Læsetid: 10 min.

Bogprojekt af migranter: »Hvis du hører vores historie, så vil du måske hade os mindre«

Der skal sættes ansigt på migranterne, så de ikke kun er tal i en statistik over, hvor mange der drukner i Middelhavet eller når frem til Europa. Det er målet for tre unge afrikanske migranter, der i et bogprojekt fortæller deres historier og om deres frygt og håb i et forsøg på at bekæmpe den racistiske ild, som politikerne puster til
15-årige Thierno Sadou Sow ønsker ikke at glemme sin rejse over middelhavet, selv om minderne også gør ham bange: »Det giver mig styrke at tænke på, hvor jeg kommer fra, og hvordan jeg er kommet hertil. Det giver mig en større styrke og energi til at studere og bevæge mig fremad mod min drøm.« Han er en af 11 unge afrikanske migranter, som fortæller deres historier i et nyt bogprojekt.

15-årige Thierno Sadou Sow ønsker ikke at glemme sin rejse over middelhavet, selv om minderne også gør ham bange: »Det giver mig styrke at tænke på, hvor jeg kommer fra, og hvordan jeg er kommet hertil. Det giver mig en større styrke og energi til at studere og bevæge mig fremad mod min drøm.« Han er en af 11 unge afrikanske migranter, som fortæller deres historier i et nyt bogprojekt.

Martin Gøttske

2. oktober 2019

PIEVE SANTO STEFANO – Blot ti år gammel. Ældre var Thierno Sadou Sow ikke, da han besluttede at tage sin skæbne i egne hænder.

En formiddag i 2015 forlod han sin familie og sin landsby i det lille vestafrikanske land Guinea og gik ti kilometer hen til det nærmeste busstoppested for at tage til storbyen. Men han stoppede ikke der. Alene tog han på en flere tusinde kilometer lang færd, der over tre år førte ham gennem ørkener og krigszoner og over Middelhavet til Italien.

»For min far var det vigtigste, at jeg klarede mig godt i skolen. Da han døde, ville jeg gøre ham stolt, og jeg ville opfylde drømmen om en uddannelse, om et bedre liv. Men min mor var fattig, og jeg forstod, at jeg var nødt til at tage af sted,« siger den i dag 15-årige Sow.

Det eneste, han tog med hjemmefra, var en håndfuld mønter og en trøje, han havde fået af sin afdøde far.

Han tiggede sig vej gennem Afrika, tjente småpenge på at hjælpe folk med at bære deres indkøb i Guineas hovedstad, arbejdede som tjener på en café i Mali og på en byggeplads i Algeriet. I Libyen arbejdede han som slave i marken, indtil han blev taget ind af en menneskesmugler, som forstod at udnytte de forskellige dialekter og sprog, som den lille knægt havde lært undervejs.

»Man bliver hurtigt moden, og tager voldsomme beslutninger, når man ingenting har,« fortæller Sow.

»Min plan var ikke at tage til Europa. Jeg ville bare tage fra min landsby til storbyen, hvor jeg troede, der var bedre muligheder, men da mit håb ikke blev opfyldt, så blev jeg ved med at bevæge mig fremad.«

»Undervejs følte jeg mig aldrig rigtig bange, men når jeg tænker på det nu, hvor jeg er i sikkerhed, så bliver jeg bange; over alt det, der kunne være sket mig, da jeg boede på gaden. Når jeg tænker på dem, jeg rejste sammen med, som døde, da vi krydsede Sahara, eller som blev dræbt af kugler i Libyen. Eller det mørke Middelhav. Det er noget, jeg har i mig – nogle følelser, der gør mig bange, og som jeg ikke slipper af med.«

Som belønning for indsatsen som oversætter satte menneskesmugleren i Libyen i sidste ende Sow på en flygtningebåd til Italien. Her ankom han som 13-årig til Sicilien i 2016.

