Nyhed
Læsetid: 7 min.

De afrikanske migranter har store drømme – og de rejser ikke hjem, før de går i opfyldelse

Illegale afrikanske migranter i Europa er veluddannede, ressourcestærke og har store ambitioner. Og de har ikke tænkt sig at rejse hjem, før deres drømme går i opfyldelse – uanset hvor ringe vilkår de europæiske regeringer byder dem. Det konkluderer ny FN-rapport
En gruppe migranter venter i et Røde Kors-telt, efter at være blevet samlet op af den spanske kystvagt fra en gummibåd, der var på vej over Middelhavet med 150 mennesker ombord. Deres rejse er farlig – men kun få af dem siger, at de ikke ville være blevet hjemme, hvis de havde kendt faren.

En gruppe migranter venter i et Røde Kors-telt, efter at være blevet samlet op af den spanske kystvagt fra en gummibåd, der var på vej over Middelhavet med 150 mennesker ombord. Deres rejse er farlig – men kun få af dem siger, at de ikke ville være blevet hjemme, hvis de havde kendt faren.

JORGE GUERRERO

Udland
28. oktober 2019

De illegale afrikanske migranter, der finder vej til Europa, er resultatet af de seneste årtiers udviklingsarbejde. De er mere ressourcestærke end deres jævnaldrende, har højere uddannelse, sikrere job og større ambitioner. Langt større, end hvad deres hjemland kan tilbyde dem. Derfor tager de heller ikke hjem igen, bare fordi de europæiske politikere prøver at gøre livet svært for dem.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i en ny rapport udarbejdet af FN’s udviklingsorganisation, UNDP.

Undersøgelsen er den første af sin slags og bygger på interview med 3.000 illegale afrikanske migranter i Europa, som blandt andet er blevet spurgt, hvilket liv de rejste fra, hvorfor de rejste, og hvad der kunne motivere dem til at tage hjem igen.

»Den første konklusion, vi kom til, var, at de alle sammen var meget ambitiøse. Deres drømme er langt større end de muligheder, de ser for sig i hjemlandet. Det er ikke folk, der er fattige, håbløse og uden muligheder. Det er folk, der er kloge og har høje forventninger til livet,« fortæller UNDP’s regionaldirektør for Afrika, Ahunna Eziakonwa, som er i Danmark for at præsentere den nye rapport.

For de her mennesker er risikoen for ikke at opnå sine drømme og skuffe sin familie, der typisk har investeret meget i rejsen, langt værre, end ydmygelsen over at være hjemløs og arbejdsløs i Europa, forklarer Mohamed Yahya, der er forfatter til rapporten og landechef for UNDP i Nigeria.

Det afspejles tydeligt i tallene, som viser, at de afrikanske migranter, der har fået arbejde, og dermed har kunnet sende penge hjem til familien, er mere tilbøjelige til at rejse hjem igen, end dem, der ikke er lykkedes med deres forehavende.

»Så en af de ting, vi gerne vil have de europæiske regeringer til at forstå med denne her rapport, er, at de politikker, de laver, som skal skabe incitamenter, der får migranterne til at rejse hjem, faktisk er lige præcis dét, der får dem til blive,« fortæller Mohamed Yahya.

Logikken er altså, at når migranterne har tænkt sig at blive, indtil de indfrier deres drømme, trækker vi kun tiden ud ved at gøre livet surt for dem.

Hvem er de?

Ifølge regionaldirektør for Afrika, Ahunna Eziakonwa, har den politiske diskussion i Europa været præget af, at folk bare antog, hvorfor de afrikanske migranter tager afsted, uden at vide noget som helst om det. Man har ikke kendt deres historier, ikke vidst hvem de var eller, hvad de ville.

»I den offentlige debat har man talt om de afrikanske migranter, som om de var fattige og uden uddannelse. Så det er jo overraskende, at vi nu kan konkludere, at de faktisk er bedre uddannet end deres jævnaldrende. Folk har bare antaget det modsatte, fordi de job, de får i Europa, slet ikke er på linje med deres uddannelser.«

De illegale afrikanske migranter har i gennemsnit ni års uddannelse bag sig, hvilket for kvinderne svarer til fem år mere end deres jævnaldrende i hjemlandet, og for mændene svarer det til tre år mere. Rapporten viser, at 24 procent har gennemført folkeskolen, 43 procent en ungdomsuddannelse og otte procent en videregående uddannelse. Kun 16 procent har slet ingen uddannelse.

Men en stor andel er utilfredse med de jobmuligheder, deres regering byder dem, og derfor emigrerer størstedelen, 60 procent, til Europa for at få et arbejde og for at kunne sende penge hjem til familien.

Selv om de kommer fra mange forskellige afrikanske lande, er der en hel del fællestræk. Langt størstedelen er aldersmæssigt i 20’erne, og 77 procent er mænd. De er i overvejende grad singler, og 85 procent kommer fra byområder.

