Interview
Læsetid: 6 min.

13-årige Adrian kæmper i Hongkong: »Min far ved ikke, at jeg er med i frontlinjen«

Finansmetropolen Hongkong er de seneste måneder blevet en slagmark. Mød nogle af de demonstranter, der har taget kampen op mod Kina
Finansmetropolen Hongkong er de seneste måneder blevet en slagmark. Mød nogle af de demonstranter, der har taget kampen op mod Kina

Kyrre Lien

Udland
14. oktober 2019

De er klædt i sort. Sorte hjelme, sort hætte, sorte knæbeskyttere. Når en sortklædt demonstrant smadrer en rude eller river brosten op, løber mindst fem andre til med hver deres paraply for at skjule hans identitet for overvågningskameraerne.

De har hinandens ryg. Ukendte for hinanden. Anonyme for myndighederne.

Det hele begyndte den 9. juni 2019 med en demonstration mod en udleveringsaftale til det kinesiske fastland. Demonstranterne frygtede, at Kina ville bruge denne lov til at retsforfølge politiske modstandere, og mente, at dette var første skridt i Kinas kontrolindsats over for Hongkong.

De unge er bange for, at Hongkong vil blive stadig mindre demokratisk frem mod 2047, hvor overleveringsaftalen mellem Storbritannien og Kina udløber.

I begyndelsen af ​​september lovede regeringschef Carrie Lam at skrotte udleveringsaftalen, men demonstranternes krav er blevet flere.

De ønsker en kommission til at undersøge politiets vold, og de vil have fuld amnesti for arresterede aktivister. De seneste 100 dage er 1.300 aktivister arresteret, og Amnesty rapporterer om flere tilfælde af politivold.

Aktivisternes fem krav

  • En juridisk bekræftelse på, at udleveringsaftalen med Kina er endeligt annulleret.
  • Almen stemmeret for byens borgere.
  • Amnesti for arresterede demonstranter.
  • At begrebet ’optøjer’, der blev brugt om demonstrationerne i juni, trækkes tilbage.
  • En uafhængig undersøgelse af politiets brug af vold mod demonstranter.

Men aktivisterne er også blevet mere voldelige. De smadrer metrostationer, kaster molotovcocktails mod politiet og ender i slåskampe mod bander, der støtter Kina.

»Jeg knuser også metrostationerne som hævn for, hvad der skete den 24. august. De lukkede metroen, så demonstranterne ikke kunne bruge den, mens politiet fik lov til at rejse gratis,« siger Chong, en aktivist i 20’erne, klædt i sort og bevæbnet med en paraply.

Chongs far arbejder i politiet. Han ved, at hans søn sympatiserer med aktivisterne, men ikke at han går på gaden, laver hærværk og kæmper mod politibetjente i weekenderne.

»Det kan være, at jeg møder ham på gaden nu. Men det gør ingen forskel. Uanset hvad, vil jeg kæmpe som før,« siger Chong.

Adrian

»Jeg har været helt fremme ved frontlinjen i demonstrationerne flere gange, end jeg kan tælle. Jeg er vokset fra frygten. Ellers havde jeg ikke turde stå sammen med de andre. Jo flere vi er, desto mere sikre føler vi os. Var vi ikke mange sammen, ville flere være blevet arresteret og udsat for tortur.«

Adrian. 13 år, går i skole i Diocesan Boys’ School, Hongkong. Yndlingsmusik: Ed Sheeran, Alan Walker og One Republic.

Adrian. 13 år, går i skole i Diocesan Boys’ School, Hongkong. Yndlingsmusik: Ed Sheeran, Alan Walker og One Republic.

Kyrre Lien

»De første par gange var det ret uhyggeligt. Man ser politivolden med egne øjne. Man ser, at politiet bruger tåregas uden at være provokeret til det, og at mange mennesker synes, det er helt normalt. De ser det i tv og tænker ved sig selv: ’Nå, tåregas igen, ja-ja’. Det er noget helt andet selv at stå der og mærke smerten. Den bliver man aldrig vant til. Man er ved at kvæles, og tårerne strømmer ud af øjnene, og snotten ud af næsen. Ens hud stinker af det.«

»Jeg tror, Hongkong kunne blive et bedre sted, hvis vores fem krav bliver opfyldt. Sker det ikke, vil demonstrationerne bare blive ved. Kina vil måske indsætte militæret, eller politiet vil skrue endnu mere op for brutaliteten end i dag. Mange vil så blive såret, og nogle måske dræbt. Hongkong vil blive endnu værre end Kina.«

»Kommer vi under Kina, vil vi ikke længere have ytringsfrihed, ja, ingen frihed overhovedet. Vi vil heller ikke have informationsfrihed. Kineserne får i dag intet at vide om, hvad vores demonstrationer overhovedet går ud på, eller hvad vores fem krav egentlig er.«

»Min far ved ikke, at jeg er med i frontlinjen. Vi går sammen i den fredelige del af demonstrationsoptoget, men så plejer min far at slutte sig til hjælpegrupperne. Jeg siger, at jeg selv skal hjælpe et andet sted, men i virkeligheden trænger jeg helt frem til de forreste.«