Han bor på et flygtningecenter sammen med andre mindreårige i nærheden af Napoli – men lige nu sidder han på en café i Pieve Santo Stefano, en lille by i Toscana, hvor han ligner en ganske glad teenager med ørering og jeansjakke. Og han snakker italiensk i lyntempo med en stærk napolitansk accent.

Han er kommet hertil, fordi han i dagbogsform har skrevet om sin rejse, og hans tekst er det første kapitel i en ny antologi, hvor 11 migranter fortæller deres personlige historie. Se il mare finisce – Hvis havet ender – hedder bogen, som er sat sammen af Pieve Santo Stefanos Archivio Diaristico Nazionale – Det Nationale Dagbogsarkiv – som i flere år har indsamlet og udstiller dagbøger skrevet af italienere i alle afskygninger. Og nu også vidnesbyrd fra nogle af de hundredetusinder af migranter, som er kommet til Italien de seneste år.

»Jeg havde meget stærke følelser,« skriver Sow i sit kapitel, som han forfattede sidste år.

»Når turen var allerhårdest, så tænkte jeg på min mor, og så blev jeg stærk og glemte sulten og tænkte på muligheden for et andet liv, det fantastiske liv, det liv, jeg drømmer om.«

Med deres egne ord

Natalia Cangi, leder af dagbogsarkivet, ser bogprojektet som en »ekstraordinær kilde« til at forstå migranternes baggrund.

»I Italien i dag er det især migranterne, der ikke har en stemme. Men her kan de med egne ord udtrykke deres frygt og håb og fortælle om årsagen til, at de søger mod Europa,« siger Cangi.

Dagbogsarkivet har indtil videre indsamlet dagbøger og vidnesbyrd fra godt 350 migranter og har udgivet to bøger med deres fortællinger.

»Det er i høj grad et politisk projekt at skabe et arkiv fyldt med migranternes minder. Jo mere vi lærer om dem – at de alle er individer med en historie; at de er mennesker af kød og blod og ikke bare tal i en statistik – jo sværere er det for dem, der vil umenneskeliggøre migranterne og fremstille dem som én stor fremmed gruppe, som man kan udskamme og lægge for had,« siger Cangi.

Som mange andre peger Cangi på, at racismen og fordommene har bidt sig fast i Italien. Der er sket en markant stigning i antallet af racistisk motiverede overfald på migranter – fra FN lyder der bekymring over »en alarmerende eskalering af angreb« mod migranter.

Især én mand ses af mange som ansvarlig for, at der er blevet skruet op for vreden mod migranter, nemlig Matteo Salvini, lederen af det højrenationale parti Lega, som anklages for at puste til den racistiske ild med sin stærkt indvandrerfjendske retorik.

Indtil for nylig var Salvini indenrigsminister, og han er stadig en magtfuld stemme, der nyder stor folkelig popularitet – ved regionalvalg i dele af Norditalien får Lega helt op mod 60 procent af stemmerne, og ifølge meningsmålinger bakkes partiet op af over 35 procent på landsplan.

Salvini mener, at Italien er ramt af en ukontrolleret indvandring af »en hær af tyve og kriminelle«, og han har talt om, at »invasionen« er del af en planlagt »etnisk udskiftning«, som kan føre til udryddelsen af italienerne.

Salvini nægter dog, at der overhovedet er racisme i Italien – det er blot noget, »venstrefløjen har opfundet« – og han har tidligere gjort grin med, at alt er blevet for politisk korrekt:

»Spiser du bananer? Hvis man ikke spiser bananer, så bliver man nu til dags anset for at være racist.«

Italienerne skal lytte

For Bakary Jobe, en 22-årig migrant fra Gambia, har det netop været svært at blive konfronteret med racismen. Det skriver han om i sit kapitel i antologien med udgangspunkt i en fodboldkamp, hvor han er den eneste sorte på et hold fyldt med hvide italienere. Da de skal spille mod et hold, der udelukkende består af afrikanske migranter, bliver retorikken ond.

