læs også
Benjamin Netanyahus grundlæggende problem er helt enkelt: Han er løbet ud for venner på hjemmebanen, skriver Lasse Ellegaard.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Erik Karlsen
  • Thomas Tanghus
  • Poul Erik Riis
  • Pietro Cini
Morten Lind, Erik Karlsen, Thomas Tanghus, Poul Erik Riis og Pietro Cini anbefalede denne artikel

Kommentarer

I det tidlige forår 1987 blev forfatteren David Grossman (årgang 1954) af et israelsk blad sendt til Vestbredden og Gaza for at skrive en udførlig beretning fra de israelsk besatte områder. Det resulterede i bogen "Den gule vind".
I et af bogens første kapitler fortæller Grossman (der taler arabisk) denne episode fra den palæstinensiske flygtningelejr Deheisha.
"Købmanden i den lille butik bliver overrasket, da jeg træder ind, og han rejser sig bekymret. Varerne er få og gamle. Udbuddet består hovedsagelig af cigaretter, sodavand og dåser med ananasjuice, hvis støvdækkede etiketter viser solbrændte unge kvinder. Men hvorfor forsøge at beskrive butikken?Har vi ikke alle oplevet den slags butikker?
Købmandens ven, Abu Hana, kontrollerer først, at jeg ikke kommer fra "mukhabarat", fra efterretningstjenesten, og bagefter siger han, at han er villig til at tale om hvad som helst, bare ikke "bollitik", for "bollitik" er en videnskab, hvor det er meget vanskeligt at finde frem til noget nyt, ikke?
Jo, det er det vist.
Det er bedst at forholde sig tavs, siger han.Så går det op for ham, at han alligevel ikke kan tie stille, og han hvisker hastigt:"Napoleon, Bismarck, Hitler. Ingen af dem holdt. De var for stærke. Det er bedst at sidde ganske stille og vente."
Vente på hvad?
Det ved jeg ikke. Jeg er ikke noget geni. Hvad i alverden skulle jeg vide.
Og han sender mig et afmålt, distancerende smil".
Den gule vind, s.18-19

søren ploug, Poul Erik Riis og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar

hvor ville det dog være befriende om bare en af disse højtplacerede korrupte politikere røg bag tremmer. Lige nu er det vist med politisk korruption som det er med fartgrænserne: risikoen for at blive straffet er ringe.

Werner Gass, Karin Mette Petersen, Anker Heegaard og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Netanyahu har virkelig formået at korrumpere Israel. Moralsk og politisk! Trist for landet og verden.

Werner Gass, Karin Mette Petersen og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar

THE STORY OF BEIT NUBA
Amos Kenan, an Israeli journalist who participated in the war*, tells the story of Beit Nuba (=palæstinensisk landsby):

We were ordered to block the entrances of the village and prevent inhabitants returning to the village from their hideouts after they had heard Israeli broacast urging them to go back to their homes.

The order was to shoot over their heads and tell them not to enter the village.

Beit Nuba is built of fine quarry stones;some of the houses are magnificent. Every house is surrounded by an orchard, olive trees, apricots, vines and presses. They are all well kept(...)

At noon the first bulldozer arrived and pulled down the first house at the edge of the village.

Within ten minutes the house was turned into rubble, including its entire contents; the olive trees, cypresses were all uprooted (...)

After the destruction of three houses the first column arrived from the direction of Ramallah.
We did not fire into the air, but took cover, some arabic-speaking soldiers went over to notify them of the warning.
They were old people who could hardly walk, murmuring old women, mothers carrying babies, small children.

The children wept and asked for water. They all carried white flags.
We told them to go to Beit Sura. They told us that they were driven out everywhere, forbidden to enter any village, that they were wandering like this for four days, without food, without water, some dying on the road.
They asked to return to the village, and said we had better kill them.

Some had a goat, a lamb, a donkey or camel.A father ground wheat by hand to feed his four children. On the horizon we could see the next group arriving. A man carrying 100 lbs of flour in a sack - he had walked like that, mile after mile. More old people, more women, more babies.

They dropped down, exhausted where we told them to sit. Some had a cow or two,a calf; all their property on earth. We did not allow them to enter the village and take anything.

The children cried. Some of our soldiers started crying too. We went to fetch the Arabs some water.We stopped a car with a major, two captains and a woman. We took a jerrican of water and distributed it to the refugees. We also handed out cigarettes and candy. More soldiers burst into tears.
We asked the officers why those refugees were sent from one place to another and driven out of everywhere. They told us, that this was good for them, they should go. "Moreover", said the officers, "why do we care about the Arabs anyway...?"

* Der er tale om en episode fra 6-dages krigen (juni 1967)
Kilde: David Hirst, The Gun and the Olive Branch,2003, s. 352

Læs eventuelt fortsættelsen på nettet ved at google: The Story of Beit Nuba

@jørn lybech
Israel var et problematisk land længe før Netanyahu.Det fremgår bl.a. af Göran Rosenbergs selvbiografiske bog "Det tabte land"(1998), hvorfra følgende ord stammer:
"Jeg havde længe levet i troen på, at staten Israel var en stat, som anerkendte alle menneskers lige værd og ret, og at arabernes fortsatte isolation var følgen af deres selvvalgte uforsonlighed. Hvad jeg opdagede var at jeg havde levet i en løgn" (s.315)