Næste mulige huslejestigning i 2024?
Tirsdag kom det så vidt i Berlin: Trods voldsomme protester fra udlejere, bygherrer, banker og den borgerlige opposition har den røde delstatsregering i Tysklands hovedstad besluttet at fastfryse huslejeniveauet for ca. 1,5 millioner lejligheder i de næste fem år – med visse undtagelser som nybyg efter 2014 og klimaskånende renoveringer.
Det er et usædvanligt indgreb i den private ejendomsret og i de markedsmekanismer, som trods mange reguleringer er med til at styre boligmarkedet. Og det vil i mange tilfælde også ramme små private udlejere.
Som kritikernes bedste argument lyder, kan det i værste fald endda føre til, at investorer slår en bue uden om Berlin, så der bygges endnu mindre i byen, som i disse år oplever en årlig nettotilvandring på omkring 40.000 mennesker.
Dermed kan der opstå en endnu mere anspændt situation på boligmarkedet.
Det er gyldige argumenter mod fastfrysningen, som kritikerne gerne stempler som »boligsocialisme« her 30 år efter Berlinmurens fald. Men det er heldigvis ikke endegyldige argumenter mod politisk handling, når omkring 80 procent af berlinerne bor til leje og har stadig sværere ved at følge med de eksplosive berlinske huslejer, der de seneste ti år er steget med over 90 procent.
Man kan indvende, at den stigning er sket fra et lavt niveau i Berlin. Det nytter bare ikke meget for de hundredtusinder af lejere, der tjener den tyske mindsteløn under 70 kroner i timen, og som – især for kvinders og østberlineres vedkommende – har uhyre lave pensioner.
Alternativet for dem vil være at adlyde markedsmekanismerne og flytte ud i forarmede forstadskvarterer eller helt ud i de affolkede landsbyer i Brandenburg, hvor de – langt fra job og familie – formentlig vil istemme koret af protestvælgere.
Herefter kan man så overveje, om begreberne »boligmarked« og »markedsmekanismer« er adækvate begreber for et »produkt«, som man dårligt kan fravælge: et tag over hovedet.
Rød klud
I en verden, hvor arbejde bliver stadig mindre værd, mens ejendom i stadig højere grad er selvgenererende, er en særlig rød klud for de berlinske lejere de børsnoterede boligkoncerner, der med ca. 230.000 lejligheder er på evig jagt efter profit i en nulrentetid. Typisk går et tocifret procentbeløb af deres lejeres husleje direkte ned i internationale kapitalfonde.
Men også hundredtusinder af andre berlinske lejere hælder månedligt penge ned i lommerne på boligejere, der gør alt for at pumpe huslejen i vejret. Det er med til at drive boligpriserne yderligere i vejret og gøre boligspekulation endnu mere attraktivt.
Det gælder absolut ikke kun i Tyskland, men med en rasende skæv fordeling af de private formuer er udviklingen her særligt politisk sprængfarlig.
Man behøver derfor ikke tage til London City og studere skrækeksempler på byudvikling regeret af markedskræfter for at forstå drivkraften bag de næste fem års realpolitiske eksperiment i Berlin.
For det er et eksperiment, der både vil skabe de tilsigtede virkninger og ubehagelige bivirkninger, som vil føre til nye reguleringer i løbet af det femårige »åndehul« for lejerne. Senest da vil der atter opstå kampråb om at liberalisere boligmarkedet og droppe de politiske indgreb.
Men berlinerne har mistet tiltroen til det rene marked og har forståeligt nok spurgt sig selv, hvem der skal laves politik for: markedets eller borgernes behov?
Når den private ejendomsret bliver til den egoistiske udnyttelse af andre ret, og de kære frie markedskræfter viser sig at være et system til overførsel af økonomiske midler fra de mindre velstillede til de mest velstillede, kommer der et oprør på et tidspunkt. Historisk set ikke nogen nyhed.
Et simpel exsistentielt spørgsmål i disse penge før mennesket tider:
Men berlinerne har mistet tiltroen til det rene marked og har forståeligt nok spurgt sig selv, hvem der skal laves politik for: markedets eller borgernes behov?
