Nyhed
Læsetid: 8 min.

Rusland har skruet op for eksport af atomkraftværker

Rusland er verdens førende i at bygge atomanlæg i udlandet. De statsstøttede projekter underbyder deres franske og amerikanske konkurrenter på pris og på sikkerhedskrav. Til gengæld vinder Rusland øget politisk indflydelse i modtagerlandene, vurderer iagttagere
I øjeblikket er Rusland involveret i 36 atomkraftprojekter i udlandet, viser data fra det russiske atomagentur, Rosatom.

I øjeblikket er Rusland involveret i 36 atomkraftprojekter i udlandet, viser data fra det russiske atomagentur, Rosatom.

Donat Sorokin/Getty Images

Udland
11. september 2019

Rusland har over de seneste år skruet op for eksporten af atomkraft til hele verden. I øjeblikket er russerne involveret i 36 projekter i udlandet og seks i Rusland, viser data fra det russiske atomagentur Rosatom. Dertil kommer flere forhåndsaftaler i især Sydamerika og Afrika.

Rusland er i forvejen førende på verdensplan i eksport af atomenergi, og ifølge flere iagttager bruger den russiske stat eksporten som en løftestang til øget militær og politisk indflydelse i udlandet.

»Vi ser en forandring lige nu, hvor Rosatom forfølger det her i rivende fart, og vi ser, at antallet af lande, hvor de bygger atomanlæg, stiger kraftigt. Vi kan forstå, at de aftaler sjældent er en god økonomisk aftale for Rosatom, og det får os til at spekulere i, hvorfor de laver disse aftaler,« siger Madison Freeman, der er analytiker hos virksomheden Energy Impact og tidligere analytiker for tænketanken Council of Foreign Relations i New York med fokus på det politiske aspekt ved atomanlæg.

Russisk atomkraft

  • Rosatom er en russisk statsejet virksomhed, der specialiserer sig i atomenergi. Ifølge Rosatom, der blev oprettet i 2017, er de i øjeblikket involveret i 36 projekter i udlandet og seks i Rusland.
  • Rosatom har projekter i: Armenien, Australien, Bangladesh, Hviderusland, Belgien, Bulgarien, Kina, Tjekkiet, Egypten, Finland, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Indien, Indonesien, Irak, Iran, Japan, Kazakhstan, Litauen, Malaysia, Holland, Nigeria, Polen, Sydafrika, Slovakiet, Sydkorea, Spanien, Schweiz, Tanzania, Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien, Uzbekistan, Ukraine, Vietnam og Zambia.

Hun påpeger, at eksporten af russiske atomanlæg kan ses som en forlængelse af Ruslands politik om at bruge gas til at sikre indflydelse i en række lande.

»Ruslands mål er ikke nødvendigvis at tjene penge på de her atomanlæg, som det er i Vesten, men at få et tæt samarbejde med lande og gøre dem mere positive over for Kreml,« uddyber Madison Freeman.

»Politikerne kan blive ved med at sige, at de her aftaler indgås på grund af klimaet, men det virker helt klart til, at motivationen er politisk,« siger Madison Freeman

Hun peger på, at de to store vestlige spillere på markedet, USA og Frankrig, har svært ved at følge med Rusland og landets mange projekter i lande som Ungarn, Egypten, Tyrkiet, Bangladesh og Finland. Det skyldes, at Rosatom underbyder de vestlige virksomheder med helt op til 50 procent og har langt færre standarder for, hvor de vil bygge atomanlæg.

Våbenaftaler følger efter

Den analyse er Névine Schepers enig i. Hun er forsker hos det Det Internationale Institut for Strategiske Studier i London, hvor hun undersøger, hvilken rolle geopolitiske overvejelser spiller i opførelsen af atomanlæg. Her har hun også undersøgt de russiske atomaftaler rundt om i verden.

»Rusland laver store pakkeaftaler, hvor de står for at opbygge, vedligeholde og drive de her anlæg, som de så også ejer. Rusland står for at finansiere det hele, mens modtageren først skal betale, når atomanlægget leverer strøm. Det er helt anderledes end i Vesten, og det er kun muligt, fordi de har den russiske stat bag sig,« siger Névine Schepers.

Hun påpeger, at atomanlæg er kæmpe investeringer på mellem 60 til 120 milliarder kroner, og at aftalerne derfor ofte åbner op for flere handler.

