Læsetid: 9 min.

I Rakhine er blodet størknet efter Rohingya-udrensningen, men minderne står stadig friske

Det var en af de værste folkefordrivelser i moderne tid, da hundredtusindvis af rohingyaer i 2017 blev drevet på flugt fra delstaten Rakhine i det vestlige Myanmar. Journalister har længe været forment adgang, men som et af få internationale medier er det lykkedes Information at få indrejse
I dag er den eneste chance for at få et glimt af livet efter den etniske udrensning i Myanmar at tage på de officielt godkendte rejser, som Myanmars regering arrangerer. Det er netop, hvad Information har gjort – under stadig overvågning af militæret og regeringens agenter.

I dag er den eneste chance for at få et glimt af livet efter den etniske udrensning i Myanmar at tage på de officielt godkendte rejser, som Myanmars regering arrangerer. Det er netop, hvad Information har gjort – under stadig overvågning af militæret og regeringens agenter.

Andreas Ståhl

16. september 2019

RAKHINE, MYANMAR – Der er helt stille. Store øde marker breder sig, så langt øjet rækker. Stilheden hviler over en ødelagt moské. Resterne af et stykke smadret legetøj ligger efterladt på jorden.

»Rohingyaerne boede derovre,« siger buddhisten Thein Maung og peger på den modsatte side af en grusvej.

»I dag er alt på den anden side væk. Både mennesker og huse.«

Over 700.000 fordrevne fra det muslimske mindretal befinder sig nu på den anden side af Den Bengalske Bugt, stuvet sammen i beskidte flygtningelejre i Bangladesh. 

»På få dage forsvandt den halve by. Siden har vi hverken hørt eller set noget til dem,« siger Thein Maung.

Folkefordrivelsen, der går for at være blandt de værste i moderne tid, er blevet internationalt fordømt, og kritikken af styret i Myanmar har været skarp. Men i Rakhine føler mange, at omverdenen har ignoreret deres udlægning af begivenhederne.

Ifølge Thein Maung begyndte volden i hans by, da en af de lokale borgere blev dræbt af en gruppe rohingyaer.

»Pludselig indså vi, at vi boede midt iblandt en fjende. Og at vi ikke havde andet valg end at forsvare os.«

Det er tydeligt, at han ikke ønsker at tale om militærets veldokumenterede og systematiske vold imod rohingyaerne i det nordlige Rakhine i Myanmar. Eller om voldtægterne, de nedbrændte byer og de grufulde massedrab, som er blevet blotlagt de seneste år. Så vil han hellere tale om de mange år med mistro, som kulminerede i voldsorgierne i august 2017.

»Alt er blevet bedre efter udrensningen. Vi kunne aldrig komme overens med rohingyaerne,« siger han.

Interviewet bliver brat afbrudt, da Thein Maungs nabo hvisker noget i hans øre.

»Jeg bør egentlig ikke tale med dig. For jeg ved, at du bare vil skrive, at jeg og alle de andre her er monstre. Vi kan ikke stole på journalister,« siger han.

Mediemistro

Volden har sat sine spor i lokalbefolkningen. Her kan man ifølge Thein Maung ikke længere tale med nogen, man ikke kender i forvejen.

»Omverdenen har ignoreret vores version om volden,« siger han.

Måske har han ret, men det kan journalister næppe lastes for. Fra militærkaserners udsigtstårne fører soldater nøje kontrol med alle, som rejser ind og ud af delstaten, og samme soldater har længe forbudt journalister at lade de tilbageblevne indbyggere komme til orde i medierne.

Sidst en journalist forsøgte at indsamle beviser om de voldsomme begivenheder, både FN og Den Internationale Straffedomstol har betegnet som et folkemord, fik det store konsekvenser. Reuters-journalisterne Wa Lone og Kyaw Soe Oo blev holdt fængslet i over to år, angiveligt efter at have undersøgt en summarisk henrettelse af ti rohingyaer på en mark nogle kilometer fra dette sted.

Tilbageholdelsen vakte international opmærksomhed og gav anledning til endnu flere restriktioner i en allerede lukket region.

I dag er den eneste chance for at få et glimt af livet efter den etniske udrensning at tage på de officielt godkendte rejser, som Myanmars regering arrangerer. Det er netop, hvad vi har gjort – under stadig overvågning af militæret og regeringens agenter.

Før jeg rejser videre fra denne by, råber Thein Maung:

»Skriv, at vi er fredelige mennesker – det har ingen hørt før.«

Livet går videre i Rakhine. Mange indbyggere mener, at livet er blevet lettere efter udrensningerne.

Andreas Ståhl

Bag pigtråd

Stilheden på den anden side af grusvejen fortæller imidlertid en anden historie. Volden begyndte, da rohingya-oprørsgruppen Arkan Salvation Army (ARSA) gennemførte et veltilrettelagt angreb imod 30 politistationer i forskellige lokaliteter i den nordlige Rakhine-delstat. 12 personer blev dræbt ved disse overraskelsesangreb, hvor mange politifolk blev tvunget til at flygte for deres liv.

Ifølge ARSA var disse aktioner ment som selvforsvar. De skulle være svar på flere års undertrykkelse af rohingyaer og bevis på, at oprørsgruppen mente det alvorligt med sine trusler om optrappet vold i regionen.

Svaret fra Myanmars regering kom prompte. Allerede dagen efter indledte militæret sin ’Operation Rensning’.En militærkampagne, som udråbte den altovervejende muslimske rohingya-befolkning til en sikkerhedstrussel imod hele regionen. Militæret og dele af den buddhistiske lokalbefolkning gik sammen i, hvad der skulle blive en af de hidtil mest omfattende forfølgelser af en folkegruppe i det 21. århundrede.

Tusindvis af civile blev dræbt, kvinder blev udsat for massevoldtægter, byer blev brændt ned, og over 700.000 mennesker blev tvunget til at flygte til nabolandet Bangladesh.

I dag, over to år senere, lever størstedelen af rohingyabefolkningen i flygtningelejre på den anden side af grænsen. De, som endnu er tilbage, er frataget statsborgerskab og grundlæggende rettigheder.

»Vi kan ikke gå uden for en dør – man kan sammenligne vores liv med at være i fængsel,« siger en rohingya, som jeg vil kalde for Sonja.

Interneret

I en flygtningelejr for internt fordrevne i udkanten af byen Sittwe lykkes det mig at snyde regeringens omklamrende oppassere og møde nogle af de godt 100.000 rohingyaer, som endnu findes i regionen, hvoraf de fleste sidder internerede i lejre.

Sonja peger på pigtrådshegnet et stykke fra os og fortæller, at hvis de internerede gør forsøg på at forlade lejren, kan de uden videre blive skudt ned af de vagter, som bevogter området.

»Og efter kl. 18 må vi ikke engang forlade vores telte. Så har vi udgangsforbud, og overtræder vi det, må de slå os ihjel,« siger hun.

Forfølgelsen af Myanmars rohingyaer har stået på i årtier. Det var under et tidligere voldsudbrud i 2012, at Sonja og hendes naboer blev tvunget til at forlade deres hjem.

»Pludselig kom militæret og sagde, at vi ikke længere havde ret til at bo blandt den buddhistiske lokalbefolkning – at vi var deres fjender,« siger Sonja.

»Engang havde jeg et liv. Vi levede en beskeden tilværelse, men vi var frie til at bevæge os, som vi ville i regionen. I over fem år har den frihed været os nægtet. I stedet er vi tvunget til at bo bag pigtråd.«

Hun fortsætter:

»For at kunne overleve er stort set alle rohingyaer i dag afhængige af de donationer, de kan få fra hjælpeorganisationer. Vi har ikke en chance for at finde job her i lejren,« siger hun.

Sonja tvivler på, at flygtningene i Bangladesh nogensinde kommer tilbage til Rakhine.

»De ved, hvordan vi bliver behandlet her. Hvorfor skulle de vende tilbage til et sted, hvor de risikerer at blive slået ihjel, fængslet eller dræbt? I dag kan de i det mindste leve i sikkerhed.«

Hun anklager både Myanmars regering og lokalbefolkningen i Rakhine for at stå bag den fortsatte undertrykkelse af rohingyaer.

»Ingen ønsker, at vi skal genvinde vores frihed. Al tillid til vores tidligere naboer er væk. Det vil i al fald tage rigtig lang tid, før vi igen kan stole på dem.«

Da Aung San Suu Kyi og hendes parti, NLD, vandt valget i 2015, håbede mange, at hun ville sætte en stopper for volden i Rakhine. Det skete ikke.

Andreas Ståhl

Overfald på hinduer

Uden for pigtråden er opfattelsen en anden. Her frygter mange i stedet, at ARSA igen får fodfæste i regionen, hvis rohingyaerne vender tilbage fra Bangladesh.