»Den 12. juni var jeg med til en demo ved et butikscenter. Det var helt fredeligt mellem politi og demonstranter – ingen gjorde noget voldeligt. Men pludselig kastede politiet en tåregasgranat. Jeg var gået udenfor, mens min far stadig var i centret. Pludselig begyndte politiet at slå løs på mig med knipler og spraye mig til med peberspray. Jeg sagde aldrig til min far, at jeg var blevet tævet. Min nakke var rød, men jeg dækkede mig bare til med min jakke og lod som ingenting.«

Rex

»Vi tænder fakler for at mindes ni døde unge. De otte af dem begik selvmord. Jeg forstår ikke, hvorfor nogen føler, at de ikke har andet valg end at tage deres eget liv. Jeg synes bare, at det er så trist. Men det betyder ikke, at de døde forgæves. Det er vigtigt, at vi samles for at minde dem.«

Rex. 19 år, studerer til socialarbejder. Yndlingsmusik: Chainsmoker og den nye »Hymne til Hongkong«.

Rex. 19 år, studerer til socialarbejder. Yndlingsmusik: Chainsmoker og den nye »Hymne til Hongkong«.

Kyrre Lien

»Mine venner tør ikke komme her. Selv denne demo, som er helt fredelig, opfatter de som farlig. Hvad de egentlig frygter, er jeg ret usikker på. Vi taler ikke om det på den måde, og de har nok andre venner, som giver dem en anden type informationer.«

»Min mor mener, at det er forkert at demonstrere imod regeringen, men min far prøver at snakke hende til fornuft. Jeg er jo en af dem, som demonstrerer.«

»Mit forhold til min mor er blevet meget værre. Værst var det den 21. juli. Det var dagen før min fødselsdag, og jeg var med i demonstrationerne, men der var rigtig meget tåregas. Jeg kunne se, hvordan en af mine venner fik hudskader af gassen. Da jeg kom hjem dagen efter, sagde min mor bare: ’Hvordan kunne politiet dog få sig selv til at kaste tåregås mod dig?’ Hun tænkte kun på mig og var ligeglad med alle de andre. Jeg måtte så sige til hende: ’Det her handler ikke om mig’.«

»De, som går i skole, kan ikke også tage fri og gå på gaden. Jeg går også for dem og prioriterer lige nu demonstrationer fremfor studier.«

»Så, nu råber de ’Frit Hongkong’ bag os. De råber: ’Fem krav og intet mindre’. Snart vil jeg tænde et lys for de døde.«

Silver

»Jeg kan ikke stille op til jeres fotoportrætserie, beklager. Jeg er bange for at blive genkendt. Selv når jeg er dækket til, er jeg bange for, at nogen skal genkende mig. Men jeg kan ringe til dig, og jeg vil takke dig for, at du er kommet til Hongkong for at skrive om os. OK, så tag da et billede. Men interviewet må vi klare over Messenger. Jeg har mistet min telefon, og jeg tror, politiet kommer nu. Vi har højest nogle få minutter. Vi må skynde os. Hov, nu må jeg løbe.«

Silver. 27 år, studerende. Yndlingsmusik: Japansk musik som Aimer, Ling, Tosite Shigure, School Food Punishment, Nocturnal Bloodlust og Sukekiyo.

Silver. 27 år, studerende. Yndlingsmusik: Japansk musik som Aimer, Ling, Tosite Shigure, School Food Punishment, Nocturnal Bloodlust og Sukekiyo.

Kyrre Lien

Et døgn senere:

»Jeg beklager, hvis du har en deadline, men der er en ny demonstration i dag, og jeg ved ikke, om jeg kan komme fra den i sikkert behold. Vi kan sige, at når nattens demonstration er slut, har jeg tid til at svare på dine spørgsmål.«

Et halvt døgn senere:

»Min drøm er et fuldstændig uafhængigt Hongkong. Jeg ved, der er mange her i Hongkong, som ikke vil forpligte sig på fuld uafhængighed. Men alle ved, at Kina ikke opfatter os som andet end et pengetræ. De ser os ikke som mennesker, men som objekter, tal, slaver.«

»Hvis vi ikke kæmper for fuld uafhængighed nu, hvad vil der så ske i 2047? Skal alle Hongkong-borgere da pludselig til at kalde sig for kinesere og gå ind for slaveri?«

»Jeg fortsætter med at tage del i demonstrationerne, for jeg har set så megen uretfærdighed i de seneste måneder. Alle slagene, anholdelserne og samarbejdet med banderne. Og de, som gør dette imod os, er den eneste organisation, som har ret til at bære våben. Det er dem, som skulle forestille at passe på os borgere i Hongkong.«

»Mange af demonstranterne er bare 14, 15, 16 år eller yngre. De har skrevet testamenter og lagt dem i deres rygsække. Når de går til demoer, ved de, at de måske ikke kommer hjem igen. Den slags gør mig rasende. Så jeg bliver ved med at gå ud og stille mig frem i forreste række.«

Oversat af Niels Ivar Larsen og Emil Rottbøll

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Der er mange, der er født det forkerte sted, og vi der er født det rigtige...