Læsetid: 10 min.

Saudi-Arabien har lige fået bank i skolegården, og deres venner ser tøvende på

Siden kong Abdulaziz ibn Saud mødte USA’s præsident Franklin D. Roosevelt i 1945 for at cementere det nyetablerede partnerskab har Saudi-Arabien været i en privilegeret position på verdensscenen. I dag fremstår saudierne ensomme og forsvarsløse over for et iransk regime, der har været belejret siden sin fødsel for 40 år siden. Hvorfor?
Saudi-Arabiens kronprins Mohamed bin Salman betragtes både i Mellemøsten og blandt vestlige som en latterlig figur, der er uegnet til at lede Saudi-Arabien – et kongedømme, der har været hjørnestenen i vestlig sikkerhedspolitik i Mellemøsten siden Anden Verdenskrig.

Saudi-Arabiens kronprins Mohamed bin Salman betragtes både i Mellemøsten og blandt vestlige som en latterlig figur, der er uegnet til at lede Saudi-Arabien – et kongedømme, der har været hjørnestenen i vestlig sikkerhedspolitik i Mellemøsten siden Anden Verdenskrig.

Giuseppe Cacace

24. september 2019

Få timer efter droneangrebet på de saudiske raffinaderier drog den magtfulde kronprins Mohamed bin Salman ud i ørkenen for at hylde den arabiske kamel, dromedaren, ved en festival nær byen Taif i Mekka-provinsen.

Kronprinsen ville signalere overskud, selvsikkerhed og urørlighed ved at stå fast ved de stolte arabiske traditioner. Men både i Mellemøsten og blandt vestlige iagttagere fremstod han som en latterlig figur, der ubevidst afslørede sig selv som uegnet til at lede Saudi-Arabien – et kongedømme, der har været hjørnestenen i vestlig sikkerhedspolitik i Mellemøsten siden Anden Verdenskrig.

»Kronprins Mohamed bin Salman er en død fisk i vandet,« konstaterer Imad K. Harb, direktør for forskning og analyse ved Arab Center Washington DC, over for Information.

»Prinsens eventyr i Yemen er kollapset, og nu har han bragt krigen hjem på en altødelæggende facon. Det kommer til at koste dyrt.«

Den igangværende krise i Golfen begyndte, da Donald Trump trak sig ud af atomaftalen i maj sidste år. Siden er krisen eskaleret. Teheran har slået fra sig via sabotage i Den Persiske Bugt, mens Irans fjender i Riyadh, Washington og Tel Aviv har skruet op for retorik, sanktioner og præcisionsbomber mod Irans stedfortrædergrupper i Syrien, Irak og Libanon.

Nu har de iranskstøttede houthier i Yemen efter eget udsagn svaret tilbage med et droneangreb, og selve angrebet, der på blot få minutter satte halvdelen af kongedømmets olieproduktion ud af spil, vil få enorme konsekvenser på både Saudi-Arabiens private sektor og de storstilede økonomiske reformplaner, der skulle gøre landet uafhængig af olie, siger eksperter.

Men den private sektor og aflysningen af reformplanerne kan vise sig at være bagateller.

Da kongedømmet er en såkaldt rentierstat – en stat, hvor magthaverne smider store mængder af penge ud til befolkningen til gengæld for deres loyalitet – kan angrebets efterdønninger i værste fald betyde social uro. Især hvis olieindtægterne, investeringerne og serviceydelserne udebliver.

»Alt kan blive påvirket i Saudi-Arabien, og jeg mener seriøst alt! Saudierne vil givetvis skjule tal og data om økonomi. Men alt fra de store virksomheder og til de mindste økonomiske aktører i kongedømmet vil rammes. Inklusive fremmedarbejdere fra Indien, Bangladesh, Pakistan, Egypten. Hele Asien vil måske mærke det,« siger Imad K. Harb.

Elefanten i rummet

Siden angrebet i forrige lørdags har amerikanske embedsmænd, saudiske prinser og uafhængige vestlige mellemøsteksperter alle sammen peget på Teheran som banditten. Men hidtil har ingen fremlagt beviser på noget som helst, og selv hvis beviserne fremlægges, er det langt fra sikkert at de tilfredsstiller alle parter.

