Feature
Læsetid: 6 min.

Kurder i Syrien: »Vi havde syv år med selvstyre. Det var vores livs bedste dage«

I Rojava udtrykker kurderne sorg over de knuste drømme om større selvbestemmelse. Alligevel forsøger nogle at se lyst på fremtiden. Det store svigt mod det kurdiske folk skyldes de globale institutioner, ikke den globale offentlighed, siger de
I flere år drømte kurderne om større autonomi, og de troede indtil det sidste, at de havde verdens supermagt bag sig, den dag de skulle forhandle en favorabel aftale med Damaskus. Her er en gruppe kvinder på flugt fra grænsebyen Ros al-Ain. 

I flere år drømte kurderne om større autonomi, og de troede indtil det sidste, at de havde verdens supermagt bag sig, den dag de skulle forhandle en favorabel aftale med Damaskus. Her er en gruppe kvinder på flugt fra grænsebyen Ros al-Ain. 

Delil Souleiman

Udland
18. oktober 2019

De har sendt deres døtre og sønner i døden mod Islamisk Stat. De har opbygget en effektiv administration midt i en smuldrende nation. De har drømt om anerkendelse, respekt og autonomi. De erobrede Raqqa og håndterede Europas jihadister.

Til sidst vandt de. Men så tabte de. I Qamishli, Rojava-regionens de facto-hovedstad, er smerten efter amerikanernes svigt stor blandt nogle af kurderne. Over telefonen er der gråd, forvirring, bitterhed, vrede og tristhed.

»Syv år! Vi havde syv år med selvstyre. Det var vores livs bedste dage, til trods for krigen. Vi var herrer i eget hus. Vi bestemte over os selv. Vi havde respekt for os selv. Vi elskede os selv. Vi fandt os selv,« siger lægen Salar Mesud fra Qamishli.

Den syriske tragedie, som begyndte den 15. marts 2011, da Assad-regimet besvarede de fredelige demonstranter med knipler og kugler, har ikke skånet nogen som helst. Alle er før eller siden blevet strejfet af tragediens destruktive væsen. Lokale, regionale såvel som internationale aktører.

Indtil videre er resultatet følgende:

500.000 dræbte, 12 millioner fordrevet, 100.000 forsvundet, kemiske våben anvendt, Libanon, Tyrkiet og Irak destabiliseret, sunni-shia-strid forstærket, terrorister, revolutionsgardister og Rusland styrket, NATO og EU svækket, flygtninge over Middelhavet, højrefløjen på fremmarch.

En soldat fra den tyrkiskstøttede Frie Syriske Hær i kamp mod kurdiske militser i byen Ras al-Ain tæt ved grænsen til Tyrkiet.

En soldat fra den tyrkiskstøttede Frie Syriske Hær i kamp mod kurdiske militser i byen Ras al-Ain tæt ved grænsen til Tyrkiet.

Hisam el Homsi/Ritzau Scanpix

Nu har tragedien så ramt Syriens kurdere, som ellers har været skånet for Assads tøndebomber siden 2011. I flere år drømte kurderne om større autonomi, og de troede indtil det sidste, at de havde verdens supermagt bag sig, den dag de skulle forhandle en favorabel aftale med Damaskus.

Det skete ikke. Donald Trump trak sig tilbage og overlod dem til regionens stærke mænd: Erdogan, Khamenei, Assad og Putin.

Men måske er det ikke så deprimerende, som det ser ud til at være. Selv om mange i Rojava udtrykker tristhed, bitterhed og en stigende frygt for fremtiden, er flere stik imod alle forventninger forbavsende trodsige og fortrøstningsfulde efter Trumps tilbagetrækning og det efterfølgende kaos.

