Læsetid: 8 min.

Det sker ikke kun i Brasilien: Skovene brænder også i Bolivia

I Bolivia har voldsomme skovbrande på det seneste hærget i Chiquitania-regionen, der grænser op til Amazonas. Brandene truer lokalbefolkningen på dens levebrød og er også blevet et varmt emne i valgkampen, hvor præsident Evo Morales kritiseres for at have åbnet for at udvide landbrugsarealet på bekostning af skov
De bolivianske myndigheder har haft begrænsede midler at sætte ind mod skovbrandene.

De bolivianske myndigheder har haft begrænsede midler at sætte ind mod skovbrandene.

Juan Gabriel Estellano

10. september 2019

Her lugter stadig af røg. Et sort-hvidt lag af aske ligger overalt, og træstammerne er fuldstændig forkullede. Ilden kom til landsbyen Consuelo, nær San Ignacio de Velasco i Chiquitania-regionen i Bolivia i begyndelsen af august.

»Det var uden for byen. Der var gået ild i én af græsmarkerne. Vi kunne ikke gøre noget. Det blæste voldsomt, og der var en stærk varme. Ilden fik fat i skoven,« husker 33-årige Maria del Carmen Roca, der bor i landsbyen med sine tre børn.
Efter to uger var et areal på over 1.800 hektar brændt ned. Langt størstedelen af området – 1.400 hektar – var skov, hvor landsbyens indbyggere bedriver bæredygtig skovdrift.

Chiquitania-regionen i Bolivia er et område af såkaldt tørskov, som grænser op til Amazonas. Mens skovbrande under stor global mediebevågenhed har raset i Amazonas, har brandene i Chiquitania ikke fået samme omtale.

Men det er et kæmpe område, der er brændt, særligt i løbet af den seneste måned. Ifølge den seneste rapport fra delstaten Santa Cruz er 1,7 millioner hektar skov brændt. Den lokale ngo Fundación Amigos de la Naturaleza (FAN) vurderer, at over to millioner hektar er brændt, mens Bolivias centralregering vurderer, at omkring en million hektar er ramt.

Vandtanke på 20 liter

De lokale myndigheder har desperat forsøgt at bekæmpe ilden med ekstremt beskedne midler: rygsække med vandtanke med en kapacitet på blot 20 liter, macheter, river og plastikspande. En lang tørkeperiode har dertil udtørret områdets floder, så der har dårligt været vand at fylde i vandtankene. Mange frivillige brandmænd har meldt sig, militæret har været sat ind, og der har også været international hjælp til slukningsarbejdet fra blandt andet Argentina.

Området af ufremkommelig tørskov har en meget lav befolkningstæthed, så skaderne har først og fremmest været miljømæssige. Men flere af områdets oprindelige folk er også blevet påvirket af brandene. Heriblandt chiquitanofolket, som Maria del Carmen Roca tilhører, og som driver smålandbrug i skoven til eget forbrug – ris, majs, bananer og den slags.

Leticia-aftalen

Fredag den 6. september underskrev Amazonas-landene Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru, Brasilien, Surinam og Fransk Guyana den såkaldte Leticia-aftale. Aftalen skal blandt andet sikre koordinering af katastrofeberedskabet, øget satellitovervågning, genplantning af skov og give de oprindelige folk en mere central rolle i en bæredygtig udvikling.

Ngo’en MINGA organiserer 36 indianske landsbyer i San Ignacio-provinsen i Chiquitania og har arbejdet med bæredygtigt skovbrug og med at dyrke kaffe, citrusfrugter, mandler, majs, bønner og oprindelige træsorter. Organisationens formand, Diego Lino Olivares beskriver, hvordan der er stor forskel på verdens- og natursynet hos henholdsvis migranter fra andre dele af Bolivia og de oprindelige chiquitanofolk:

»Vi har en idé om at passe på skoven og kun have små marker. Leve i fred og ro i harmoni med skoven. Men på det seneste har regeringen givet jord her til personer fra andre dele af landet. Og de tænker anderledes og vil rydde store områder og lave storskalalandbrug. Vi oplever udvidelsen af landbrugsarealet og for eksempel dyrkning af soja i stor skala som en stor trussel,« fortæller Diego Lino Olivares.

Han og Maria del Carmen Roca går rundt mellem de brændte træstammer og asken fra branden.

»Det er virkelig trist at se. Vi bør plante træer igen. Genoprette skoven. Skoven er en del af livet her. Vi plejede at lege gemmeleg her i skoven. Se, nu er det hele brændt ned. Der er ikke nogen steder at gemme sig længere,« siger Maria del Carmen Roca, som er vokset op i området.