Iran kan fastholde, at houthierne stod bag. Saudierne kan anfægte påstanden, og sige at missilfragmenterne i raffinaderierne er iranske. Iran kan indrømme, at de forsyner houthierne med våben, men samtidig påpege, at houthierne tog beslutningen uden om Teherans accept.

Hvordan det hele udvikler sig, vil de kommende dage vise. Lige nu tyder det på, at hverken Pentagon, Donald Trump eller Riyadh ønsker krig, da en krig risikerer at sende oliepriserne på himmelflugt, og sende den globale økonomi til tælling.

Det eneste, der står klart efter droneangrebet, er Saudi-Arabiens impotens i regionen. Riyadh er lige nu som en elev, der får bank i skolegården uden at kunne regne med hjælp fra sine tøvende kammerater.

»En myte er punkteret, når det gælder saudiernes forsvar og militære formåen,« siger Michael Stephans fra tænketanken The Royal United Services Institute.

»Alle har nu set elefanten i rummet.«

De 4.000 prinser har vist, at de hverken kan stå for deres egen sikkerhed, matche den iranske revolutionsgardes strateger eller besvare Den Islamiske Republiks ildkraft. Alt sammen i en tid hvor USA ikke som tidligere bekymrer sig om Golfen.

Nye tider

I 1945 sendte Franklin D. Roosevelt selveste USS Murphy til den saudiske havneby Jeddah ved Rødehavet. USS Murphy – en af tidens ypperste krigsmaskiner, som havde tjent ved D-dag – skulle transportere kong Abdulaziz ibn Saud til en konference i Egypten. Roosevelt kendte tilsyneladende alt til kunsten at kurtisere en oliesheik.

Siden har USA gjort alt for at sikre Saudi-Arabien og olien. Saddam Husseins hær – den fjerdestørste i verden dengang – blev knust på 30 dage efter invasionen af Kuwait i 1990. Ingen skulle true olieforsyningen. Og Carter-doktrinen med dets mantra om at forsvare amerikanske interesser i Golf-regionen er blevet håndhævet ved enhver lejlighed.

Men det er måske ved at være nye tider.

Washington har næsten elimineret afhængigheden af olie fra Golfen. Kun 10 procent kommer fra Saudi-Arabien. Golfen er fortsat afgørende for USA, men i længere tid har USA ikke påtaget sig rollen som stabilisator i Golf-regionen på grund af afhængigheden af olie, men snarere for at USA’s nærmeste allierede som Japan og også konkurrenter som Kina skal kunne klare sig godt økonomisk.

Væksten i især Kina har i årevis været afgørende for USA’s økonomi, men sådan er det ikke engang længere, for som flere eksperter har påpeget, er droneangrebet på raffinaderierne måske endda til gavn for Donald Trump.

»Angrebet på Aramco lægger pres på den kinesiske økonomi, og tjener måske ligefrem Trumps mål i hans handelskrig med Beijing,« konstaterer Joe Macaron, resident fellow ved tænketanken Arab Center Washington DC.

Den London-baserede saudiske professor Madawi al-Rasheed fra London School of Economics siger, at saudierne ikke længere er så relevante som de var engang for Washington, og i særdeleshed ikke for præsident Trump, der har andre prioriteter end Mellemøsten, og som hverken respekterer det saudiske kongehus eller bekymrer sig om dets skæbne.

»Saudiske ledere vil før eller siden opdage, at USA er villige til at lade dem synke i mørket ligesom andre diktaturer, der først blev støttet, men senere blev droppe af Washington,« siger Madawi al-Rasheed.

Den højt respekterede mellemøstekspert Steven A. Cook stillede et vigtigt spørgsmål i Foreign Policy forleden: USA har været i Mellemøsten for oliens skyld i 70 år, siger han, men hvis de ikke længere vil forsvare Golfens olie, så hvorfor overhovedet blive i regionen, spørger han.

»Hvis Washington ikke har tænkt sig at gengælde mod Iran for Saudi-Arabiens skyld, bør USA måske pakke sammen og forlade Mellemøsten,« skriver Cook ironisk.

