Baggrund
Læsetid: 8 min.

Den kurdiske tragedie er 100 år gammel

Kurderne udgør mindst 30 millioner, men har aldrig haft deres egen stat, som de ellers fik løfte om i 1920. Siden har de kæmpet for uafhængighed og politisk autonomi mod først og fremmest Tyrkiet, hvor halvdelen af dem bor
I 1920 blev sultan Mehmed VI presset af Første Verdenskrigs sejrende magter til at sætte sit navn under Sèvres-traktaten. Et dokument, der indeholdt et løfte om etablering af en selvstændig kurdisk stat i deres hjemland i Det Osmanniske Rige, i dag Anatolien, det nordlige Irak og østlige Syrien.

I 1920 blev sultan Mehmed VI presset af Første Verdenskrigs sejrende magter til at sætte sit navn under Sèvres-traktaten. Et dokument, der indeholdt et løfte om etablering af en selvstændig kurdisk stat i deres hjemland i Det Osmanniske Rige, i dag Anatolien, det nordlige Irak og østlige Syrien.

The Granger Collection

Udland
18. oktober 2019

Det sker, at der indsniger sig politiske realiteter i den amerikanske præsidents bodegadiplomati. Et sigende eksempel er hans brev, dateret 9. oktober, til Tyrkiets præsident Erdogan, der belæres om, at historien vil ’se venligt’ på ham, hvis Tyrkiet søger en humanistisk løsning i den syriske konflikt.

»Spil ikke hård negl, lad være med at være et fjols,« slutter brevet efter en forudgående trussel om, at USA vil ’smadre Tyrkiets økonomi’, hvis Erdogan ikke hører efter.

Men brevet indeholder også en reel politisk oplysning, nemlig at chefen for den syrisk-kurdiske YPG-milits, general Mazloum Kobani, har anmodet Trump om at formidle kontakt til Ankara.

»Han (Kobani, red.) er villig til at forhandle og villig til indrømmelser, der ikke tidligere var på bordet,« hedder det i brevet til Erdogan, og Trump har vedhæftet Kobanis brev som dokumentation.

Oplysningen er interessant, fordi den afdækker det reelle magtforhold i Rojava, den kurdiske autonome administration i det nordøstlige Syrien, der udadtil fremstår demokratisk med såvel kønslig som etnisk delt central ledelse i spidsen for det PKK-relaterede syrisk-kurdiske parti, PYD (Demokratisk Unions Parti).

Partiets milits, YPG (Folkets Beskyttelses Enhed), er tyngdepunkt i den multietniske styrke, SDF (Syrian Demokratic Forces), der med luftstøtte fra USA’s koalition gradvis har erobret Islamisk Stats positioner i det nordlige Syrien. SDF kontrollerede indtil for nylig godt og vel en fjerdedel af Syrien, heraf mange byer og områder med arabisk flertal, eksempelvis Manbij og Raqqa og oliebyen Deir ez-Zor.

Når Mazloum Kobani er interessant, er det fordi han personificerer Tyrkiets kurdiske problem, der er lige så gammelt som republikken. Kobani har en fortid som PKK-militant i det sydøstlige Tyrkiet, og det er som PKK-kommandant, at han var med til at opbygge YPG-militsen.

I Ankara har Erdogan altså en pointe, når han påpeger, at når Kobani opholder sig i Tyrkiet er han ifølge EU og USA’s definitioner en terrorist, men når han opholder sig i den syriske ørken, er han i de samme instansers optik en god demokrat. Det hænger ikke sammen – og dog. For at forstå sammenhængen i ’det kurdiske problem’ kræves et historisk tilbageblik.

 

Infografik: Emilie Noer og Rasmus Raun Westh | Kilder: The Guardian & Rojava Information Center.

Løfte om selvstændig stat

Problemet kan dateres til den dag i 1920, da sultan Mehmed VI, presset af Første Verdenskrigs sejrende magter, satte sit navn under Sèvres-traktaten. Et dokument, der indeholdt et løfte om etablering af en selvstændig kurdisk stat i deres hjemland i Det Osmanniske Rige, i dag Anatolien, det nordlige Irak og østlige Syrien.

Forinden havde det osmanniske parlament i Istanbul vedtaget en national pagt, ’Misak-1 Milli’, der i seks punkter udstak retningslinjerne for det nederlagsramte imperium, herunder en grænsedragning, der omfattede de kurdiske provinser som en del af det nye Tyrkiet, herunder provinser, der i dag er dele af Irak og Syrien.

Pagten fastslog tillige, at tyrkere og kurdere var »uadskillelige« med en formulering hentet i to resolutioner, som oprørsgeneralen og den senere landsfader, Mustafa Kemal, fik vedtaget på nationalistiske kongresser i 1919 som politisk grundlag for den tyrkiske uafhængighedskrig.

De europæiske stormagter besvarede ’Misak-1 Milli’-pagten ved at besætte Istanbul, lukke det osmanniske parlament, hvorefter de i Sèvres dikterede en deling af Anatolien i en græsk enklave og med franske og italienske bidder. Sèvres-traktaten gendannede Armenien i det østlige Anatolien og afsatte de kurdiske provinser til et uafhængigt Kurdistan, der skulle anerkendes senere.

Med nationalisternes sejr i uafhængighedskrigen i 1922 blev Sèvres-traktaten annulleret og erstattet af Lausanne-traktaten i 1923, hvor armeniere, grækere og jøder blev anerkendt som mindretal med krav på beskyttelse, men ikke kurderne i sydøst. Lausannes udgangspunkt var nemlig den nationale pagt fra 1920, der knæsatte tyrkerne og kurderne som »uadskillelige«. Løftet om en uafhængig kurdisk stat var fjernet fra ligningen.

Selv om Sèvres-traktaten aldrig blev ratificeret af sultanens regering, afsatte den et syndrom af mistænksomhed i den tyrkiske republiks kollektive bevidsthed: Nemlig at Europa kun pønser på at svække den tyrkiske nation, og at løftet i den annullerede traktat om et frit Kurdistan dokumenterede de lumske hensigter. Så sent som i 2017 påkaldte Erdogan Sèvres-syndromet i brandtaler vendt mod EU.

’Hattedirektivet’

Det går an at sige, at før Sèvres-traktaten var der ikke noget kurdisk problem. Kurdiske militser havde kæmpet side om side med tyrkiske nationalister i uafhængighedskrigen og i islamisk samdrægtighed, der illustrerede Kemals politiske tæft ved at mobilisere med et kald til jihad, hellig krig, mod den kristne græske invasionsstyrke.

Vel vidende at hans vision om en moderne, sekulær republik hverken ville motivere kurderne eller de konservative anatolske bønder, der meldte sig under nationalisternes fane.

Efter grækernes nederlag ved Izmir i 1922 vendte de kurdiske militser hjem med mundtlige løfter fra Mustafa Kemal om samme autonomi for egne kulturelle normer, der var gældende under de osmanniske sultaner.

Hvad kurderne ikke vidste var, at Kemal allerede i oktober 1919, som leder af den nationalistiske uafhængighedsbevægelse, var blevet enig med sultanregeringen i Istanbul om en protokol, der »godkendte principperne om kurdisk autonomi og anerkendte kurdernes nationale og sociale rettigheder«.

Protokollen blev underskrevet i Sortehavsbyen Amasya, men blev aldrig implementeret og holdt hemmelig helt op til 1960’erne. Og på det tidspunkt havde kurdisk ulydighed mod Mustafa Kemals dogme om kurdisk assimilering til republikkens ’tyrkiskhed’ stået på i henved 40 år.

Det var den nye, sekulære republiks brud med Islam, der førte til den første kurdiske revolte i 1925. Nogle kilder har peget på Kemals ’hattedirektiv’, der forbød fezen og den religiøst relaterede turban som hovedbeklædning, som den direkte årsag til opstanden, der blev anført af en religiøs leder, Sheikh Sait, og på et tidspunkt kontrollerede en tredjedel af de kurdiske provinser.

’Hattedirektivet’ har måske fungeret som kald til mobilisering, men baggrunden var socioøkonomisk: Republikkens lukning af de kurdiske madrasa, de religiøse skoler, der var indkomstgrundlag for de lokale imamer, samt afviklingen af de kurdiske stammeregimenter, der havde hjulpet Mustafa Kemal under krigen, og nu var arbejdsløse.

Endelig spillede det en rolle, at Sèvres-løftet om kurdisk selvstændighed var forsvundet med Lausanne-traktaten. Sheik Sai og 46 kommandanter blev hængt efter dom ved en ’uafhængighedsdomstol’, der blev model for den senere ’sikkerhedsdomstol’, der indtil 00’erne udelukkende tog sig af politiske sager.

Dannelsen af PKK

Fra 1925 til 1938 resulterede enhedsstatens metodiske nedbrud af kurdisk sprog og kultur i 28 revolter, der blev militært nedkæmpet. Mest brutalt i Dersim i 1937-38 – et fortsat blødende historisk sår, som Erdogan på statens vegne undskyldte for i 2011 som den første politiske leder.

Mellem 13.000 og 70.000 kurdere – tabstallet er aldrig opgjort – blev slagtet i en hemmeligholdt operation, som Mustafa Kemals adoptivdatter, Sabiha Gökcen, deltog i som republikkens første kvindelige kampflypilot.

Den medalje, hun blev tildelt for sin indsats, blev ikke omtalt i nogen regeringserklæring og ikke nævnt i aviserne. Og som hun senere skrev i sine erindringer:

»Jeg vil ikke ind på årsager og konsekvenser af Dersim-operationen. Hvad jeg og mine venner forsøgte at gøre i den aktion var at udføre den pligt, mit land havde pålagt mig.«

Efter Dersim-massakrerne og Atatürks død i 1938 faldt der ro over den kurdiske front frem til 1960’erne, da radikale venstrebevægelser fik fodfæste i Tyrkiet.