»Hele den globale offentlighed har jo fordømt både Trump og Erdogan på det kraftigste. Den globale offentlighed står bag os. Det er noget af det mest rørende, jeg har oplevet. Vi kurdere har altid sagt, at vi kun havde bjergene som venner. Det passer ikke længere. Vi har bjerge af venner,« siger Ibrahim Khalil, kurdisk intellektuel, lektor og sprogforsker fra Qamishli.

Kun svækket, ikke knækket

Til trods for, at præsident Erdogans militser forsøger at bulldoze sig over grænsen, og Assads hær allerede er rykket ind flere steder i de nu tidligere kurdiskkontrollerede dele af Syrien, udtrykker flere i Rojava varsom optimisme.

2019 er ikke 2011, siger de. Der er sket så mange omvæltninger siden revolutionens begyndelse for otte år siden, at ingen ville kunne tilbagerulle det hele med magt eller tvang.

Rojavas eksperiment med et selvstyre siden 2012 har givet kurderne erfaring, som ikke kan udviskes fra hverken deres kollektive bevidsthed eller historiebøgerne.

»Kurdiske undervisere på universiteterne nåede at uddanne en hel generation af kandidater med en helt ny identitet, bevidsthed og selvforståelse. Det kan ingen tage fra os,« siger den 53-årige husmor Sadia Darwish fra Qamishli. 

I årtier var Syriens kurdere underkuede mennesker. De hviskede det kurdiske sprog i krogene af frygt for regimets sikkerhedsapparat. Selv deres egne navne kunne de ikke få lov at vælge på papiret. 

Hvis kurdiske forældre for eksempel mødte op i folkeregistret for at registrere deres spædbarn med det kurdiske navn Baran, kunne den arabiske bureaukrat før revolutionen finde på at skrive Tarazan (Tarzan) blot for at nedgøre det kurdiske navn som uciviliseret.

I årtier var kurderne bange for at kigge araberne i øjnene, fordi de som minoritet havde mindreværdskomplekser over for narrativerne om rigtig syriskhed, som blev dikteret af Baath-partiet i Damaskus.

Syriens kurdere har været skånet for Assads tøndebomber siden 2011. Men nu er hundredtusinder fordrevet fra byer som Ras al-Ain.

Syriens kurdere har været skånet for Assads tøndebomber siden 2011. Men nu er hundredtusinder fordrevet fra byer som Ras al-Ain.

Murad Sezer/Ritzau Scanpix

Men sådan er det ikke længere. Kurderne har ikke bare kæmpet på slagmarken mod IS, de har også formået at opbygge en effektiv administrationsmodel, som de mener respekterer hele Syrien, og som de mener, alle syrere bør benytte sig af, når krigen en dag er ovre.

»Vi beskytter minoriteter, kæmper for kvinderettigheder, bekæmper magtmisbrug, korruption, nepotisme, og vi går ind for decentralisering og lokal regeringsførelse. Selv vores fjender anerkender, at det er en bedrift,« siger lektor Ibrahim Khalil.

Opbygningen af selvstyret har givet kurderne tro på sig selv og egne evner. Før 2011 var det en skam at være kurder i Syrien. I dag er de stolte. De føler, at kurderne har formået at rejse sig og skabe noget fra Syriens ruiner.

»Mit livs mest fantastiske dag var den dag efter revolutionen, hvor jeg stod ved podiet i auditoriet på universitetet i Qamishli og stolt underviste på vores sprog uden at frygte sikkerhedsapparatet,« siger Ibrahim Khalil.

»Eksperimentet i Rojava har først og fremmest været en vækkelse af det kurdiske folk. Vi trådte i karakter, og det vil historien altid huske. Muligvis er vi svækket nu, ja, men vi er ikke knækket. For kurderne var revolutionen ægte.«

Uforudsigeligt magtspil

Over de seneste dage har der hersket et kolossalt kaos i Rojava. Først kom den amerikanske tilbagetrækning fra kurdiske områder, så kom tyrkernes invasion og senere Assad-regimets tilbagevenden til byer, der i årevis var uden for centralstyrets kontrol.

