EU’s stopklods i Afrika virker, migranterne vender hjem – men prisen er høj

NIAMEY – »Jeg tror ikke længere, at det vil lykkes mig at få et bedre liv i Europa, men jeg ved heller ikke, hvad min familie vil sige, når jeg vender hjem.«

Peter Tarkpo er landet i et af de seks migrant-transitcentre i Niger, hvor han venter på at flyve hjem til Liberia. Her ser han tilbage på fem år og otte forsøg på at krydse Middelhavet for at udleve en drøm, som var blevet tændt af de ringe fremtidsmuligheder i Liberia og fremskyndet af Ebola-krisen i 2014.

Han sparede penge op og lånte til rejsen, og undervejs i Mali, Algeriet, Marokko og til sidst i Libyen lykkedes det ham at få jobs, så han kunne skaffe penge til menneskesmuglere, der skulle hjælpe ham over Middelhavet.

Han fortæller om fem år, hvor han er blevet smidt frem og tilbage af myndigheder, sat i deportationslejre, fængsel og tilbageholdt, indtil han i Libyen blev mishandlet så meget, at han for nogle uger siden gav op og gik til den Internationale Organisation for Migration (IOM) og bad dem hjælpe ham med at komme hjem. Han viser sår fra hårde slag i baghovedet.

Nu er han bekymret for, hvordan familien reagerer på hans mislykkede Europa-tur, og om han i en alder af 36 år kan få arbejde i Liberia uden den ingeniøruddannelse, som han havde drømt om at gøre færdig i Europa.

111 mænd fra 18 afrikanske lande

Han er ikke den eneste, der sidder med en kæntret drøm om Europa og en knugende mavefornemmelse ved tanken om at skulle vende mislykket hjem til familien. I Aigle-centret her i Niamey, hvor Peter Tarkpo er havnet, er der hver dag omkring 100 unge mænd i transit. To andre centre i byen modtager henholdsvis kvinder og uledsagede mindreårige.

Denne dag venter 111 mænd fra 18 forskellige afrikanske lande. 15 rejste hjem i morges, og i aften rejser Peter sammen med 22 andre. Udenfor på den sandede gade og i centrets forgård venter andre unge på at blive lukket ind og registreret på centret, der kun modtager mænd. Gennemsnitligt tilbringer migranterne to-tre uger i venteposition, før turen går videre hjemover.

Peters midlertidige adresse i Niamey er mulig på grund af samarbejdet mellem EU og IOM i det såkaldte EU-IOM Joint Initiative on Migrant Protection and Reintegration-program.

IOM sørger for, at migranterne bliver bragt til centrene, hvor organisationen hjælper dem med rejsedokumenter og flybilletter. Centrene støttes økonomisk igennem EU’s Migrant Ressource and Response Mechanism, som også Danmark er med til at finansiere.

Set fra EU’s synsvinkel er reintegrationsprogrammet en succes, og det bekræftes hver gang, Niger får besøg fra Europa. Det gælder Danmarks tidligere udviklingsminister Ulla Tørnæs, der var et smut forbi i april i år, og det gælder Tysklands kansler Angela Merkel, der besøgte Niger i maj.

Senest var EU’s udenrigschef Federica Mogherini forbi i juli. Alle tre kiggede ind i et af Niameys transitcentre og talte begejstret om EU’s og IOM’s gode samarbejde med Niger. Mogherini kaldte samarbejdet et »værdifuldt partnerskab«.

Kriminalisering

Men ikke alle er lykkelige over de propper, der er sat i migrationsruterne igennem Sahara og Nordafrika. Det gælder Hamadou Tcherno Boulama, der er programchef i den nigerske organisation Alternative Espaces Citoyen. Han mener, at Europa svigter sine egne flotte ord om solidaritet, menneskerettigheder og fri bevægelighed.

Han ridser situationen i Niger op og minder om landets forhandlinger med EU før og under Valletta-topmødet i 2015, der skulle løse den »europæiske migrant-krise«. Den krise var opstået i kølvandet på den største migration mod Europa, der nogensinde var set – en migration, der førte til det hidtil højeste antal druknede i Middelhavet.

