Baggrund
Læsetid: 4 min.

Boris’ nye deal giver et hårdt Brexit. Og et splittet Storbritannien

I Boris Johnsons nye skilsmisseaftale bliver Nordirland skilt fra den britiske union – det giver både muligheder og problemer. Resten af Storbritannien er på vej imod en hård version af Brexit
Der gøres klar til Brexit-møde i Bruxelles. 

Der gøres klar til Brexit-møde i Bruxelles. 

Kenzo Tribouillard

Udland
19. oktober 2019

Boris Johnson havde ikke rigtig sovet om natten, for ifølge Politico ringede Jean-Claude Juncker flere gange for at diskutere de intense natteforhandlinger, som var i gang på et kontor i Bruxelles.

Til sidst havde Juncker sagt, at nu var det altså sidste chance for en deal, det var take it or leave it, og Boris Johnson havde svaret, at DUP ikke var med ham, og Juncker havde sagt, at han havde en time til at sige ja eller nej. Det blev et ja.

Torsdag aften stod Boris Johnson så foran verdenspressen i Bruxelles og skinnede som en lille uglet sol med hængerøv i de brede jakkesætsbukser og den ene lap i lommen.

»Vi kan tage kontrollen tilbage,« sagde han.

Og næste morgen kunne han stå op til en forsiden af The Daily Mail, der erklærede at:

»Imod alle odds har Boris vundet en ny deal … Han har gjort sin pligt, nu må MP’erne gøre deres.«

Sådan så aviserne altså ikke ud, dengang Theresa May sidste år landende en aftale med EU. Så hvad er anderledes denne gang? Er Boris’ deal virkelig så meget bedre end Mays deal?

Ja og nej.

Det meste af Johnsons aftale er det samme som Theresa Mays.

EU-borgere, som inden 2021 bor i Storbritannien, kan stadig blive boende. Den britiske regering skal stadig betale 33 milliarder pund til EU (beløbet er ikke længere 39 milliarder, fordi Brexit jo er blevet udskudt). Og der kommer stadig en overgangsperiode, på godt og vel et år, hvor briterne bevarer alle EU’s regler – perioden kan forlænges ind til december 2022.

Men der er to store forskelle: Nordirland. Og fremtidens forhold mellem Storbritannien og EU.

Lad os tage det sidste først:

Det står klart og tydeligt i den nye aftale, at Storbritannien ønsker sig en frihandelsaftale med EU i fremtiden. Altså ikke noget med at blive i toldunionen og det indre marked, ikke noget med Norge-plus, det skal være en frihandelsaftale a la Canada.

»Det kan selvfølgelig ændre sig, hvis der kommer en anden regering i Storbritannien,« som en EU-kilde bemærker, men det er ikke desto mindre udgangspunktet nu. Og det er nyt. For det betyder en langt hårdere Brexit, end de fleste troede for et år siden. Med mindre handel og mindre samarbejde.

I hvert fald for England, Skotland og Wales. Det ser nemlig anderledes ud for Nordirland.

’Et stort forræderi’

Efter Boris Johnsons pressemøde gik jeg ud for at spise aftensmad og i døren til en pizzarestaurant bag EU-Kommissionen løb jeg ind i Declan Fearon. Declan er nationalistisk nordirer og en del af en delegation af forretningsfolk fra grænseområdet, der var i byen for at tale deres sag (han har tidligere optrådt her i avisen).

Han smilede, da jeg spurgte til den nye aftale.

»It’s a good deal,« sagde han. »Jeg er glad.«

Det er ikke så underligt. For som Sam Low fra The Centre for European Reform har bemærket i en gennemgang af den nye skilsmisseaftale:

»Nordirske producenter og landmænd vil få bedre adgang til EU end deres konkurrenter i England, Wales og Skotland.«

Den samlede markedsadgang til EU bliver godt nok dårligere, men i fremtiden vil Nordirland til gengæld ligge i et sweet spot midt mellem Storbritannien og EU.

Med den nye aftale vil de på forunderlig vis både være med i briternes toldområde og i EU’s toldunion. Konsekvensen er, som Noelle O Connell, der er direktør for Europabevægelsen i Irland, siger, »at Nordirland får det bedste fra begge verdner, både adgang til Storbritannien og til EU’s indre marked«.

Men langtfra alle på den grønne ø er glade.

Den nye aftale er »Et stort forræderi«, stod der på forsiden af den unionistiske avis News Letter fredag.

»Den britiske premierminister er gået med til en enorm opdeling af den britiske union,« siger Ben Lowry, der er kommentator på News Letter til mig.

»Boris Johnson lovede i en glødende tale til DUP’s landsmøde sidste år, at han aldrig ville acceptere en toldgrænse og en regulatorisk grænse i Det Irske Hav. Det kommer der nu.«

Politisk bliver Nordirland skilt fra resten.

Som en anden kilde fra EU-systemet, som jeg desværre ikke må oplyse navnet på, sagde torsdag: »Boris og hans folk er jo grundlæggende ligeglade med Irland.«

Demokratisk kontrol

Boris Johnson har igen og igen lovet, han ville fjerne den berygtede ’backstop’, som skulle holde hele Storbritannien i EU’s toldunion, hvis alt andet gik galt. Om det er lykkedes, kan læses på to måder:

Hans kritikere siger, at han bare har fjernet backstoppen ved at gøre den permanent. Hans deal er en opdateret version af den backstop, som EU foreslog i februar 2018.

Men i stedet for at være en ’forsikringsaftale’, der kun skulle træde i kraft, hvis parterne ikke kan blive enige om en handelsaftale, der holder grænsen åben i fremtiden (det var jo meningen med backstoppen), gør den nye aftale det til en permanent løsning.

På den anden side er den nye aftale anderledes:

Problemet med Theresa Mays backstop var, at den ville fange hele Storbritannien i et juridisk regime på ubestemt tid, som de ikke selv kunne bryde ud af. I den nye aftale træder hele Storbritannien ud af EU’s toldunion og ud af det indre marked, og den lille del, der alligevel bliver hængende – Nordirland – har fået mulighed for at stemme sig ud af ordningen, hvis de vil. Deres selvstyreparlament, Stormont, skal løbende bekræfte aftalen.

Det er trods alt en stor forskel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De skulle have taget Mays aftale, den nuværende er dårligere.

Ja, der kan man bare se! kolonialisme i 1600-tallet giver bagslag i det 21 århundrede. Hele Brexit diskussionen har handlet om backstop, mens indre marked og toldunion, hvor det virkelige brexit for betydning, egentlig er meget lettere at have med at gøre.

Mon en mindre og målbevidst, demokratisk stat ville have lettere ved at melde sig ud af EU end en stor, neokolonial ophobning af magt i et teater af tilskuerdemokrati og royale reminiscenser? Militariseringen af EU er, som bankers friske penge, i fuldt firspring på vej ud til forbrugerne - i 2025 skal den militære union realiseres og integrationen med NATO-samarbejdet konfirmeres. PESCO (her er en oversigt over igangværende projekter: https://www.consilium.europa.eu/media/39664/table-pesco-projects.pdf) er rammebeskrivelsen for den ønskede udvikling, og indebærer et permanent sikkerhedssamarbejde mellem EU's lande, som tillige opererer med en styrket militær kapacitet til indsættelse i bl.a. Afrika - hvilket bl.a. Trump-administrationens manøvrer kan skabe et politisk grundlag for (Trump opfordrer direkte EU til selv at tage affære i bl.a. Syrien).

Europa opruster, uden at Danmark (pga. forsvarsforbeholdet) kan deltage formelt, hvilket bl.a. Claus Hjort Frederiksen, tidligere frontfigur og bagmand i virksomheden Venstre, har beklaget sig vældigt meget over vældigt længe, men som NATO-medlem kan Danmark alligevel følge trop. Mens vi håber på at alle krigene og flygtningene og det voldsomme ressourceforbrug bliver grønt eller hører op.

Jeg har svært ved at se, at Hanne Utofts dokument giver anledning til hverken panderynker eller bekymring.

Projekterne falder i velkendte kategorier, der så har fået et lille fint “EU-stempel”.

Våbenudvikling på tværs af europæiske lande er jo ingen nyhed (og bemærk her den meget lille deltagerkreds i disse udviklingsprojekter, der tyder på, at disse projekter reelt er statssamarbejder, der er blevet sat på listen for at få den til at se mere imponerende ud). Dette gælder i høj grad også cyber- og rumafsnittene i dokumentet. Der er praktisk talt ingen af disse projekter, der har mere end en håndfuld deltagerlande (3-4 for de flestes vedkommende). Dette mønster lugter voldsomt af den velkendte statsstøtte til diverse, nationale forsvarsindustrier, der så nu bliver “forklædt” som EU-projekter.

Så er der nogen træningssamarbejder, fælles centre og fokus på at dele basefaciliteter, der jo heller ikke er specielt nyt og som ligesom logistikdelen reelt er et forsøg på at spare via stordrift og dele-/låneordninger.

Hvad der totalt mangler er den påståede “EU-hær” som åbenbart (igen) er blevet den store bussemand bland visse EU-modstandere (jeg har lagt mærke til denne påstand blandt især mere højrøstede Brexit-tilhængere).

Jeg har derfor svært ved at se, hvor den pludselige angst for EU’s påståede oprustning/forsøg på at skabe en hær stammer fra. Der er intet på denne liste, der er specielt overraskende og tilsvarende initiativer er foregået på tværs af landegrænser i årevis. Når man så hertil lægger historikken med EU’s nærmest totale fiasko med at skabe et reelt, betydningsfuldt militærsamarbejde, der involverer andet og mere end en europæisk “NATO-klub”, så undrer det mig, at dette spøgelse (som vi jo har hørt om i årtier) er blevet genoplivet i debatten igen-igen-igen.

Morten Hansen, du har ret i at der formentligt er tale om en hel del statsstøtte og hel del præparation af den militære fremtid - og mange af projekterne handler da også om militarisering af den europæiske infrastruktur.

Iht. kapaciteter til anvendelse i bl.a. interne og eksterne sikkerhedsspørgsmål, så beskrives forslaget i overordnede termer her: https://eeas.europa.eu/headquarters/headquarters-homepage/46285/european...

Jeg er i øvrigt ikke specielt angst for militariseringen af EU; jeg er direkte modstander af den af hovedsageligt logisk-rationelle årsager ... og mht. omtalen af en EU-hær, som er denne bl.a. opstået i konsekvens af den verserende konflikt om kurderne i det destabiliserede Syrien. Den amerikanske præsident opfordrer europæerne til at 'tage affære' - og mange europæiske politikere taler om at tilfældet Trump i sig selv gør det fornuftigt at se mere selvstændigt på EU's sikkerhedsmæssige og militære kapacitet, så det er af flere årsager gjort aktuelt i ihvertfald en del af de offentlige debatter.

som=så