Evo Morales kan blive fældet af den middelklasse, han selv har været med til at skabe

Fra tid til anden kan bolivianerne opleve deres præsident, Evo Morales, spille fodboldkampe med jævnaldrende veteranspillere på landets stats-TV ved indvielsen af nye offentlige fodboldbaner.

Oppositionen har altid været skeptisk over for konceptet. Det er spild af statens penge, at præsidenten skal transmitteres i tide og utide, mens han render rundt efter en bold, lyder kritikken.

Da Evo Morales’ tidligere rådgiver Wálter Chavez blev forholdt kritikken i et interview med BBC sidste år, mente han, at nogle folk ikke har forstået, hvad det handler om.

»Det har altid stået meget klart for ham (Evo Morales, red.), at folk allerbedst kan lide fodboldspillere, og at de mere end noget andet værdsætter steder, hvor fællesskaber kan mødes, og hvor børn kan drømme. Og det er det, en fodboldbane er,« sagde Wálter Chavez.

Chavez ved, hvad han taler om. Det var ham, der i kampagnen op til præsidentvalget i 2005 satte alt ind på at sætte et møde op mellem Morales og det pensionerede argentinske fodboldidol, Diego Maradona.

Maradona var på det tidspunkt galionsfigur for en regional kampagne, der med Hugo Chávez i spidsen havde til formål at stoppe en frihandelsaftale mellem George Bushs USA og resten af det amerikanske kontinent.

Et officielt møde med Maradona ville være den perfekte anledning for Morales til at vise omverdenen, hvem han var: En folkehelt med passion for fodbold og mod til bekæmpe det forhadte USA’s indflydelse i Latinamerika.

Alt gik som håbet. Morales og Maradona omfavnede hinanden for rullende kameraer i Argentina, netop som frihandelsaftalen blev erklæret død. Og få uger senere kunne Evo Morales kalde sig sejrherre ved  præsidentvalget i Bolivia.

Knap 14 år senere kan mange unge bolivianere ikke huske en tid før Evo Morales. Vinder han søndagens valg, kan han blive den længstsiddende præsident i Latinamerikas historie. Og det er ikke usandsynligt. Tre embedsperioder med misundelsesværdige vækstrater og forhøjede levestandarder for store dele af befolkningen gør ham fortsat til favorit i meningsmålingerne (se faktaboks).

Men billedet af Morales som folkets mand er så småt begyndt at slå revner.

Daggry for en middelklasse

Evo Morales har, siden han blev valgt første gang i 2005, haft landets oprindelige befolkning som sin sikre vælgerbase.

Han er selv den første præsident med rødder i en af Bolivias oprindelige etniske grupper, og det i et land, der historisk har været styret af det hvide mindretal eller mestizer med europæisk afstamning.

Det var i høj grad hans løfte om at gøre op med Bolivias racistiske fortid, hvor landets store etniske mindretal blev betragtet som andenrangsborgere, der sendte Morales til tops i Bolivia. Det siger Sven Harter, der boede i landet under Morales’ indledende regeringsår. Her arbejdede han på sin ph.d. om boliviansk politik, der siden blev til biografien The Rise of Evo Morales and the MAS.

»I 80’erne og 90’erne var Bolivia et utroligt racistisk land. Morales lykkedes med at lukrere på frustrationerne over de foregående årtiers politik og diskrimination. Derfor herskede en følelse af nyt daggry for Bolivia,« siger Sven Harter om valget i 2005.

Bag Morales’ succes stod dog ikke alene landets store etniske mindretal. Hans appel nåede også ud til landets grynende middelklasse i storbyerne, der omfavnede hans løfter om større omfordeling og social retfærdighed.

Netop fremkomsten af Bolivias middelklasse er af hans støtter tit blevet fremhævet som Morales’ største politiske merit. Ifølge tal fra Bolivias økonomiministerium levede 62 procent af befolkningen i middelindkomsthjem i 2018 sammenlignet med 35 procent i 2005, og mange bolivianerne har oplevet en betydelig vækst i forbrugsmuligheder i Morales’ regeringstid.