Et militærkup i 1960 banede med en ny forfatning vej for et mere åbent samfund med øget pressefrihed, tilladte venstrepartier og strejkeret til fagforeninger og iltede en radikal venstrefløj, der organiserede marxistiske grupper med revolutionære aktiviteter.

Fra 1969 kom en kurdisk-nationalistisk gruppe til, ledet af en karismatisk student, Abdullah Öcalan, der ikke talte kurdisk, men gjorde sig gældende med sin omfattende viden om kurdisk historie og kultur. Og i 1978 stod han i spidsen for dannelsen af PKK (Kurdistans Arbejderparti).

Af den kerne, der stiftede organisationen, var fire tilbage 50 år efter: Öcalan, der er i fængsel, og tre veteraner, der residerer i Kandil-bjergenes baser. Af de resterende døde nogle i kamp, andre af naturlige årsager, medens 44 blev henrettet af PKK som forrædere og 36 udrenset som politisk upålidelige.

De første år henrettede PKK kurdiske ’fascister og reaktionære’, og var strategien ikke sympatisk, var den effektiv. I løbet af 1980’erne blev PKK etableret som den regionale magtfaktor og kurdisk-nationalistisk modpart til den tyrkiske stat.

Lys i mørket

Fra 1984 til 1999 intensiverede PKK angrebene mod tyrkiske mål, der omdannede de kurdiske provinser til en livsfarlig risikozone, hvor tyrkiske sikkerhedsstyrker barrikaderede deres forlægninger efter mørkets frembrud.

PKK-militante beskattede landsbyerne og hvervede nye medlemmer, der ikke kunne sige nej alene af den grund, at de var arbejdsløse.

En særlig forargelig PKK-taktik var mord på sagesløse tyrkiske tjenestemænd, typisk læger, skolelærere, socialarbejdere og akademikere ansat i guvernørernes administration, der efter endt uddannelse aftjente en påbudt ’samfundspligt’ på to år i de kurdiske provinser som forudsætning for senere ansættelse i andre dele af Tyrkiet.

Den tyrkiske stats svar på PKK var modterror, som var mere brutal i kraft af overlegen bevæbning med kampvogne, artilleri, helikoptere og med stort set frie hænder. I en perverteret spejling af PKK’s metoder blev de assisteret af ’den dybe stats’ dødspatruljer, der med ’forsvindinger’ tyndede ud i moderate kurdiske politikere, advokater, menneskeretsaktivister, journalister og forretningsfolk, mistænkt for at sympatisere med PKK.

Oven i de sinistre aktiviteter kom den konventionelle militære ’antiterror-bekæmpelse’, der endte med at sluge en tredjedel af bruttonationalproduktet. Kurdiske bønders landsbyer, marker og afgrøder blev brændt, deres brønde forgiftet og de selv tvangsevakueret til de større byer eller til det vestlige Tyrkiets storbyer.

Med anholdelsen af Abdullah Öcalan i 1999, og især med AKP’s overtagelse af regeringsmagten i 2002, sås et lys i mørket. Fra sin celle dekreterede Öcalan en ensidig våbenhvile, der varede frem til 2004, og i takt med EU’s accept af Tyrkiet som fuldgyldig ansøger til medlemskab havde Erdogan i 2005 opbakning til at kontakte PKK med henblik på fredsforhandlinger.

De strandede dels på intern modstand, dels på stigende modvilje mod Tyrkiet i EU. Forsøget blev opgivet, men genoptaget i 2008, hvilket førte til hemmelige forhandlinger i Oslo fra 2009. Erdogan havde en ambition om at blive den tyrkiske leder, der satte sit navn under en fredsaftale, og fra 2013, da AKP havde konsolideret sin magt i tyrkisk politik, gik han åbent ud med en melding om, at der blev forhandlet med Öcalan på fængselsøen Imrali.

Forhandlingerne mundede ud i en fælles erklæring i 2015, der var køreplan for den ’løsningsproces’, der skulle ende med en egentlig aftale.

Men køreplanen strandede på fraværet af den modydelse, Erdogan havde kalkuleret med, nemlig at det lovlige kurdiske parti, HDP (Folkets Demokratiske Parti), der havde 80 pladser i Nationalforsamlingen, kategorisk afviste at støtte Erdogans politiske projekt om overgang fra det parlamentariske system til den nuværende præsidentielle styreform, der blev vedtaget i 2017.

Han allierede sig i stedet med et nationalistisk og skarpt antikurdisk oppositionsparti, og betalingen var skrotningen af den kurdiske fredsproces.

Sådan har det været siden, og det er årsagen til Erdogans beslutning om at invadere det nordlige Syrien – i hans optik invaderer han ikke et andet land, men renser ud blandt ’terrorister’, der jo altså var Vestens allierede mod Islamisk Stat.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ingemaje lange

Tak for indsigt!