Det må så gælde universelt fremadrettet, nemlig at vores politiker skal arbejde for folket, eliten skal nok klare sig.
I Berlin har den - desværre - unikke blanding af SPD, De Grønne, og Die Linke ledelse. En reel venstrefløjsalliance, der nu viser sig at føre reel - omend lidt socialdemokratiseret - boligpolitik til gavn for borgerne.
Naturligvis havde socialdemokrater anno 1930 næppe blot fastfrosset husleje i en begrænset periode; her havde man formentlig revet boligerne ud af hænderne på storudlejerene og de parasitiske kapitalfonde, hvis virke og eksistens kun sikres af millioner af menneskers armod. Det havde man nok anset for helt lødig socialdemokratisk politik i sin tid. I dag er det åbenbart et farlig og epokegørende brud, hvis man så meget som regulerer lidt i huslejen for en enddog begrænset periode. Det er dog et nybrud radikalt ifht de forfærdelige alliancer henover midten, der ellers dominerer tysk politik og som ofte gifter de ledløse Grønne og det neoliberale SPD med borgerlige kræfter, mens Die Linke oftest holdes helt uden for indflydelse. Her ses hvad man trods alt kan opnå, hvis venstrefløjen - selv i sin forpinte, moderne form - rent faktisk støtter hinanden i venstreorienteret politik.
skal der komme noget godt ud af fastfrysningen, foruden den midlertidige gavn, som det gør lejere, så ville det da være at få de offentlige modstandere af indgrebet på en liste, så vi ved hvem der skal "genuddannes", når den tid kommer.
For femten år siden kunne man i Danmark se de første biler med påmalede internetadresser. På den tid var Berlin en by med et større antal tomme lejligheder og skoler med for få elever. I mellemtiden er de fleste kurver vendt. Berlins befolkning har nu en størrelse omtrent som i tiden før 2. verdenskrig, vi er omkring 4 mio., og der tegner sig en fremtid med en vækst som i Paris eller London.
Det boligpolitiske initiativ skal især forhindre, at folk bliver smidt ud af lejlighederne i det centrale Berlin, men et distrikt som det sydøstlige Treptow-Köpenick er også nu proppet med mennesker, boliger og biler. På langt sigt kan Berlin kun vokse, hvis man byggemodner i periferien eller lader Berlin brede sig ind i Brandenburg, og begge dele koster penge.
Ja, man burde bestemt vende tilbage til igen i Danmark, at Huslejenævnet skrider ind - især i de store byer.
Vores nye regering går den modsatte vej da man vil hæve skatterne på boliger. Det bliver interessant om lejligheder skal til at beskattes med samme stigninger som husene er blevet.
Falder det dig aldrig ind, Nils Bøjden, at det er det politiske og folkelige ønske at nedbringe den profit, folk opnår på rent ejerskab? for det er det, der er tale om.
"Falder det dig aldrig ind, Nils Bøjden, at det er det politiske og folkelige ønske at nedbringe den profit, folk opnår på rent ejerskab? for det er det, der er tale om."
Hvad har profit med beskatning af boligværdier at gøre? Så det er din alvorlige mening at de der bor i egen bolig skal beskattes endnu hårdere og de der bor til leje ) og dermed ejerne af udlejningsejendommene) skal beskattes mindre? Jeg kan oplyse dig om at boligskatterne for husejere er steget ca 3 gange lønindexet siden år 2000. Og det er din alvorlige mening at det ikke er nok?
"Falder det dig aldrig ind, Nils Bøjden, at det er det politiske og folkelige ønske at nedbringe den profit, folk opnår på rent ejerskab? for det er det, der er tale om."
Falder det dig ikke ind at hvis man betaler mindre end markedslejen i huslejen har man en profit uden at investere.
I 0'erne købte masser af danskere løs i Berlins boligmasse. En enkelt, Tækker, ejede på et vist tidspunkt 4500 lejligheder, men masser af flinke venstreorienterede har en dejlig lejlighed i Berlin. Er det ikke betænkeligt at vi er med til at hæve prisen på boliger og muligheden for at bo i byen ?