I mellemtiden er hundredtusinder blevet fordrevet, nogle er rejst til Kurdistan i Nordirak, nødhjælpsorganisationer har trukket sig ud af regionen, mens Washington, Moskva, Damaskus og Ankara spiller et uforudsigeligt magtspil, som kan trække i langdrag, og hvor intet er givet på forhånd.

»Selvfølgelig er vi bange for situationen, men vores værste frygt, en total ødelæggelse af Rojava, er ovre nu,« siger lægen Salar Mesud fra Qamishli.

I stedet forbereder kurderne i Rojava sig på, hvad fremtiden vil bringe. Ingen ved det endnu, men hvis der er noget, kurderne er blevet vant til, er det historiens uforudsigelige gang og de regionale herskeres luner.

De kurdiske anekdoter om undertrykkelse og forræderi er gået i arv i generationer. De er indlejret i kurdernes sange, digte og viser. Lige nu er det store håb for Darwish, Mesud og Khalil, at den nuværende krise viser sig at være en lille forhindring i kurdernes lange vandring mod anerkendelse.

»I tusind år er kurderne blevet undertrykt. Ingen har nogensinde udvist nåde over for vores folk. Men en dag vil Rojava blive som Europa. Det er i hvert fald min drøm, og den drøm vil jeg holde fast i,« siger husmoren Saeeda Darwish.

Lægen Salar Mesud erkender, at kurderne muligvis går en mørk tid i møde. Især nu hvor den kurdiske ledelse har inviteret Bashar al-Assad tilbage til de kurdiske områder. Magt, siger Salar Mesud, er det sværeste i livet at afgive, og nu skal kurderne afgive magt til deres tidligere undertrykker.

Men alligevel er han ikke så sortseende:

»Vi kan gå hen og blive vidner til en katastrofe i morgen, intet er jo givet på forhånd. Men på den lange bane tror jeg ærlig talt ikke, at det bliver lige så slemt som før 2011. Det store spørgsmål er, hvordan tingene bliver. Det ved vi ikke. Ingen ved det.«

Lektor Ibrahim Khalil er optimistisk, når han taler om Rojavas fremtid på den lange bane. Han tror ikke, at administrationens infrastruktur vil blive afmonteret, som mange ellers frygter. Netop fordi administrationen har været en succes, forventer han, at den forbliver intakt, og måske vil den endda blive videreudviklet i fremtiden.

Om det er ren ønsketænkning i en yderst kritisk tid, er ikke til at vide. Det vil de kommende uger, måneder eller endda år vise.

Men Khalil er fortrøstningsfuld.

»Så længe vi har den globale offentligheds opbakning, tror jeg ikke, at det bliver lige så mørkt, som folk går og frygter. Som sagt har vi nu bjerge af venner. Vi vil regne med dem, mens vi udkæmper vores egne kampe i mellemtiden,« siger Ibrahim Khalil.

Her kan du få et overblik over hovedpunkterne i den syriske borgerkrig fra 2011 frem til i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anker Heegaard

Der er en befriende optimisme i denne artikel, som jeg af hele mit hjerte håber på holder til den dag, hvor dette vanvid hører op.

Birte Pedersen, Torben Kjeldsen, Ole Frank, David Zennaro, Thomas Tanghus, Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, ingemaje lange, Dennis Tomsen, Rolf Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Den syriske tragedie, som begyndte den 15. marts 2011, da Assad-regimet besvarede de fredelige demonstranter med knipler og kugler, har ikke skånet nogen som helst"

Denne begivenhed fandt sted i Daraa, en lille by på grænsen til Jordan (som sammen med bl.a. amerikanerne har trænet og udrustet masser af de ulovlige militser til indsættelse i Syrien). Forud for demonstrationerne i Daraa var en gruppe teenagere blevet fængslet for at have grafitti-sprayet anti-regeringspropaganda på en skole i Daraa, hvilket udløste protester blandt lokalbefolkningen. Disse protester, som i øvrigt hurtigt blev suppleret af folk udefra, rummede bevæbnede militsfolk, som ifølge mange vidner begyndte at skyde mod de syriske politifolk, som forsøgte at inddæmme folkemængden - hvilket udløste at politiet omgående besvarede ilden. Andre vidner siger at politiet startede med at skyde - men fælles for mange vidner er udsagnet om at der blev skudt og anvendt slagvåben fra begge sider samt molotov-cocktails fra demonstranternes side (flere bygninger blev da også sat i brand).

Læs hvad israelsk presse skrev d. 21. marts 2011:
"Seven police officers and at least four demonstrators in Syria have been killed in continuing violent clashes that erupted in the southern town of Daraa last Thursday.

On Friday police opened fire on armed protesters killing four and injuring as many as 100 others. According to one witness, who spoke to the press on condition of anonymity, "They used live ammunition immediately -- no tear gas or anything else."
http://www.israelnationalnews.com/News/News.aspx/143026

Historien om de fredelige protesterende er en skrøne, men den har været meget nødvendig og virkningsfuld i den informationskrig, som har raset både op til, og under hele forløbet.

Eva Schwanenflügel

"Så længe vi har den globale offentligheds opbakning, tror jeg ikke, at det bliver lige så mørkt, som folk går og frygter. Som sagt har vi nu bjerge af venner. Vi vil regne med dem, mens vi udkæmper vores egne kampe i mellemtiden," siger Ibrahim Khalil.

Det er en rørende optimisme, Ibrahim Khalil her udtrykker.
Desværre har Vesten overhovedet ikke fortjent nogen som helst form for ros.
Men forhåbentligt bliver kurderne ikke knust.

Birte Pedersen, Ole Frank, David Zennaro, Thomas Tanghus, Estermarie Mandelquist, Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen, Rolf Andersen, Mogens Holme, Flemming Berger, ingemaje lange og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft:
Du skriver så konsekvent og mellem linjerne bedrevidende-jeg kan ikke greje hvor du står og had din baggrund er? Dine udsagn fremgår som sandhed og det gør mig en smule "utryg" Jeg ønsker ikke at såre dig.
Men der argumenteres frem og tilbage og jeg hører så til de mennesker,der slet ikke kan se værdien i en væbnet kamp uanset hvilken side det kommer fra.Hvert eneste dødt menneske sår frø til et nyt had eller en sorg som lægger frø til et gengæld/hævn.

"Du skriver så konsekvent og mellem linjerne bedrevidende-jeg kan ikke greje hvor du står og had din baggrund er?"

Viggo Okholm, det er skam også sandt at de protesterende demonstranter i Daraa var akkompagneret af bevæbnede personer, som havde til formål at skabe voldelig konfrontation med myndighederne - og denne vej kickstarte destabiliseringen af Syrien. Uden tvivl var der mange protesterede, som med rette kritiserede den syriske regering, men historien om at det syriske politi uden videre nedskød dem (herunder at politiet med koldt blod tillige nedskød et begravelsesoptog) er højest tvivlsom, og det er da temmeligt vigtigt for vores forståelse af konfliktudviklingen.

HRW bidrog, blandt mange andre NGO'er og medier, foruden opinionsdannere og politikere, til den ensidige billede af konfliktudviklingen ved gentagne gange at påstå at protestbevægelsen i Syrien var overvejende fredelig frem til september/oktober 2011; her skal vi altså forstå adskillige afbrændinger af offentlige institutioner i flere syriske byer, terririsering af civile tilhængere af den siddende regering, masser af dræbte politifolk osv. som 'overvejende fredelige'.

Læs selv den artikel jeg refererer til; den er ikke den eneste, som påpeger at de fredelige demonstrationer (hvoraf flere deltagere altså var bevæbnede) i Daraa medførte flere døde politifolk end civile, de første dage. Og det er da i sig selv meget besynderligt at fredelige demonstrationer resulterer i døde politifolk.

Og med til min retorik og kompromisløshed i bl.a. debatten af destabiliseringen af Syrien hører, Viggo Okholm, erfaringerne fra opløsningen af Jugoslavien, som allerede blev politisk besluttet af Reagan-administrationen tilbage i 1980'erne og siden fuldbyrdet af Clinton-administrationen og Bush Jr.

Hvis du idag spørger en hvilkensomhelst indbygger i f.eks. Kosovo om landet kan træffe beslutninger, som amerikanerne er uenige i, er svaret nej. Hovedparten af de tidligere jugoslaviske republikker er idag enten i EU og NATO, eller med kurs mod disse institutioner. Tankevækkende.

Og så er der erfaringerne med Libyen, hvor et statskup blev udført efter nogenlunde samme koncept som den igangværende destabilisering af Syrien; der er erfaringerne med Ukraine, hvor et statskup også blev støttet og faciliteret af primært amerikanske kræfter. Der er generelle erfaringer med de arabiske forår og de blomstrede/farvede revolutioner i tidligere østeuropæiske/eurasiske republikker, hvor det gentagne gange har vist sig at bl.a. amerikanerne og flere EU-lande har indblandet sig ulovligt og opildnet til opstand mod regeringer af anderledes politisk observans. Der er et tykt og åbenlyst spor af amerikansk/vestlig aggression og kriminalitet mod international lov og orden, mens de med jævne mellemrum brygger skræmmekampagner og dårligt sammenhængende trusselsscenarier sammen for at retfærdiggøre/legitimere deres politiske handlinger. Og i de offentlige debatter i bl.a. Danmark er der et næsten komplet fravær af kritik af ovenstående forhold, som blot forværrer situationen og bidrager til at vi idag kan se en voldsom retsløshed, både nationalt og internationalt, hvor især Syrien-sagen demonstrerer den internationale retstilstands forarmelse - illustreret ved at det nu pludselig er interessant for vore politikere og massemedier at tale om tyrkisk overtrædelse af Folkeretten ifm. annekteringen af bufferzonen i Syrien, mens alle de forudgående overtrædelser af Folkeretten/FN-pagten (forestået af amerikanerne, briterne, franskmændene, isralerne, jordanerne, sauderne osv.) aldrig fik nogen opmærksomhed ... og heller ikke får det. Den internationale retsorden er under voldsomt angreb, har været det længe, og i denne forbindelse er Trump-administrationen og Erdogan's lovovertrædelser hverken revolutionerende eller specielt uventede, endsige nødvendige at moralisere over. Moralen har længe været i baglokalet.

René Arestrup

@Hanne Utoft
Du har et sært - og lidt foruroligende - blindt punkt ifht. Assad-regimet i Syrien.
Hvem der løsnede det første skud i foråret 2011 er i princippet helt ligegyldigt i det større kontekstuelle billede.
Fakta er, at Assad regimet - først far, siden søn - har fulgt en hårdhændet undertrykkelses-strategi ifht enhver form for opposition. Vilkårlige fængslinger, tortur og 'forsvundne' dissidenter har altid hørt til dagens orden under Assad-familien. Ja, faktisk havde det syriske sikkerhedspoliti ry for at være det mest brutale i hele Mellemøsten. Og det siger ikke så lidt.
Og når regimet så i tilgift ikke er i stand til at imødegå voldsomt stigende fødevarepriser, som tilfældet var i Syrien i 2010-11, skal der såmænd ikke megen fantasi til at forestille sig en folkelig opstand mod despoten og hans illegitime håndlangere.
Og nej, jeg tror ikke de folkelige opstande var iscenesat af CIA. De var snarere inspireret af hvad der foregik i andre arabiske lande.

Hanne Utoft:
Tak for din redegørelse ud fra det du læser og forstår. Jeg kan være enig ud fra mit synspunkt i at vesten måske var for hurtig til at anerkende oprørsgrupperinger i Syrien så tidligt i forløbet og før befolkningen generelt var klar til at vælte Assad.. Men denne diktator kunne jo i teorien vælge dialogens vej og en smule selvkritik frem for hensynsløshed mod sin egen befolkning.
Jeg er pensioneret pædagog og almindelig interesseret borger med klar afstandstagen til vold i konflikter.- sådan menneskelig set.Derfor er jeg "lægsmand" uden den dybe viden som sådan.
Gider du fortælle din baggrund og profession? Det vil måske kunne underbygge den "sandhed" du fremfører.

Rene Arestrup, vi har alle blinde punkter - men lad mig orientere dig om at jeg er helt på det rene med at Assad-styret ikke kan kaldes demokratisk i praksis og at det syriske sikkerhedspoliti/militær har begået en hel del kriminalitet mod uskyldige syrere og andre minoriteter i landet. Hvad jeg med absolut kritiserer er at der i og af de vestlige massemedier og traditionelt magtbærende politikerlag kolporteres ensidige fortællinger om bl.a. Daraa-begivenhederne, som skubber folkestemninger igang og forsyner dem med løsrevne påstande, som i mange tilfælde er kreerede til lejlighederne. Jeg undsiger ikke den syriske regering eller Assad; det syriske politi har helt givet forløbet sig under de begyndende optøjer, men at kalde optøjerne for fredelige demonstrationer (selvom der også nåede at være enkelte demonstrationer, som forløb relativt fredeligt) tangerer misinformation. Ligesom det er misinformation at Assad beskyldes og refereres for at have beordret kemiske angreb på civilbefolkningen i Ghouta i 2013, selvom alle de konstruerede 'beviser' siden afmonteredes af eksperter. Så er der rapporteringerne om (ikke fra, for de vestlige medier har ingen journalister på jorden i Syriens brændpunkter) bl.a. Aleppo, hvor det hævdes at russerne og syrerne bevidst jævner alle, både demokratiske oprørere og civile, med jorden. Der omtales folkedrab og en ondskabens forbrødring mellem Assad og Putin, imens alle de uafhængige, både østlige og vestlige, journalister som befinder sig i området, fortæller helt andre historier; historier, som fuldstændigt ignoreres af de toneangivende medier, opinionsdannere og politikere i Vesten.

Så selvom jeg, modsat du, vurderer at de faktiske hændelsesforløb, herunder den nøgterne journalistiske formidling af de mange perspektiver/konklusioner på dem, kan være af endog meget stor betydning (fordi afdækningen af dem også fortæller noget om politisk-økonomiske og militære hensigter m.m.) for at vi har en nuanceret og flersidig historieforståelse, så er jeg enig i at i en anden betydning er det ligemeget, hvem der så at sige skød først. For det er jo korrekt at der var tørke i Syrien, hvilket bevirkede en kritisk vandring kod byerne; der havde været IMF-dikterede reformer, som bevirkede social utilfredshed; købekraften faldt desuden. Og der var inspiration fra andre arabiske forår (selvom sporene fra bl.a. Libyens mørke forår nok også skræmte en del). Og der havde været konflikter mellem politi og demonstranter tidligere - og der havde været arrestationer, som trodsede civilbefolkningernes rettigheder, foruden mange forlydender om/tilfælde af tortur og politiske retssager m.m. Så der var nok at kritisere, nok at forbedre og gøre op med, og nok til at antænde stemninger, som kunne danne klangbund for konflikt- og voldsudvikling/opstande, herunder sekteriske knopskydninger. Det er nemlig også korrekt at Syrien, i medfør af krigen i nabolandet Irak, fra sidst i 00'erne begyndte at opleve overløb af religiøse krigere fra Irak, og lidt senere Tyrkiet og Jordan, som voldte problemer i de syriske grænseegne, og Assad anmodede bl.a. om bistand til at standse disse grupperinger, som i stigende grad havde karakter af kriminelle, religiøse militser af broget herkomst. Men der kom intet svar på hans appeller, selvom det siden er fremgået af offentliggjorte CIA-dokumenter, at den amerikanske efterretningstjeneste siden 2004 havde iagttaget bl.a Al-Qaeda militser i Syrien, og fået autorisation til at jagte dem på syrisk grund, hvilket også blev gjort. Imidlertid træffer amerikanerne i 2008 syriske civile ifm. endnu en mørkelagt antiterroraktion i Syrien, hvilket udløser store protester og syrisk lukning af Damascus Community School, som i stigende grad promoverede amerikanske idealer og protester mod regeringen. Skolen åbner igen i 2010, og fortsætter sit arbejde i et års tid, nu assisteret af bl.a. Movement for Justice and Development in Syria, tv-bureauer og andre faciliteter til fremme af liberalisering i Syrien. I 2012 afslører Wikileaks at amerikanerne hemmeligt har sponsoreret syriske opposition siden 2006 og at SAC har været i landet mhp. at etablere identificere oppositionsgrupper og lederskab samt forsyningsruter m.m. - og 2012 er også året, hvor indmarchen af udenlandske lejesoldater/salafistiske krigere militser for alvor tager fart; den foregår nærmest åbenlyst uden at nogen udenfor Syrien reagerer, og i samme moment dukker IS op. IS, som siden dokumenteret støttes af ihvertfald israelerne og tyrkerne. IS, som er en udløber af en anden ulovlig, amerikansk militærindsats; krigen i Irak, som politisk, militært og institutionelt er blevet komplet skilt ad af forstandige, velmenende, amerikanske entreprenører m.fl.

For at gøre en (faktisk meget) længere historie kortere; Syrien var et land med problemer iht. såvel demokrati som overtrædelse af menneskerettigheder m.m. - men Syrien var og er ikke et land, som USA har ret til at infiltrere og tilskynde til indre konflikt i - heller ikke selvom det sker i gensidig forståelse med de britiske og saudiske veninder m.fl.. Naturligvis kan og bør et autokratisk styre kritiseres og politisk udfordres, men ikke omstyrtes i en destabiliseringsproces, som (forudsigeligt) vil koste civilbefolkningen (for så vidt at denne overhovedet overlever i egen selvforståelse) voldsomt dyrt og skabe problemer for omverdenen, foruden kræve enorme ressourcer at rette op på, om overhovedet muligt. Det er helt uantageligt at de amerikanske magthavere, som på egen inderigspolitiske scene ikke har ret meget at lære andre om demokratisk skik og retsstat, på denne kriminelle måde spiller hasard med alle andre end sig selv - og tilmed dummer sig på også egne vegne, i virkeligheden egen befolknings bekomst. Og det er ikke Trump's skyld, selvom han givet kunne udvikle en lige så tåbelig, kortsigtet, hensynsløs, forrået og egocentrisk politik som de foregående, amerikanske administrationer og det amerikanske magtapparat formåede iht. Syrien (samt så mange andre steder).

Viggo Okholm, jeg har i mange år beskæftiget mig med bl.a. socialt arbejde og undervisning - og har været politisk aktiv på venstrefløjen en del af mit voksenliv. Men jeg skal i øvrigt ikke med min person underbygge nogen sandheder om forhold i f.eks. Syrien; du bør selv undersøge sagen. Lette røven, tak. :)

Kristian Jensen

De trænger til nyt styre i Tyrkiet, intet folk har godt af en diktator og å trænger Kurderne til deres egen stat. Erdogan går jo ikke af sig selv og ingen trækker sig så Kurderne kan være i fred. Jeg synes vi skal hjælpe dem med.