»Skam jer, hvis I taber til de barbarer,« lyder det fra træneren. Og hans holdkammerater råber:

»Venner, vi skal ikke tabe til de hunde.«

»Det gik op for mig, at mine egne holdkammerater så os som hunde. Ikke kun afrikanerne fra modstanderholdet, men også mig,« siger Jobe.

22-årige Bakary Jobe fra Gambia har det svært med, at migranter ofte blot er del af en statistik over, hvor mange der er druknet i Middelhavet, og hvor mange der når Europas kyster.

Martin Gøttske

Racisme i italiensk fodbold er netop et stort og voksende problem, hvor sorte spillere helt oppe i Serie A uge efter uge mødes med racistiske tilråb og abelyde fra tilskuerpladserne.

»At skrive vores historie hjælper os med at give slip på den smerte og de følelser, vi har inde i os,« siger Bakary Jobe, der med sin alvorlige mine over et fipskæg ser meget ældre ud end hans reelle alder.

»Men det er også vigtigt for italienerne at høre vores historier, for det hjælper dem til at forstå grundene til, hvorfor vi risikerer vores liv på havet og i ørkenen for at nå hertil. For mig er det vigtigt, at vi begynder at kende hinanden bedre, for ellers vil der være en kløft imellem os, hvor hadet kan vokse, og det er farligt.«

»Så længe italienerne ikke kender os bedre, vil det være nemmere for de politikere, der spreder deres hadefulde retorik om os, og som kun vil fremstille os som forbrydere, som narkopushere, og som dem, der er skyld i alt det dårlige, der sker i Italien og Europa. Det, jeg vil sige til jer, er: ’Hvis du hører vores historie, så vil du måske hade os mindre’. Det håber jeg i hvert fald.«

Smerte bag tal

Jobe siger, at han har det svært med, at migranter ofte blot er del af en statistik over, hvor mange der er druknet i Middelhavet, og hvor mange der når Europas kyster.

»Der ligger stor smerte bag de tal,« siger han.

»Jeg har levet det liv. Da vi startede med at krydse ørkenen, var vi 35 personer, som sad oven på hinanden på ladet af en jeep. Da vi efter ti dage nåede frem til Libyen, var vi kun 15 tilbage, resten var døde, nogle af sult, nogle af tørst, nogle af hede, andre faldt simpelthen af jeepen, og chaufføren ventede ikke. Jeg har risikeret mit liv for at komme hertil,« siger han og fortsætter:

»Da vi sejlede over Middelhavet, var vi 105 til at starte med, men kun 76 overlevede, for da gummibåden begyndte at tage vand ind, blev folk bange og begyndte at slås til døden. Da ngo-skibet kom og reddede os, så døde flere, da de kæmpede om at komme først i sikkerhed. De døde, fordi de var rædselsslagne.«

Jobes far arbejdede som tømrer i Libyen, da han som 16-årig sluttede sig til ham. Planen var egentlig, at de to skulle til Algeriet – Europa var ikke destinationen.

Men da faren bad sin arabiske chef om lønforhøjelse – han tjente det, der svarer til ca. 20 kr. om dagen – endte chefen med at skyde og dræbe ham.

»Der var ingen respekt for min fars liv. Han var bare som en slave, der blev skudt,« siger Jobe, der flygtede for at redde sit eget liv.

»Jeg ville til Algeriet med min far, men det var ikke muligt. Jeg anede intet om, hvad Italien var for et sted, men den eneste vej væk var over Middelhavet,« siger han.

»De folk, der hader os her, de kender os ikke. De ved ikke, hvad vi har været igennem. Men når jeg fortæller min historie til italienere, så ændrer de holdning. Så forstår de.«

»Det er sikkert meget naturligt, at folk i Europa er bange for os. De ser, at der kommer nye folk hertil hver eneste dag. Men vi kommer, fordi vi ikke har andre muligheder. Hvis vi havde, så ville vi ikke risikere vores liv for at komme hertil.«

Så turen som selvmord

For Madassa Traorè fra Mali har det været svært at nedfælde sine minder.

»Jeg ønsker egentlig ikke at huske de grimme ting, jeg har oplevet, men fortiden kan man ikke fortrænge let. Når den dukker op, gør det ondt,« fortæller den 23-årige, hvis øjne konstant lyser af nervøsitet.

»Men det har også været en hjælp for mig at skrive min historie. Jeg er ret genert og har svært ved at tale med folk og holder mig mest for mig selv, men det går nemmere, når jeg i stedet skriver.«

Den 23-årige Madassa Traorè fra Mali har det været svært at nedfælde sine minder: »Jeg ønsker egentlig ikke at huske de grimme ting, jeg har oplevet, men fortiden kan man ikke fortrænge let. Når den dukker op, gør det ondt.«

Martin Gøttske

I sit kapitel skriver han om færden til Europa:

»Jeg har hele tiden betragtet den tur som selvmord, men her er jeg ved at foretage den rejse, som jeg altid har hadet.«

Da hans far blev dræbt af sine brødre på grund af politiske uenigheder, blev Traorè tvunget til at opgive sine studier og blev i stedet det, han beskriver som sine onklers »slave«.

»De bandt mine hænder og ben. De tæskede mig. Nogle gange tog de også fat i min mor og slog hende. Jeg kunne ikke holde det ud. Da jeg konfronterede mine onkler, truede de mig med, at de ville sende mig samme sted hen som min far. De ville dræbe mig,« fortæller han.

»Min mor insisterede på, at hvis vi begge skulle overleve, så var det nødvendigt, at jeg flygtede.«

Tilfældigheder førte ham til Libyen, selv om han havde svoret, at han ikke ville den vej. Og i Libyen endte han ligesom så mange andre i en af de fangelejre, der kontrolleres af menneskesmuglere, som mishandler migranterne i et forsøg på at afkræve dem og deres familie store løsesummer.

»Hver dag slog de os, og vi fik kun mad hver tredje dag. Det var bare en smule brød og en smule mælk i plastikposer. Eller saltvand,« siger han.

Han blev sat fri, da en araber betalte løsesummen – for at Traorè til gengæld arbejdede på hans marker gratis i et år.

Traorè bor i dag i en lille by tæt på Milano, hvor han arbejder i en restaurant. Han venter på svar på, om han får opholdstilladelse i Italien.

»Det er vigtigt for mig at fortælle, at det ikke var frivilligt, at jeg tog væk fra mit land. Jeg var nødt til at flygte, og jeg er bange for at tage tilbage.«

Fri til at opfylde drøm

15-årige Thierno Sadou Sow ønsker ikke at glemme sin rejse, selv om minderne også gør ham bange.

»Det giver mig styrke at tænke på, hvor jeg kommer fra, og hvordan jeg er kommet hertil. Det giver mig en større styrke og energi til at studere og bevæge mig fremad mod min drøm.«

Han har kastet sig over litteratur og filosofi, især Voltaire, fortæller han. Det lokale bibliotek, i den lille by han bor, var ellers lukket ned, men har nu åbnet dørene igen, da han lovede at bemande det, når han ikke er i skole.

»Jeg har såret min mor ved at forlade hende. Det var ikke en let rejse,« siger han.

»Jeg håber, at folk forstår, at det var svært for mig at forlade mit hjem, men jeg gjorde det for at være fri til at opfylde mine drømme.«

Det sidste af de ngo-skibe, der har reddet tusindvis af flygtninge og migranter i havsnød, tvinges nu væk fra Middelhavet. Det sker, efter at Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, har ført en målrettet kampagne mod hjælpeorganisationerne, der sejler skibene. I praksis er det nu Salvini, som sætter standarden for Europas moral og humanisme
Læs også
En midlertidig aftale om fordeling af flygtninge og migranter mellem Italien, Malta, Frankrig og Tyskland kan vise vejen mod fælles løsninger på et område, som har splittet EU. Det er en mulighed for at stoppe den uværdige behandling af flygtninge og migranter, som krydser Middelhavet
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Benno Hansen
ingemaje lange og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu