Nyhed
Læsetid: 4 min.

Irak bliver aldrig det samme efter Oktober-revolutionen

Iraks regering har anvendt dødelig vold mod demonstranter over den seneste måned. Nu er selv skolebørnene på gaden. Men ligesom i Libanon står protestbevægelsen over for massive udfordringer – ikke mindst fordi iranerne lurer i baggrunden
Iraks regering har anvendt dødelig vold mod demonstranter over den seneste måned. Nu er selv skolebørnene på gaden. Men ligesom i Libanon står protestbevægelsen over for massive udfordringer – ikke mindst fordi iranerne lurer i baggrunden

Ahmad al-Rubaye

Udland
1. november 2019

BEIRUT – Søndag nat var en underlig nat i Irak. Landets shiitiske premierminister Adel Abdel Mahdi beordrede de irakiske specialstyrker – fortroppen i krigen mod Islamisk Stat – til at afslutte opstanden og genetablere ro og orden i Bagdads gader efter en måneds demonstrationer.

Men der skete ingenting, specialstyrkerne blev hjemme.

I stedet voksede protesterne sig større i løbet af søndagen. Tusinder af skolebørn iført skoleuniformer gik ud for at protestere i hovedstaden Bagdad. Landets undervisningsminister truede eleverne med dumpekarakterer, men det gav massivt bagslag. Onsdag nat var millioner af irakere på gaden i irakiske byer.

»Det er en revolution. Vi går ikke hjem, før systemet er faldet. Om det tager en måned eller et år, vi fortsætter til hele regimet er i stykker,« siger Hassan al-Sudani, en 23-årig studerende, som har protesteret i Bagdad over de seneste dage.

De små sporadiske protester, der opstod efter fyringen af den populære krigshelt og generalløjtnant Abdel Wahab al-Saadi i sidste måned har nu udviklet sig til en regulær opstand, som irakerne selv har døbt som Oktoberrevolutionen.

I forsøget på at vælte det korrupte og sekteriske politiske system, som USA og Danmark lagde kimen til efter invasionen i 2003, har de irakiske demonstranter trodset både sikkerhedsstyrker og militser.

Regeringen har imidlertid anvendt kidnapninger, snigskytter, maskingeværer, tåregas, panserværnsvåben og selv biler, der pløjer sig gennem menneskemængder for at knuse opstanden, men det er ikke lykkedes. I alt er over 250 mennesker blevet dræbt og 10.000 såret siden den 1. oktober. Irakerne er særligt vrede over det internationale samfunds manglende fordømmelse af regeringen.

»Saddam Hussein blev officielt dømt og hængt, fordi han dræbte 148 irakere i byen Dujail i 1982. Den nuværende regering har dræbt 250 for åbent kamera i 2019, og den nyder stadig international opbakning,« siger Hassan al-Sudani.

En opstand uden leder

Regeringen har over den seneste uge forsøgt at imødekomme gadens vrede med et par fyringer og omrokeringer, men samtlige forsøg har været frakoblet realiteten på gaden.

Premierministeren har lovet at afholde valg tidligere end planlagt. Han har også lovet træde tilbage hvis landets politiske fraktioner bliver enige om en kandidat der skal erstatte ham. Men der er for sent.

Det samme gælder for den komite, der skal komme med anbefalinger til, hvorledes forfatningen kan ændres. På gaden ser man stort på komiteen, da den består af parlamentarikere, som har været en del af systemet i mere end et årti.

»Regeringens skamløse forsøg på opretholdelse af status quo står i stærk kontrast til demonstranternes styrke og beslutsomhed,« siger Henrik Andersen, der er Irak-forsker fra Roskilde Universitet, og som nu befinder sig i Irak.

»Dette er et enormt vendepunkt i Iraks orden efter 2003. Det er den største græsrodsbevægelse i Iraks politiske historie,« siger han.