På den anden side beskriver de to chiquitanoer dilemmaet mellem naturbevarelse og økonomisk udvikling:

»Det letteste for os ville være at rydde området, hvor træerne er brændt, og så afgrøder som for eksempel soja. Vi ved godt, at det måske ikke er det bedste for naturen, for miljøet. Men vi skal jo leve af noget,« siger Maria del Carmen Roca.

Presset præsident

I juli udsendte Bolivias præsident, Evo Morales, et dekret, der tillader at rydde og brænde skovområder på op til 20 hektar. Før var det tilladte 5 hektar. Præsidentdekretet og skovbrandene i Bolivia kommer midt under valgkampen forud for præsidentvalget til oktober, hvor Evo Morales genopstiller. Brandene har sat Evo Morales under pres, og hans forspring i meningsmålingerne er skrumpet ind. Morales’ modstandere beskylder ham for at have været med til at tilskynde til brandene og for at have reageret alt for langsomt i forhold til at bekæmpe dem.

Samtlige præsidentkandidater går dog ind for en udvidelse af landbrugsarealet i Bolivia, og Evo Morales har svaret igen ved at betone, at brandene ikke skyldes påsatte brande, men derimod klimaforandringer, voldsom tørke og stærk vind.

Det har været officiel strategi fra regeringens side at udvide landbrugsarealet og gøre eksport af soja til dyrefoder, biodiesel og svinekød til omdrejningspunkt for den økonomiske udvikling i landet, der er blandt de fattigste lande i Sydamerika.

Ifølge den lokale ngo FAN er 70 procent af de aktuelle brande imidlertid opstået nær den såkaldte  landbrugsgrænse – altså ved grænsen mellem landbrugsareal og skov. Men de seneste måneder har også været ekstraordinært tørre i området.

Penge for at passe på skoven?

Amazonas er ubestrideligt under forandring. De seneste årtier har der været voldsom migration til Amazonas og langt størstedelen af de nu over 30 millioner indbyggere i Amazonas er tilflyttere. De mange tilflyttere har indflydelse på de oprindelige folk og deres tilgang til jorden, fortæller Diego Lino Olivares:

»Vi ser, hvordan de dyrker store markområder og tjener flere penge end os. De kan købe større biler, fjernsyn og andre ting til deres hjem. Så selv om vi har vores tilgang til skoven med at passe på den, så trækker det også i os at få del i den økonomiske udvikling, som vi ser.«

Juan Gabriel Estellano

Præsident Evo Morales har taget kritikken af sit dekret til efterretning og erklærede i slutningen af august »økologisk pause« i Chiquitania – hvilket blandt andet indebærer stop for salg af jord i området.

Men MINGA-formand Diego Lino Olivares er indigneret over Morales økologiske pause:

»Hvad skal vi så leve af her i Chiquitania? Vi vil gerne passe på skoven, ja. Men vi og vores børn skal jo også have mad på bordet, ikke?«

Han slår i bilrattet, mens han kigger ud over de kilometervis af marker, der grænser op til den indianske landsby Consuelos fællesjorde. På markerne dyrkes blandt andet soja og majs, som i høj grad eksporteres til dyrefoder – og altså i sidste ende er led i kødproduktionskæden.

Både Diego Lino Olivares og Maria del Carmen Roca virker oprigtigt interesserede i og indstillede på at genplante og bevare skoven. Men de har brug for hjælp, siger de og foreslår en model lignende den, som Ecuadors tidligere præsident Correa foreslog i forhold til olieudvinding i nationalparken Yasuni i den ecuadorianske del af Amazonas: At nogle udefrakommende, for eksempel europæiske lande, betaler for at lade olien blive i jorden. Eller i tilfældet med Chiquitania: At institutioner eller andre lande betaler lokalbefolkningen for at passe på skoven i stedet for at rydde den og omlægge til landbrug.

»Vi vil med glæde passe på skoven, hvis nogen vil betale os for at gøre det,« siger Maria del Carmen Roca.

Knap så grønne bjerge

Vi besøger også Monte Verde, en anden del af Chiquitania, som er et stort indiansk territorium, hvor de lokale oprindelige folk har arbejdet med skovbevaring blandt andet med støtte fra den danske ngo Verdens Skove.

Monte Verde betyder ’de grønne bjerge’, men bjergene er ikke længere grønne. De er nærmere sort-hvide af aske. I landsbyen Rio Blanco – det betyder den hvide flod – er der stort set ikke noget vand i floden, og landsbyen ligger hen som en spøgelsesby. Alle døre er lukkede med små hængelåse, der er ingen betjening i den lokale kiosk, og en hane står og glaner i døråbningen. Næsten ingen er tilbage i landsbyen, fordi beboerne har måttet evakueres på grund af røgen.

33-årige Pedro Castro Mendoza, der tilhører chiquitanofolket, er en af de få tilbageværende.

»Skoven er det, vi lever af – den er vores rigdom. Vi er virkelig triste. Hvad skal der ske nu med vores natur? Vi ved det ikke. Floden er fyldt med aske. Vi har ikke rent vand. Alt er fuldstændigt udtørret. Vores kvæg står midt i asken, græsset til dem er brændt. Vi har brug for mad til vores dyr,« siger Pedro Castro Mendoza og fortæller om de voldsomme oplevelser de seneste uger, hvor brandene hærgede i landsbyen:

»Det var værst om natten og tidligt om morgenen. Det var ikke til at sove for den. Flammerne havde omringet landsbyen, vi havde bare vores macheter og plastikspande – vi kunne ikke kontrollere ilden.«

Tre ugers forsinkelse

I provinshovedstaden Consepción møder jeg Margot Céspedes, som er koordinator hos den bolivianske ngo APCOB, som arbejder med oprindelige folk i delstaten Santa Cruz, og som er partnerorganisation med danske Verdens Skove. Det indianske territorium Monte Verde har stået i brand i næsten en måned. Og der er brændt over 30.000 hektarer, hvilket har påvirket omkring 20 landsbyer alene i Concepción kommune. Margot Céspedes er kritisk over for myndighedernes langsomme indgriben:

»De lokale myndigheder sendte først brandmænd ud efter næsten tre uger, men på det tidspunkt brændte skoven allerede helt ukontrollerbart. Og den brænder stadig. Branden ødelægger stadig skoven og påvirker landsbyerne. Følgerne er virkelig alvorlige, for landsbyerne lever af skoven, den er deres levebrød.«

Mangel på rent vand og sygdomme som følge af brandene er et udbredt fænomen. For Margot Céspedes er der tale om meget mere end skov, der er brændt ned:

»For de oprindelige folk er skoven ikke bare en råstofressource. For dem er skoven levende, den har sine ånder, som regerer den, og de oprindelige folk er meget respektfulde omkring dette. Kort sagt: Skoven er det store hus, de bor i, og som udgør deres levegrundlag.«

Efter besøget i resterne af chiquitanofolkenes skov ankommer vi sidst på dagen til provinshovedstaden San Ignacio de Velasco. Solen er knaldorange. De seneste dage i områderne berørt af skovbrandene i Chiquitania har budt på ekstraordinært farverige og smukke solnedgange.

»Solen bliver trist af røgen,« konstaterer Diego Lino Olivares.

Rejsen til Chiquitania var støttet af ngo’erne Oxfam IBIS og Verdens Skove.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Anders Vang Nielsen
David Zennaro og Anders Vang Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Jørgensen

Det værste er måske endda ikke at skoven brænder. Det værste er at vi endnu ikke har forstået at planeten skal holdes dækket af plantevækst så meget af året som muligt. Landbrug der respekterer og efterligner naturen, kan både producere masser af sund mad og helbrede klimaet. Plantevæksten trækker CO2 ud af atmosfæren, skaffer tykkere muldlag, nedbryder metan, modvirker tab af vand, næringsstoffer, kemi (og jordpartikler der tabes til havet og spolerer livet der). Muldlaget sikrer desuden by og land mod oversvømmelser og jorskred. Plantevæksten holder jordoverfladen kølig, bl.a. fordi den fordamper vand, der sender latent varme op i atmosfæren, hvor en del tabes til rummet. At en planet med genoprettet plantedække også hjælper natur og biodiversitet er logik. Seje folk har store planer, feks at genskabe en Sinai halvø, dækket af plantevækst som for tusinder af år siden... Så på John D Liu <3

Philip B. Johnsen

Afbrænding af Amazonas, sort og ‘sort’ økonomi.

“Indigenous leaders have also voiced their criticism. Alex Villca, an indigenous leader in the Amazon region and spokesman for the indigenous rights group Contiocap said that the government was to blame for the fires.

"We need to hold Evo Morales to account for this situation. When is he going to account for all of this?

He needs to be held accountable for all the times that the rights of the indigenous people have been violated, as well as those of mother nature," he said.
Link: https://www.bbc.com/news/world-latin-america-49481710

Cocaine Production Is Spiking in Peru and Bolivia, and It Could Keep Going Up

“The international fight against drug trafficking continues to go poorly in South America’s Andean region, and signs suggest it won’t be improving anytime soon. New figures released this month by the United States show that Peru and Bolivia have stalled, if not taken steps backward, in their attempts to eradicate prolific cocaine production within their borders.

The annual U.S. survey of Peru and Bolivia, which has been undertaken to varying degrees since the office’s creation in 1989, aims to estimate how much cocaine is being produced there.

Most of it ends up moving across borders and around the globe as part of the drug trade.

Such a dark and hidden network of operations makes it difficult to come up with specific and accurate estimates for drug production.

Officials generally agree that tallying arrests, drug seizures and lab closures is not actually as accurate as analyzing the amount of land being dedicated to growing coca, the plant used to make the drug.“
Link: https://www.worldpoliticsreview.com/insights/26707/cocaine-production-is...

InSight Crime Analysis
“The coca growers’ conflict shines a spotlight on a regional divide that has shadowed President Morales’ move to legalize traditional coca use in the country.

The question at its heart: Is the Bolivian government genuine in its claims of “coca yes, cocaine no,” or is it merely undermining traditional growers while permitting production that fuels the illegal market?

The 2017 Coca Law brought the legal area of coca cultivation in the country up to 22,000 hectares 14,300 in Yungas and 7,700 in Chaparé. According to a 2013 study, the legal coca market can be supplied by 14,700 hectares of coca, implying an excess of roughly 7,000 hectares.

The 2017 coca cultivation surveyproduced by the United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) estimated the total area under coca cultivation in the country at 24,500 hectares, implying that up to 9,800 hectares are entering the illegal market”

Link: https://www.insightcrime.org/news/analysis/bolivia-coca-growers-fight-fo...

“The following export product groups represent the highest dollar value in Bolivian global shipments during 2018 at the 2-digit Harmonized Tariff System (HTS) code level.
Also shown is the percentage share each export category represents in terms of overall exports from Bolivia.

Mineral fuels including oil: US$3.1 billion (35% of total exports)
Ores, slag, ash: $2.3 billion (26.1%)
Gems, precious metals: $1.4 billion (15.1%)
Food industry waste, animal fodder: $544.1 million (6.1%)
Tin: $318.2 million (3.5%)
Animal/vegetable fats, oils, waxes: $294.3 million (3.3%)
Fruits, nuts: $255 million (2.8%)
Cereals: $89.7 million (1%)
Oil seeds: $77.6 million (0.9%)
Fertilizers: $67.8 million (0.8%)

Bolivia’s top 10 exports accounted for 94.6% of the overall value of its global shipments.
The food industry waste and animal fodder category posted the fastest gain in value, up 49% from 2017 to 2018.
In second place for improving export sales were animal or vegetable fats, oils and waxes which appreciated by 29.8%.
Exported fruits and nuts rose 26.6% year over year.

Bolivia’s most valuable export products are petroleum gases (33.7% of total) trailed by zinc (12.1%), gold (13%), soya-bean oil cake plus other solid residues (5.9%), precious-metal ores and concentrates (also 5.9%), then unprocessed tin (3.5%).”
Link: http://www.worldstopexports.com/bolivias-top-10-exports/

Jeg synes ellers, at jeg for ganske få dage siden så et nyhedsklip, hvor bl.a. Morales skrev under på en aftale om at beskytte sydmerikas regnskove.

Philip B. Johnsen

@Torben Skov
Der er meget på spil for Morales, der som du rigtigt skriver, har taget mod hjælp fra USA ca. 2000 brandfolk og et Boring 747 brandsluknings fly.

USA er den største handelspartner uden for Sydamerika.

Der er ligeledes meget på spil for Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, og hans ligeledes påsatte brande til verdens lunger i Amazonas, Bolsonaro der skrev på Twitter, at EU-Mercosur-aftalen er historisk en af de vigtigste aftaler nogensinde for hans land.

Den fjerner handelshindringer og bidrager til øget eksport fra begge parter.

Soya produktion, oksekød, flammerne i Amazonas og klimaforandringer er nu en EU velsignelse, må vi nok forstå!

EU/USA oksekød frihandelen er indgået med USA’s præsident, Donald Trump, fredag 2. august 2019.
Link: https://www.bt.dk/udland/aftale-aabner-op-for-flere-amerikanske-boeffer-...

EU-Mercosur-aftalen om primært oksekød og soya er indgået 22. juli 2019.
Link: https://ec.europa.eu/denmark/news/mercosur-190628_da

Produktion af oksekød i ‘hele’ verden efter størrelse:
1. USA
2. Brazilien
3. EU-27
4. Kina
5. Argentina

Du ser vel mønstret Torben Skov.

Mercosur

Vist fortsat ikke ratificeret af hverken Frankrig eller Italien. Så vidt det fremgår kræver aftalen kun flertal i EU, men uden Frankrigs samtykke er intet næppe afgjort.

Der er de franske landmænd og afbrændingen i Amazonas at medregne.