»ARSA har mange sympatisører i rohingyabefolkningen. Mange af dem, som deltog i volden, var mine tidligere naboer,« siger Reka, en hindu fra byen Ah Nauk Kha Maung Seik.

Ifølge hende bærer oprørsgruppen en stor del af skylden for den store humanitære katastrofe i regionen. Hun fortæller om dengang, ARSA angiveligt henrettede 99 hinduer i byerne Ah Nauk Kha Maung Seik og Ye Bauk Kyar – det skete kort før den etniske udrensning af rohingyaerne begyndte.

»Sortklædte mænd tvang os ud på marken. Der halshuggede de min mand og 12 andre af mine familiemedlemmer,« siger hun.

»Jeg så ikke henrettelsen selv, men jeg hørte skrigene og så blodet på bødlernes hænder.«

Reka fortsætter:

»De gav mig et ultimatum: Jeg og mine to sønner kunne enten få samme skæbne som de andre, eller også kunne vi konvertere til islam, og jeg skulle gifte mig med en af jihadisterne,« siger hun.

Selv om det internationale samfund samstemmigt fordømmer Myanmars systematiske vold mod rohingyaer, er det historier som Rekas, der får mange af dem, jeg taler med i Rakhine, til at anse omverdenens billede af volden som fortegnet og uretfærdigt. Ifølge dem havde lokalbefolkningen ikke andet valg end at forsvare sig.

»Det var ikke os, som startede volden – det var dem,« siger Reka.

Overvældende beviser

At rapporteringen om den humanitære katastrofe i delstaten Rakhine skulle være ensidig, afvises af direktøren for Amnesty Internationals Crisis Response-program, Tirana Hassan, i en rapport om massakren, som hun skrev i 2018.

Menneskeretsorganisationen finder, at et overvældende bevismateriale underbygger, at forfølgelsen af rohingyaerne har været langt mere omfattende end de angreb, som grupper fra denne minoritet har stået bag.

»ARSAs angreb blev fulgt op af Myanmars etniske udrensningskampagne mod rohingya-befolkningen som helhed. Begge dele må fordømmes, men menneskerettighedskrænkelser fra den ene side kan aldrig retfærdiggøre overgreb eller krænkelser fra den anden,« fastslår Tirana Hassan i rapporten.

At journalister og menneskerettighedsorganisation så længe er blevet nægtet adgang til Rakhine-delstaten, har desuden gjort det umuligt at give et fuldstændigt billede af, hvad der er sket.

»Myanmars regering kan ikke kritisere det internationale samfund for at have et ensidigt syn på konflikten og samtidig nægte observatører adgang til den nordlige Rakhine-delstat. Det fulde omfang af ARSAs overgreb og Myanmars militære menneskeretskrænkelser vil ikke blive kendt, før uafhængige efterforskere udefra har fået fuld adgang,« lyder det fra Tirana Hassan.

Hvordan det end måtte gå i fremtiden, vil Reka aldrig tilgive rohingyaerne, siger hun. Hun drømmer i stedet om at udvandre fra Rakhine til et sted, hvor hun kan føle sig mere tryg.

»Det lykkedes mig ganske vist at flygte fra terroristerne, men jeg kommer aldrig til at stole på rohingyaer igen – de har ødelagt mit liv,« siger hun.

Velkomstpolitik

Næste stop på den arrangerede tur er en gennemgangslejr ved grænsen til Bangladesh, udrustet med et stort antal sovepladser, sikkerhedspersonale, kantine og klinik.

Her vil Myanmars regering vise verden, at man er forberedt på at tage hånd om de rohingyaer, som vælger at vende tilbage.

»Vi byder alle, der vil vende tilbage, velkommen – de har intet at frygte,« siger immigrationsofficer San Aung, der leder rundturen blandt en mængde hvide barakker.

Regeringerne i Myanmar og Bangladesh har længe diskuteret repatrieringer af de hundredtusindvis af mennesker i flygtningelejren. Men eftersom Myanmars regering så længe har været ude af stand til at garantere et sikkert og værdigt liv for rohingyaer i Rakhine, står barakkerne stadig ganske tomme.

San Aung afviser kritikken og siger, at alt er gjort klar til at modtage alle, der vil hjem, så længe de pågældende ikke udgør en sikkerhedstrussel.

»Men vi ved fra efterretningsrapporter, at mange i flygtningelejrene har sluttet sig til ARSA.«

Ifølge Myanmars sikkerhedspoliti er ARSAs indflydelse blandt flygtningene i Bangladesh voksende. Så mange som 7.000 frivillige skulle gruppen nu kunne mønstre.

»Først registrerer vi deres identiteter, og så tjekker vi, at de ikke har været involveret i noget kriminelt i Bangladesh eller Myanmar,« siger San Aung.

»Viser det sig så, at de ikke har deltaget i vold eller oprørsaktiviteter, lader vi dem fortsætte ind i landet,« forsikrer han.

Mange mener dog, at militærets påståede tal for ARSAs voksende tilslutning er ren propaganda. De fleste eksperter og forskere anslår, at oprørsgruppen stadig blot består af nogle få hundreder personer.

Returflugt

Men selv om de fleste har valgt side og fortæller modstridende versioner om, hvad der udløste volden, findes der også nogle få, som vælger at placere skylden hos begge parter.

Momad Sharip er en af de få rohingyaer, som er vendt tilbage fra flygtningelejren i Bangladesh.

»Først flygtede jeg fra volden i Rakhine. Siden blev jeg tvunget til at tage tilbage, da trusselsniveauet i lejren blev uudholdeligt,« siger han.

Selv om også han nægtes medborgerskab og grundlæggende rettigheder i Myanmar, insisterer han på, at han ikke havde andet valg end at flygte tilbage.

»ARSA forsøger at få magten blandt rohingyaerne i flygtningelejrene, og da jeg vægrede mig imod at blive medlem af oprørsgruppen, fik jeg snart besked på, at de ville slå mig ihjel. Jeg ville kun være i sikkerhed, hvis jeg blev en af dem,« siger Momad Sharip.

Han ryster på hovedet og sender mig et opgivende blik.

»Men de allerfleste rohingyaer er ganske uskyldige. Det er kun et lille fåtal, som sympatiserer med ARSA. Alle, som påstår noget andet, er propagandister.«

Momahed tror også, at fremskridt vil blive mulige, hvis militæret tillader journalister og efterforskere at operere frit i regionen. Der er ikke noget alternativ, hvis et retvisende billede af, hvad der egentlig hændte i den voldsomme tid for to år siden, skal tilvejebringes.

For selv om blodet er størknet, og græsset er blevet højt på de forladte marker, står minderne stadig frisk i erindringen, mener han.

»I dag er det kun mistro, som forener mennesker i Rakhine – det vil vi blive nødt til at gøre op med.«

© Andreas Staahl og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Rohingyaernes flugt

Rohingyaerne bliver ofte kaldt verdens mest forfulgte folk. To år er gået, siden størstedelen af den muslimske minoritet måtte flygte ud af Myanmar efter en ekstremt voldelig militæraktion imod dem. Information har været i det sydlige Bangladesh i grænselandet, hvor omkring en million rohingyaer i dag lever i overfyldte lejre. Lejrene bliver administreret fra den nærmeste bangladeshiske by, Cox’s Bazar. Flere af dem er smeltet sammen, hvilket blandt andet gælder for de mange lejre i den såkaldte megalejr, der huser flere end 600.000 flygtninge og udgør verdens største flygtningelejr.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Steffen Gliese
  • Benny Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Johnny Christiansen
David Zennaro, Gert Romme, Steffen Gliese, Benny Jensen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tragisk historie,som sætter store pletter på buddhismen her, men understreger så også at fordi man er buddhist er man ikke nødvendigvis fredelig.
Hvis udsagnet om voldelig oprør fra muslimerne mod en form for undertrykkelse viser jo så med al tydelighed at vold uanset "retfærdighed" objektiv set stort set aldrig fører noget godt med sig.

David Zennaro, Birte Pedersen, søren ploug, Ole Frank, Gert Romme, Steffen Gliese, John Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Viggo Okholm

I hele verden praktiserer folk buddhisme med shamanisme, animisme, taoisme, konfucianisme, shintoisme og andre traditionelle religioner eller filosofier. Antallet af buddhister er ukendt.

Det er yderst forskelligt hvordan buddhisme praktiseres, eller hvor megen medmenneskelighed (eller dyrevenlighed) den omhandler.
Derfor er der også buddhister som ser vold legitimt, ligesom i de fleste andre religioner.
Det kan jo undre, karma taget i betragtning..

Birte Pedersen, søren ploug, Ole Frank, Steffen Gliese og John Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Ifølge hende bærer oprørsgruppen en stor del af skylden for den store humanitære katastrofe i regionen. Hun fortæller om dengang, ARSA angiveligt henrettede 99 hinduer i byerne Ah Nauk Kha Maung Seik og Ye Bauk Kyar – det skete kort før den etniske udrensning af rohingyaerne begyndte."

Henrettede hinduer?
Hvorfor er buddhisterne så på krigsfod?

Birte Pedersen, Ole Frank, Torben Skov, Steffen Gliese og John Andersen anbefalede denne kommentar

Eva :
Undskyld udeladelsen af efternavn. Ja jeg kender såmænd godt problematikkerne som du nævner, da jeg jo officielt er buddhist om end "kun" i ca 8 år.
Men netop derfor gør det ondt at "vi" ikke er bedre globalt set, men alle mennesker har som selvfølgelighed de samme følelser og udfordringer at kæmpe med uanset hvilke læresætninger vi hver især forsøger at efterleve.
Dit sidste spørgsmål? Buddhismen er jo en udløber af hinduismen,som kom først, og vel derfor kunne begrundelsen til hævn over de muslimske oprørere måske være legalt set ud fra de begrundelser menneskene handler voldelig på

Hvorfor tror så mange dansker at Budisme er mere fredelige end andre religioner? I Tibet har de været meget blodtørstig. I 2nd verdenskrig var de japanske soldater, som for en stor del er budister, regnet for at være de mest blodtørstige og ubarmhjartige overhoved. Jeg tror faktisk at Budisme historisk set er lige så brutal og ubarmhjartig som den kristne religion.

Eva Schwanenflügel, søren ploug, Ole Frank og Gert Romme anbefalede denne kommentar

John Andersen:
Måske fordi buddhismen i sine belæringer og tilflugt generelt peger på vejen til oplysning-hvis man tror på det- indebærer at den enkelte person i princippet er forbundet med alle levende væsener og faktisk er en af de centrale budskaber : gør intet ondt men gør alt hvad der er godt.
Men du har nok ret og ansvaret er trods alt det enkelte menneskes og der er ingen Gud man kan bruge som undskyldning eller at blive tilgivet af. Men det at det enkelte menneske er ansvarlig for sine handlinger og da tomheden (alt er foranderligt i gennem afhængig oprindelse,) så er ansvaret for at ændre på det at begå vold den enkeltes og vi har som buddhister muligheden for at sige fra over for det onde- lidt kringlet skrevet- men fordi buddhister tidligere har været voldelige er det ikke noget den enkelte kan bruge som undskyldning.

Tak til Information for at forsøge at få hul på bylden af manglende information fra Rakhine. Jeg synes faktisk, alle de mennesker, som udtaler sig i artiklen, lyder fornuftige ud fra hver deres position. Og det er præcis derfor der trods alt er håb. Fordi mennesker i grunden vil det bedste for sig selv og andre. Og det er vigtigt at få den slags detaljer med, når man skal forstå konflikter. I den forbindelse vil jeg gerne opfordre folk til at læse om en anden konflikt, som eskalederede uden befolkningernes ønsker: "Vi troede ikke det kunne ske her" om Jugoslavien af Christian Axboe Nielsen.

Jeg er ikke rigtig religiøs, men jeg har dyb respekt for folks religiøse følelser. Og alligevel giver denne diskussion om den fredelige eller ikke-fredelige buddhisme mig faktisk myrekryb. Hvis man definerer en gruppe på den måde, så har man efter min mening fundamentet for at udgrænse andre mennesker. Og fredelige læserer af Information tager sikkert ikke våben i hånd for at forsvare sig, men det er der nogle andre, der gør. Og det er efter min mening starten på (etnisk/religiøs) udrensning. Enhver gruppe, som er stor nok, vil udgøre et udsnit af befolkningen og den vil have alle mulige egenskaber. Nogle forbigående, andre mere permanente. Men det er opdelingen i dem og os, som skaber grobunden for det.

Der er brådne kar i alle grupperinger og alle religioner indeholder voldelige tilhængere.
Nogle religioner skilter mere med voldelige tendenser end andre.

Problemerne opstår når mennesker tolker og agerer for egen magt og vinding.
Når anderledes tænkende skal kanøfles eller omvendes til at tænke som en selv.

At gøre hele grupper til udelukkende onde eller gode kan som regel kun gøres når man indsnævrer disse grupper til en lille bestanddel af en større flok.