»Det her er en hemmelighedsfuld forretning. Det er svært at bevise, at det også fører våbensalg med sig, men timingen mellem russiske våbenkøb i for eksempel Bangladesh eller Tyrkiet og planlægningen af et russisk atomanlæg er påfaldende,« siger Névine Schepers.

Bangladesh skrev under på en aftale med Rosatom om to atomreaktorer i 2011, og i 2013, 2014, 2015 og 2017 fulgte en række russiske våbenaftaler. Tyrkiet underskrev i 2010 en aftale med Rosatom om byggeriet af et atomanlæg, men projektet tog først fart i 2017, hvilket er samme år, som Tyrkiet købte et russisk missilforsvarssystem.

Urentabel atomenergi

Når det kommer til de russiske atomanlæg i Europa, er der en klar intention om at styrke Ruslands økonomiske indflydelse »for at bruge det som et politisk værktøj«, skriver den polske tænketank OSW – Center for Østlige Studier – i deres 2018-rapport Troublesome Investment.

»Vi må bare sige, at når vi kigger på de her mange atomanlæg, så er økonomien bag dem tvivlsom. Det gør, at vi må kigge på andre motiver,« siger Wojciech Kononczuk, redaktør på rapporten og leder af afdelingen for Ukraine, Hviderusland og Moldova hos OSW.

Det lave økonomiske udbytte af de russiske atomprojekter i blandt andet Tyrkiet og Bangladesh er også noget af det, eksperterne hæfter sig ved i den globalt anerkendte World Nuclear Industry Status Rapport, der er en industriuafhængig rapport, der udgives hvert år.

»Den eneste grund til, at der stadig er projekter rundt omkring i verden, er, at statsejede virksomheder såsom russiske Rosatom og franske EDF kommer med finansieringen. Folk er nødt til at forstå, at der ikke er noget marked for atomenergi i dag uden stor statsstøtte,« siger atomanalytiker Mycle Schneider, der er forfatter til rapporten, og bestyrelsesmedlem i flere organisationer, hvor han rådgiver om atomanlæg.

Men mens franske EDF kun bruger finansieringsmodellen inden for Frankrigs grænser, så bruger Rosatom den altså også uden for Ruslands grænser.

»Vi ved, at sol og vind bliver billigere og billigere, mens prisen på atomenergi stiger hvert år, men alligevel er der lande, som vælger at lave langvarige investeringer i atomenergi. Det sker på trods af, at atomenergi er en dyrere energiform. Vi må derfor spørge os selv, hvorfor der stadig bygges nye atomanlæg? Der er en lang række grunde såsom geopolitik, profilering af landet og militære overvejelser,« siger Mycle Schneider.

Tyrkiets tvivlsomme investering

Flere eksperter ser de russiske atomanlæg rundt om i verden som tvivlsomme investeringer. Necdet Pamir, der er tidligere underviser i internationale relationer på Bilkent Universitet i Tyrkiet, ser anlægget i Tyrkiet, Akkuyu, som udtryk for geopolitiske overvejelser.

»Der er så lidt gennemsigtighed i den her aftale, fordi de tyrkiske myndigheder ser det som et spørgsmål om national sikkerhed og derfor afviser at fremsætte nogen dokumentation for aftalen, dens pris, og hvad energien kommer til at koste de tyrkiske forbrugere,« siger Necdet Pamir, der anslår, at energiprisen på det russiske atomanlæg i Tyrkiet ventes at blive to til tre gange højere end alternativerne.

»Dertil skal det tilføjes, at vi slet ikke har brug for mere energi i Tyrkiet. Vi har allerede en overkapacitet. Det handler derfor om politik, men det er svært at bevise noget, fordi der er lidt gennemsigtighed,« siger Necdet Pamir, der også har noteret sig, at Rusland og Tyrkiet generelt er kommet tættere på hinanden efter aftalen om anlægget.

Flere eksperter påpeger over for Information, at hvor vestlige virksomheder oftest vinder atomanlæg gennem udbud, så laver Rosatom direkte aftaler med lande. Derved bliver priser og aftalens indhold oftets hemmeligholdt for offentligheden.