Roosevelt kendte alt til kunsten at kurtisere en oliesheik

Ritzau

Riyadh har sovet i timen

USA er ikke ved at forlade Mellemøsten, og amerikanernes massive tilstedeværelse i regionen har højst sandsynligt forhindret en åben krig mellem Saudi-Arabien og Iran.

Men alligevel har tilstedeværelsen ikke forhindret Iran i at angribe mål i Golfen. Teheran har tilsyneladende forstået, at så længe man ikke går efter amerikanske mål, vil USA ikke sætte noget på spil for Riyadh, og det efterlader Riyadh i en underlig situation.

»Saudi-Arabien kan på ingen måde hamle op med Iran,« siger Tobias Borck, ekspert ved tænketanken The Royal United Services Institute.

Saudi-Arabien – verden største våbenimportør – har et forsvarsbudget på 76,7 milliarder dollar sammenlignet med Irans 8 milliarder. Alligevel har prinserne vist sig at være tandløse overfor Iran og de iranskstøttede houthier.

En kvart million tropper, 600 tunge tanks, 2000 pansrede mandskabsvogne, 320 jagerfly herunder Eurofighter Tychoons, F-15 Eagles, Tornados, og et amerikansk patriotsystem har hverken formået at svække houthibevægelsen efter fem års krig, eller afskrækket Iran fra at sabotere Golfens olie- og maritime industri.

»Saudierne er virkelig, virkelig usikre for tiden,« konstaterer Tobias Borck.

Hvis der udbryder en krig vil saudierne ikke have en jordisk chance mod Iran. De vil få bank. Så bastant er meldingen fra forskeren Tobias Borck. Og forklaringen er simpel:

»Saudierne køber godt nok våben for milliarder af dollars, men de kan ikke finde ud af bruge dem.«

Historien om Saudi-Arabiens militære inkompetence har rødder langt tilbage i det 20 århundrede. Prinserne har historisk set været afhængige af andre til at udkæmpe deres krige, eller også har de holdt sig ude.

Før Seksdagskrigen i 1967 leasede Riyadh de saudiske øer Tiran og Sanafir i Rødehavet til Egypten for ikke at stå i en akavet situation, hvor de skulle forsvare eget territorium mod israelerne. Efter den iranske revolution kastede de penge efter Saddam Hussein til at lede krigen mod Ayatollah Khomeini.

»Saudierne har generelt bare betalt sig fra alt. Alt!« fastslår Tobias Borck.

Forklaringen bag Saudi-Arabiens tandløse militær er indenrigspolitik. I 1960’erne og helt fremme til 1980’erne var det at have et stærkt militær i Mellemøsten som at have et uregerligt rovdyr i hjemmet. Riyadh så det ene kup efter det andet udfolde sig i nabolande som Irak, Syrien og Egypten. De fleste monarkier blev omstyrtet af republikanske officerer.

»Saudierne besluttede sig for at holde militæret inkompetent af sikkerhedsmæssige grunde,« siger Borck.

I stedet har Riyadh købt sig til beskyttelse, og det har man gjort ved at købe en masse våben, for med våbenkøb køber man sig frem til et nært forhold med våbensælgeren.

»De har forsøgt at opbygge et militær over de senere år, men et effektivt militær er ikke noget man bygger på en dag. Saudierne har sovet i timen, og de kan ende med at betale en høj pris,« forklarer Borck.

Iran, den ambitiøse underdog

Omvendt er Iran efter 40 års international isolation, sanktioner, trusler alligevel ved at sætte kongehuset i Riyadh skakmat.

Iran har med få ressourcer formået at holde Assad ved magten, bremset IS i Irak, mobiliseret shia-krigere i Libanon, Syrien, Irak og Yemen, udkonkurreret de fleste sunni-jihadistiske grupper på slagmarken, intimideret sunni-landene og udviklet en overlegen militærindustri, der bygger våben af høj kvalitet. Alt sammen uden hjælp udefra.

»Hvad Iran ikke har i likvide midler, kompenserer landet for med kløgt, organisationstalent, vedholdenhed samt erfaring,« siger Ali Alfoneh, Iran-ekspert til Information.

