Læsetid: 7 min.

Aldrig før har så mange stater blandet sig i en borgerkrig – og forlænget den

At konflikten mellem Assad-regimet og civile demonstranter hurtigt udartede sig til en væbnet opstand og en borgerkrig skyldes i høj grad indblanding udefra. Uden militær bistand fra Tyrkiet, Qatar, Saudi-Arabien og USA ville oprørsstyrkerne være blevet knust. Omvendt ville Assad ikke have overlevet uden hjælp fra Rusland og Iran
Tyrkiske soldater og tyrkiskstøttede syriske krigere nær den syriske by Manbij. Tyrkiet har erklæret, at de vil lave en 30 kilometer dyb såkaldt sikkerhedszone langs grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Her vil man placere mange syriske flygtninge, som ellers har opholdt sig i Tyrkiet.

Tyrkiske soldater og tyrkiskstøttede syriske krigere nær den syriske by Manbij. Tyrkiet har erklæret, at de vil lave en 30 kilometer dyb såkaldt sikkerhedszone langs grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Her vil man placere mange syriske flygtninge, som ellers har opholdt sig i Tyrkiet.

Zein Al-Rifai

18. oktober 2019

Ingen borgerkrig i den moderne æra har fundet sted uden en eller anden form for indblanding udefra. Tænk blot på Den Spanske Borgerkrig (1936-39), Den Tredje Balkankrig (1991-2001) og borgerkrigen i Afghanistan (2001-).

I den forstand er den syriske borgerkrig (2012-) ikke enestående. Og dog. I intet tidligere tilfælde har så mange stater og ikkestatslige grupper været involveret med indsatte styrker og krigsmateriel.

På listen står USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, Hizbollah i Libanon, syriske lejesoldater fra Afghanistan og Pakistan samt islamistiske terrorister fra over 20 lande, herunder især Irak. Hertil kan føjes britiske og franske luftangreb mod kemiske våbenbaser i Syrien og jordanske jagerflys bombardement af Islamisk Stats baser.

Et fortsat uafklaret spørgsmål er, hvorfor så mange eksterne aktører følte det magtpåliggende at intervenere i en intern konflikt, som Det Arabiske Forår havde animeret mellem dele af befolkningen og Bashir Assads regime.

Modsat Irak råder Syrien ikke over eftertragtede naturressourcer. Indtil borgerkrigen var Syrien et mellemstort land med en relativ høj levestandard, dog på ingen måde en vigtig strategisk spiller i Mellemøstens utallige og komplekse konflikter.

En sandsynlig forklaring er, at USA’s dominerende indflydelse i regionen var stærkt aftagende efter den mislykkede invasion af Irak i 2003 og præsident Barack Obamas tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Irak i 2009. Amerikanerne havde vendt deres opmærksomhed mod krigen i Afghanistan. Flere krigseventyr i Mellemøsten kunne der ikke blive tale om.

Exit Mellemøsten

Det er en opfattelse, som valget af Donald Trump til præsident i 2016 bestyrkede. Han bebudede, at USA’s militær ikke længere skulle være indblandet i mellemøstlige krige. Med sin beslutning i sidste uge om at trække 1.000 amerikanske soldater hjem fra det kurdisk-kontrollerede område i det nordlige Syrien, følger Trump – alt andet lige – groft sagt en kurs, der blev udstukket af forgængeren Obama.

Og der er i USA tværpartisk opbakning til denne linje. De to demokratiske præsidentkandidater, Elizabeth Warren og Bernie Sanders, støtter for eksempel i princippet idéen om, at USA ikke længere skal have udstationeret styrker i konfliktzoner i Mellemøsten.

Warren og Sanders samt andre demokrater kritiserer dog Trump for at have ladt kurderne i stikken. De mener, at Trump burde have truet den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan med alvorlige konsekvenser, såfremt Tyrkiet skulle rykke tropper ind over grænsen til Syrien for at eliminere den kurdiske milits YPG.

Den letforudsigelige konsekvens af USA’s tilbagetrækning fra Irak i 2009 var en ny multipolær orden i Mellemøsten. Det betød, at andre stater anede en oplagt mulighed for at udfylde magttomrummet, efter at Assads nedkæmpelse af de overvejende fredelige demonstrationer i Syriens storbyer udløste et væbnet oprør i 2012.

I første omgang søgte Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar at overtale Assad til at neddæmpe de brutale repressalier mod demonstranterne. Da den plan mislykkedes, valgte de tre lande at blande sig direkte i konflikten ved at sende våben og anden bistand til en broget forsamling af oprørsgrupper. Uden denne våbenhjælp ville konflikten formentlig aldrig have udartet sig til en veritabel borgerkrig.

I konfliktens første par år vælger USA at føre en relativ lav profil. Obama stiller sig skeptisk over for de mange forskellige oprørsgruppers effektivitet og disciplin som kampstyrke. Derfor modtager Den Frie Syriske Hær mere militærtræning end egentlige kampvåben fra CIA.

Tilsvarende holder Rusland og Iran sig på behørig afstand af borgerkrigen, indtil Assads hær i 2015 er faretruende tæt på at kollapse, og regimets kontrol med syrisk territorium er skrumpet ind til mindre end 50 procent. Først da kommer den libanesiske shiamilits Hizbollah og iranske styrker resterne af den syriske stat til undsætning.

Til kamp mod ISIS

I 2015 træder Rusland til med både bombefly og soldater for at redde Assad-styret. På det tidspunkt har Obama og de vestlige allierede for længst fraveget deres krav om Bashir Assads tilbagetræden. Nu er en ny og mere akut trussel nemlig dukket op i Syrien – Islamisk Stat.

Indsættelsen af USA’s flyvevåben og senere specialstyrker i Syrien i 2015 har udelukkende til formål at nedkæmpe IS med kurdiske YPG som infanteri. Amerikanernes plan er at slippe væk fra det syriske morads, så snart den opgave er løst.

I januar dette år bebuder præsident Trump tilbagetrækningen. Men det sker først i denne måned, fordi mange af hans rådgivere – der siden er blevet afskediget – er stik imod at efterlade kurderne ubeskyttede.

Det er umuligt at forudsige konsekvenserne af den amerikanske tilbagetrækning fra de kurdiske områder nær grænsen til Tyrkiet. Det kan signalere afslutningen på borgerkrigen, idet Syriens hær snart vil have genindtaget hele territoriet.

Det kan også markere en ny fase, hvor Islamisk Stat vækkes til live igen, og USA bliver nødt til på egen hånd at nedkæmpe terrororganisationen på syrisk territorium – uden militær støtte fra kurderne. Det kan udløse en væbnet konflikt mellem Tyrkiet og Syrien, medmindre det lykkes for Rusland at mægle.

I alle tilfælde bærer de intervenerende kræfter en væsentlig del af ansvaret for, at en intern konflikt blev forvandlet til en borgerkrig med mindst 500.000 døde, seks millioner flygtninge i eksil og seks millioner internt fordrevne syrere. Hver stat søgte at pleje sine egne snævre magtinteresser; de undervurderede Assads solide opbakning i store dele af befolkningen og overvurderede Den Frie Syriske Hærs styrke.

Da borgerkrigen først var slået ud i flammer i 2012-13, blev den drevet frem af sin egen interne logik og umulig at stoppe. Ingen af de indblandede stater ønskede at give køb på egeninteresser. Det til trods for, at krigen blev en humanitær katastrofe af kolossale dimensioner med økonomiske og politiske konsekvenser, der forgrenede sig vidt omkring og langt ind i fremtiden.

Det er altså den internationale dimension, der adskiller den syriske borgerkrig fra andre.