Nigers præsident, Mahamadou Issoufou, lavede en aftale med EU om at sætte en prop i den såkaldte »centrale Middelhavsrute«, der går igennem Niger og videre op til Libyen. Regeringen vedtog en lov, der giver myndighederne ret til at konfiskere køretøjer, som forsøger at transportere migranter nordpå. Transportøren kan oveni idømmes op til ti års fængsel for smuglingsforsøg og bøder op til (omregnet) 57.000 kroner.

Derefter blev der oprettet et særligt politikorps, der skal standse illegal migration og menneskesmugling, og det korps har været effektivt.

Siden 2016 er næsten 300 menneskesmuglere blevet arresteret og mere end 300 køretøjer beslaglagt.

Transportørerne mistede altså ikke kun deres lovlige indtægter og erhverv, men blev direkte kriminaliseret fra den ene dag til den næste.

»Vores regering leger simpelthen politi for europæerne,« siger Tcherno Boulama, der mener, at Niger i stedet bør vægte samarbejdet med andre afrikanske lande, hvor der er protokoller og traktater, der giver afrikanere fri bevægelighed i det nordlige og centrale Afrika.

Det gælder det 15 lande store vestafrikanske ECOWAS-samarbejde og de 13 nordafrikanske CEN-SAD-lande. Også i den Afrikanske Union er der principiel enighed om fri bevægelighed på hele kontinentet.

Europas moral

Samtidig bør Niger sammen med andre afrikanske lande appellere til europæernes moral. For som han siger:

»Der er jo ikke tale om en migrationskrise. Der er tale om en solidaritetskrise.«

I forhold til den interne afrikanske migration modtager Europa en forsvindende lille andel af migranterne, siger Tcherno.

»I virkeligheden står Europas store indsats for at stoppe migrationsstrømmen slet ikke mål med det lille antal migranter, der søger nordpå. Det ville formentligt være billigere at modtage migranterne og integrere dem, men diskursen om ’en migrationskrise’ domineres desværre af det yderste højre i Europa.«

Stopklodsen virker. Migrantstrømmen er blevet dæmpet, men med ulovliggørelsen af transporten er kriminalitet, vold og priser ifølge Tcherno Boulama røget i vejret. Han mener at vide, at prisen for en ’illegal’ rejse fra Agadez mod Libyen er firdoblet, og at rejsen i dag er farligere end nogensinde. Tcherno Boulama siger:

»Sahara er blevet en kirkegård – som Middelhavet.«

Samtidig er udviklingsprojekterne i den såkaldte EU Emergency Trust Fund udeblevet. Hensigten med den bløde del af fonden var at hjælpe og udvikle i nærområderne for ad den vej at overbevise potentielle migranter om at blive hjemme, men »Europa er i virkeligheden mere interesseret i at støtte projekter, der forstærker proppen i migrantruten end i at udrydde fattigdom og nød«, siger Tcherno Boulama, og tilføjer:

»Blokaden har totalt destabiliseret Agadez’ økonomi. 11 måneder efter at blokaden var sat i værk, blev der lavet en analyse, der viste, at Agadez’ økonomi havde mistet 65 milliard CFA (cirka 740 millioner kroner, red.).«

Klimaforandringer

Tcherno Boulama ser ikke tegn på, at Europas porte åbnes for afrikanere i fremtiden, uanset hvor meget der appelleres til europæeres solidaritetsfølelse. Virkeligheden bekræfter antagelsen: I november i fjor åbnede det europæiske grænseagentur, Frontex, et »risikoanalysecenter« i Niamey, der skal »indsamle og analysere strategiske data om grænseoverskridende kriminalitet i forskellige afrikanske lande og støtte relevante myndigheder, der er involveret i grænseforvaltning«.

IOM har i forvejen udviklet og leveret et system til en række lande i den tredje verden, også til Niger, der registrerer personers passage af landenes grænser. Det såkaldte Migration Information and Data Analysis System, eller MIDAS, kan altså blive en vigtig brik i samarbejdet mellem Niger og Frontex og måske bidrage til, at bremseklodsen i Niger bliver yderligere forstærket.

Men vil bremsen holde i al fremtid, i takt med at klimaforandringer sætter alarmerende nye standarder for, hvordan mennesker kan indrette sig?

Ifølge Verdensbanken vil der i 2050 være 86 millioner interne migranter i Afrika, der er flygtet fra effekterne af klimaforandring, som voldsomme regnstorme og oversvømmelser og i den anden ende af spektret tørke og hedebølger.