Læsetid: 7 min.

Aldrig før har så mange stater blandet sig i en borgerkrig – og forlænget den

At konflikten mellem Assad-regimet og civile demonstranter hurtigt udartede sig til en væbnet opstand og en borgerkrig skyldes i høj grad indblanding udefra. Uden militær bistand fra Tyrkiet, Qatar, Saudi-Arabien og USA ville oprørsstyrkerne være blevet knust. Omvendt ville Assad ikke have overlevet uden hjælp fra Rusland og Iran
Tyrkiske soldater og tyrkiskstøttede syriske krigere nær den syriske by Manbij. Tyrkiet har erklæret, at de vil lave en 30 kilometer dyb såkaldt sikkerhedszone langs grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Her vil man placere mange syriske flygtninge, som ellers har opholdt sig i Tyrkiet.

Tyrkiske soldater og tyrkiskstøttede syriske krigere nær den syriske by Manbij. Tyrkiet har erklæret, at de vil lave en 30 kilometer dyb såkaldt sikkerhedszone langs grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Her vil man placere mange syriske flygtninge, som ellers har opholdt sig i Tyrkiet.

Zein Al-Rifai

18. oktober 2019

Ingen borgerkrig i den moderne æra har fundet sted uden en eller anden form for indblanding udefra. Tænk blot på Den Spanske Borgerkrig (1936-39), Den Tredje Balkankrig (1991-2001) og borgerkrigen i Afghanistan (2001-).

I den forstand er den syriske borgerkrig (2012-) ikke enestående. Og dog. I intet tidligere tilfælde har så mange stater og ikkestatslige grupper været involveret med indsatte styrker og krigsmateriel.

På listen står USA, Rusland, Iran, Tyrkiet, Hizbollah i Libanon, syriske lejesoldater fra Afghanistan og Pakistan samt islamistiske terrorister fra over 20 lande, herunder især Irak. Hertil kan føjes britiske og franske luftangreb mod kemiske våbenbaser i Syrien og jordanske jagerflys bombardement af Islamisk Stats baser.

Et fortsat uafklaret spørgsmål er, hvorfor så mange eksterne aktører følte det magtpåliggende at intervenere i en intern konflikt, som Det Arabiske Forår havde animeret mellem dele af befolkningen og Bashir Assads regime.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Et fortsat uafklaret spørgsmål er, hvorfor så mange eksterne aktører følte det magtpåliggende at intervenere i en intern konflikt, som Det Arabiske Forår havde animeret mellem dele af befolkningen og Bashir Assads regime.

Modsat Irak råder Syrien ikke over eftertragtede naturressourcer. Indtil borgerkrigen var Syrien et mellemstort land med en relativ høj levestandard, dog på ingen måde en vigtig strategisk spiller i Mellemøstens utallige og komplekse konflikter."

Dét som Burchardt kalder 'den internationale dimension' er kendetegnet ved at Syrien er en militær faktor i Mellemøsten, som gensidigt støtter Rusland og Iran - og især i forhold til sidstnævnte skal man ikke overse Israels klare interesser i at stække Irans indflydelse i regionen. Dertil kommer interessekonflikterne mellem det syrisk-irakisk-iranske pipeline-projekt og Qatars/Tyrkiets ditto samt den Azerbaijanske Nabucco-line.

Konflikten var i øvrigt langt fra kun intern, helt tilbage fra 2004 havde CIA haft tilladelse til, og gennemført ulovlige aktioner inde i Syrien, herunder etableret militser som skulle kæmpe mod Assad. Forholdet blev offentliggjort af New York Times og The Guardian i 2008, og udløste store protester mod bl.a. den amerikanske ambassade i Damaskus, hvor det syriske regeringspoliti måtte beskytte amerikanerne.

I 2011, da urolighederne bryder ud, og der opstår kampe mellem bevæbnede demonstranter og syrisk politi, offentliggør Wikileaks dokumenter, som vitterliggør at amerikanerne siden 2006, via det London -baserede Movement for Justice and Development in Syria, har sponsoreret og faciliteret ulovlige militser, som skal revoltere mod den syriske regering, hvormed de tidligere offentliggørelser i NYT og The Guadian bekræftes, og i perioden efter bekræftes de i stigende grad af embedsmænd og uafhænige journalister, hvormed det yderligere kommer til at stå klart at Qatar, Jordan, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Israel, Frankrig og UK mere eller mindre har samarbejdet om at destabilisere Syrien. Et forhold, som i øvrigt stemmer ganske fint med at alle disse lande på forskellig vis har ført propaganda mod Syrien og krævet den syriske regerings afgang - hvilket er i lodret strid med FN-pagten.

Burchardt springer i det store og hele ovennævnte over, og det er vel derfor, han står med et uafklaret spørgsmål om hvorfor så mange aktører er indblandet. Men det er godt nok ikke særligt bredt informerende journalistik, nok snarere stærkt selektiv historieskrivning, som forsøger at skrive det vestlige ansvar ud af ligningen.

Claus Nielsen, Anders Graae og Bjarne Bach Madsen anbefalede denne kommentar