I modsætning til saudierne har iranerne i det 20. århundrede udkæmpet deres egne krige. I 1960’erne udkæmpede iranske specialstyrker og efterretningsofficerer, sammen med kurdiske oprørere, en 15 år lang partisankrig mod Bagdad, som kun blev bragt til ophør, da Irak kapitulerede ved at anerkende delt iransk-irakisk overherredømme over Arvandroud, eller Shat al-Arab, ved Algiers-aftalen i 1975.

»Efter 1979-revolutionen aktiverede det revolutionære regime de selv samme specialstyrker og efterretningsofficerer, nu med langt skæg,« siger Alfoneh.

I otte år kæmpede iranerne mod Saddam Hussein en blodig skyttegravskrig, der kostede en million mennesker livet. Ved afslutningen af krigen mod Irak i 1988 demobiliserede Iran ikke sine ikkeiranske stedfortrædergrupper, men uddannede og trænede anden og tredje generation af udenlandske krigere, som kunne bruges når lejligheden måtte byde sig. Og lejligheden bød sig med de amerikanskledede invasioner af Afghanistan i 2001, og Irak i 2003.

»Mens USA udrensede den irakiske stat for Baath-medlemmer og satsede på en broget gruppe af politiske eventyrere og idealister, sendte Iran sine toptrænede og disciplinerede irakiske stedfortrædere ind for at overtage magten i landet,« forklarer Ali Alfoneh.

Ingen bør ønske sig krig mod Iran

Riyadh kan ikke længere kaste penge på problemerne og håbe på, at de forsvinder af sig selv, og Iran er i dag en nation, der er så ambitiøs, at det ikke giver mening at slås mod Teheran.

Saudi-Arabien er omringet, befolkningen er forkælet og har ingen mod på krig, så der er absolut intet, Riyadh kan gøre, bortset fra at håbe på, at Washington sætter Iran på plads, men det er heller ikke realistisk.

»Iran er hverken Afghanistan, Irak eller Syrien. Man kan ikke inddæmme en krig mod Iran, og det ved man i Washington,« siger Tobias Borck.

En militær løsning kan i værste fald få Teheran til at destabilisere nabolande som Afghanistan, ramme amerikanske mål i Syrien, Irak, Golfen og Det Arabiske Hav med ballistiske missiler, smadre De Forenede Arabiske Emiraters maritime industri, oversvømme Tyrkiet med flygtninge, sabotere oliefaciliteter og dermed true hele den globale økonomi.

»Iranerne har evnen til at skabe ravage fra Indus-floden til Nilen. At starte en krig mod Iran for at beskytte olien er dømt til at give et gigantisk bagslag. Det er ikke en krig, nogen bør ønske sig, slet ikke saudierne,« siger Borck.

Spørgsmålet er, hvordan den eskalerende krise kan neddæmpes. De fleste er enige om, at Donald Trumps tilbagetrækning fra atomaftalen er årsagen til den nuværende situation, men samtidig er krisen nu blevet en uendelig spiral. Trump sanktionerer, Iran saboterer.

Og iranerne har tydeligvis opdaget, at så længe de ikke rammer amerikanske mål, så vil Donald Trump hverken slå tilbage eller forsvare Saudi-Arabien.

»Hvis USA ikke vil forsvare Saudi-Arabien, hvem vil så? Hvis kongedømmet ikke er beskyttet, hvad kan Iran så finde på? Hvordan USA reagerer på et uprovokeret angreb på en af de centrale søjler i den globale økonomi, er en test for den amerikanske ledelse,« skriver Bret Stephens fra The New York Times.

Bret Stephens har en pointe. For ingen kan regne med den saudiske ledelse. Og da slet ikke med kronprins Mohamed bin Salman som har travlt med at hylde dromedaren i ørkenen, mens iranske droner bomber hans olie.

I den mellemøstlige offentlighed har Saudi-Arabien aldrig været mere til grin. Tidligere på ugen tonede en ukendt ung irakisk shia-digter frem på skærmene i en af de mange shia-kanaler, og latterliggjorde både Riyadh og Trump med et digt.