»De, der bor på landet, ser ud til at have nogle helt andre perspektiver på tingene og er mere bundet til lokalsamfundene. De urbane unge mennesker ser verden som åben, og de føler sig mindre knyttet til ét bestemt sted,« forklarer Mohamed Yahya.

De urbane, veluddannede unge har store forventninger til sig selv og til deres samfund. Derfor affinder de sig ikke med eksempelvis at have dårlige jobmuligheder, lav grad af tillid til deres regeringer og militær, at føle sig usikre i hverdagen, eller at have dårlige sundhedsvæsner. Alt sammen problemer, der går igen på tværs af gruppen.

Og spørger man, hvad der kunne have fået dem til at skifte mening og være blevet hjemme, svarer 41 procent kort og godt: intet.

Risikovillige

De fleste af migranterne skal på en lang og farlig rejse, før de overhovedet når til Europa, og for stort set alles vedkommende foregår det med båd til Sydeuropa. Men selv om 93 procent mener, at turen har været farlig, er det kun to procent, der ville være blevet hjemme, hvis de havde vidst, hvor farligt det var.

Ifølge Mohamed Yahya skal man forstå, at risikoen for ikke at opfylde sine drømme fylder mere end de fysiske risici, migranterne bliver udsat for.

»De skal jo krydse en kæmpe ørken og et hav. De kommer til et land, de ikke kender. De taler ikke sproget, skal bo på gaden og har ikke noget arbejde. Og de kommer alligevel.«

Når de endelig når frem til Europa, er det heller ikke sikre forhold, der møder dem. 42 procent fortæller for eksempel, at de i perioder klarer sig uden mad, 40 procent føler sig usikre, hvor de bor, og 37 procent har måttet undvære lægebehandling.

Dertil kommer, at risikoen for at blive udsat for kriminalitet er betydelig. Det kan i flæng nævnes, at 39 procent er blevet berøvet, og at 27 procent af kvinderne har været udsat for seksuelle overgreb.

Overordnet viser undersøgelsen, at migranterne socialt og følelsesmæssigt har det værre i Europa, end i deres hjemland. Men sikkerhedsmæssigt og økonomisk – selv om 62 procent ikke tjener nogen penge – mener de, at de har det bedre her end i Afrika.

Og overraskende nok, trods alle problemerne, svarer 77 procent af migranterne, at de overordnet er positive omkring deres fremtid i Europa.

Hård lovgivning har ingen effekt

Grunden til, at de, der har fået arbejde, er mere tilbøjelige til at rejse hjem igen, er, at de har indfriet deres drøm om at tjene penge til familien. Derfor er det et problem, at det for over halvdelen af migranternes vedkommende slet ikke er lovligt at arbejde i det land, de befinder sig i, mener forfatter til rapporten, Mohamed Yahya.

»Når man gør det ulovligt for dem at arbejde, er det jo for at forhindre dem i at blive her. Men de vil først tage hjem, når de har sendt penge tilbage til familien, er blevet uddannet eller harhaft succes på anden måde,« fortæller han. Lovgivningen får altså den præcis modsatte effekt.

»Skammen over at komme tomhændet hjem er langt større end følelsen af uværdighed over at være hjemløs. Efter alle de fysiske og mentale udfordringer, de er kommet igennem, er det at vende tomhændet hjem den største barriere,« siger han.

Derfor konkluderer rapporten, at hårdere lovgivning og skræmmekampagner fra de europæiske regeringer side ikke tjener deres formål og tværtimod er spild af ressourcer.

»Når de først er kommet hertil, er der intet, der kan få dem til at ændre mening, uanset hvor hårde vilkår de bliver mødt med – for hele deres familie har investeret i det her. Familien regner med dem. Derfor er de klar til at sove i parkerne og klar til at leve med alle de politiske incitamenter til at rejse hjem, som regeringerne kan finde på, uden at reagere på dem.«

Langsigtet udvikling

Til gengæld konkluderer rapporten, at udviklingsarbejde i Afrika kan være med til at sætte en bremse for den ulovlige migration.

Det kan virke selvmodsigende, at vi skal bruge flere kræfter på udviklingsarbejde i Afrika, når nu dem, der migrerer, netop er et produkt af udviklingen. Men det handler om at lave den rigtige slags udviklingsarbejde, fortæller Ahunna Eziakonwa.

»Den vellykkede udvikling har skabt større forventninger hos de unge, og det er derfor, vi ser dem migrere. Men problemet er, at udviklingen slet ikke er færdig. Vi skal bruge udviklingsarbejdet til at skabe et håb for de unge, som er tættere på deres hjem, så de ikke føler, at de skal risikere livet for at indfri deres drømme« siger hun.

– Men hvordan undgår man, at nye udviklingsprojekter ikke bare skaber mere migration?

