Dronning Elizabeths 65. Queen’s Speech – en tale, der afholdes ved begyndelsen af hver ny parlamentssamling – fandt sted i Westminster mandag under vanlig pomp and circumstance. Men selv om det så sådan ud, var intet som vanligt.
Den 93-årige dronning præsenterede sin regerings planer for tiden, der kommer, men Boris Johnsons regering har så udpræget et mindretal i Underhuset, at ingen for alvor kan tage de vidtløftige planer om forbedring af infrastrukturen, kostelige opgraderinger af sundhedsvæsnet og løfter om en gylden britisk fremtid alvorligt.
Seancen blev beskrevet som en farce.
Lederen af det skotske SNP, Nicola Sturgeon, sagde på BBC i går:
»En gratis omgang før-valgs valgkamp.«
Dronning Elizabeth så heller ikke ud til at nyde situationen stort. Som en ældre dame i supermarkedet Waitrose i Bayswater udtalte, da hun så dronningen tone frem på en tv-skærm i går eftermiddags:
»De kan ikke være bekendt at trække hende gennem dette søle.«
Dronningen er allerede blevet brugt, nogle vil sige misbrugt, i Boris Johnsons politiske spil, og det må virkelig have været en mærkelig fornemmelse for hende at stå og remse en masse politiske løfter op, som alle ved næppe bliver til noget – fordi der ligegyldigt hvad venter et valg rundt om hjørnet.
Er en aftale på vej?
Alles øjne er naturligvis rettet mod, hvad der foregår i Bruxelles, hvor intensive såkaldte tunnelforhandlinger har stået på siden i fredags.
Disse forhandlinger blev mulige, fordi Boris Johnson og den irske premierminister, Leo Varadkar, i torsdags gennemførte en ganske uventet forbrødring og i fællesskab erklærede, at man kunne se konturerne af en skilsmisseaftale.
De irsk-britiske bromance-forhandlinger blev pudsigt nok afholdt ved et populært bryllupsresort på den grønne ø, og at se Johnson og Varadkar nærmest arm i arm havde ingen ventet.
Det forlød fra korridorerne, at Boris Johnson pludselig havde åbnet op for en ny aftale, der skaber en tilfredsstillende løsning på problematikken om den såkaldte nordirske backstop for begge parter. Et kollektivt lettelsens suk gik gennem den britiske presse.
»Tør man virkelig tro på, at en aftale er på vej,« spurgte The Guardians forside fredag.
The Financial Times registrerede, at det britiske pund på få timer havde sin største stigning siden afstemningen i 2016. En indikation på, at der forsat er tiltro til det britiske marked, når bare en aftale – tilsyneladende nærmest ligegyldigt hvilken aftale – er i hus.
Djævelen ligger som bekendt i detaljen, og søndag og mandag blev der lagt en dæmper på glæden og forventningerne flere steder. For selv om politikerne fastholdt, at en aftale er mulig, så var de tekniske forhandlere mere skeptiske.
EU’s chefforhandler Michel Barnier advarer om, at selv om briternes forslag indeholder lovende takter, så er der stadig mange knaster, og det vil komme til at knibe alvorligt med tidsplanen, med mindre briterne retter ind.
Og selv om Boris Johnson virker fuld af forhåbninger, så har han over for sit eget kabinet understreget, at forberedelserne med at forlade EU uden en aftale den 31. oktober fortsætter ufortrødent.
Boris Johnsons nye forslag vil betyde, at Nordirland juridisk forbliver i den britiske toldunion, men alligevel lever op til EU’s krav om sikring af grænsen mellem EU-landet Irland og det britiske Nordirland – hvilket lyder som en uhyre kompliceret løsning.
Svaret ligger i brugen af moderne teknologi, siger Johnson. Om det så er nok til at give parterne ro i maven, bliver vi klogere på, som ugen skrider frem.
Forskere på King’s College i London har forsøgt at udregne omkostningerne ved Boris Johnsons nye Brexit-plan.
Ifølge disse udregninger vil Storbritannien blive 50 milliarder pund (ca. 445 milliarder kroner) fattigere årligt, og aftalen vil, ifølge tænketanken The UK in a Changing Europe, koste hver enkelt brite 2.000 pund (ca. 17.500 kroner) årligt.
Den aftale, Theresa May indgik, og som blev forkastet af det britiske parlament, ville have kostet hver enkelt brite ca. 1.500 pund (ca. 13.000 kroner) om året.
Den prominente Labour-politiker, Margaret Becket advarede søndag i The Independent om aftalens omkostninger:
»Rapporten viser, at Boris Johnson prøver at tromle en Brexit-plan igennem, der vil have ødelæggende effekt på levevilkår, offentlige ydelser, erhvervsliv og job i Storbritannien.«
Boris store nummer
Noget tyder dog på, at Boris Johnson har fanget sine politiske modstandere på det forkerte ben.
Blandt EU-tilhængere frygter man, at premierministeren vil få held med at gennemføre sin sidste øjebliksaftale. Den tidligere leder af Liberaldemokraterne, Vince Cable, skrev i The Independent mandag:
»Min alvorlige bekymring er, at Remain-sidens artilleri peger den forkerte vej. Vores skyts er velplaceret til at skyde no deal ned, men ikke til at ordne en let forandret Johnson-aftale. Rædslen for no deal gør, at nogle remainers eller folk som er neutrale nu vil skrive under på hvad som helst, bare det er en aftale.«
Det er lykkedes Boris Johnson at rette fokus så meget mod et forestående no deal, at ingen rigtig har forholdt sig til muligheden for en ny aftale. For selv om der ifølge eksperterne er meget at tabe for parterne i den nye aftale, så er der endnu mere at tabe på et no deal – ikke bare for briterne, men også for irerne, ja for hele Europa. Over for et forfærdeligt udkomme virker et dårligt udkomme ofte tåleligt.
En tryllekunstner skal for at få held med sit forehavende distrahere publikums øjne væk fra det, han egentlig foretager sig – og det er muligvis præcis, hvad Johnsons regering har haft held med. Det giver Boris Johnsons slogan ’Get Brexit Done’ en helt ny mening.
Der er lang vej hjem og kort tid, hvis en sådan aftale skal i hus. Men det er værd at bide mærke i, at EU har accepteret forhandlinger helt op til topmødets start i Bruxelles på torsdag. Uforudsigelighed synes at være strategien for Boris Johnson, og der kan nå at ske meget endnu, før ugen er omme.
