Læsetid: 5 min.

Vi lever i demonstrationernes tidsalder

Fra Hongkong til Barcelona går borgerne på gaden. 2019 er allerede et demonstrationsår på linje med 1968 og 1989. Men hvad betyder det for demokratiet, når politik rykker ud af parlamenterne?
Efter flere ugers voldsomme demonstrationer i blandt andet Beirut annoncerede Libanons premierminister Hariri i går i en tv-tale, at han vil indgive sin opsigelse. Det er ikke kun Libanon, som har været ramt af storedemonstrationer i den seneste tid, også i mange andre lande verden rundt er folk gået på gaden i protest mod det politiske system.

Efter flere ugers voldsomme demonstrationer i blandt andet Beirut annoncerede Libanons premierminister Hariri i går i en tv-tale, at han vil indgive sin opsigelse. Det er ikke kun Libanon, som har været ramt af storedemonstrationer i den seneste tid, også i mange andre lande verden rundt er folk gået på gaden i protest mod det politiske system.

Adrien Vautier/ Ritzau Scanpix

30. oktober 2019

Der har allerede været så mange og så store demonstrationer i år, at vi bør sammenligne 2019 med de to største demonstrationsår i nyere tid: 1968 og 1989.

Det siger den berømte italienske politolog Donatella della Porta til mig på en mobiltelefon fra sit hotelværelse i Aalborg, hvor hun lige har holdt en forelæsning.

»Vi lever i protesternes tidsalder, en intens periode, hvor massedemonstrationer er hyppige, ikke bare i Vesten, men over hele verden,« siger della Porta, som til daglig er professor på European University Institute i Firenze og en af verdens førende forsker i sociale bevægelser.

»Det nye er, at protesterne ofte er globale i udsyn som for eksempel Fridays For Future eller Extinction Rebellion, og så er der store protester om mange forskellige emner: Catalonien, Hongkong, anti-Brexit …«

Tirsdag eftermiddag blev Libanons premierminister tvunget til at gå af efter to uger med historiske demonstrationer. I sidste uge gik én million mennesker på gaden i Chile, i Barcelona var en halv million mennesker på gaden tidligere på måneden, og i London protesterede op mod en million imod Brexit i forrige weekenden.

I månedsvis har der været gadedemonstrationer i Hongkong – i august deltog op imod 1,5 millioner. Og hele 2019 har der været klimaprotester, som toppede i september med op til seks millioner demonstranter over hele verden.

Frankrig har haft De Gule Veste. Tjekkiet oplevede i sommer de største demonstrationer siden Murens fald. Der har været masseprotester i Rusland, Serbien, Venezuela, Haiti, Irak, Ecuador, Brasilien og Peru.

Det er svært at måle antallet af demonstranter, så alle tal skal tages med forbehold. Men tendensen er klar.

Alle vil være en bevægelse

De mange demonstrationer illustrerer en særlig dobbelthed, der præger det moderne demokrati lige nu, mener Donatella della Porta:

»Folk er utilfredse med de eksisterende institutioner, men de føler samtidig, at de kan udtrykke deres stemme og bliver hørt,« siger hun.

På den ene side er borgerne trætte af politikere. Kurven over partimedlemskab falder i stort set alle lande i Vesten, det samme gør valgdeltagelsen og tilliden til politikere og parlamenter. Det er derfor, politikere så nødig vil kalde sig selv for politikere, nej, de er en del af ’en bevægelse’. Det siger både Macron, Farage, Trump, Corbyn, Bernie og Salvini.

På den anden side tror demonstranterne fuldt og fast på demokratiet. De kræver ofte mere demokrati, og når de protesterer, foregår det ofte foran de nationale parlamenter.

»Man skal tro på demokratiet for at gide deltage i den slags,« siger Donatella della Porta.

Man kan også se det i meningsmålingerne.

En såret mand bliver hjulpet væk efter at have deltaget i en protestdemonstration i Beirut, Libanon, d. 29. oktober. 

NABIL MOUNZER

»En større og større andel af borgere er klar til at deltage i ikkevoldelige demonstrationer,« siger Ruud Wouters, der er postdoc i sociologi på Antwerpen Universitet, hvor han studerer protestbevægelser.

»Værktøjskassen, for at mennesker kan udtrykke sig politisk, er blevet udvidet. Folk er blevet mere højrøstede og mindre følgagtige.«

En af dem, der går på gaden, er 25-årige Birgitte Ringgaard Diget, der studerer naturforvaltning på Københavns Universitet. De seneste to år har hun blandt andet deltaget i Extinction Rebellions aktioner, gået klimamarcher og været med til at blokere godstog med kul i Tyskland.

