Hun talte til FN 27 år før Greta Thunberg: »De unge har altid været i forreste linje«

»Forældre burde være i stand til at trøste deres børn ved at sige: ’Alt skal nok ordne sig, det er ikke verdens ende, og vi – vi gør alt, hvad vi kan.’ Men jeg synes ikke, I kan sige det til os længere. Er vi overhovedet på jeres liste over vigtige spørgsmål?«

Det er en ung pige, der taler fra FN’s talerstol. I den store plenarsal sidder stats- og regeringschefer, ministre, erhvervsledere og andre globale beslutningstagere og lytter med tilbageholdt åndedræt.

»Var I nødt til at være bekymrede over disse ting, da I havde min alder,« spørger den unge pige de voksne.

»Alt dette sker for øjnene af os, og alligevel handler vi, som om vi har al den tid og alle de løsninger, vi kan ønske os.«

Mange blandt tilhørerne er tydeligt berørt, og da den korte tale er overstået, kvitterer salen med stående ovationer, mens den unge pige forlader salen.

Hun er 12 år, hun hedder Severn Suzuki, og stedet er FN’s store miljøkonference i Rio de Janeiro i 1992. Konferencen, hvor verdenssamfundet endte med at vedtage den Klimakonvention, som skulle forhindre »farlige menneskeskabte klimaændringer«, men som verden i dag er længere fra at leve op til end dengang.

I dag er Severn Suzuki 39 år, mor til to og bosat i British Columbia på den canadiske vestkyst, hvor hun i sidste uge deltog i en af de store klimademonstrationer, der globalt har samlet over syv millioner mennesker.

»Jeg er så stolt af Greta Thunberg og af de unge, der aktionerer nu. Det kan være skræmmende for et ungt menneske at gå på gaden, at stille sig op og tale, at arrangere demonstrationer og aktioner. Men de gør det. Vi står sammen med dem og insisterer på, at vi ikke skal vente endnu en generation,« siger Severn Suzuki i en samtale med Information.

I aktion som niårig

Hendes egen aktion for over 27 år siden udsprang af samme angst for fremtiden, som har drevet Greta Thunberg fra hendes ensomme klimastrejke foran den svenske Rigsdag til fronten af et globalt ungdomsoprør af en styrke uden fortilfælde.

»Som barn var jeg meget optaget af, hvad videnskaben fortalte os om miljøet,« fortæller Severn Suzuki.

»Min far, min onkel og min bedstefar er alle forskere, og vi har i familien altid været meget opmærksomme på, når empiriske studier og videnskabsfolk har sagt, at vi er på kollisionskurs med den naturlige verden. Det var et chok for mig at opdage det dengang og opleve, hvordan de voksne i praksis bare lod det ske.«

Det var baggrunden for, at hun som niårig lavede en lille miljøklub sammen med nogle venner i Vancouver.

»Vi lavede små lokale miljøaktioner, skrev et nyhedsbrev til andre børn om miljøspørgsmålet og samlede penge ind til aktiviteter. På et tidspunkt hørte vi, at der skulle være et stort FN-topmøde om miljø og udvikling i Rio de Janeiro. Her ville en masse ældre mænd mødes og tale om vores fremtid, men vi spurgte os selv, hvem der skulle repræsentere dem, der faktisk ville komme til at mærke konsekvenserne? Så vi besluttede, at vi ville tage til Rio, og utroligt nok bakkede folk i vores lokalområde os op. Vi brugte et år på at samle penge ind, lære at holde taler, kommunikere med medier, og da Rio-konferencen startede, rejste fem af os dertil.«

Der sad de ved en lille bod på ngo’ernes World Forum og talte til dem, der kom forbi og ville lytte. De fem børn vakte en vis opmærksomhed, og de blev inviteret til nogle af de ufattelig mange arrangementer, der fandt sted under Rio-konferencen.

»Et sted hørte UNICEF’s daværende direktør James Grant vores korte tale, og da han samme dag stødte ind i Rio-konferencens formand, Maurice Strong, foreslog han, at vi fik lov at tale på konferencens plenum. Og Maurice Strong sagde: ’Godt, der er én i talerrækken, der lige har meldt fra, så det passer fint.’ Sådan gik det til, at jeg pludselig stod på talerstolen i plenarsalen,« beretter Severn Suzuki.

Hendes anklage på børnenes vegne mod de voksne vakte stor opmærksomhed i Rio og førte til, at Severn Suzuki i årene efter blev inviteret til konferencer og møder verden rundt, og til at hun endnu i dag er medlem af den FN-støttede Earth Charter Commission.

I 1992 var internettet ungt og sociale medier ikkeeksisterende, men senere er en videooptagelse af talen fra Rio blevet lagt på nettet.

Ifølge Severn Suzuki spiller internettet og de sociale mediers eksistens en rolle for den voldsomme gennemslagskraft, som de unges aktuelle klimaoprør har fået. I dag kan man både skaffe sig viden og organisere sig meget hurtigere og med større effektivitet end i 1992.

»Men det har også stor betydning, at alle i dag kan iagttage eller direkte mærke klimaforandringerne. Og så skyldes det en række personer – Greta, men ikke kun Greta. Der er i dag så mange flere, der arbejder med stor dygtighed for klimaet og miljøet – både unge og ældre. Rigtig mange har bidraget til at skabe de rette betingelser for den steppebrand af civilsamfundshandling, som vi nu ser.«

I dag er Severn Suzuki 39 år og stadig aktiv miljøaktivist.

Patrick Shannon

Hadkampagnen

I disse dage kan man knapt gå på de sociale medier, åbne sin avis, tænde for radioen eller færdes i det offentlige rum uden at støde ind i en hidsig diskussion om Greta Thunberg.

Den svenske klimaaktivists passionerede tale i FN sidste mandag har kaldt så mange rasende elementer frem af mørket og åbnet sluserne for en så giftig strøm af hadefulde angreb, herunder regulære dødstrusler, at det er svært at huske fortilfælde.

At Greta Thunberg fra FN’s talerstol for en gang skyld lod følelserne tale, har provokeret mange og givet andre muligheden for at slippe uden om den ømtålelige klimadebat og i stedet flytte fokus til budbringeren.

»Med de sociale medier har vi i dag en arena, hvor alle effektfuldt kan gå på banen med hvad som helst. Vi ser en troldekultur af ansigtsløse kujoner dukke frem – personer, som anonymt kan sige lige, hvad der passer dem. For mig er det fuldstændig forfærdende at registrere, hvad der siges om en 16-årig pige,« siger Severn Suzuki

På sociale medier kan Greta Thunberg således møde opfordringer til at sende hende til psykiater, give hende smæk eller få hende til at holde op med at trække vejret for at spare verden for CO2 og for hendes prædiken.

»Der er en del mennesker, der bare ikke kan acceptere, at verden lytter til en pige. Kvinde og ung på én gang, det er bare ikke tilladt. Derfor mange af raseriudbruddene,« siger Severn Suzuki.

»At sige, at ’kvinder er alt for følelsesladede’, er jo en ældgammel måde at få kvinder til at klappe i på. Det viser bare, hvordan nogle for enhver pris vil opretholde status quo. De fokuserer på hendes alder, hendes køn, hendes diagnose for at undgå at fokusere på det afgørende: at vi er nødt til at omstille vores samfund.«

»Jeg er foruroliget over det voldelige sprog, der rettes mod Greta og de unge. Vi må være vagtsomme over for det, og vi må stille op for de unge, når de angribes på den måde. Det er sproglig terror, og vi kan ikke lade terroristerne vinde.«

De unge i forreste linje

»Nogle siger, at Greta er et barn, og at børn skal have deres barndom i fred. Men det afspejler et idealiseret billede af barndommen – i en stor del af verden og i det meste af vores historie har børn ikke haft en tryg barndom. Der er masse af kampe, og de unge har altid stået i forreste linje. Jeg havde selv i 1992 følelsen af vrede mod de ældre generationer for at tillade de truende tilstande, så det er ikke unikt for nutidens generation af unge. Men det svigt, de i dag kan registrere, er af et omfang, vi aldrig før i menneskehedens historie har oplevet. Vi taler ikke om forkerte beslutninger i en by, i et land eller med konsekvenser for én generation – vi taler om irreversible ændringer af hele planeten og hele dens atmosfære med konsekvenser for alle kommende generationer.«

– Hvad ved dagens klima- og miljøbevægelse gør størst indtryk på dig?

