Læsetid: 8 min.

Snart står det historiske Hasankeyf under vand

I det sydøstlige Anatolien er Tyrkiet begyndt at opdæmme Tigris-floden og oversvømme 190 landsbyer i udviklingens navn. Dermed slår Ankara to fluer med ét smæk: øger kontrollen med kurderne og får en trumf i konflikten med Irak længere nede ad floden
Den historiske kurdiske by Hasankeyf vil blive oversvømmet, når en ny dæmning tages i brug i den østlige del af Tyrkiet, hvor der bor mange kurdere.

Den historiske kurdiske by Hasankeyf vil blive oversvømmet, når en ny dæmning tages i brug i den østlige del af Tyrkiet, hvor der bor mange kurdere.

Waleed Safi

14. september 2019

HASANKEYF, SYDØSTTYRKIET – Kurdiske Cetin Bato er på ingen måde religiøs, han er venstreorienteret helt ind til benet, men når han taler om hjembyen Hasankeyf, bliver han alligevel en smule åndelig.

De ældre kurdere i Cetin Batos hjemby har altid sagt, at da Vorherre i tidernes morgen skabte jorden, svævede hans ånd over Hasankeyf. Siden har det været det mest frugtbare sted på Tigris-flodens bredder. Et sted med bakker, dale, kilder, hvede, byg, figen, honning og kvæg.

»Der har altid været en overflod af alting her. Ingen har nogensinde manglet noget,« siger Cetin Bato.

Det er solnedgang, og den 38-årige kurder står på toppen af nogle klipper, der tårner sig som en gigantisk mur over Hasankeyf. Man kan se ud over hele dalen. Tigris-floden skærer gennem landskabet, så langt øjet rækker, inden den forsvinder bag en af dalens vægge i det fjerne mod øst.

Man kan også se Hasankeyfs huse, minareter, plantager og dét granatæbletræ, hvor Cetin Bato første gang kyssede en pige i sine tidlige teenageår.

»Da jeg var ung i 1980’erne og 90’erne, sagde de gamle i landsbyen altid, at vi skulle sætte pris på Hasankeyf. De sagde, at byen en dag ville ligge på bunden af Tigris-floden. Hele mit liv har jeg frygtet denne dag, og nu sker det«, siger Cetin Bato.

Tyrkiets seneste og mest omstridte dæmning hedder Ilisu-dæmningen og ligger mellem Mardin og Sirnak-provinserne i den sydøstlige del af landet. I 50 år har den tyrkiske stat haft den på tegnebrættet, og nu er den omsider begyndt at inddæmme Tigris.

Flere end 190 landsbyer – mange af dem kurdiske – vil blive oversvømmet i løbet af de kommende 6-24 måneder, indtil reservoiret er fyldt op. Hasankeyf – verdens muligvis ældste kontinuerligt beboede by – forsvinder ligeledes under vandet.

Den tyrkiske regering har givet indbyggerne en frist indtil den 8. oktober for at evakuere. I et desperat forsøg på at skabe opmærksomhed om oversvømmelsen har aktivister fra The Hasankeyf Coordination – som støttes af en række civilsamfundsorganisationer – kaldt til Global Action Day i dag, lørdag.

Når reservoiret er fyldt op, vil Hasankeyfs historiske ruiner, neolitiske huler, uopgravede levn, kunstgenstande, og andre menneskelige artefakter alt sammen forsvinde under Tigris, mens byens 50.000 kurdere vil blive tvangsforflyttet til andre dele af Østtyrkiet.

»Samtlige tyrkiske ledere i paladset i Ankara – fra premierminister Süleyman Demirel til Recep Tayyip Erdogan – har over de sidste to generationer udtrykt ønske om at oversvømme området ved Hasankeyf. De siger, at det er til Tyrkiets fælles bedste. Men i virkeligheden bruger de bare udviklingsprojekter som det her som undskyldning for at udslette vores kurdiske kultur,« siger Cetin Bato.

Vil tæmme både Tigris og kurderne

Officielt kaldes det Sydøstlige Anatolske Projekt (Güneydoğu Anadolu Projesi, GAP), og det helt centrale formål har i mere end 60 år været at udvikle den mest tilbagestående del af Tyrkiet gennem vandrelaterede udviklingsprojekter såsom massive dæmninger, der skal generere elektricitet, styrke landbruget og skabe arbejdspladser.

GAP blev dengang beskrevet som »cementen i Tyrkiets enhed og Republikkens største projekt«. Opførelsen af dæmninger, hydroelektriske kraftværker og kunstvandingsanlæg blev set som midlet, der skulle løse alle Tyrkiets økonomiske, sociale og politiske problemer.

Og GAP har faktisk haft en positiv effekt. Den hidtil største bedrift har været opførelsen af den store Atatürk-dæmning på Eufrat-floden i 1983. Den har blandt andet styrket Tyrkiets bomuldsproduktion, så Tyrkiet i dag er blevet verdenssyvende største bomuldsproducent.

»Men den nye dæmning i Ilisu er en helt anden historie,« siger seniorforsker Mine Islar, som forsker i ’energiretfærdighed og bæredygtige energisystemer’ ved Lund Universitet i Sverige.

Ilisu-dæmningen har fra begyndelsen været problematisk. Både formålet med dæmningen, beliggenheden og hele beslutningsprocessen bag har været omstridt.

I 2001 trak samtlige internationale kreditorer sig fra projektet, fordi det ikke levede op til visse menneskerettigheds- og miljømæssige aspekter. Siden har den tyrkiske stat selv samlet tyrkiske kreditorer til at hjælpe med opførelsen.

Den officielle begrundelse med opførelsen af Ilisu-dæmningen har hele tiden været, at den ville kunne løfte ni millioner mennesker ud af fattigdom. Men det holder ikke, mener Mine Islar.

»Det er ikke et udviklingsprojekt. Det er et strategisk projekt,« fastslår hun.

Med »strategisk« mener seniorforskeren, at den tyrkiske stat bevidst har placeret den nye dæmning som led i en plan om at kontrollere den kurdiske befolkning. Området mellem Mardin og Sirnak-provinserne har siden 1980’erne været en slagmark for den tyrkiske hær og terrorbevægelsen PKK, og nu vil staten sætte sig på regionen en gang for alle.

»Jeg vil naturligvis ikke afvise, at vi kommer til at se udvikling i området efter den nye dæmning. Men opførelsen af Ilisu-dæmningen er en måde, hvorpå staten kan sætte sig på området via udviklingsprojekter i stedet for at bruge militærmagt,« siger Mine Islar.

En af de klareste beviser på, at dæmningen i Ilisu er strategisk placeret og ikke handler om udvikling er, at ingeniørerne havde mere end 22 andre hensigtsmæssige steder på tegnebrættet, men Ankara valgte alligevel at placere dæmningen på den mest følsomme plet på landkortet.

»Dæmningen kunne have været bygget andre steder, der ikke påvirkede så mange. Men det er en politisk beslutning. Den er blevet bygget det sted, så man kan forflytte befolkningen,« siger Mine Islar.

»Bevar Hasankeyf«

I den kurdiske by Hasankeyf, der om nogle måneder oversvømmes af Tigris, går de fleste af indbyggerne og hænger med hovedet. Mange af familierne siger, at de har levet her i mere end seks generationer. De har svært ved at begribe, at deres by vil forsvinde for altid.

»Vi har forsøgt at gøre opmærksom på byens skæbne med sjælen som indsats, men til ingen nytte«, siger en caféejer, der snart må lukke sin biks i basaren.

I den gamle by har den tyrkiske regering forflyttet et 650-årigt islamisk mausoleum længere oppe i dalen. Byens store moské er blevet pakket ind i cement, mens minareten er blevet flyttet længere op.

Og så har regeringen bygget en ny Hasankeyf højere oppe. Den nye by består af almennyttige boliger. Nogle enkelte kurdere i byen er glade, fordi de ser det som en opgradering, men langt de fleste synes, byen er åndsforladt.

»Alle her er deprimeret. Alle! Så er der nogle, som er blevet mere aggressive på det seneste, fordi de er ved at indse, hvad der skal ske,« siger caféejeren.

I mere end et årti har lokale aktører og miljøorganisationer fremhævet både de kulturelle og miljømæssige konsekvenser. Initiativet ’Bevar Hasankeyf’ har været en vigtig aktør siden 2006. Forfattere som Orhan Pamuk, Yasar Kemal og andre ikoner som sangeren Tarkan og Sezen Aksu har alle sammen forsøgt at gøre opmærksom på Ilisu-dæmningens konsekvenser.

Selv terrorbevægelsen PKK har forsøgt at sabotere dæmningsbyggeriet, da de i sommeren 2014 kidnappede to virksomhedschefer, hvilket stoppede byggeriet i mere end fire måneder. Den opblussede væbnede konflikt mellem den tyrkiske stat og PKK i 2015 har imidlertid betydet, at mange kurdere ikke længere tør deltage i protester mod oversvømmelsen.

»Når vi protesterer, eller sætter spørgsmålstegn ved om dæmningen virkelig er nødvendig, bliver vi anklaget for terrorisme. Ingen tør tale om det længere,« siger Cetin Bato.

Mesopotamiens nye herskere

Tigris-flodens kælenavn har længe været »Overflodens flod«. Fra de armenske højlande, hvor den udspringer, og hele vejen ned til Basra i Irak ved den persiske bugt har den gennem tiderne bidraget til opblomstring af det ene rige efter det andet.

Hidtil har dæmningen i Mosul reelt været den eneste store dæmning på Tigris-floden. Men med opførelsen af den nye i Ilisu har Tyrkiet vundet magt, så man kan bruge sin placering længere oppe ad floden til at intimidere både irakerne og iranerne ved at kontrollere vandet i Tigris.

Over de senere år har der været en del bilaterale møder mellem Tyrkiet og Irak. Men det er hver gang endt med, at Ankara bruger sin magtfulde position som en såkaldt hydro-hegemon ved møderne.

»Der er ingen holistisk tilgang til, hvordan man fordeler vandressourcerne. Der er ingen større strategi. De fleste af møderne mellem Irak og Tyrkiet er case-baseret, og afhænger af vandmængden fra sæson til sæson,« forklarer seniorforskeren.

Historisk set har der tidligere været flere kriser om især Eufrat-floden, der også løber gennem Syrien. Syrerne havde under Hafez al-Assad store udviklingsplaner ved Eufrat-floden ligesom tyrkerne, men opførelsen af Atatürk-dæmningen på Eufrat betød både mindre vand og dynd, som er afgørende for syrisk landbrug.

Syriens daværende præsident Hafez al-Assad støttede i sin tid terrorbevægelsen PKK, blandt andet ved at huse lederen Abdullah Öcalan og ved at finansiere terror i Tyrkiet. Efter flere kriser endte Tyrkiet den gang med at øge vandtilførslen til Syrien, hvis blot Damaskus stoppede sin støtte til PKK.

»Senere underskrev parterne Adana-protokollerne i 1998, og Damaskus holdt op med at støtte PKK. Så spørgsmålet om vandfordeling har allerede tidligere været forbundet med sikkerhed,« forklarer Islar.

I dag er situationen en helt anden end under Hafez al-Assad. Der er kommet nye magtforhold i regionen. Syrien og Irak er begge blevet fejlslagne stater med korrupte og ineffektive magteliter, der er afhængige af udenlandsk støtte for at bevare magten.

Hverken Bagdad eller Damaskus er lige nu i en position til at forhandle med en regional magt som Tyrkiet. For eksempel kan Ankara når som helst skrue ned for vandtilførslen for at få Bagdad til at makke ret.

På en måde er Tyrkiet – nu med dæmninger på både Tigris og Eufrat – blevet Mesopotamiens nye hersker, og det kan have enorme konsekvenser for Syrien og Irak, som i forvejen lider under konflikter. Forsker Mine Islar er i hvert fald pessimistisk for fremtiden. Især set i lyset af klimaforandringer, befolkningstilvækst og konflikter.

»Vi kan se ændringer i regnmønstret i regionen. Der kommer mindre vand, samtidig med at landene øger deres landbrugsproduktion. Økologisk set ser fremtiden ikke særlig lys ud. Et samarbejde mellem landene er det mest ideelle, men i den nuværende mellemøstlige kontekst, ser jeg det ikke ske,« siger forskeren.

At drukne en kultur

I hele Hasankeyf er Ilisu-dæmningen blevet et symbol på statens undertrykkende magt snarere end et symbol på udvikling. Mange kurdere føler, at Ilisu-dæmningen alene er blevet bygget for at ramme kurdisk kultur og ikke for Tyrkiets fælles bedste, som magthaverne påstår.

»Den tyrkiske stat har forsøgt at assimilere os via uddannelse, undertrykkelse, sprogforbud og krig. Intet har virket mod os indtil videre, så nu omformer staten selveste geografien for at drive os ud,« siger Cetin Bato.

Det regerende tyrkiske parti AKP fastholder, at dæmningen vil komme hele Sydøsttyrkiet til gode, men Cetin Bato tror ikke på magthaverne. Han er overbevist om, at de decideret går efter kurdisk identitet.

»Magthaverne taler hele tiden om udvikling, fremskridt og vækst. Men inderst inde vil de bare udslette vores kultur. Kultur er jo noget, der bygges over flere århundreder, så at oversvømme Hasankeyf er at gå direkte efter vores identitet«, siger Cetin Bato.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Pedersen
  • Nike Forsander Lorentsen
  • Joen Elmbak
  • Eva Schwanenflügel
  • erik pedersen
  • Marianne Stockmarr
  • Johnny Christiansen
Poul Erik Pedersen, Nike Forsander Lorentsen, Joen Elmbak, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, Marianne Stockmarr og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer