Læsetid: 4 min.

Boris’ nye deal giver et hårdt Brexit. Og et splittet Storbritannien

I Boris Johnsons nye skilsmisseaftale bliver Nordirland skilt fra den britiske union – det giver både muligheder og problemer. Resten af Storbritannien er på vej imod en hård version af Brexit
Der gøres klar til Brexit-møde i Bruxelles. 

Der gøres klar til Brexit-møde i Bruxelles. 

Kenzo Tribouillard

19. oktober 2019

Boris Johnson havde ikke rigtig sovet om natten, for ifølge Politico ringede Jean-Claude Juncker flere gange for at diskutere de intense natteforhandlinger, som var i gang på et kontor i Bruxelles.

Til sidst havde Juncker sagt, at nu var det altså sidste chance for en deal, det var take it or leave it, og Boris Johnson havde svaret, at DUP ikke var med ham, og Juncker havde sagt, at han havde en time til at sige ja eller nej. Det blev et ja.

Torsdag aften stod Boris Johnson så foran verdenspressen i Bruxelles og skinnede som en lille uglet sol med hængerøv i de brede jakkesætsbukser og den ene lap i lommen.

»Vi kan tage kontrollen tilbage,« sagde han.

Og næste morgen kunne han stå op til en forsiden af The Daily Mail, der erklærede at:

»Imod alle odds har Boris vundet en ny deal … Han har gjort sin pligt, nu må MP’erne gøre deres.«

Sådan så aviserne altså ikke ud, dengang Theresa May sidste år landende en aftale med EU. Så hvad er anderledes denne gang? Er Boris’ deal virkelig så meget bedre end Mays deal?

Ja og nej.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, der kan man bare se! kolonialisme i 1600-tallet giver bagslag i det 21 århundrede. Hele Brexit diskussionen har handlet om backstop, mens indre marked og toldunion, hvor det virkelige brexit for betydning, egentlig er meget lettere at have med at gøre.

Mon en mindre og målbevidst, demokratisk stat ville have lettere ved at melde sig ud af EU end en stor, neokolonial ophobning af magt i et teater af tilskuerdemokrati og royale reminiscenser? Militariseringen af EU er, som bankers friske penge, i fuldt firspring på vej ud til forbrugerne - i 2025 skal den militære union realiseres og integrationen med NATO-samarbejdet konfirmeres. PESCO (her er en oversigt over igangværende projekter: https://www.consilium.europa.eu/media/39664/table-pesco-projects.pdf) er rammebeskrivelsen for den ønskede udvikling, og indebærer et permanent sikkerhedssamarbejde mellem EU's lande, som tillige opererer med en styrket militær kapacitet til indsættelse i bl.a. Afrika - hvilket bl.a. Trump-administrationens manøvrer kan skabe et politisk grundlag for (Trump opfordrer direkte EU til selv at tage affære i bl.a. Syrien).

Europa opruster, uden at Danmark (pga. forsvarsforbeholdet) kan deltage formelt, hvilket bl.a. Claus Hjort Frederiksen, tidligere frontfigur og bagmand i virksomheden Venstre, har beklaget sig vældigt meget over vældigt længe, men som NATO-medlem kan Danmark alligevel følge trop. Mens vi håber på at alle krigene og flygtningene og det voldsomme ressourceforbrug bliver grønt eller hører op.

Jeg har svært ved at se, at Hanne Utofts dokument giver anledning til hverken panderynker eller bekymring.

Projekterne falder i velkendte kategorier, der så har fået et lille fint “EU-stempel”.

Våbenudvikling på tværs af europæiske lande er jo ingen nyhed (og bemærk her den meget lille deltagerkreds i disse udviklingsprojekter, der tyder på, at disse projekter reelt er statssamarbejder, der er blevet sat på listen for at få den til at se mere imponerende ud). Dette gælder i høj grad også cyber- og rumafsnittene i dokumentet. Der er praktisk talt ingen af disse projekter, der har mere end en håndfuld deltagerlande (3-4 for de flestes vedkommende). Dette mønster lugter voldsomt af den velkendte statsstøtte til diverse, nationale forsvarsindustrier, der så nu bliver “forklædt” som EU-projekter.

Så er der nogen træningssamarbejder, fælles centre og fokus på at dele basefaciliteter, der jo heller ikke er specielt nyt og som ligesom logistikdelen reelt er et forsøg på at spare via stordrift og dele-/låneordninger.

Hvad der totalt mangler er den påståede “EU-hær” som åbenbart (igen) er blevet den store bussemand bland visse EU-modstandere (jeg har lagt mærke til denne påstand blandt især mere højrøstede Brexit-tilhængere).

Jeg har derfor svært ved at se, hvor den pludselige angst for EU’s påståede oprustning/forsøg på at skabe en hær stammer fra. Der er intet på denne liste, der er specielt overraskende og tilsvarende initiativer er foregået på tværs af landegrænser i årevis. Når man så hertil lægger historikken med EU’s nærmest totale fiasko med at skabe et reelt, betydningsfuldt militærsamarbejde, der involverer andet og mere end en europæisk “NATO-klub”, så undrer det mig, at dette spøgelse (som vi jo har hørt om i årtier) er blevet genoplivet i debatten igen-igen-igen.

Morten Hansen, du har ret i at der formentligt er tale om en hel del statsstøtte og hel del præparation af den militære fremtid - og mange af projekterne handler da også om militarisering af den europæiske infrastruktur.

Iht. kapaciteter til anvendelse i bl.a. interne og eksterne sikkerhedsspørgsmål, så beskrives forslaget i overordnede termer her: https://eeas.europa.eu/headquarters/headquarters-homepage/46285/european...

Jeg er i øvrigt ikke specielt angst for militariseringen af EU; jeg er direkte modstander af den af hovedsageligt logisk-rationelle årsager ... og mht. omtalen af en EU-hær, som er denne bl.a. opstået i konsekvens af den verserende konflikt om kurderne i det destabiliserede Syrien. Den amerikanske præsident opfordrer europæerne til at 'tage affære' - og mange europæiske politikere taler om at tilfældet Trump i sig selv gør det fornuftigt at se mere selvstændigt på EU's sikkerhedsmæssige og militære kapacitet, så det er af flere årsager gjort aktuelt i ihvertfald en del af de offentlige debatter.