Læsetid: 10 min.

Zimbabwes intellektuelle despot: Sådan blev Mugabe til Afrikas faldne engel

Mugabe var en sammensat natur. Han var intelligent og brutal – førte både sit land til uafhængighed og byggede det op for siden at smadre dets økonomi, ødelægge dets demokrati og forarme dets befolkning
»Jeg kan ikke forestille mig, at historien vil dømme ham nådigt. Han vil primært blive husket for alle de dårligdomme, der kendetegnede sidste halvdel af hans tid ved magten, for jordkonfiskationene, valgsvindlen, volden mod politiske modstandere i Zimbabwes townships og korrumperingen af retsvæsenet,« siger Denis Norman, en hvid farmer, der var Mugabes landbrugsminister fra 1980-85

»Jeg kan ikke forestille mig, at historien vil dømme ham nådigt. Han vil primært blive husket for alle de dårligdomme, der kendetegnede sidste halvdel af hans tid ved magten, for jordkonfiskationene, valgsvindlen, volden mod politiske modstandere i Zimbabwes townships og korrumperingen af retsvæsenet,« siger Denis Norman, en hvid farmer, der var Mugabes landbrugsminister fra 1980-85

Mike Hutchings

7. september 2019

Robert Gabriel Mugabe er død, 95 år. Tre store spørgsmål har knyttet sig til hans 37 år lange epoke som Zimbabwes hersker.

Det første tager form af et mysterium: Hvordan kunne en gigant fra Afrikas antikolonialistiske frihedsbevægelse – en intellektuel, som talte for forsoning mellem race, længe før Nelson Mandela slap ud af sit fængsel – i den grad udvikle sig til en veritabel karikatur af en despot?

Det andet har at gøre med, hvilken fremtid han overlader til Zimabwe – et smukt, men plaget og mishandlet land, som han mere eller mindre enevældigt regerede i de næsten fire årtier, som er gået, siden Sydrhodesia, som det dengang hed, vandt sin uafhængighed fra briterne.

Det tredje spørgsmål har vi fået et svar på: Hvordan ville magten glide ham af hænde? Ville han dø, eller ville han blive afsat?

Det blev det sidste. I november 2017 blev Mugabe væltet ved et de facto-militærkup af rivaler inden for sit eget parti. Rystet og konfus indvilgede den skrantende præsiden modvilligt i at træde tilbage.

Hans sidste uger ved magten var kendetegnet ved en magtkamp mellem hans hustru, Grace, og tidligere vicepræsident Emmerson Mnangagwa, en mangeårig partiapparatjik og veteran fra Zimbabwes frihedskamp i 1970’erne, der længe var udset til at skulle blive hans efterfølger, hvilket da også skete. Nyheden om Mugabes afsættelse udløste jubelscener over hele nationen.

De to øvrige spørgsmål er mere vanskelige at besvare. Hvorfor Mugabe blev diktator, kan der kun gisnes om, men her er nogle mulige fingerpeg.

Tabt ærestitel

Han blev forladt af sin far, da han var dreng. Han mistede selv en søn, der døde som treårig, og sin første hustru, den humanitært engagerede Sally Mugabe, der i 1992 døde af nyresvigt. Og så var der hans bizarre fascination af Storbritannien.

Mugabe blev af den britiske dronning slået til æresridder, men er siden blevet frataget denne titel, hvilket han betragtede som en fornærmelse, der aldrig kunne tilgives. Den tidligere kolonimagt formede helt frem til det sidste hans valg af tøjstil, manerer og vision for landet.

»Cricket civiliserer folkeslag og skaber gode gentlemen. Det er mit ønske, at alle i Zimbabwe skal spille cricket,« sagde han engang.

»Jeg ønsker, at vi skal være en nation af gentlemen.«

Zimbabwes venlige og høflige befolkning står i skærende kontrast til det katalog af ulykker, bølleagtig magtmisbrug og ekstrem brutalitet, det har kendetegnet landet siden selvstændigheden. Et umådeligt frugtbart land med et af verdens bedste klimaer, men også et land bragt til randen af ruin.

Mugabe stiftede Zanu, Zimbabwes regeringsparti, i sit eget billede og stræbte efter at gøre det samme med Zimbabwe. Han satte sig på magten med stor viljestyrke og skånselsløs fremfærd.