Derfor blandede de sig i Syrien-konflikten

Tyrkiet

I årene inden Det Arabiske Forår var forholdet mellem Tyrkiet og Syrien godt. Erdogan påskønnede, at Assads far Hafez i 1998 havde smidt det kurdiske arbejderparti, PKK, ud af Syrien. Tyrkerens villighed til at kritisere USA og Israel gjorde ham populær på den »arabiske gade«, men han overvurderede sin indflydelse i Damaskus, da urolighederne brød ud i 2011. Assad afviste at fare nænsomt frem. I 2012 skiftede Erdogan brat kurs og begyndte at støtte oprørshæren. Som modsvar lod Assad kurderne overtage kontrol med områder nær grænsen til Tyrkiet.

Saudi-Arabien

Umiddelbart var det i Saudi-Arabiens interesse, at Syrien ikke blev smittet af Det Arabiske Forår, som kongehuset anså for en eksistentiel trussel. Men saudierne valgte på et tidligt tidspunkt at satse på oprørsbevægelsen i Syrien. Det skyldes dels, at de overvejende bestod af sunnier (Assad tilhører en shiasekt) og dels et ønske om at inddæmme arvefjenden Irans indflydelse. Hvis Den Frie Syriske Hær afsatte Assad, ville Saudi-Arabien få en allieret i Damaskus, der kunne blokere Irans forbindelse over land til Hizbollah i Libanon.

Qatar

Den lille stenrige naturgasstat i Den Persiske Golf så i Det Arabiske Forår en lejlighed til at løfte sit image som et moderne arabisk samfund. I kraft af sin støtte til oprørerne i Benghazi i Libyen i første halvår af 2011 følte kongefamilien i Doha, at den havde vind i sejlene, men kunne ikke overtale Assad til at gå på kompromis med oppositionen. Qatar var den første arabiske stat, der brød med Damaskus og blev siden den største bistandsyder til Den Frie Syriske Hær og andre mindre militser.

Iran

I slutningen af 00’erne var Irans regionale indflydelse på et højdepunkt. Efter USA’s exit var Irans indflydelse i Irak vokset betydeligt. Libanons Hizbollah-milits, som Iran havde været med til at grundlægge, nød popularitet efter krigen med Israel i 2006. Iran var desuden en vigtig sponsor for Hamas. Men forsyningslinjerne til Hizbollah og Hamas gik igennem Syrien, så Assad-regimets fald kunne få negative konsekvenser for Irans indflydelse i Libanon og Palæstina.

Rusland

I 2011 var Syrien Ruslands eneste allierede tilbage i Mellemøsten. Alene den omstændighed var en vigtig begrundelse for Kremls afvisning af vestlige og arabiske landes krav om en afsættelse af Assad. Men Vladimir Putin havde også et principielt motiv. Efter USA’s invasion af Irak i 2003 og NATO’s angreb på Libyen i 2011 (der ifølge Rusland var en mistolkning af en FN-resolution) var han fast besluttet på at sætte en stopper for endnu en ny vestlig humanitær intervention, denne gang i Syrien. Dette princip overgik i betydning humanitære hensyn og var af så afgørende betydning, at Putin var villig til at redde Assad-regimet gennem en militær intervention.

USA

Præsident Obama havde en yderst ambivalent holdning til borgerkrigen i Syrien. Fra et idealistisk synspunkt nærede han sympati for Det Arabiske Forår og var påvirket af rådgivere, der slog til lyd for at bruge USA’s militære magt til at afsætte Assad og beskytte den syriske civilbefolkning. Som en realpolitiker forkastede han udenrigsminister Hillary Clinton og kongrespolitikeres forslag om at væbne Den Frie Syriske Hær til tænderne af frygt for at synke dybt ned i Mellemøstens kviksand. Først efter Islamisk Stats erobring af territorium i det nordlige og østlige Syrien gav Obama sig og indsatte flyvevåbnet og specialstyrker.