»Saudierne og amerikanerne er ikke i krig. Soleimanis revolutionsgarde er i krig. Saudierne og amerikanerne har travlt med Instagram og Twitter.«

To bøger tager et rettidigt kig på den historie og de skikkelser, der har formet islamismen
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Kasper Kjær
  • Torben Bruhn Andersen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Erik Karlsen
  • Toke Kåre Wagener
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steen K Petersen
  • Anders Graae
  • Caspar Christiansen
  • ingemaje lange
  • Jakob Trägårdh
Niels Duus Nielsen, Kasper Kjær, Torben Bruhn Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Jesper Eskelund, Eva Schwanenflügel, Erik Karlsen, Toke Kåre Wagener, Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, Anders Graae, Caspar Christiansen, ingemaje lange og Jakob Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Trägårdh

Fremragende og grundig artikel!

Claus Nielsen, Kasper Kjær, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Steen K Petersen, Anders Graae, ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Øv. Øv Øv
Her har vi to lande, som i retorikken så gerne vil i krig med hinanden. Det ene en nøk mere modbydeligt end det andet. Det ene er blevet det i strid modvind, det andet med medvind på cykelstien og den amerikanske hær i ryggen. Her har vi desuden amerikanerne, som alle vestlige medier pludselig bare betragter som milde tilskuere i Mellemøsten, selv om at Trump startede det hele med hans latterlige retorik og udmelding af atomaftalen, selv om de har to lande okkuperet på hver side af Iran, har placeret kæmpe militære baser i området, bl.a. verdens største, sejler rundt med a-våben i området osv.

Irans modbydeligheder kan måske undskyldes med, at de har haft en beef med amerikanerne og selvfølgelig dermed os, siden at amerikanerne væltede deres demokratisk valgte leder i 1050'erne og indsatte Shahen, som ikke kunne få nok af torturkamre og hvad har vi. Derefter er det gået slag i slag for iranerne, indtil de endelig fik smidt Shahen og amerikanerne på porten igen. Amerikanerne og alverdens uffe ellemænd blev selvfølgelig sure og skuffede over den udvikling. Shahen sikrede jo vores olie. Med den største militære magt i verden + os som fjender, indsætter iranerne et diktatur af imaner, som når det ikke opfører sig paranoidt, er ved at blive regimechange'd af amerikanerne.

Det andet land Saudi Arabien har fået medvind af hele verden. Vesten sender deres kongelige og præsidenter til det saudiske diktatur for at danse og lege med sabler. Men alligevel vælger sauderne at gøre diktaturet mere og mere modbydeligt og middelalderligt religiøst. De vælger tilsyneladende at sponsorere de 15 saudier og 4 andre flykaprer, som fløj ind i tårnene i New York 9/11 2001. De vælger at sponsorere jihad i den gangske verden. Og chupper journalister op og bruger syre for at få deres kropsdele til at forsvinde.

Og, til trods for, at der er faldet lidt ro på, ved vi alle, at vestlige soldater nu skal forsvare Saudi Arabien og deres/vores olie. Ingen New Green Deal her. Amerikanske soldater skal ligefrem nu være "menneskelige skjold", så iranerne ikke igen smadrer olieanlæg.

Niels Duus Nielsen, Kasper Kjær, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Palle Jensen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Susanne Kaspersen, Anders Graae, John Andersen og nils valla anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Amerikas forenede stater (AFS) har mange gange bevidst rundt om i verden, at man ikke ønsker udvikling af demokratier, men konsekvent støtter de værste, mest højreorienterede generalissimoer, som det er muligt at opdrive i det pågældende land: Iran er vel så fremskredent demokrati (siden Mossadeq), som det kan lade sig gøre, at have på de betingelser, som Imperiet stiller (over for stater, der besidder ressourcer/producerer varer andet end frugt og grønt).

Niels Duus Nielsen, Kasper Kjær, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Susanne Kaspersen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Tak for indsigtsgivende artikler fra denne skribent!

Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Saudierne skulle måske søge støtte og hjælp fra Kina! Kina får meget olie derfra, har planer for "road og belt" i området, har samme menneske-syn som saudiernes prins, så Kina må være det perfekte match! Og kinesere er der mange af, flere end iranere. Og ligesom ved aftaler med amerikanerne, vil der være "strings attached", og den slags har Kinas store interesse, på deres vej til stormagts-status.