»Udviklingsarbejde, der søger at stoppe migration, kommer aldrig til at virke. Det er den forkerte motivation. Til gengæld skal vi stoppe med at se udviklingsprojekter som velgørenhed og tænke i basale ydelser. De danskere, der rejste til USA i forrige århundrede, gjorde det heller ikke, fordi de var sultne. De gjorde det, fordi de havde store drømme,« siger Ahunna Eziakonwa.

»Vi skal skabe en udvikling, der er langsigtet og total. Og det skal forstås på den måde, at vi for eksempel ikke samtidig skal sælge våben til Afrika og have tårnhøje toldbarrierer. Retfærdige globale handelssystemer er en vigtig del af det her,« forklarer hun.

»Vi har at gøre med kloge, talentfulde unge, som er fyldt med ideer, og som betragter sig selv som globale medborgere.«

»De afrikanske regeringer burde jo kæmpe for at beholde de her mennesker,« tilføjer Mohamed Yahya.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martine Amalie Krogh

Rigtig spændende artikel.

Vi vil da hjertens gerne have disse målrettede mennesker ind i Kongeriget.
Det kan kun gavne os alle sammen, hvis de finder fodfæste og får sig etableret.

Men det er selvfølgelig klart, at selv det mest målrettede individ mister sit drive ved at blive sat på offentlig forsorg i årevis - samtidig med der fortsat hersker usikkerhed om opholdstilladelsen.

Det forekommer ret oplagt at give forbedrede muligheder for emigration, samtidig med at vi sørger for, at de svage flygtninge hentes direkte fra FN's flygtningelejre.

Jeg gider ikke alle de hundekunster med fuldvoksne mænd, der erklærer sig forfulgte teenagere, når de står af fly eller færge - og på det grundlag søger asyl og familiesammenføring med den udvidede storfamilie - alle direkte på offentlig forsørgelse.

Kim Houmøller

De skal naturligvis rejse hjem og opbygge deres egne samfund. Vi skal ikke skabe flere problemer her i Vesteuropa, end vi allerede har. Ønsker vi virkelig ren kaos?

Bjørn Pedersen

Tænk sig, at det skal være sådan en overraskelse at der er folk udenfor Danmark, der sætter pris på at hæve levestandarden for deres egen familie og deres eget land.

Det burde være muligt at give disse mennesker muligheder uden at det forringer arbejdsrettigheder og lønforhold for danske arbejdstagere.

Achim K. Holzmüller, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Carsten Wienholtz, Peter Andersen, Michael Friis, Alvin Jensen, Carl Chr Søndergård og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Kim Houmøller

"De skal naturligvis rejse hjem og opbygge deres egne samfund"
Citat fra læserbrev

De skal da ikke rejse hjem igen, hvis de er emigranter - flygtninge er selvfølgelig noget andet.

#hjerneflugt
Ja, det er ikke noget nyt.

Achim K. Holzmüller

For de afrikanske lande er flygtninge-situationen en paradoks: På den ene side er de milliarder, illegale flygtninge og asylanterne sender til deres hjemlande, mere end FN uddeler i tilskud til disse lande, og dermed en kærkommen valutatilføring til landene. Og derfor må regnes med, at autoriteterne kun halvhjertet forhindrer flygtninge i deres flugtbestræbelser.
På de anden side flygter de stærkeste og bedst uddannede, og dermed et vitalt tap i bestræbelserne at udvikle deres lande.
Det minder meget om situationen omkring den nationale flygtninge-bølge, der overgik DDR fra murens rejsning in 1961 frem til faldet af samme i 1989. Mine egne flugtgrunde i 61 er meget nær beslægtet med dem, som kan ses i statistikerne bag den omtalte undersøgelse, som var publiceret med i denne studie, jeg så på SPIEGEL Online.
Vi må ikke håbe at det for de fattigste lande i Afrika går som for DDR. Så kan bare siges OMG! Efter sammenbrud/genforening er der indlands-immigreret over en million af de 16 mio. i 1998 fra øst til vest! Og hvem for det meste immigrerede? De unge, de veduddannede, de mental stærke!

Achim K. Holzmüller

#Bjørn Pedersen, og så er det materielle årsager ikke engang den væsentlige til deres flugt: ifølge statistikerne, der var med i publicering af samme studie i SPIEGEL, kunne man se, at hovedgrunde var håbløshed, indre uroligheder i landet uden udsigt af løsning.
Og endnu et interessant svar: På spørgsmålet, om de efter overstået flugt og med al de lidelser og fare for livet de har oplevet, ville begive sig på flugt igen, hvis de i forvejen havde været klar om strabadserne af deres flugt.

41% svarede, de ville gør det igen, og kun 2% svarede, de ville afstå for dette.

Det viser bare, hvilke kræfter, fysiske og mentale, der aktiveres, når håbløshed gør sig gældende.