Han blev opdraget i den katolske tro på missionærskole og læste videre på Fort Hare University i Sydafrika, hvor han tog den første af sine syv akademiske grader, og blev så lærer i Ghana.

Da han vendte tilbage til det daværende Rhodesia i 1960, kostede hans politiske aktivisme ham en ti år lang fængselsstraf for ’subversiv tale’, hvorefter han flygtede til nabolandet Mozambique og her påtog sig lederskabet for guerillastyrkerne Zimbabwe African National Union (Zanu), en fraktion, som var brudt ud af Joshua Nkomos Zimbabwe African People’s Union (Zapu) – begge befrielsesbevægelser kom til at føre en årtier lang krig imod Ian Smiths regering, som skulle koste mindst 27.000 mennesker livet.

Smith var premierminister i landets hvide regering, mens det var en selvstyrende britisk koloni under navnet Sydrhodesia.

Nationalhelt

Med Lancaster House-aftalen, indgået i London i 1979, fik Zimbabwe omsider fuld uafhængighed af Storbritannien, og Mugabe kunne vende hjem som nationalhelt.

Hans første udspil var at lancere en national forsoningspolitik, hvor landets hvide blev inviteret til at bistå med at opbygge det.

»Hvis jeg i går bekæmpede jer som fjender, ser jeg jer i dag som venner,« sagde han til dem. »Hvis I i går omfattede mig med had, kan I i dag ikke undgå at mærke den kærlighed, som binder mig til jer.«

I første omgang stod han i spidsen for en koalitionsregering, side om side med Nkomo, Zimbabwes anden store frihedshelt, men snart ragede de to ledere uklar.

Og allerede i denne tidlige fase ser vi den første alvorlig udskejelse, der burde ramme en pæl igennem den ofte hørte tese om, at Mugabe var en god mand, før han langsomt blev korrumperet af magten. Begivenhederne kendes som gukurahundi, der kan oversættes med ’den tidlige regn, der skyller avnerne væk’.

Så tidligt som i 1982 knuste Mugabes nordkoreansktrænede Femte Brigade et væbnet oprør fra partisangrupper i Matabeleland-provinsen, der var loyale over for rivalen Nkomo, hvis parti, Zapu, overvejende bestod af zimbabwere fra ndebele-folket, mens hans eget Zapu-parti var domineret af etniske shonaer.

Dette modsætningsforhold lå bag den ondartede etniske udrensning, der fulgte i midt-1980’erne, hvor mindst 20.000 mennesker blev dræbt i Matabeleland i en række massakrer, som det amerikanske Genocide Watch har betegnet som folkemord.

Få i Vesten bemærkede dette eller ønskede at dvæle ved det. De foretrak i stedet at fokusere på en økonomi, der boomede, og på en Mugabe, der lod opføre hospitaler og skoler, tilsyneladende opsat på at gøre Zimbabwe til et af de sundeste, bedst uddannede og mest håbefulde lande i Afrika.

Fra 1990’erne begyndte imidlertid en langvarig økonomisk nedtur at sætte ind, og al optimisme var for længst væk i 1997, da Mugabe gav efter for pres fra krigsveteraner, der iscenesatte voldelige demonstrationer med krav om højere pensioner.

Samtidig begyndte fagforeninger og oppositionsaktivister at gå sammen i, hvad der skulle blive den første levedygtige trussel imod Mugabes politiske magt: bevægelsen Movement for Democratic Change (MDC). Til at begynde var MDC dog i nogen udstrækning finaniseret af hvide farmere, hvilket gjorde det opportunt for Mugabe at oppiske en ond stemning imod bevægelsen.

I 2000 var Zimbabwes levestandard dalet til et lavere niveau end før 1980 på en række punkter. Den forventede levealder var lavere, gennemsnitslønnen lavere, og arbejdsløsheden, der var tæt på 50 procent, tredoblet.

Katastrofale jordreformer

Samme år iværksatte Mugabe et jordreformprogram, der blev præsenteret som et tiltag, der skulle rette op på kolonitidens uretfærdigheder gennem omfordeling af landbrugsjord i hvide farmeres eje til jordløse sorte. Mange så det imidlertid snarere som et primitivt forsøg på at udmanøvrere MDC, som nød betydelig støtte blandt Zimbabwes landarbejdere.