Et eksempel er fra Sydafrika, hvor der var planer om en række russiske atomanlæg, før et civilt søgsmål mod den sydafrikanske regering fik stoppet aftalen, da den sydafrikanske regering i aftalen med Rosatom havde holdt flere ting hemmelige for offentligheden.

»Den brede offentlighed blev aldrig hørt, og alting blev holdt hemmeligt. Aftalen kom i stand under den tidligere præsident Jacob Zuma, og den virker absolut til at være præget af politiske overvejelser, da den ikke gav nogen økonomisk mening,« siger Liziwe McDaid, der var en af personerne bag søgsmålet.

»Det kom blandt andet frem, at 80 procent af kontrakterne til anlægget skulle gå til en af Zumas gode venners søn,« siger Liziwe McDaid.

Spørgsmålet om atomvåben

Historisk har især USA og Frankrig haft stor eksport af atomanlæg, og også her er de blevet brugt til politiske vinding, vurderer Madison Freeman fra Energy Impact. Men mens vestlige virksomheder til et vidst punkt er uafhængige af staterne, så er Rosatom helt statsejet. Derudover gør Rosatoms statsstøtte, at de kan udkonkurrere de vestlige udbydere.

»Det er en model, som USA og Frankrig har svært ved at kopiere. De har for mange standarder i forhold til sikkerhed og garantier for, at landene ikke senere vil erhverve sig atomvåben,« siger Madison Freeman og tilføjer, at den øgede russiske eksport af atomanlæg er begyndt at få opmærksomhed i Washington, hvor republikanerne er opsatte på at sænke kravene for amerikanske virksomheder.

Madison Freeman peger på det planlagte russiske atomanlæg i Egypten som noget, en amerikansk virksomhed ikke havde fået lov til. Anlægget i Egypten har fået bevågenhed, fordi landets energinet slet ikke er gearet til at kunne håndtere et atomanlæg. Derfor kan det blive meget dyrere end andre, og det rejser spørgsmål om, hvorfor Egypten vil have et atomanlæg.

Henry Sokolski, der er generaldirektør hos den uafhængige organisation NPEC, der har fokus på udbredelsen af strategiske våben, ser Rosatoms og andre virksomheders udbredelse af civil atomenergi som bekymrende. Almindelige atomanlæg kan nemlig bruges til at lave plutonium, der kan bruges i atombomber.

»Lande som Japan, Saudi-Arabien, Egypten, Algeriet og Tyrkiet har alle skrevet under på traktaten for ikkespredning af atomvåben. Vi kan så vælge at tro på, at de ikke vil udvikle atomvåben, men hvis de så gør det alligevel, så kan det have store konsekvenser,« siger Henry Sokolski.

»Kapaciteten til at udvinde plutonium fra brugt reaktorbrændstof til atombomber er der, hvis et land blot har et primitivt kemisk anlæg til at splitte reaktorbrændstof,« siger Henry Sokolski og peger på, at det nuværende system har mange huller.

Sluserne åbne

Han bakkes op af atomanalytikeren Mycle Schneider.

»Når en sådan atomaftale er underskrevet, så er sluserne åbne for deling af viden – både til civilt og militært brug,« siger Mycle Schneider.

De højere standarder i USA blev blandt andet tydelige, da de Forenede Arabiske Emirater i 2009 som en del af en atomaftale med USA skrev under på aldrig at erhverve sig atomvåben. Den samme gennemsigtighed ser ingen af de eksperter, som Information har snakket med, hos Rusland. Det skaber bekymring om de planlagte anlæg i lande som Egypten og Tyrkiet.

»Men Rusland har deres renommé på spil med de her aftaler. Jeg tror, at de hellere vil bygge en god alliance med de her lande ved brug af de har anlæg end at skabe en farlig situation,« siger Névine Schepers og peger på, at en ny spiller – Kina – også er på vej ind på markedet.

Kina har indtil videre kun bygget et anlæg i Pakistan, men har planer om at udvide med den russiske model som inspiration, forklarer hun. Det samme ser Madison Freeman for sig:

»Der er en bekymring med Kina, der er begyndt at komme ind på markedet. De har modsat Rusland vist sig at have et større fokus på at sikre sig militære fordele.«

Rosatom og det russiske energiministerium har ikke svaret på Informations henvendelser i forbindelse med denne artikel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu en grund til, at vi skal have afspænding mellem Rusland og Vesten.