»Jeg er lettet over, at vi omsider er klar til civil ulydighed i stor skala. Der er stor forskel på, når en lille gruppe skøre demonstranter ødelægger ting og sager, og så når en stor del af befolkningen siger, at ’nok er nok’ og går på gaden. Vi har set mange aktioner og demonstrationer gennem årene, men det er nødvendigt, at det når et niveau af bred opbakning i befolkningen. Jeg håber, vi er ved at nå det niveau nu, for vi har ikke andre muligheder. Jeg håber, at vi får den nødvendige politiske respons, før den civile ulydighed udvikler sig yderligere. For det vil ske, hvis ikke der handles politisk.«

– Er der en risiko for, at det udvikler sig militant?

»Absolut. Men der er mange steder, hvor konflikten allerede er militant. I Sydamerika bliver folk, der slås for regnskoven og miljøet, slået ihjel. I Canada er der en region, hvor det indfødte folk med navnet Unist’ot’en som det sidste holder ud i modstanden mod en planlagt olierørledning, der skal forbinde tjæresandsfelterne med kysten, hvor udskibningen af olie skal ske fra. Ejerskabet til de indfødtes land er aldrig blevet overdraget til Canada, og de indfødtes kamp er den sidste forsvarslinje mod udvidelser af tjæresandsproduktionen på et tidspunkt, hvor klimaet ikke kan bære flere udvidelser af den fossile energiproduktion. Projektet vil i givet fald åbne for flere rørledninger i samme korridor, og regeringen har totalt militariseret området med militærkøretøjer m.m. for at sikre dets gennemførelse.«

Ingen plads til fortvivlelse

– Siden FN’s allerførste miljøkonference i Stockholm i 1972 har miljøbevægelsen og -debatten haft en række op- og nedture. Er dette bare endnu en trend for unge mennesker?

»Det er det store spørgsmål. For 27 år siden under Rio-konferencen var vi i en situation, der minder om i dag med meget stor international opmærksomhed. Men det endte med, at tingene udviklede sig i den modsatte, den gale retning. Så man kan spørge, hvordan vi kan være sikre på at kunne fastholde kursen og opmærksomheden denne gang. Vi er blandt andet afhængige af medierne for at kunne udvikle denne dialog. Men samtidig tvinges vi til fortsat at vie emnet opmærksomhed, fordi vi hver eneste uge konfronteres med en ny orkan, en tørkekatastrofe, en oversvømmelse eller et andet ekstremt vejrfænomen, der understreger situationens alvor. Skriften er på væggen.«

– Ser du større grund til håb i dag end i 1992?

»Det spørger alle om. Alle vil vide, om der er håb. Hvis håbet er det modsatte af fortvivlelse, så vælger jeg absolut håbet. Der er i dag megen sorg i verden over, hvad vi har gjort. Vi sørger i dag, men i morgen må vi stå op og fokusere på overlevelsen. Det er ikke de fortvivlede, der sikrer overlevelsen. Vi er en art med utrolige skaberevner, og vi må ændre samtalen fra at handle om udryddelse til at handle om overlevelse. Vi kan være en model for vore børn ved at være håbefulde, ikke ved at fortvivle,« siger Severn Suzuki.

Foruden stadig at tale og skrive om miljøkampen arbejder hun i dag for at sikre det 14.000 år gamle Haida-sprog, der tales af det indianske Haida-folk i British Columbia, som hendes mand tilhører.