Islamisk Stat

To år inde i den syriske borgerkrig erobrede Islamisk Stat – en udløber af al-Qaeda i Irak – Mosul og flere andre irakiske storbyer. I besiddelse af moderne amerikanske våben plyndret fra Iraks hær og beriget med millioner af stjålne dollar rykkede IS-styrker ind i det nordøstlige Syrien. ISIS, som den islamistiske milits blev kaldt i Syrien, spillede fra 2014 og fremefter en vigtig rolle i borgerkrigen. Gruppen var primært antiamerikansk, antimoderne og ekstrem sekterisk. Ikke desto mindre fandt Assad-styret såvel som Qatar og Tyrkiet det i perioder belejligt indirekte at støtte ISIS. Det fremgik aldrig tydeligt, hvorvidt ISIS havde til hensigt at marchere hele vejen til Damaskus.

Syriske krigere bærer en såret kriger væk fra kampene i det nordlige Syrien ved den tyrkiske grænse. Konflikten tog søndag en dramatisk drejning, da Syriens præsident Bashar al-Assad rykkede sin regeringshær nordpå for at »konfrontere en tyrkisk aggression«.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Et fortsat uafklaret spørgsmål er, hvorfor så mange eksterne aktører følte det magtpåliggende at intervenere i en intern konflikt, som Det Arabiske Forår havde animeret mellem dele af befolkningen og Bashir Assads regime.

Modsat Irak råder Syrien ikke over eftertragtede naturressourcer. Indtil borgerkrigen var Syrien et mellemstort land med en relativ høj levestandard, dog på ingen måde en vigtig strategisk spiller i Mellemøstens utallige og komplekse konflikter."

Dét som Burchardt kalder 'den internationale dimension' er kendetegnet ved at Syrien er en militær faktor i Mellemøsten, som gensidigt støtter Rusland og Iran - og især i forhold til sidstnævnte skal man ikke overse Israels klare interesser i at stække Irans indflydelse i regionen. Dertil kommer interessekonflikterne mellem det syrisk-irakisk-iranske pipeline-projekt og Qatars/Tyrkiets ditto samt den Azerbaijanske Nabucco-line.

Konflikten var i øvrigt langt fra kun intern, helt tilbage fra 2004 havde CIA haft tilladelse til, og gennemført ulovlige aktioner inde i Syrien, herunder etableret militser som skulle kæmpe mod Assad. Forholdet blev offentliggjort af New York Times og The Guardian i 2008, og udløste store protester mod bl.a. den amerikanske ambassade i Damaskus, hvor det syriske regeringspoliti måtte beskytte amerikanerne.

I 2011, da urolighederne bryder ud, og der opstår kampe mellem bevæbnede demonstranter og syrisk politi, offentliggør Wikileaks dokumenter, som vitterliggør at amerikanerne siden 2006, via det London -baserede Movement for Justice and Development in Syria, har sponsoreret og faciliteret ulovlige militser, som skal revoltere mod den syriske regering, hvormed de tidligere offentliggørelser i NYT og The Guadian bekræftes, og i perioden efter bekræftes de i stigende grad af embedsmænd og uafhænige journalister, hvormed det yderligere kommer til at stå klart at Qatar, Jordan, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Israel, Frankrig og UK mere eller mindre har samarbejdet om at destabilisere Syrien. Et forhold, som i øvrigt stemmer ganske fint med at alle disse lande på forskellig vis har ført propaganda mod Syrien og krævet den syriske regerings afgang - hvilket er i lodret strid med FN-pagten.

Burchardt springer i det store og hele ovennævnte over, og det er vel derfor, han står med et uafklaret spørgsmål om hvorfor så mange aktører er indblandet. Men det er godt nok ikke særligt bredt informerende journalistik, nok snarere stærkt selektiv historieskrivning, som forsøger at skrive det vestlige ansvar ud af ligningen.

Claus Nielsen, Anders Graae og Bjarne Bach Madsen anbefalede denne kommentar