»Jeg tror jo ikke på, at vi kan lukke kulminerne i Tyskland ved at demonstrere, men vi kan skabe alternative fortællinger, sætte fokus på problemerne og ændre debatten.«

Hun er ikke medlem af et politisk parti. Hvis man virkelig skal ændre verden, skal man ændre måden, vi tænker om os selv på, siger hun, og det gør man bedst uden for den politiske boble.

»Jeg tror, at politikere er bundt på hænder og fødder. Både af direkte lobbyisme og af de sandheder, vi lever på i samfundet. De er ikke onde, og jeg tror hellere ikke, de er dumme, så hvorfor fortsætter vi business as usual på en måde, som ødelægger mennesker og økologi? Politikeren kan ikke flytte sig uden massivt folkeligt pres.«

Virker det?

Det store spørgsmål er, hvad det betyder for demokratiet, når politik rykker ud på gaden.

Den mest almindelige kritik af ’demonstrationsdemokratiet’ er, at det måske nok er godt til at sige ’nej’, men det er rigtig dårligt til at sige ’ja’.

Den franske politolog Pierre Rosanvallon har kaldt det et »moddemokrati«. Borgerne kan råbe op og holde magthaverne til ansvar – de kan udøve »negativ suverænitet«, som han kalder det men de har svært ved at samles om en ny politisk retning.

»Protestbevægelser behøver ikke have et partiprogram eller en ideologi; de kan kræve et grønnere klima og flere job og lavere skatter på én gang,« siger Ruud Wouters.

»Occupy-bevægelsen i USA bragte ulighed ind som et emne, og dannede grundlaget for Bernie Sanders’ succes, men er uligheden faldet i USA? Nej. Demonstrationer handler mest om at sætte emner på dagsordenen, ændringer af lovgivningen er et helt andet ball game. I sidste ende er det en kamp om den offentlige mening.«

Hvis man vil stoppe klimaforandringerne eller mindske uligheden, skal man bruge de politiske institutioner, som demonstranterne har det så ambivalent med.

»Når sociale bevægelser er succesfulde, skyldes det, at de influerer andre spillere: medierne og den offentlige mening,« siger Donatella delle Porta.

»Massedemonstrationer er aldrig nok i sig selv, men de kan blive en udløsende faktor. Og man skal huske, at man aldrig vinder 100 procent, og at man aldrig taber 100 procent. Nogle ideer vinder indpas, andre bliver delvis accepteret, andre gør ikke.«

Mange af de store protester i 2019 har haft konkrete resultater:

I Libanon er premierministeren som sagt gået af. I Chile er de planlagte prisstigninger på metrobilletter, som startede det hele, blevet droppet. I Hongkong har regeringen formelt droppet loven om udlevering til Kina. I Frankrig har Macron givet De Gule Veste markante indrømmelser. Og meget tyder på, at ’Greta-effekten’ har skubbet parlamentsvalg over hele Europa i en grøn retning, og at demonstrationsåret 2019 får en anden blivende effekt, der rækker mange år frem:

»Vi ved, at unge, der deltager i demonstrationer, forbliver aktive og interesserede i politik. Så Greta-generationen kan blive en aktiv generation i årtier frem,« siger Donatella delle Porta:

I København er Birgitte Ringgaard Diget ikke optimistisk på klimaets vegne – »klimakrisen er allerede en katastrofe«, som hun siger – men det gør hende optimistisk, at så mange demonstrerer.

»Tænk, at så mange træder frem og tager stilling til deres samfund. Det viser virkelig, at demokrati ikke bare handler om at stemme hvert fjerde år,« siger hun.

»Spørgsmålet er jo også, hvad det er for en verden, vi går i møde, hvis vi ikke gør noget?«

Serie

Hvad er der galt med demokratiet?

Det handler ikke bare om Brexit og Trump. Over hele Europa ser vi politisk opbrud – nye partier, svage regeringer, nye politiske frontlinjer. De politiske systemer er blevet ustabile og uforudsigelige. I en ny serie spørger Information: Hvorfor er europæisk demokrati blevet sådan noget rod? Og er det egentlig et problem?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Alvin Jensen
  • Ejvind Larsen
Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og hvad betyder det for demokratiet, hvis befolkningerne oplever de folkevalgte parlamenter ikke fungerer?

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Alvin Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar