Nyhed
Læsetid: 4 min.

Spanien forsøger sig med nyvalg for at komme ud af politisk dødvande

Spaniens partier mestrer tilsyneladende ikke kompromisets kunst og forstår fortsat ikke at navigere i det splintrede politiske landskab, efter topartisystemet blev smadret. Det står klart, da spanierne endnu en gang – for fjerde gang på fire år – skal igennem et valg, der formentlig ikke gør situationen mindre mudret
Spaniens fungerende premierminister, Pedro Sánchez, måtte sent tirsdag konstatere, at landet er tvunget til at afholde nyvalg. Det har ikke været muligt for Sánchez at danne et parlamentarisk flertal, og for fjerde gang på fire år tvinges landet igennem endnu et valg. Dette gør dog formentligt ikke den politiske situation i Spanien mindre mudret.

Spaniens fungerende premierminister, Pedro Sánchez, måtte sent tirsdag konstatere, at landet er tvunget til at afholde nyvalg. Det har ikke været muligt for Sánchez at danne et parlamentarisk flertal, og for fjerde gang på fire år tvinges landet igennem endnu et valg. Dette gør dog formentligt ikke den politiske situation i Spanien mindre mudret.

Oscar Del Pozo

Udland
19. september 2019

Enten skal de spanske vælgere tale højere og tydeligere, når de går ind i stemmeboksen. Eller også skal de spanske politikere snart til at lære kompromisets kunst.

Efter en stribe parlamentsvalg de seneste år, der har efterladt Spanien med et mudret og splintret politisk landskab, som landets politikere ikke har været i stand til at manøvrere i, skal spanierne nu igen afgive deres stemme.

»Landet er tvunget til at afholde nyvalg,« konstaterede den fungerende premierminister, Pedro Sánchez, sent tirsdag.

Valget, der vil blive afholdt den 10. november, vil blive det andet spanske valg på blot syv måneder. Og det fjerde på fire år. Som avisen El País skriver, så er det »uden sidestykke i Europa, og det repræsenterer en fiasko for en hel generation af politikere«.

Ved det seneste valg i april stod Pedro Sánchez og hans socialistiske parti, PSOE, ellers som en klokkeklar vinder, da man fik en markant fremgang med 29 procent af stemmerne – dobbelt så mange som den traditionelle rival, det konservative Partido Popular, der led det værste nederlag nogensinde.

Men de 123 mandater i parlamentet med 350 pladser var langtfra nok til, at PSOE fik absolut flertal. Det var nødvendigt at opnå støtte fra andre partier for at danne et parlamentarisk flertal – noget, som Sánchez i sidste ende ikke evnede.

»Jeg har forsøgt på alle mulige måder, men det har vist sig umuligt,« sagde Sánchez på en pressekonference tirsdag.

Partiet Podemos, der ligger på den yderste venstrefløj, havde ellers meldt sig klar til at støtte Sánchez og PSOE, men krævede at det skulle ske som del af et regeringssamarbejde, som ville kaste ministerposter af til Podemos. Det ville være et nybrud i spansk politik – siden Spanien blev demokratisk efter diktator Francisco Francos død i 1975 har landet endnu ikke haft en koalitionsregering.

Og at indgå de kompromiser, som et regeringssamarbejde kræver, det nægtede Sánchez, som mente, at der manglede tillid mellem de to partier. Han bejlede godt nok til Podemos som parlamentarisk grundlag ved at præsentere en lang række politiske tiltag, der appellerede til det potentielle støtteparti, men han insisterede på at danne en étpartismindretalsregering.

Historisk fejl

Månedlange forhandlinger endte derfor frugtesløse. Og nu fyger anklagerne om, hvem der har ansvaret for den politiske fadæse.

Sánchez anklager de andre partier for at have »blokeret for dannelsen af den regering, som spanierne ønskede«. Og han opfordrer vælgerne til at »tale tydeligere« og give PSOE et flertal, når de stemmer igen til november, for derved at sikre den »stabilitet«, som han siger, Spanien har brug for.

Lederen af Podemos, Pablo Iglesias, var tydeligt bitter over en forspildt mulighed for at danne regering med PSOE. Han hånede Sánchez for at kræve posten som premierminister uden at tilbyde sine støtter noget til gengæld.

»Jeg er ikke sikker på, at det er særlig anstændigt,« sagde han ifølge El País.

På Twitter var hans ord hårdere. Her beskrev han Sánchez som »arrogant« og beskyldte ham for at have begået »en historisk fejl«. Desuden anklagede han Sánchez for ikke at forstå parlamentarismens basale spilleregler:

»Der er brug for en premierminister, som forstår flerpartipolitik. Spanien har forandret sig og vil ikke gå baglæns.«

Og Spanien har rigtignok forandret sig. Situationen lige nu understreger, at landet står med sin mest fragmenterede og polariserede politiske tilstand til dato. Førhen var spansk politik domineret af to midtsøgende partier, nemlig centrum-venstres PSOE og de konservative fra Partido Popular. Men det topartisystem blev smadret i 2015, da Podemos og også det liberale centrum-højre-parti Ciudadanos kom på banen.

Politikerne har endnu ikke fundet deres ben efter det jordskælv, hvilket de mange valg og den manglende evne til at indgå kompromiser vidner om. Det har heller ikke gjort situationen mindre kompliceret, at det ekstreme højreparti Vox formåede at komme ind i parlamentet ved valget i april med ti procent af stemmerne.

Politisk dødvande

47-årige Sánchez blev i juni sidste år Spaniens syvende premierminister siden landets demokratisering, da den daværende konservative premierminister blev væltet i en mistillidsafstemning.

På ganske kort tid gjorde han sig bemærket ved bl.a. at præsentere en ministerliste, hvor flertallet var kvinder, ved at slå en mere flygtningevenlig politik an og ved at hæve mindstelønnen med 22 procent efter flere års økonomisk strammerpolitik. Højrefløjen har anklaget ham for »forræderi«, da han i deres øjne har været for imødekommende over for Cataloniens separatister.

Efter lidt over et halvt år ved magten blev Sánchez allerede i februar tvunget til at udskrive valg til afholdelse i april, da hans mindretalsregerings finanslov blev nedstemt.

Der er bestemt ingen garanti for, at nyvalget til november vil afklare situationen og sikre en bæredygtig regering, som kan håndtere Cataloniens sprængfarlige ambitioner om uafhængighed samt udfordringerne med høj arbejdsløshed, lave lønninger og manglende sikkerhed på jobmarkedet.

Ifølge meningsmålinger tyder det på, at PSOE kan forvente nogle procentpoints fremgang, hvilket nok kan styrke Sánchez’ forhandlingsposition. Men for at sikre sig regeringsmagten vil han stadig være nødt til at indgå en eller anden form for kompromis med et andet parti, sandsynligvis Podemos.

Og så vil spansk politik være tilbage i det dødvande, det allerede nu befinder sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her