De hvide farmere blev med magt sat ud fra deres ejendomme af selvtægtsgrupper af ’krigsveteraner’, hvoraf mange var for unge til at have kæmpet i befrielseskrigen. De hvide farmeres jorde og landbrug blev i stedet overdraget til Zanu-partikumpaner eller til sorte zimbabwere, som hverken havde kapital eller knowhow til at drive dem.

Det heraf resulterende kaos undergravede økonomien, som nu krympede til halvdelen af dens 1980-størrelse. Det land, som engang var kendt som ’hele Afrikas brødkurv,’ blev afhængigt af udenlandske hjælp for at kunne brødføde sine masser.

Hyperinflation forvandlede den nationale valuta til en vedvarende vits – prisen på en hamburger løb op i 15 millioner zimbabwiske dollar – og til sidst måtte den helt opgives til fordel for amerikanske dollar, der blev den nye de facto-valuta.

’Brain drain’

Skoler og hospitaler faldt fra hinanden. Sygdomme, der engang var udryddet, vendte tilbage. Middellevetiden styrtdykkede yderligere til 45 år. Millioner af zimbabwere udvandrede til Sydafrika og andre lande i et omfattende ’hjernedræn’ af intellektuel kapital.

Også det politiske miljø blev stadig mere giftigt: Aktivister og journalister blev i stigende omfang forfulgt eller slået ihjel. MDC hævder, at 253 politiske mord blev begået i voldsudbruddene i forbindelse med valget i 2008. Partiets leder, Morgan Tsvangirai, som i vide kredse blev set som valgets reelle vinder, blev tvunget til at slutte sig til Mugabe i en vakkelvorn magtdelingsaftale.

»Hans gjorde en god begyndelse, men det endte i vanære, fordi han undergravede sine egne præstationer ved at smadre en økonomi, der engang var dynamisk, ved at gribe til voldsmetoder og udvikle smag for diktatur og enmandsstyre,« sagde Tsvangirai til Guardian i et interview fra 2011. »Dette er, hvad der vil stå tilbage.«

Mugabe kunne ikke bære tanken om at afgive nogen magt. Selv ikke da folkeflertallet begyndte at vende sig imod ham, tilføjede Tsvangirai.

»Jeg tror, at vendepunktet var, da Mugabe indså, at han havde mistet folkets støtte. I det øjeblik blev han reaktionær og søgte at påtvinge folket sin egen vilje. Jeg vil sige, at det skete i de sene 1990’ere.«

Intelligent og brutal

Præcis hvornår han gik fra at være helt til skurk, vil utvivlsomt blive diskuteret længe endnu. Denis Norman, en hvid farmer, der var Mugabes landbrugsminister fra 1980-85, siger om ham:

»Han var en utrolig sammensat person og meget vanskelig at forstå og aflæse. Han var særdeles intelligent, men forfulgte sine mål og ambitioner uden hæmninger. Det var der mange af hans konkurrenter til toppositioner, der slog sig hårdt på, i de år, da han tilkæmpede sig stadig større magt.«

»Jeg har altid ment, at hans inderste drivkraft var et ønske om at kontrollere og forblive ved magten, så snart han havde erobret den. Jeg er bekendt med alle anklagerne om korruption, men mange af dem bygger på rene rygter. Jeg er overbevist om, at hans primære mål ikke var at berige sig selv. Det samme kan ikke siges om mange af dem, der omgav ham,« siger Norman.

»Den mere milde side af hans natur viste han stadig sjældnere. Den var der engang, side om side med en varm humor, men jeg tror, han var på vagt over for alle slags blottelser, der kunne tolkes som tegn på svaghed.«

Norman tilføjer: »Jeg kan ikke forestille mig, at historien vil dømme ham nådigt. Han vil primært blive husket for alle de dårligdomme, der kendetegnede sidste halvdel af hans tid ved magten, for jordkonfiskationene, valgsvindlen, volden mod politiske modstandere i Zimbabwes townships og korrumperingen af retsvæsenet.«

Samme dobbelthed i vurderingen af Mugabe går igen hos Simba Makoni, som turnerede Europa rundt med Mugabe sidst i 1970’erne og siden blev finansminister i hans regering:

»Jeg har kendt to mugaber. Den tidlige Mugabe og den sene Mugabe. Den første Mugabe, ham fra befrielseskrigens tid og de første 10-15 år af uafhængigheden var en anden Mugabe end den, han siden blev. Jeg oplevede ham aldrig være grusom eller kynisk i de tidlige år, da jeg arbejdede tæt sammen med ham.«

Makoni siger, at Mugabes status som nationalhelt baseret på hans rolle i landets befrielse »er blevet totalt visket ud af hans efterfølgende adfærd«.