Men spørgsmålet er, hvordan protestbevægelsen kan nå målet om at afvikle det politiske system. Udfordringerne er massive. Det politiske system i Irak er – ligesom systemet i Libanon, hvor der også er massive protester – baseret på et kvotesystem, der fordeler magten mellem de forskellige etniske og religiøse minoriteter.

Problemet er, at eliterne til trods for deres sekteriske skel holder sammen, når de står over for en eksistentiel trussel fra folket. Det gør det svært for protestbevægelsen, da den hverken har en opposition på deres side eller en syndebuk at pege på. I 2011 var det arabiske forår rettet mod stærke mænd – autokrater som Hosni Mubarak og Muammar al-Gaddafi – men i Irak og Libanon er der ingen at pege på.

»Der er ingen konge, der kan føres til guillotinen, eller en statue man kan vælte. Der er ingen ansigter på regimet. Der er mange magtstrukturer, som er svære at sætte fingre på,« siger Irak-forsker Fanar Haddad fra Middle East Institute ved National University of Singapore.

Selv om der er klare forskelle fra 2011, minder protesterne stadig om det seneste års opstande i Mellemøsten på især to punkter: De er uden ledelse, og de har endnu ikke præsenteret alternativer til de nuværende ordener.

»Den irakiske protestbevægelse vil ligesom den libanesiske hverken have kvotesystemet, sekterismen eller den korrupte stat. Men de er uden leder og ved endnu ikke, hvad der skal erstatte det nuværende system,« siger Henrik Andersen.

Protesterne truer Irans indflydelse

En ting er de udfordringer, protestbevægelsen står over for med hensyn til kampen mod deres egne eliter, en helt anden udfordring er Irans potentielle indblanding i både libanesisk og irakisk politik.

Under opstandene har både Irak og Libanons demonstranter udtrykt afsky over for Irans voksende indflydelse. I weekenden blev flere hovedkvarterer for iranske stedfortrædergrupper nedbrændt i de sydirakiske byer Amarah, Nassriyah og Samawah.

I Libanon er iransk-støttede Hizbollah blevet en del af det korrupte system, og i Irak har de iransk-støttede militser skudt og dræbt irakiske demonstranter i løbet af oktober.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, anklagede tidligere på ugen de sædvanlige mistænkte USA, Israel og Saudi Arabien for at stå bag protestbølgen, men det mener demonstranterne er noget sludder.

»Khamenei skal bare holde sin mund. Han er en tåbe, der lever i et elfenbenstårn, ligesom de tåber han anklager for at konspirere imod ham,« siger demonstranten Hassan al-Sudani.

Da protesterne i Libanon og Irak truer to politiske ordener, hvor Iran har massivt fodfæste, står Irans åndelige leder Ali Khamenei nu over for to umulige valg, siger Iran-eksperten Ali Alfoneh.

»Enten skal Khamenei bruge nogle af Irans knappe ressourcer på at stabilisere sine allierede og dermed risikere indenrigspolitisk uro, eller også skal han overlade sine allierede til at klare den selv,« siger Alfoneh.

I årevis har Ali Khamenei satset på det første scenarie i Syrien, men hvis protesterne i Irak og Libanon fortsætter, kan det vise sig at blive umuligt.

»Jeg deler vurderingen af protesterne som genopblussen af det arabiske forår, og der er intet, der tyder på, at de er antændt af udenlandske kræfter. Imidlertid tvivler jeg ikke på, at Iran vil involvere sig for at forsvare regimerne i Irak og Libanon,« siger Alfoneh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kære Walid Safi
Tak for artiklen om Tashreen revolution. Jeg håber at dansk politikker læser den og reagere på en eller anden måde. De har været tavse, selv om Danmark er med i kollationsstyrke der væltede Sadam. Danske soldater er derned stadig i Habania område.
Jeg vil foreslår at du finder bedre billede til dine artikler om Iraks revolution. f.eks. fra tahrif pladsen og den nye irakiske Zakoura "tyrkiske restaurant" bygning. Jeg kan desværre sende med min kommentar. de findes i google i hvert fald.
Med Venlig hilsen
Manal Francis