Minimumslønnen er hævet, og der er  indført et mere omfattende socialt sikkerhedsnet. Det hele har kunnet lade sig gøre grundet de tårnhøje råvarepriser, der begunstigede hans regeringstid frem til omkring 2014 og samtidig har sikret Bolivia regionens højeste vækstrater.

»Vi har haft en økonomisk stabilitet, som vi ikke havde i årene inden Morales,« siger Raúl Penaranda, politisk analytiker og chefredaktør på nyhedsbureauet ANF i La Paz.

Han fremhæver også den politiske ro, der har kendetegnet Morales’ regeringstid.

»Morales har formået at sænke konfliktniveauet og fungere som moderator mellem forskellige dele af samfundet i Bolivia« siger Raúl Penaranda.

Evo for evigt?

Men billedet af Evo Morales som folkets mand fik dog nogle uudslettelige ridser i 2016.

Ved en folkeafstemning spurgte han vælgerne om lov til at genopstille ved dette års præsidentvalg, selv om landets forfatning fastslår, at en præsident højest kan sidde i to embedsperioder. Bolivianerne vendte tommelfingeren ned.

Året efter gav landets retsvæsen ham imidlertid, hvad vælgerne ikke ville. Efter hårdt pres fra Morales fastslog landets forfatningsdomstol, at vælgernes ret til at udpege deres fortrukne præsident stod over forfatningen. Dermed blev alle tidsbegrænsninger på folkevalgtes embedsperioder fjernet. Og så lå vejen åben for Morales til at stille op til fremtidige præsidentvalg.

Kritikken haglede ned over Evo Morales. Han blev kaldt en magtfuldkommen autokrat, der så stort på magtens tredeling og manipulerede med retsinstanserne.

Morales påstod for sin del, at han blot efterlevede bolivianernes ønsker.

»Det er ikke mig, der ønsker det (at genopstille, red.). Men jeg kan ikke skuffe mit folk,« forklarede Morales i et interview med BBC.

Men hans afvisning af resultatet af afstemningen har ændret opfattelsen af Morales i befolkningen som helhed og i den urbane middelklasse i særdeleshed, forklarer Raúl Penaranda,

»Han har altid præsenteret sig over for offentligheden i Bolivia og i omverdenen som en person, der respekterer folkets vilje. Men da han pludselig taber folkeafstemningen, vil han ikke respektere resultatet. Det var et afgørende brud med de værdier, som Morales selv sagde, han stod for,« siger Raúl Penaranda.

»Det er især de urbane segmenter, der har forbedret deres situation i det seneste årti og nærmet sig den lavere middelklasse og middelklassen, som Evo Morales har mistet.«

Ganske ubelejligt for Morales fik oppositionen nye grunde til af kritisere regeringen, da brandene i Bolivias regnskove hærgede gennem det meste af august og september. Regeringen afviste hårdnakket  at erklære landet i undtagelsestilstand trods gentagne opfordringer, hvilket fik hundredtusinder til at gå på gaden i protest i den berørte Santa Cruz-region.

Regeringen afslog også længe international hjælp til at håndtere brandene, der ifølge myndighederne i Santa Cruz har ryddet i omegnen af fire millioner hektar skov, svarende til et område på størrelse med Danmark.

Den stigende utilfredshed med Morales kan aflæses i meningsmålingerne. Tilslutningen svæver omkring 40 procent inden søndagens førsterundevalg, hvilket kan ende med at udløse omvalg til december. Til sammenligning vandt Morales første runde af præsidentvalget i 2014 med en tilslutning på 63 procent af stemmerne.

»Ved det seneste valg spurgte folk sig selv, hvor stort Morales ville vinde. Nu spørger vi, om han vinder,« siger Raúl Penaranda.