Makoni peger på tre faktorer, som kan have ført til den zimbabwiske leders personlighedsændring. Først var der udmanøvreringen af Nkomo, hvis parti i 1987 blev fusioneret med Zanu til partidannelsen Zanu-PF, hvorved enhver meningsfuld opposition forsvandt – »dermed forsvandt det eneste alternativ til Mugabe, så han ikke længere behøvede at se sig over skulderen«. Dernæst fulgte samme år Mugabes skifte fra premierminister- til præsidentpost, og endelig var der hans ghanesiskfødte første hustru Sallys død i 1992.

Alle disse udviklinger skete dog efter gukurahundi-massakrerne, erkender Makoni:

»Ja, det er sandt. Jeg har ikke nogen rationel forklaring på, hvorfor en dengang omsorgsfuld og emparisk leder kunne tillade udryddelse af mellem 20.000 og 30.000 af sine borgere. Alligevel vil jeg sige, at Mugabe dengang var en god leder, som bortset fra denne hændelse, forekom optaget af at sikre det bedste for sit folk.«

Længsel efter London

Mange af dem, som kendte Mugabe, beskriver en indre konflikt i manden mellem den voksne afrikanske nationalist og det barn, der blev præget af opvæksten under den britiske kolonialisme.

Heidi Holland, som interviewede ham til sin bog Dinner with Mugabe, beretter om, hvordan Mugabe kunne få tårer i øjnene, når han talte om den britiske kongefamilie. Tendai Biti, en senere finansminister, betegner ham som »en britisk gentleman i egentlig viktoriansk forstand«.

Makoni, som har forladt Zanu-PF for at lede sit eget parti, Mavambo Kusile Dawn, efter et fejlslagent forsøg på at slå Mugabe, siger:

»Jeg vil sige, at Storbritannien var en passion for Mugabe, ikke en besættelse. Han elsker landet, dets karakter, dets manerer.«

»Jeg husker engang, at han og hans hold besluttede sig for at flyve fra New York til Wellington, New Zealand, over London, selv om det ville være en kortere distance at flyve vestpå over Stillehavet. Han ville absolut forbi London, så snart han fik muligheden for det.«

Mugabe blev frataget sin æresriddertitel i 2008 og underlagt målrettede sanktioner, der udelukkede ham fra at rejse til Storbritannien og andre lande.

Han kunne herefter ikke længere få taget mål til skræddersyede jakkesæt i sit elskede Savile Row, og han udviklede herefter, hvad Tsvangirai beskrev som »en antibritisk paranoia«. Som årene gik, blev han stadig mere skinger i sin afstandtagen fra Storbritannien under det faste mantra:

»Zimbabwe skal aldrig igen være koloni.«

Makoni siger: »Alle disse fordømmelser og ukvemsord kan for mig at se forklares ud fra princippet om, at rønnebærene er sure. Hans vrede over sanktionerne bundede dybest set i det faktum, at han ikke længere kunne komme til London. Det gjorde ham voldsomt harm.«

En mand vil for evigt kaste skygger over Mugabe.

Nelson Mandelas liv og karriere er fyldt med paralleller til Mugabes, i al fald frem til den dag, da Sydafrikas første præsident efter apartheids afskaffelse frivilligt afgav magten efter sin første femårsperiode. Mandela hyldes som den største statsmand, Afrika nogensinde har frembragt, mens Mugabe, som klyngede sig til magten langt ud over sin tid, betragtes som kontinentets faldne engel.

Allister Sparks, en legendarisk nu afdød sydafrikanske journalist, fortalte engang om en samtale, han havde haft med Mandela:

»Samtalen blev drejet ind på Mugabe, som han nærede en dyb aversion imod, som jeg tror, var fuldkommen gengæld. Mandela sagde: ’Du må vide, Allister, at Mugabes store problem er, at han bliver ved med at se sig selv som en stjerne – selv om solen er stået op«.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Til at fastholde magten var Robert Mugabe succesfuld i enestående grad, og alt blev ofret med det formål for øje.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Oluf Husted
Thomas Tanghus, David Zennaro og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer